minder - demitri

sted: en lille cafe i downtown
tid: omkring frokost

Nikodemus sad ved et bord inde på den lille cafe og læste i sin nye bog. en gang i mellem holdt han en pause og tog en bid af den jordbærkage, han havde købt tidligere. Han så tænktsomt ud ad vinduet, mens han tænkte tilbage på sidste gang han havde været på dette sted. Med et lettere irriteret suk skubbede han de røde briller længere op på næsen og begyndte igen at læse. Han havde hængt sin brune jakke over ryklænet på stolen, og inden under den havde han en langærmet, mørkeblå bluse på.

Dimitri går ind ad døren, går op til kassen og bestiller en kop sort kaffe. Han ser sig omkring imens han venter og lægger især mærke til elveren med bogen. Han tager sin kaffe, betaler med en håndfuld småmønter, der mest af alt ligner mønter han har fundet ved randestenen.
Dimitri sætter sig ved et bord tæt på elveren og sipper til kaffen.

Nikodemus kigger kort op, da der kommer en ny ind på cafeen. Han skynder sig at lægge et svagt slør over sig selv, bare lige nok til, at et normalt menneske ikke ville se, hvor sort hans hud var og hvor naturligt hvidt hans hår var.

Demitri tager sin lysebrune trench coat af og hænger den på ryglænet og sidder i sin blodrøde t-shirt, hans smukke ingraverede pistol i bukselinningen. Han drikker endnu en mundfuld kaffe hvorefter han kigger over på Nikodemus og spørger interesseret "Hvad læser du?"

nikodemus kigger på fyren, "bare en fantasybog ..." siger han, og vender bogen, så man ikke kan se forsiden. Han kigger undersøgende på Dimitri "du burde prøve jordbærkagen" siger han så med et lille smil, "den er god ...".

Dimitri's øjne lyser op, og han rejser sig op med et smil. Han går op til kassen og bestiller en jordbærkage og betaler med en beskidt pengeseddel. Da han kommer tilbage og sætter sig ned med kagen smiler han til Nikodemus. "Endelig en venlig personlighed. Det er ikke så tit jeg møder en der gidder tale med mig.."

Niko trækker på skuldrene, "Jeg er normalt ikke uhøflig over for folk jeg ikke kender" sagde han med et lille smil.

Dimitri brækker et lille stykke af kagen med sin gaffel og putter det i munden.
Han lukker øjnene svagt og smiler som han tygger på kagen.
Han taler lavt til sig selv "Det er virkelig en god jordbærkage!" og synker.
Han tager et par bidder mere, hvorefter han tager mod til sig og tager en diskret dyb indånding. "Jeg hedder Dimitri", siger han og bukker hovedet høfligt imod Niko.

Han kan ikke lade være med at smile, da Demitri tydeligvis kan lide kagen. Han sender en venlig tanke til pigen, der viste ham stedet og tager en bid af sin egen kage.
"Mit navn er Niko, og dig?" spørger han høfligt.

"Det er en fornøjelse at møde dig, Niko." siger Dimitri med et smil på læben.
"Som sagt hedder jeg Dimitri, og.." han bliver pludselig stille og lytter. Han næsten flyver op af sin stol da et par hunde stormer forbi på gaden uden for caféen få sekunder senere.
Han rødmer da han indser hvad der er sket og sætter sig ned igen og prøver at skjule sit ansigt i kaffekoppen.
Han smiler forlegent til Niko. "Hehe, reflekser.."

Niko kigger overrasket på ham og ler svagt, "man skulle næsten tro du var meget bange for hunde ... eller noget andet, sådan som du for op" sagde han med et grin.

"Jeg skal bare vende mig til bylivet. Hvor jeg kommer fra er der helt stille det meste af tiden. Og jeg er sådan set ikke bange for hunde, det lød bare som om de var meget tæt på.."
Dimitri smiler og spiser noget mere af den lækre jordbærkage, hans rødmen er ved at forsvinde.

Niko betragter ham indgående, "aha ... ny i byen?" spørger han med et lille smil og tager en bid mere af sin kage.

Dimitri smiler og nikker svagt. "Jeg ved ikke engang hvor vi er rent geografisk. Jeg kan ikke huske så meget om hvordan jeg kom hertil, men jeg ved der er mindst en som mig et eller andet sted i byen."

Nikodemus betragter ham nysgerrigt mens han taler, "det lyder som en interessant historie" siger han med et lille grin, "men hvad mener du med 'en som mig'?"

Dimitri smiler lidt akavet. "Øh, altså... Jeg, uhm.. Nu må du altså ikke tro jeg er sindsyg, men.." Han sænker stemmen, næsten hvisker "Hvad ved du om.. varulve?"

Niko kigger lidt på ham og sukker svagt, "de har utrolig od lugtesans, kan forvandle sig til store ulve og virker underligt tiltrukket af elverpiger..." siger han med et skævt smil. "Sig mig, var du sikker på ... hvad ... jeg er, eller er du bare uforsigtig?" spørger han nysgerrigt.

Dimitri ser overrasket på Niko. "S-så du tror altså på mig? Vent, hvad mener du med `hvad jeg er´? Hvad er du da?"
Dimitri er tydeligvis rundt på gulvet.

Niko ruller øjne ad drengen, "så ... er du ny?" spørger han tørt, "eller er du ikke selv varulv?".

Dimitri læner sig tilbage i stolen med let åben mund. "Jeg er ikke helt med.. Er det normalt at være..."
Dimitri lægger mærke til hvor højt han taler og sænker stemmen.
"At være varulv? Så jeg er altså ikke den eneste i byen? Er du varulv?"

Niko ler svagt, "nej, jeg ved ikke om det er normalt og der er i hvert fald to mere her i byen" siger han, og virker ikke helt tilfreds. "Hvor meget ved du?" spørger han interesseret.

Dimitri trækker på skuldrene og sukker svagt. "Jeg ved kun hvad jeg er. En varulv."
Han læner sig svagt ind over sit bord og ser undersøgende på Niko. "Men hvis ikke du er en varulv, hvorfra ved du så alt det her?"

"måske vi skulle snakke et andet sted?" foreslår han efter at have tænkt lidt, "der er vist nogle regler du skal sættes ind i ... i hvert fald, hvis du gerne vil fortsætte med at leve" han sender ham et lille smil.

Dimitri ser sig omkring og nikker. "Jeg har ikke lyst til at dø lige foreløbig, så det lyder som en god ide."

"godt" siger han med et svagt smil, "min lejlighed?" forslår han og lægger hovedet let på skrå.