På vagt en aften - Safre

Sted: en gade i downtown
Tid: ved en 12-tiden
vejr: stjerneklart og småkøligt, ikke meget koldt, bare heller ikke varmt.

Markus skuttede sig og trak den lange, sorte jakke tættere omkring sig, han hadede kulde. Han ville ønske han havde taget nogen varmere handsker på, de sorte fingerløse gavnede ikke meget. Han tændte en smøg og varmede kort hænderne ved gløden. Med et svagt suk fortsatte han sin runde i byen, det var hans tur til at holde vagt, sørge for at overnaturlige væsner ikke sneg sig ubemærket ind på deres territorium og at de rivaliserende mennekebander holdt sig væk. Han spejde rundt i gaderne og trak vejret gennem næsen.

Safre, der for engangskyld var iført bukser, listede sig af sted så lydløst som hun kunne. Det var lidt svært for hun havde på ryggen en stor rygsæk og en indkøbspose i hver hånd. Hun kiggede forsigt ud fra gadehjørnet. Fri bane, og så lydløst som muligt listede hun sig videre.

Markus standsede op, han syntes han havde hørt en lyd. Han kiggede sig omkring, men kunne ikke umiddelbart høre noget. Han gik i retning af lyden, bare for en sikkerheds skyld.

Safre høre noget nærme sig. *bare det ikke er et bandemedlem* tænker safre imens hun lister sig videre, imod det der kommer nærmere for det er den vej hun skal, om hun ender i kamp må hun fortsætte.

Personen i mørket kommer nærmere. Markus stopper op og vejre i luften, ingen tydelig lugt af vampyr, blod eller andet dårligt, godt. "Hey!" siger han ud i mørket med et skævt smil.

Safre fryser på stedet hun rør sig ikke. Hun venter bare på at personen går videre.

Markus bevæger sig tættere på lyden, "jeg hare hørt dig ... jeg ved du er der"

Safre lyttede efter stemmen, den lød ikke som de normale dumme bande medlemmer der var i nærheden. Safre tog et dybt åndedrag og kom til syne bag gadehjørnet. Hun fik øje på Markus og åndende lettet op. *yay kun en*

"Hejsa" sagde han med et grin, "hvorfor lusker du sådan rundt?" spurgte han nysgerrigt. Hu lignede ikke umiddelbart en han ville forvente at se her efter det var blevet mørkt.

"giver mad og tøj til de fattige, men banderne har det med at tage det hele selv, troede først De var en af dem, men hvis De var det ville De have overfaldet mig nu." Sagde Safre muntert og lettet.

Han lo, "faktisk havde du ret, jeg er medlem i en slags bande, men vi går ikke ind for at stjæle fra folk, som i forvejen mangler" sagde han med et smil og gik et par skridt tættere på hende, han ville så tæt på, at han kunne fange hendes fært.

Safre studerde Makus. "Her dufter af hund^^Samme type hund som en af mine veninder"Sagde Safre glad og tænkte på Willow. Hun var glad for at Makus virkede som en god person.

Han smilede, "tja, jeg har faktisk også en der hjemme" sagde han. Han Kunne selv lugte en sær lugt af skov, ikke en ghan mente at have mødt før ... hun lugtede ikke bare af et menneske, som havde været i skoven, mere som en del af skoven, "og af blomster" sagde han med et grin, "har du også nogle af dem med?".

"Tja hvis kryderurter er blomster så ja^^" Safre bukkede."Undskyld men jeg må skynde mig" Safre begynde at gå videre.

Han nikkede svagt, men det var nu ikke kryderurter han kunne lugte, det var han sikker på. Han følger efter hende, "jeg må nok heller følge dig på vej" sagde han med et skævt smil, "å du ikke bliver overfaldet af alle mulige farlige bander".

Safre smilede venligt til Markus. "Kun hvis du har tid^^ men mange tak" Sagde Safre glad. Hun begynde at gå stille og roligt, stadig temmelig lydløst.

Han nikkede, "selvfølgelig, hvad skulle man ellers lave en sen aften i byen?" spurgte han med et grin.

"De lod til at holde vagt efter noget." Sagde Safre intresseret.

Han trak på skuldrene, "man kan aldrig vide om nogle af de slemme bander beslutter sig for at gå ind på vores territorium" sagde han med et svagt smil, "og hvis de gør, skal der jo være nogen til at fortælle dem at de ikke er velkomne".

"hvem er Vores? nogen der alle lugter af hunde?" Sagde Safre med et smil og gik videre.

Han lo, "ja, også det, det er den bande jeg er med i" forklarede han.

Safre smilede og nikkede forstående og gik videre, hun drejede ned af en smal gade.

Han fulgte efter hende, "sig mig ... " han indsnusede luften, "hvad er du?" spurgte han nysgerrigt.

Safre smilede "Hvad er du selv? Jeg kender en pige der også lugter af hund og har også mødt en del andre der lugter lige sådan." Safre kom til en dør hun bankede forsigtigt på stilede en af poserne og begynde at løbe. Stede hvor hun havde banket på så meget faldefærdigt ud.

Han smilede svagt, "jeg er glad for hunde" sagde han med et grin.