Hvem er jeg egentlig? //Rekoj//

Rekoj smålo; "Jeg har måske ikke ørerne fra mine forfædre, men jeg er stort set kun af elvernes blod. Jeg er kendt mange steder omkring i verden, af næsten alle racer, ikke af udseende, men af navn." Rekoj rakte sin hånd frem, og sagde høfligt; "Mit navn er Rekoj Eltori Amonan, og jeg er kendt som Den Rejsende."

Thomas smilede, og tog imod hans håndtryk. "Jeg hedder Thomas Whitefoot, kun kendt for at være det eneste barn der har overlevet vampyrens gift." Thomas tænkte sig om et øjeblik for at se om han havde hørt om navnet Rekoj før. "Er du den der fandt de skriftruller i Nepal som så ud til at stamme fra Ægypten, og som ingen viste hvordan de nåede dertil eller hvilke magiske egenskaber de havde?" Thomas syntes at have hørt navnet i den sammenhæng, men han var ikke sikker.

Rekoj tænkte sig lidt om, men rystede så på hoved; "Desværre ikke, men jeg har rejst rundt, og besøgt næsten alle racer, i alle lande, med undtagelse af vampyrerne og sortelvere, dog har det ikke betydet, at jeg ofte at stødt ind i dem alligevel."

"Man kan ikke besøge vampyrer som et folk." Sagde Thomas. "Vi bor hvor vores mad er. Vi førsøger at holde vores eksistens hemmelig, og det har gået godt indtil videre."

Rekoj nikkede; "Det er jeg klar over, hvilket er en af grundene til, jeg ikke har haft meget mulighed for at lærer fra jer, men jeg kender dog til en masse andre ting nu." Rekoj smilede til Thomas.

"Er der noget specielt du kunne tænke dig at vide?" Thomas så på Rekoj. "Vi er lige så forskællige som mennesker er. Jeg er for eksempel specialist i magiske genstande."

Rekoj kiggede overrasket på Thomas; "Jeg troede ikke Vampyrer besad nogle magiske eneskaber, de kunne få ud af deres egen krop, som magi og den slags. Jeg troede kun i kunne bruge det i var født med."

"Men det er jo netop sagen." Sagde Thomas med et glimt i øjet. "Jeg kan ikke bruge magi selv, men jeg kan bruge magiske genstande, så længe den ikke kræver at jeg kaster magi på den. Jeg kan benytte mig af magiske våben der bare kræver at jeg svinger det, eller og jeg kan bruge magiske genstande så længe de har en klar aktiverings funktion."

"Nåh." Sagde Rekoj, nu mere forstående; "Jeg troede du mente, at du var i stand til at lave dem, men må indrømme, det andet også overrasker mig. Det er rart at møde en som dig Thomas." Rekoj smilede til Thomas.

Thomas lo, "Det ville du ikke sige hvis du kendte mig." Sagde Thomas. "Jeg er ikke lige frem behageligt selskab. Det er rigtig nok at jeg ikke kan skabe magiske genstande, ikke sådan rigtig, men det er faktisk lykkedes mig at lave noget... ved hjælp af moderne teknologi, problemet er at den har alle de begrænsninger en computer har fordi det er en computer der styre den. Jeg kan ikke bruge magiske genstande der kræver at jeg selv forsyner tingensten mad magi, men jeg har fundet en vej uden om det lille problem, selvom det ikke er særlig effektivt."

Rekoj var interesseret, men var ikke sikker på, hvorfor det var, vampyrer egentlig ikke kunne forbindes til den magiske kraft i verden; "Jeg kunne vældig godt tænke mig at hører mere om det, men det her sted virker lidt for åbent til så følsomt et emne." Rekoj tog sine briller på igen, og endnu engang blev hans øjne brune. Han knappede sin skjorte sammen, for at virke mere menneskelig, som om han frøs, og rejste sig så op; "Jeg tror det ville være bedre, at fortsætte vores samtale en anden gang min ven." Rekoj smilede, og tog sin hånd ned i sin taske, hvor han trak et visitkort frem og rækte det til Thomas. På det stod;

Rekoj Eltori Amonan - tlf. 110-1902
Forfatter, Kunstner, & Andre Fag
Highstreet 387, 2 sal, st. th.

Livet er hvad vi gør det til

Thomas rejste sig også, hans bevægelser var fuldkommen flydende og i perfekt balance. "Jeg ved faktiske ikke om jeg har nogle af mine kort med, men det tror jeg." Han rakte ned i sin af sine shorts ufatteligt mange lommer, og fandt en sort kort frem. Han rakte det til Rekoj, der var kun skrævet et telefon nummer, og en email adresse med blodrød skrift. "Jeg handler med magiske genstande, så jeg har de her til hvis jeg møde nogen kunder, men hvis du er interesseret i det magiske computerprogram så er det forretningsmanden Hadrian du skal snakke med, det er ham der sælger det."

"Det lyder både meget interessant og også meget moderne. Det kunne være spændende at finde ud af. Jeg må dog bare indrømme en ting." Rekoj's mine skiftede fra et smil, til et meget mere alvorligt ansigt. Man kunne nu fornemme den alder han kom fra, og mærke det trykke ned på ens skuldre, når man så ham i øjne. Det var i hvert fald det de fleste dødelige følte, men nu stod han jo ikke overfor en dødelig; "Jeg håber for din egen skyld, at når du drikker, du ikke skader eller dræber folk. Fordi hvis jeg nogen sinde så det, ville jeg føle mig nødsaget til at træde ind. Nu ved du det." Rekoj lagde så meget vægt på sine ord han kunne, og efter mange ords træning, var det en del. Han vidste almindelige mennesker ville bryde sammen i frygt, men da dette var en vampyr han stod overfor, mente han selv han kunne tillade sig at gøre det, da det nok ikke ville have noget sted i nærheden af den samme effekt. Det var i hvert fald hvad han gik ud fra.

Thomas smilede, men ikke på sammen måde som før, snare på en måde der antydede at dette var den behandling han var vant til at få, fra den omgangskreds han normalt færdes i. Folk havde den opfattelse at han lod sig intimiderer, bare fordi han var lille. Han kunne dog mærke at manden lagde magisk kræft bag sine ord, selvom Thomas regnede med at det var en form for illusion. Troldmænd havde det med at forsøge at true sig ud af mange situationer, men Thomas havde ikke tænkt sig at løbe den risiko, for mange troldmænd havde nogle uhyggelig formularer som man skulle undgå hvis det kunne lade sig gøre. "Nu må du endelig ikke tro at jeg tager mig det mindste af hvad du mener om mine spidsevaner." Den pludselig ændring i stemningen føltes som en mur af is, og Thomas ses stemme kunne nu sammenlignes med knust is. "Men enhver der har blandet sig i min jagt har fundet, at det har ført til flere mord end hvis de havde blandet sig udenom." Thomas talte nu hurtigere for ikke at blive afbrudt. "Du må endelig ikke tro at jeg dræber mine ofre, hvis jeg gjorde det ville jeg hurtigt stå uden mad, men ingen blander sig i min jagt og slipper godt fra det." Thomas var klar på hvad som helst, fra mandens side, og han kunne springe på benene med et split sekunds varsel.

Rekoj tog et skridt tilbage, men kunne også mærke Thomas aura skinde igennem nu; "Bare rolig min unge ven. Jeg ville blot sikre mig, at ingen uskyldige måtte lade livet for dit. Jeg er fuldt forståelig overfor, at du har brug for at drikke for at overleve, og at du fortrækker menneskeblod. Så længe du ikke dræber, ser jeg intet problem." Rekoj stilte sig nu mere afslappet igen, men klar til at komme væk, hvis han syntes Thomas bevægede sig lidt for hurtigt, lidt for pludseligt.

Thomas slappede af igen. Han brød sig ikke om at blive truet, og især når han ikke var sikker på om modstanderen kunne bakke det op. Det skete tit at at mennesker der så ham være ude om natten, truede ham eller måske endda overfaldt ham. Dem der truede ham fik intet andet end et koldt blik, men dem der overfaldt ham, kunne han blive nødt til at slå ihjel hvis der var for mange, og det gjorde han uden tøven. Men nu var det anderledes, manden foran ham kunne uden tvivl bruge magi, selvom det ikke var sikker noget af det var offensivt. Men Thomas var i øjeblikket ubevæbnet, han havde kun sine tænder. "Så længe vi er helt på det rene med at din mening ikke har den mindste betydning på det område, så er jeg også ok." Sagde Thomas. "Hvorfor er du så blød på det område, dem jeg slår ihjel har som regel fortjent det, men det er efterholden sjældnere og sjældnere det sker. Der var engang hvor et barn ikke kunne gå på gaden om natten uden at blive overfaldet, den tid er efterhånden forbi."

Rekoj kiggede ned på Thomas, og prøvede at samle tankerne. Hans tanker fløj rundt, og han måtte hellere gå, før der skete mere for denne nat. Rekoj ville dog ikke forlade Thomas, før han havde svaret på hans spørgsmål; "Alt liv har betydning, om det så er for godt eller ondt. Man skal ikke så hurtigt ende det, som man ikke nødvendigvis forstår. Især ikke, hvis der er andre muligheder." Rekoj vendte sig om, at begyndte at gå væk. Han kiggede sig over skulderen, og sagde; "Godnat Thomas. Må vores veje krudses igen, uden blod må flyde." Rekoj kiggede frem, og forlad Thomas.

//undskyld det har taget mig så lang tid at vende tilbage til Aterswell, men har haft alt for meget andet at se til. Håber det går, at vi kan emne videre en anden gang.//

"Jeg er larmene uenig, men det behøver vi ikek diskutere nu." Sagde Thomas. "Jeg mener personligt, at når der ikke er en grund til at slå nogle ihjel, så lader jeg være, men jeg tøver ikke når det er nødvendigt, eller måske bare halvvejs nødvendigt." Sagde han. "Måske skulle jeg også se at komme hjem af." Fortsatte han henkastet "Der er ting der skal laves alligevel."