Her af alle steder - Anna Rose

Tid: Mandag d. 18. februar 2013 klokken 22:30
Omgivelser: Tomme gader, måske en enkelt fyr henne på et gadehjørne.
Vejr: Oveskyet og koldt. Sne her og der.


Jeg løb og jeg løb, mine fødder stampende hårdt mod jorden. Ned af gaden og til venstre, jeg kunne knapt nok huske vejen til oververdenen, men jeg følte at jeg havde heldet med mig denne dag. Mine klæder og mit lyse hår vendte de mørke menneskers blikke som jeg løb grædende ned igennem Hightowns gader og håbede på at min mester ikke fik øje på mig på hans ærinde, men jeg løb så hurtigt at ingen kunne nå at reagere. Jeg nærmede mig udkanten af Higtown, væk fra paladset og ind i en tunnel og op af nogkle lange trapper. Synet omkring mig blev ligeså langsomt mere som den verden jeg havde savnet så meget. Trapperne stoppede og jeg kunne se en dør. Jeg skyndte mig at åbne den og nu var jeg havnet på den klammeste natklub jeg nogensinde havde set. Den spillede høj technomusik og var fyldt med dansende letpåklædte mennesker. Det fik mig til at kigge ned på mit eget tøj og der stod jeg som en enkelt sten i en bunke med diamanter. Jeg bar en reven hvid skjorte og revne sorte denimbukser der nu var blevet til shorts og i bare fødder. Men jeg var ligeglad, jeg ville bare ud, ud af Hightown og ud af natklubben. Jeg spænede ud, skubbede folkene til side og løb ud på gaderne. Jeg satte mig ned på kantstenen og begynde at hulke mine sorger ud. Mit lange fangeskab var endelig slut og jeg var endelig hjemme.

//Jeg kunne godt havde brug en T, S, O, V ^^' mest bare tiden og vejert//

Anna Rose gik ned af gaden, hun var på vej hjem efter arbejde
Hun havde sine sorte bukser på og sin røde jakke med jordbær knapperne, hun kunne jo dårligt nok se yngre ud allerade så jakken gjorder ingen forskel.
Hun gik ned af gaden i slumkvateret, hun hollde altid sin taske tæt på sig når hhun gik i disse områder der hun opdaget nogen der sad i t-shiirt og shots midt på gaden.
Det var ude for et diskutet så manglen af tøjet var ikke det der fangede hendes øjne, men hvor sammen krympet og smadret personen så ud.
Hun gik stille tættere på, hun planlage ikke at snakke med personen, men ville bare lige se om de nu var okay da hun opdaget det.
Denne her dreng, ller var det en mand, havde hun set før, hun ville ikke havde lagdt mærke til det hvis ikke det var for alle efterlysningerne hun havde set omkrings hans hjem og hans forældres søgen på hospitalet.
"Gino?" spurgte hun stille mens hun stod en meter fra ham, det kunne da ikke være ham, kunne det? hun havde fået afvidet han ikke var i live mere.

//Undskyld hvis det lidt for meget //

Gino kiggede fortvivlet op på Anna Rose da han hørte sit navn for første gang i seks måneder. Det rungede gennem hans hjerneskal og han blev lidt i tvivl om det nu var hans navn. 'Slave' lød bare mere rigtigt nu. Han stoppede sin hulken i et sekund ved lyden af en sød stemme, den var i hvert fald bedre en hans mesters stemme som føltes som et knivstik i ryggen ved hvert eneste ord.

"Ja?" sagde han spørgende med en svag stemme og svær åndedræt da han stadigvæk var ret forpustet efter den lange løbetur væk fra Hightown.

//Det var det slet ikke//

"GINO" hun løb hen til ham og knæelede ned på hans level, tog sin jakke af og holde dem om ham "Hvor har du været, hvad er der sket med dig, dine forældre har været så bekymret!" hun så bekymret på ham og tjekkede ham for skader.

Han så op på hende med tårer i øjnene og svarede ikke på Anna Roses spørgsmål. Der var dog noget genkendeligt ved hende, men han vidste ikke hvad, det føltes bare som om at hun var nogen han havde mødt før. Han tørrede tårerne væk fra sine øjne og kinder og tog en dyb indånding.
Gino havde rifter og sår over hele kroppen, men det meste var allerede lukket eller blevet til ar. Der var ingen åbenlyse åbne sår på hans krop.

Anna Rose kørte hænderne over hans arme og begyndte at heale de rifter og ar han havde, en varm fornemmelse ville gå gennem ham og hun brugte samtig sin følelses magi til at få ham til at slappe af og få en varm og sikker følelse inden i.
"Det koldt her ude, lad os få dig et varmt sted hen og få noget at spise og drikke okay?"

Gino følte at han blev helbredt og den varme følelse fik ham til at udstøde et lettet suk. Han kunne også mærke at han pludselig blev helt afslappet, men det var en meget mærkelig følelese for den kom ikke fra ham. Det var som om at bare blev smittet med en slags ro.

Han kiggede på Anna Roses mund, for det var skrækindjagende at se hende i øjnene.
"Ok." svarede han med et akavet smil på læben.

Anna Rose tog meget forsigtigt og roligt en arm under hand arm og rundt om hans ryg, hiv ham langsomt ind.
"Skal vi på et spise sted, eller skal vi gå hjem til mig for at få mere ro, du bestemer, jeg tro jeg har dine forældres nummer hjemme hos mig et eller andet sted" sagde hun stille og sørget for hendes jakke stadigvæk var rundt om ham så han ikke frys.

"Jeg tror gerne jeg vil blive hos dig lidt. Du gør mig på en eller anden måde glad." svarede han og stod op.
"Men jeg kan altså godt gå selv. Jeg har trods alt løbet hertil fra Hightown." sagde han, stadig en smule forpustet, men nu smilende.

"Tak."

Anna Rose slap ham og smilte "Jeg er bare glad for du okay, Hightown? hvor er det" spurgte hun stille mens hun begyndte at gå, sørget for han fulgte med.

Gino begyndte også at gå, lidt efter Anna Rose, for det var hende der førte an. Han sukkede lidt, ikke helt klar til at snakke om hvad der var sket.

"Det er en underjordisk by, fyldt med mørske mennesker." sagde han. Han vidste tydeligvis intet om sortelvere.

Anna Rose så lidt undrene på ham "Okay?" sagde hun og gik videre "Lad os få noget mad i dig, så kan vi snakke mere om det når du er klar" sagde hun stille og smilte varmt til ham "Så kan du også ringe til dine forældre hvis det er, tro de bliver rigtig glade for at høre du okay"

"Jo tak." nærmest hviskede han, stemmen helt kaput. "Men hvis det er okay, er jeg ikke helt klar til at tage hjem endu, de ville bare tro jeg var sindssyg hvis jeg fortalte dem hvad der skete."

Anna rose nikkede og de kom ud af slumkvateret og ind i den lidt pænere del af byen "Det forstår jeg godt, men de har været meget bekymret Gino, da endag nogen der har fortalt dem du nok ikke har overlevet" sagde hun stille og så bekymret på ham

"Virkelig!" udbrød Gino i shock. "Tror de jeg er død!? Det kan ikke passe! Jeg må ringe til dem med det samme!"
Han begyndte at gå hurtigere, men kom så i tanke om at han slet ikke kunne vejen over til Anna Roses hjem. Så stoppede han op og ventede på hende.

Anna Rose gik hurtigere "De tro ikke på det, men de bliver stadigvæk sglade når de får afvide du er okay" hun smilte blidt til ham og efter kort tid var de der hvor hun boet for tiden og hun lukkede dem ind

"Ok." sagde han stille og gik ind i Anna Roses hjem. "Tak fordi jeg må blive lidt." sagde han og tørrede sine fødder af i dørmåtten. "Må jeg låne telefonen?" spurgte han forlegent.

Anna Rose smilte "Det okay" sagde hun og hgav ham hendes mobil "Jeg laver noget pasta, og varm kakao okay" sagde hun med et smil og gik ud i køknet "Der er et tæppe ved sofaen, bare tag det på hvis det er"

Gino takkede for gestussen og gik ind i stuen for at finde det omtalte tæppe. Han var så vaklende at han blev nødt til at støtte hamselv ved at holde hånden mod væggen. Han hentede tæppet og tog det rundt om skuldrene som et sjal. Det var dejligt endelig at være i et varmt hjem og varm kakao og pasta var noget som han som lille havde sneget sig ind i køkkenet for at lave da han var på mindre, og hvis han ærligt skulle indrømme det, ville han også gøre det nu. Han satte sig på en stol inde i stuen.

Anna rose kogte vand og mælk, hun gik ind i et af skapene og tog nogen kiks og lidt chokolade.

Gino kiggede lidt ud af vinduet. Det var mærkeligt at se himlen igen, eller, det var mere skyer, men dem havde han heller ikke set længe, så alt var vel.
Det gav ham sådan en følelse af tryghed at se oververdenens naturfænomener. I Hightown havde de ikke meget af den slags.

Han tog mobilen frem af tæppet og tastede sin mors nummer ind. Der lød tre bip. Anna Rose ville kunne høre ham tale i telefonen, men det var ikke engelsk. Og da han efter flere minutter var færdig med opkaldet, lagde han telefonen på spisebordet.

Anna Rose hørte ham tale men gav ham hans privat liv og gjorder maden klar.

Gino så ud af vinduet igen.
"Min mor var glad for at høre at jeg var tilbage." sagde han en smule halvkvalt af gråd. "Men knapt så glad for at jeg ikke ville hjem. Men så fortalte jeg hende at min kidnapper nok ville komme tilbage efter mig i vores hus, så jeg foreslog at de skulle flytte."

Anna Rose nikkede og gik ind til ham med maden og slikket "Det skal nok ordne sig, hvis det er, kan du bo på hospitalet"