Mysterious boy //Maria//

Maria tøvede lidt men tog sp fat i hans hånd så han kunne hjælpe hende op.

Thomas trak til, og kunne med relativ let hed hale hende op på telefon boksen. "Vi kan stadig ikke nå den, lad og prøve noget andet." Sagde Thomas

Maria rakte ud efter den, men kunne som sagt ikke nå.
Hun tog sin klipklappe af, og sigte og kastede.
Hendes klipklap ramte tøj kaninen, men ikke godt nok og ikke med nok kraft.
Maria tog sin anden klipklap af og tog sigte.

"Nej, det hjælper ikke." Sagde Thomas og tog fat om hendes håndled. "Lad mig." Han rakte ned i lommen efter den sølv kniv, han svang armen og kniven susede gennem luften, hvorefter den skar telefonledningen over. Kniven landede klirrende på fårtorvet, mens kaninen fulgte ledningen i en bue inden den ramte telefonpælen og faldt til jorden.

"Ninus!" sagde Maria og kravlede hurtigt ned og samlede tøj kaninen op og krammede den "Tusen tak fordi du hjælp mig" hun så på kniven og gik over og samlede den op og så tilbage til ham og gav ham den, hun smilte sødt og så på ham "Er der noget jeg kan gøre som tak"

"Du kan da fortælle mig hvad du ved om det mærke, den slags dukker jo ikke op af sig selv." Sagde Thomas og hoppede ned fra telefonboksen og samlede kniven op. "Og så må i hellere komme væk herfra før vi får skylden for det der." Han pegede på den ødelagte telefonledning, mens han stak kniven i lommen, med den anden hånd.

Hun kiggede op på ledningen og så over på Thomas igen "Jeg ved ikke noget om det, ingen har fortalt mig andet om det end det er et sært modermærke" hun kiggede på moder mærket med hoved på skrå og holde sin kanin ind til sig.

"Kom, vi skal ikke fanges som dem der har ødelagt telefonledningen... Hvor er din sko blevet af?" Sagde Thomas. Han kiggede rundt, men kunne ikke umildbart se den.

Maria så rundt og pegede så "Der er den", hun havde taget sin anden klipklap på men den første lå i en vandput og en hund lugtede til den.

Thomas gik hen til den, hunden knurrede lidt men han valgte at knurre tilbage, og hunden trak sig tilbage. Han gik tilbage til pigen. "Hvad hedder du?" Spurte han.

"Jeg hedder Maria" sagde hun med et smil "Hvad med dig"

Thomas smilede. "Jeg hedder Thomas." Sagde han. "Hvad laver du herude om natten, er det bare for at hente kaninen?" Spurte Thomas med hævet øjenbryn, det undrede ham en smugle.

"ja, jeg har selv lavet ham så han betyder meget for mig" sagde Maria og så på tøj kaninen, den var syet sammen af forskællige farver og havde kun et knappe øje, det andet var bare et krys.

"Nåh..." Sagde Thomas, han syntes det var underligt at ha' så stærke følelser knyttet til noget som helst, os slet ikke en tøjbamse. "Vi må heller gå, et andet sted hen." Han og tænkte på telefon kablet, han havde ikke lyst til at skulle tage sig af en eller anden værd mand, der kunne ha set dem fra sit vindue.

Maria nikkede "Hvor skal vi gå hen" sagde hun og tog sine anden sko på selvom den var våd.

"Bare lige rundt om hjørnet." Sagde Thomas, "så vi ikke bliver overfaldet af en eller anden der bliver sur over at vi ødelagde ledningen."

Maria nikkede og begynddte at gå "Kan du lide småkager"

Thomas der ikke spidste fast føde som vampyr, smilede bare. "Nej, det kan jeg egentligt ikke." Sagde Thomas.

"HVAD!?" hun vendte sig om og så på med store øjne "Alle børn kan da lide småkager!" hun så helt overrasket ud, men smilte så bare og gik videre "Hvad kan du lide, og hvis du siger broccoli begynder jeg at blive bange"

Thomas lo. "Nej, nej jeg er skam også blevet tvangsfodret med det stads, engang." Sagde han og huskede tilbage, på et par forældre han ikke kunne huske andsigterne på, selvom den gang var det mest spinat man blev fodret med, og desuden kunne han alligevel ikke huske smagen.

"Fordrede dine forældre dig det?" spurgte hun og gik stille lidt foran ham.

"Det er en talemåde." Sagde han. "Det betyder at det blev stillet foran dig mig, og jeg blev tvunget til at æde det, det må du da kende til?" Spurte han "De proppede det ikke direkte ned i munden på mig."

"Så dine forældre giver dig tit grønsager?" spurgte hun stille og krammede sin kanin.

"Nej det gør de ikke... ikke mere." Sagde Thomas kryptisk, han svingede rundt om hjørnet og videre ind i en gyde, hvor der stod en affaldscontainer.

Maria stoppede mens hun stod ved siden af ham og nikkede stille.