Hjerternes Fest ~ Millicent

Imens Millicent kæmpede for at holde hjertet i kroppen, kunne Stephen ånde lettet op og indkassere et kys, da hun trak dem ned på gulvet. "Det var godt, for ellers kan du heller ikke passe dine andre ringe." Han stak hånden ned i bukselommen og fremdrog hele tre styks. Han havde lige været inde og hente dem, den morgen han var taget tidligt af sted. "Men det er ikke at stjæle, for nu får du jo dem igen." Han fik meget travlt med at sætte dem på hendes finger og skubbe hendes hånd over til hende selv. "Sådan, it's yours again."
"Jeg håber du kunne lide din julegave." Han trak sig op at sidde, så han han kunne kigge ned på sin nu forlovet. Det hel var gået meget hurtigt, både med at komme sammen og få barn, så hvorfor kunne de så ikke gifte sig når de alligevel var i gang. Så kunne hun få krondiamantbryllup før hun gik på pension.

Forundret fik hun sat de gamle ringe på plads.Hun var alligevel en smule imponeret over hans opfindsomhed.Hun havde slet ikke opdaget hun manglede dem.Både fordi de var on off ringe, og fordi hun efterhånden havde så mange nips og ting, stoppet i forskellige tasker, både til job og når hun var hos Stephen,udover hendes normale håndtasker, så det var ...normalt..for hende at der var noget hun ikke lige kunne finde.
Hun møvede sig ind mellem Stephens ben og lagde en hånd på hver af hans lår.
Hænderne gled et par gange frem og tilbage, og Millicent tillod sig selv et halvt minut, hvor hun bare så op på ham, med et killinge kejtet udtryk, blandet op med ren og skær glæde.
Hun kunne næsten ikke forstå det.Nu kunne hun præsenterer ham som sin forlovede.
Pludselig glædede hun sig til at skulle på arbejde og fortælle at hun skulle være mrs Stephen Samson.Hun var slet ikke klar over at hun ville live så glad.Det kom en smule bag på hende, måske Millicent havde drømt om dette, men slet ikke turde håbe på det.
Hun hævede sig, så hun stod på knæ og hænderne greb fat om nakken på Stephen, og halede ham lidt ned mod sit ansigt.
" Det er den bedste gave...jeg elsker den" pludselig fyldtes hendes øjne med tårer,der begyndte at rende ned.Sidste år , lige efter brænden havde hun holdt jul alene i sin lejlighed.
Nu...nu sad hun her, men en lille baby i maven -hans baby....og med et ' frieri' på sin finger.Det var ham....det var alt sammen ham , hun kunne slet ikke holde tanken ud, hvis hun en dag ikke havde ham længere." jeg elsker dig" lød det nøgent og sårbart fra hendes læber, da hun blottede sine inderste tanker for ham.

I Stephens hoved stod rasten på hygge. Han var kommet igennem sit frieri med hoved på kroppen og ingen sår at slikke, men de var tydeligvis to om at bestemme den dagsorden. Da Millicent begyndte at græde, begyndte han straks at blive bekymret og nervøs. Kunne han have sagt noget forkert, gjort noget? Var det forkert at have taget ringende? Spørgsmålene blev hurtig mange, mens han dybt forundret og overrasket kiggede på hende, før han tog sig sammen og fik hende trukket ind til sig. Lettelsen var ikke stor, men den var der endnu en gang, da hun forklarede at han ikke var problemet eller ... det kom klart an på hvordan de hver for sig forstod de tre ord, men hvis han ikke havde læst helt forkert så måtte det frikende ham i sagen. Men han forstod stadig ikke hvorfor hun pludselig sad og græd.
Forsigtigt begyndte han at stryge hende over håret, uden helt at vide hvad han ellers kunne gøre. Hvis hun ikke krævede mere af ham, ville han fortsætte til Millicent var dryppet af og havde styr på sig selv. Der måtte være noget der var skredet i svinget, for ellers kunne han ikke se hvorfor hun græd.

Hun kunne næsten se spørgsmålstegnene i hans mørke øjne, og hun smilede mellem sine tåre.
" Undskyld"...begyndte hun da han strøg hende over håret.
Hun begyndte også at duppe sine kinder tørre, og rystede en smule på hovedet af sig selv.
" Det bare....jeg har mistet så meget...og du...du er det bedste i mit liv, jeg kunne ikke holde ud hvis jeg mistede dig.Lov mig....lov mid du altid vil være er...hos mig,Stephen" hikstede hun imens hun duppede løs på kinderne.

Så ville Millicent forsøge at få lidt styr på sig selv, komme på benene og hente flasken med vin.
stephens glas ville blive fyldt op og også hendes eget.Hun ville drikke et par store mundfulde og så dumpe ned i sofaen til ham igen.
" hvad hvis nu vi havde holdt jul hos dine forældre...ville du så stadig have friet!" Lød det drillende fra hende.
Hun håbede godt nok at hans familie ville være okay med det her.

"Jeg bliver på min pind." Lød svaret fra Stephen, der undlod at tilføje at han nok ikke ville blive hængende for altid, da han ligesom alle andre også havde et timeglas der ville løbe ud før eller siden. Også som engel. Inden han slap hende, kastede han endnu et bekymret blik på hende. Nu skulle hun ikke bryde sammen i køkkenet eller hvor hun ville hen. Det der med at 'sparke' døre op ville han ikke gøre der hjemme og slet ikke ud til badeværelset, selvom han ikke havde noget imod frit udsyn til en nøgen Millicent når hun skulle i bad.
Hurtigt fik Stephen fat i sit glas, da Millicent havde det fyldt op og nippede lidt mens han overvejede hendes spørgsmål. Svaret var helt åbenlyst for ham, men alligevel forsøgte han at forstille sig scenerne. "Nej, det ville jeg ikke. Så var det nok blevet nytårsaften eller måske når vi var på dit ..." Han pegede på ferieopholdskurverten. "Men hvis du vil holde nytår med dem, kan vi godt det." Han skævede hen til hende, hen over glassets kant, mens han drak bare en smugle mere, for så at sætte glasset fra sig.

Det var nok meget godt at han undlod at trække døden ind over deres samtale, så var hun måske nok kommet til at hulke højlydt.Udover at være et følsomt gemyt, var hun oså en gravid ung kvinde, men raserende hormoner løbende rundt i hele kroppen, og de kunne fyre op for de mest underlige tanker og følelser, og hjalp hende med at skifte hurtigt- desværre ikke tøj og beklædning- men humør og sindstilstand.
" Et privat frieri er også mere romantisk" medgav hun.For ikke at forstille sig et kæmpe nederlag h is hun havde sagt nej tak, foran hans forældre.Tanken fik hende til at smile.
" hmm ...nytår? Jov hvorfor ikke? Kan vi mon være der, eller skulle vi selv holde noget?" Hun forsvandt et øjeblik i tankerne.Stephens drenge og et par af Millicents kollegaer kunne være en mulighed at mikse sammen med hans familie.Men...var de bare sammen med hans forældre, kunne de måske få listet ud at de ventede barn.De kunne jo ikke skjule det for evig tid.hendes nye ring ville Jess med sikkerhed også opdage inden der var gået en time.

Ja, Millicent ville have romantik. Det havde Stephen efterhånden fundet ud af, men han forstod ikke hendes gådefulde smil kort efter hun havde sagt sætningen. Han ville ikke have tænkt så meget over det hvis det havde været sammen med en morsom sætning, men det virkede til at komme ud af det blå, hvilke straks satte gang i hans nysgerrighed. "Hvad smiler du sådan af?" Hans mistænksomme øjne var heftet ved hendes læber. Som en løve der ventede på sit bytte, ventede han på at smilet skulle komme frem igen.
"Jeg tror mine forældre mener det skal være hos dem, de har også langt bedre plads til det." Selvom det hed et emneskift, så havde han bestemt ikke glemt smilet og hvis hun skulle forsøge at sno sig udenom, ville han forsøge at hindre hende i det. Om det ville bærer frugt kunne tiden så kun vise. "Det kan være at min søster kommer hjem til det tidspunkt, man ved aldrig med hende."

" oh...jeg så bare for mig...hvis nu jeg sagde nej? Og især h is hele din familie havde sidet på stilke og ventet på et svar" hun sende ham et par drillende øjne.Fakta var at Stephen havde ramt hende på et meget super godt øjeblik.At hun gerne ville giftes med ham, var helt sikkert men hun kunne nu godt have sagt nej....med den begrundelse at udskyde mindste fire - fem år.
Men nu havde hun sagt ja, fordi hun ...ikke kunne andet! Hun elskede ham, de ventede barn...alderen kom først langt nede af rækken....hun hørte til hos ham,det vidste hun godt.
" Okay...hvis du gerne vil,så gør vi det.Det vil sikkert også falde i dine forældres smag.
Hmmm skal vi fortælle dem, det hele? Altsår både barn og forlovelse.Ringen bliver svær at skjule, for jeg tager den ikke af nu" sagde hun og legede med en lok af hans mørke hår,der blev snoet omkring hendes finger.

Imodsætning til Millicent, fandt Stephen det ikke spor sjovt. Han ville ikke sidde med en ring hun ikke ville have, fordi hun ville udskyde det fire fem år. Det var altså lang tid! Han vidste slet ikke hvordan han ville reagere på det. "Hvorfor finder du det sjovt?" Han kunne absolut ikke se det sjove i det. Det kunne godt være han var sortseer, men han havde virkelig svært ved at forstille sig at nogle ville finde det sjovt, ud over Millicent.
"Men vil du ikke hjemme ved dem? Så kan vi altså godt finde ud af noget et andet sted, her hjemme eller et eller andet sted." Hvis hun ikke var indstillet på det, havde han heller ingen problemer med ikke at følge sig tvunget til at sidde bænket og drikke vin, mens han diskuterede fremtidsplaner. "Du fortæller det når du selv er klar til det, det er dig der skal udsættes for min mors tortur forhøring." Som havde Millicent været en tyk pelset bamse, rakte Stephen ud efter hende, for at trække hende ind i sin favn. "Vil du heller ikke tage den af når vi skal have en vielsesring?" Det var vel alle pigers drøm at få en forlovelses- og vielsesring, så det skulle hun få.

Altså, det blev jo ikke mindre morsomt af at Stephen så tydeligvis ikke morede sig, det udløste blot et lille grin mere. " arg ... Det er da bare... Jeg forstiller mig hvordan i alle ville se helt forkerte ud i hovedet , det er da lidt... Morsomt. Nu skal du ikke være sur" forsøgte hun at mægle fred. Hun havde jo sagt ja, så det hele bar jo ren teoretisk.
Hun strakte sig lidt og overvejede hvor hun helst Ville holde nytår , men kom frem til det resultat , at det var fint hos hans forældre. Så kunne de også selv bestemme hvornår de Bille trække sig tilbage. " Lad os bare besøge dem , det lyder hyggeligt og.. Jeg tror det er tid til vi skal fortælle dem om babyen , når vi nu skal giftes ... På et tidspunkt " sagde hun og purrede lidt op i Stephens hår, inden hun blev trukket ind til ham.
Hun fik på mystisk vis , åbnet hans knapper ved skjorte ærmerne og sneget sine hænder ind dernede, så hun nu kunne gribe om hans bare arme, inden under skjortens stof.
" nej.... Den bliver på, bare på en anden finger ....men du skal have en på, en dag mår bi bliver gift" mente hun. Forlovelsers ringe kunne man enten have begge to, eller kun kvinden. Men en vielsesring , det skulle begge da have

Stephen gloede undrende på sine arme, hvor Millicent pludselig havde fået fat. Han begyndte at overveje om han ikke skulle finde noget andet end skjorte at tage på, da hun syntes at være lige god nok med de knapper. "Det må de så finde ud af i morgen, jeg gider ikke ringe til dem nu." Hvad hendes hænder lavede der, forstod han heller ikke, men det var sikkert noget han heller ikke skulle vide. "Jeg skal nok bære ringen." Det ville han gøre med stor glæde, for så kunne det være at folk undlod at jagte ham, der i blandt Maria.
Efter at have studeredet sine arme endnu en gang, trak han dem op og kiggede spørgende på Millicent. "Hvad er det du laver?" Han kunne ikke undlade at spørge, det var yderst underligt i hans hoved, men han måtte også huske at hun havde nogle spøjse måder at kærtegne på. hun måtte klart være blevet skadet på grund af sine manglende forældre. Anden undskyldning kunne han ikke finde, men det var da også bedre end så meget andet.

" ingen protester herfra...vi kan ringe i morgen og spørge om vi må holde nytår med dem" stemte hun i.
Hun smilede stort ved tanken om det tydelige symbol på at han tilhørte en...tilhørte hende.
Hun var tilpas...romantisk, besiderisk,gammeldags..what ever the name...til at hun kunne lide at netop dette signal var tydeligt, på både ham og hende selv.Nogle ville helt sikkert finde bånd og ringe som dette, snærende og klaustrfobiske....men Millicent fandt dem bedårende og dejlige.
Et lille grin brød løs.." Hvad jeg laver? Jamen jeg nusser på min kærestes arme, er det nu ikke tilladt længere?" Hun lænede sig frem og plantedet et blød kys på halsen af Stephen.
" Jeg ville nu ellers beskrive det som et meget harmløst sted at nusse, og det eneste du vil blive nusset på, indtil vi er i 2013 , så du bør nok komme igang med at nyde mit nusseri" lød det bestemt fra hende.

Stephens mundviger landet med et brag på gulvet. "Det kan du ikke mene!" Udbrød han og blinkede meget heftigt og uskyldigt til Millicent. Men kampen havde han ikke givet op, så i samme øjeblik han fik mulighed for det, ville han låse sine arme omkring hende, presse hende ind mod sig og forsøge at fange hendes læber som han ville forsøge at holde fast i et langt kys, mens hans hænder gled hen over hendes lår. Først ude så ind.
Han ville bestemt ikke nøjes med sine arme. Nu var han blevet upgraderet til at være forlovet, så ville han også have nøglen til mere. Sådan valgte han at sige det, om det så var korrekt vidste han ikke, men betød det så meget? Det var jo kun ham selv der kunne høre det.

Det var det perfekte tidspunkt , var det ikke?
Den helt rigtigt tid, til liiige at lade ham vide at al det her ' vil du gifte dig med mig' ikke gav ham hjemmebane fordel- ret meget.
Selvfølgelig var hendes krop komplet ligeglad med alle Millicents små kneb og triks, for at iføre sig den gule trøje, så reaktionen udeblev ikke.En sødmefuld gåsehud løb ned af hendes ryg, da hans hænder strøg hendes lår,fandens til mand...det var virkelig ikke helt fair.
Men ....nu ville hun faktisk stå fast, for en gangs skyld.
Stephens læber, kunne hun ikke flygte fra og det ville nok også være ret så idiotisk, når nu det var så dejligt at suge sig fast netop der.
Ind imellem hans kys, lød det lidt tungt fra hendes mund.." Åh...jov....jeg mener...det...skam, ikke mere af den...slags....slut"
Hun stønnede sagte mod de bløde og varme læber.." du fighter unfair, det ved du godt, ikke?"

En lav letter kom fra Stephen, der ikke ville stoppe. "I krig og kærlighed gælder alle regler." Mumlede han svarende mod hendes læber og lod sin hånd glide længere op af hendes lår. Længere op for at mærke varmen. Læberne gled fra hendes læber, op af hendes kæbe for at ende ved øret, hvor han hviskede: "Prøv at stoppe mig."
Han kunne ikke se nogle mulighed for at hun vippe det til hverken den ene eller anden side, så han følte sig sikker på tronen, men fortsatte alligevel med at kysse sig ned på hendes hals, fra øret.

En lav latter der med der samme gav anledning til bekymring , lød fra ham og Stephens hånd gled længere op, på foruroligende vis. Millicent blinkede langsomt og holdte vejret
en smule , da han virkede meget beslutsom .
"Der behøver ikke være
krig ... Hvis bare du... Adlyder " hviskede hun stødvis og spændte lidt i lårene - imens kys blev sat på hende. Hans læber havde en yderst distraherede måde at røre ved hende og Millicent begyndte at mærke hvordan hendes krop blev draget mod ham.
Hun sitrede let og svejsede en smule i sin ryg , da hans stemme trængte ind i hendes øre... han havde en meget enkel og meget virkefuld måde at... skrue op for heden på. "Var det en udfordring Mr. Samson?" Svarede hun og greb ud efter hans håndled, som hun strammede sin hånd om i et forsøg på at demonstrerer at hun havde magten, at hun besluttede om han måtte gå videre.
Selv om Millicents øjne var en smule sløret af hans påvirkning , stod hun fast.
2013!

Først var der intet svar fra Stephen, men lidt efter kom han frem til hvad han ville sige. "Jeg tror måske mere den kommer fra Mr. Smith. Var det ikke det vi endte med at kalde ham, eller var det noget andet?" Det måtte Millicent kunne huske, hun var navngiveren. Men hvis det nu ikke var navnet, så ville hun sikkert stadig vide hvem han hantydede til.
Grebet omkring hans håndled, hindrede ham ikke i at fortsætte, så det gjorde han. Hun holdte kun hårde fast, gjorde intet for at stoppe ham, hvilke var ganske fint hvis man spurgte ham. Så vidste han at han ikke skulle smutte, selvom Millicent sikkert ikke mente præcist det, med den gestus hun lavede.

"Mr. Smith ...jaa, men han er dit ansvar , som jeg ser det "mente hun bestemt.
Navnet var jo ikke tilfældig valg , hvis han troede det? Han havde jo ' smittet hendersom en Virus' så deraf navnet Mr. Smith.
Millicent havde fast i Stephens håndled , da han igen rykkede på hænderne.
Hendes læber adskilte sig og hun blev en smule åndeløs. SÅ lange lår havde hun trods alt heller ikke. Manden drillede hende jo. Denne gang ville hun forsøge at bremse ham, ellers ville det blive meget... Svært ...at bremse noget så pikant.
" vær en god dreng " kommanderede hun.

Hvis Millicent virkelig havde troet det ville hjælpe, måtte hun tro op. virkningen var nærmere modsat. "Jeg er sød som en engel." Hans hånd kom op til trussekanten hvor hans finger gled rundt, nærmest som hendes normalt gjorde. Det slog ham pludseligt var rollerne var byttet om. Det plejede at være hende der pillede og gramsede løs, men nu var det så blevet ham. Det gjorde ham heller ikke noget, for det ville ikke være godt for hans ego hvis det ikke skete af og til. At passe sit image og brand var en vigtig for unge og han var stadig i blandt de unge, spurgte man Stephen selv.

Hendes øjne blev en smule større , da hun mærkede hans fingre liste rundt , så enormt faretruende tæt. Stephen plejede at ' adlyde bedre ' gjorde han ikke ?
"Så er engle meget slemme .
Hun mente selv at hun plejede at have fint styr på ham, men lige nu kom tvivlen dalende ned som regn over hende.
Kunne det tænkes han gjore som han ville? Naaa... Hun ku' styre Stephen!

Uden at løsne sit greb , om begge hans håndled, lænede Millicent sig frem.
Hun lod ham tro han havde vundet, og hun havde underkastet sig , ved at slikke hen over hans læber, og læne sig ind til et kys, men istedet for det... Nappede hun hårdt i læben og mumlede "2013 "

Det gav et sæt i Stephen, da Millicent bed frem for at kysse, som han rigtig nok havde troet hun ville. "Men Mr. smith fryser." Forsøgte han, hvorefter han trak sig tilbage med læberne, men ikke hænderne. De lå hvor de var og ville ikke flytte sig. "Hvorfor først 2013? Der er lang tid til!" Pev han og satte et surmulende udtryk op. Han kunne ikke se hvorfor det skulle være så unfair. Nu havde man friet og det hele og så måtte han ikke engang gramse bare det mindste.

Han jog et lille smil frem hos hende " oh... Så han fryser ? Jamen den lille stakkel " drillede hun og troede seriøst at sejren var i hus , da Stephen begyndte at surmule.
Så det var nu hun skulle passe på ikke at udvide svagheds tegn , hvilke faktisk var noget så svært med hans hånd kredsede rundt ... der.
" Fordi.. Jeg skal bevise at jeg er en ærbar pige og sikke bare vil flå tøjet af dig ved hver en anledning jeg får. " hun lagde hoved lidt på skrå og pressede nedad med hofter og underlive, bare for at sikre sig hun ille lavede andre roterende salsa bevægelser med det.
Hun slap hans håndled og lagde hænderne på stephens kinder , kort.
" jeg synes stadig du er dejlig ... Selvom du adlyder virkelig dårligt " smilet spillede på hendes læber.

Stephen så pludselig meget overrasket ud, eller han forsøgte. "Er det bare det du vil!?" Udbrød han dybt forarget og satte sig pludseligt op med et ryk. Han stak næsen snot fornærmet i sky, som en anden kvinde og blev siddende der, til Millicent tog fat i hans kinder. "Beklager skat, men sådan er det at være sammen med en utæmmet løbe ..." I brunst, havde han næsten lyst til at tilføje, men fandt det alligevel som lidt for meget af det gode.
"Men hvorfor først i 2013! Der er jo et helt år til! Hvorfor så ikke bare en time?!" Satte han sig at jamre højlydt, uden at tage hensyn til hvad naboen inde ved siden af mente om hans højlydte udbrud som de muligvis kunne høre. Væggene var velisoleret og kunne holde den meste hverdagsstøj ude, men var det også tilfælde ved høj jamren fra noget der skulle forstille sig at være en næsten voksen mand.

Lidt slået tilbage over hans trodsige reaktion , begyndte hun straks at bløde lidt op for stemningen. " så min utæmmet løve vil have en luns kød ? " hun sendte et lille smil og forsøgte bevare fatningen " ej hold nu op... Der er få dage til nytår, hvad troed du da der var årsagen ?jeg ..øhm.. Sender et like diskret signal ved at holde igen, troed du ville sætte pris på det, jeg mener... Det jo altid mig der hænger over dg, så nu... Nu får du en pause " lød det blidt fra Millicent der fokuserede på hans øjne nu., så godt det lod sig gøre

Stephen sad og gloede lidt betuttet på Millicent, før han så sukkede højlydt. "Fint, så venter vil." Derpå rakte han ud efter sit glas med vin og nippede lidt i den. Han syntes stadig det var vældig uretfærdigt. "Hvad nu hvis jeg kan lide du konstant er ved at trække tøjet af mig?" Han kiggede provokerende på hende. Det kunne han rigtig godt lide at vide.
Da glasset var sat til livs, blev det sat på bordet og Stephen trak bladet frem. Han havde fundet på en rigtig god idé syntes han selv. "Jeg holder snitterne væk til næste år og er den eneste der må læse i dette blad eller nogle andre blade eller internetsider med baby relateret ting." Han gjorde efterfølgende et stort nummer ud af at åbne bladet og læste deet så meget omhyggeligt.