Whatever you say..

Tid: 22:31, en lørdag aften. Luften er kold, og det er begyndt at blæse op.
Årstid: Sensommer
------------------------------------------------------------

Suk....
Xiel sad ved ved havnekanten, og kiggede ned i vandet. Hun var klædt i en for stor hoodie, og havde trukket hætten op. Så havde hun korte shorts på, og conversesko.
Nej, hvor hyggeligt, tænkte hun sarkastisk. Ingen gode jobs for nylig, og decideret bare en rigtig kedelig dag. Det blev Xiel altid i dårligt humør af.. Hun kiggede udover horisonten, og så, at man faktisk næsten ikke kunne se denne mere. Hun havde åbenbart siddet her længe. Hun sukkede endnu engang og så sig om. Hvorfor var der intet at lave i denne by? Hvis ikke der snart der skete noget, gik hun amok. Når hun ikke lavede noget, kom hun til at tænke på ting, hun ikke ville mindes ved. Hun kiggede ned i sine hænder. Et kort øjeblik, flashede hun, og så hendes hænder fulde af blod. Hun gispede, og fløj op. Hun satte sig stille ned igen, efter hun havde fået nogenlunde ro over sig selv. Måske skulle hun bare gøre det sædvanlige, og drikke sig fra sans og samling. Hun lo ud i den mørke nat.

Hun trak benene op under sig og hvilede hovedet på dem. Hun trak ærmerne, fordi de igen var gledet op, og man kunne så se arene, der snoede sig op af hendes arme. Hun ignorerede dem, og lukkede øjne. Ville der ikke godt ske et eller andet?

azariel var ude igen, i nattens mørke, han havde ikke mere kød tilbage i sit kammer, så han besluttede sig for at jage lidt, og med dette er det menneske kød, noget af det mest saftigeste kød han mente kunne fremskaffe, så han plejede altid at tag de mere fin følende eller sejlere da deres kød for det meste var rent, og vagabundter holdte han fra da de var indfiserede med tons viser af sygdom, som kunne være farlig for en jager som azariel, hans blik lod på en mand som var på vej til at røve Xiel og han skulle til og tag sin kniv frem for at true hende, men blev stoppet af azariel, hans blik blev overrasket over azariels pludselig fremtreden foran ham og før han noget at gøre noget havde azariel allerede skåret hans stemme bånd over, der lød et koldt gisp fra manden da han skulle til og skrige af smerte, men azariel lod hånden for hans mund og tog nakken og brækede om så han fik en hurtig død, blikket lod nu på jorden da blod havde ramt, et lidt iriterrende da dette betyd at azariel nu skal gøre rent efter sig, men måske var det bedst at gøre lidt pænt efter sig, han tog mennesket op på skuldrende og kniven han tidligere holdte faldt på jorden et kort glimt på øjne af azariel fik ham til at vende sig kort om for at se om det andet væsen skulle havde opdaget kniven falde til jorden da der lød en klingerende lyd.

Xiel var opslugt af tanker, så hun hørte ikke det kolde gisp, da manden døde. Men det var en brat opvågen for hende, da hun hørte en kniv falde klingende på jorden. Hun gispede, fløj op fra hvor hun sad og vendte sig rundt. Hun holdt sin hånd på sin kniv, og hun forsøgte at mestre et køligt ansigt, på trods af forskrækkelse, han havde givet - Sådan noget plejede hun ikke at blive bange for, men hun havde overhovedet ikke været forberedt. Hvad hvis det havde været hende.
Hun havde tilsyneladende ikke opdaget, hvad hun nu så. Hun kiggede først på jorden, hvor der lå en masse blod, og det skar i hendes næse - fra hendes evne som formskifter, fik hun lidt evner fra de dyr, hun mest yndede at skifte til. Hun trak sin kniv frem, før hendes blik gik videre op. Et væsen.
Hun studerede ham nærmere. En elver? Der var et eller andet over ham. Hun så hans øjne. Han var sortelver. Hun stod ved havnekanten, og hun indså nu, at det ikke var det bedste sted at forholde sig i det givne tidspunkt. Hun holdt kniven op foran sig, mens hun betragtede scenen. En død mand, hængende over skulderen på en sortelver. Den klingende kniv måtte være mandens. Men der så ikke ud til at have været slagsmål.
Hun påtog sig en rolle, som spillede umådeligt dum, for at hun kunne snyde sortelveren.
Hun gispede påtaget og spurgte, selvom hun kendte svaret: "Hvad gør du dog?"

hendes stemme lod på ham og han håbede ikke at skulle tag flere liv end nok til at kunne spise, men nu havde han jo afslørede sig ''jeg tag livet fra en som ønskede at berøve dem, intet mere eller mindre'' sagde han kort og lod sig roligt gå tilbage ''og dem, hvad laver de så helt her ude, af en elver at være er det nemt at fjerne deres liv på trods af at de står med kniv i hånden, og nem mulighed for at blive drabt'' sagde han kort og lod blikket rundt for at sikre andre sortelviske folk ikke skulle være her ude, tanken om at skulle afsløre sig selv og hans indre handlinger han gjorder i det skjul, som jagt for eksemple ville være for stor risiko for at afsløre sig, men nu havde han allerede vist sig, blikket lod på elveren og han lod mærke til kniven, og der efter på hende, og kniven syntes han virkede underligt og hendes position af kamp afslørede hendes race, men så igen han havde jo også afslørede hans egen, og allerede nu havde han skånet en elvers liv, og ligefrem redet elveren for at skulle komme ind i blod slagsmål, azariel var lidt glad for at ingen sortelver var i nærheden for ellers havde han blevet betragted som lands forræder ved at ubevist hjulpet en elver.

hans tanker lod på mennesket som skulle være hans lette frokkerst, men det ser vidst ud til at det tag noget mere tid end som sådan han havde håbet, men elveren så ud til at være alene, ude af stand til at fremskaffe hjælp hvilket passede azariel fint, men hvorfor sætter hun sig i komunikation når hun ved at elvere og sortelvere er dødsfjender og er i øjeblikket i krig, men måske er hun også en af disse folk som er blevet træt af krig og død omkring dem, da både elvere og sortelvere har misted store mængder af liv.

Efter chokket havde lagt sig - ganske kort efter - betragtede hun ham nærmere. Redet hende? Så vidt ville det vist ikke være gået, når hun nu var elver, og han bare et søle menneske. Ikke særlig stærk. Hun så ligegyldigt på sortelveren. Hun glemte hurtigt sin rolle, i at spille dum overfor ham.
"Hvis du reddede mig, ville det være forræderi mod din egen race, så det var helt klart ikke det, der var planen" hun så endnu køligere på ham. Hun var selv ikke, på så god fod med sin klan, men nok om det.
Hun studerede ham nærmere. Han så ud til at være god i kamp. Hun vurderede, hvad hun kunne gøre hvis det kom til kamp. Ville hun kunne klare ham?
Og ja, hun var også træt af krigen - det var derfor hun mere eller mindre, var forsvundet ud af syne, og klanen nu troede hun var død. Endnu et trist minde. Hun rystede sig ud af tankerne igen, endnu før de rigtig fik deres tag.

blikket på hende forblev med et løftede øjenbryn blev lagt på azariels ene øjenbryn '' redded? næppe, jeg har i sinde i at bruge dette menneske til private formål, og du var kun lokkemaden for at fremskaffe dette, men håber du får en god aften for har det jeg kom efter og inted mere'' sagde azariel mens han tog 2 skridt tilbage for at forberede sig i tilfælde elveren skulle finde på at gå til angreb, hans tanker lod kort om hvorfor hun talte og ikke begyndte kamp, men måske ønskede hun slet ikke kamp, hans blik lod stadig på hende inden han overhovedet overvejde tanken om at vende ryggen til hende, som var det hund og kat som så mod hinnanden viden om at enten en eller den anden ville gå til angreb.

Hvad skulle hun gøre?..
Hun havde kedet sig hele ugen, og bedt til at dette ville ske. Valget var ikke svært. Hvad end udfaldet var, så ville det være bedre, end at kede sig ihjel.
Hendes kølige ansigtsudtryk forsvandt fuldstændigt, og hendes smil nærmest flammede op. Hun var klar til kamp. Hun svingede kniven rundt i hånden, men kastede den ikke. Skulle hun bruge sin kniv, eller en af sine andre våben? Nej, kniven var åbenlyst hendes yndlings.
Hun angreb stadig ikke, men fløjtede kort - Shoke ville uden tvivl være med.. Hun kunne mærke det hele sitre i hendes krop.
"Nåeh. Private ærinder? Det lyder lidt.. Ja, det skal jeg ikke bekymre mig om. Mig, lokkemad? Så skal du da være glad for at jeg ikke slog ham ihjel selv før dig" Hun lo højt. "Det har jo aldrig været nemt at sætte et rovdyr som lokkemad - det ender bare med at denne selv selv tager byttet. Men altså - jeg havde nok bare dræbt ham - jeg er ikke til sådanne.. måltider."

azariel smilede ''jeg more mig glimrenede med at sætte andre rovdyr på spil, men siden du nu er igang med at more dig, og allerede nu at ved at tale med dem har jeg selv sat dit liv på spil, så nu må de havde mig undskyld, men der er en jagt jeg skal havde gjort færdig'' sagde azariel stille og lod hælen om for at gå, men ørene lod stadig spidset for at sikre at elveren ikke skulle overraske ham, blikket lod på det hvor han kom fra, hvis dronningen fandt ud af hans forbindelser til elvere ville hun flå ham levene, men så igen det betyd at hun også ville miste 1/5 del af sit militære magt hvis Azariel gik imod hende, samt fik overtalt hendes lærling til at deltage hans kamp

"En jagt du skal have gjort færdig? Sig mig, holder du festmiddag for alle dine venner?" Hun spotter ham bevidst og uden at foretrække en mine. "Rovdyr er måske det rigtige ord om mig" hun ler over sin tankegang. Hun kunne jo forvandle sig til hvad som helst.

Shoke kom stormerende rundt hjørnet og hun påtog sig en rolle, som var lettere skabagtig, og en hel del barnlig - bare for sjov. "Haarj, Shooke! Der var du!" Hendes stemme var høj, og hvinende, som en lille piges. Hvis hun endelig irritererede sortelveren, ville det da være i sit es.

Lige pludselig svingede hun en kniv mod ham. Sprang han ikke væk, ville han blive ramt mellem skulderbladene og den ville gå dybt. Hun havde dog ikke kastet den med al sin kraft, men kastet var bestemt heller ikke vattet. Bare en anelse skødeløs precision. Hun bedømte ham.

azariel lod sig vende om så kniven ramte offert som han havde fået slagted, blikket på ulven blev kort og et let smil blev, hvor efter han lod sig kigge på liget da han kørte kniven gennem bore det menneskelige kød, *hmm, ser ud til at hun åbenbart ville lege, men jeg har ikke tid til det her børne pjat, en alt for ung elver efter min smag og hendes kød er ikke engang værd at nedlægge og tag og hvis jeg ikke skynder mig vil jeg helt sikkert blive forsinket, så måske vil hun bare lege eller være irriterende.* azariel tog kniven ud af menneske kødet og lod den falde til jorden ''jeg har ingen interesser i kamp, jeg kom efter mit kød, mere har jeg ikke brug for'' sagde azariel med en let stemme og han tog nu mennesket og kiggede på hvor stor skade hun havde pålagt kødet.

Det her skulle nok blive sjovt. "Kære sortelver, som du nok vil finde ud af, var der gift på den kniv!
Hun ler kort og smiler ganske charmerende til ham. Hans følgende reaktion blev interessant.

Shoke satte sig ved siden af hende, og havde et bistert udtryk i hovedet. Hun klappede ham og kløede ham bag øret, men han holdt vagt med den fremmede. Han snerrede lavmælt.

Alt imens, at Xiel med et drillende blik til sortelveren spankulerede, på havnekanten. Det gjaldt vel bare om at tirre ham nok! Nu havde hun jo allerede ødelagt.. Hans "måltid".

Azariel sukkede kort, og lod liget på jorden, og tog en old gammel bog frem, hvor efter han begyndte at bladre lidt i den ''deres barnlighed er alt for kedelig til sådan en som dem, om de kun ønsker krig er deres valg, men det er ikke hvad jeg har opsøgt, mit had til jer elver har forsvundet, og det samme har den kærlighed til krig, jeg er her kun for at jage, æde, torturere for at få informationer ud af folk som dig, mere gider jeg ikke'' azariels stemme var lidt iriterret, han var ikke i humør til at sludre, og hellere ej til kamp, han bladret lidt vidre i sin bog, og der efter lod hånden ned i noget alfe støv, for at se om giften kunne blive sporet, et par små ord blev lagt fra hans læber ''Sëprá Tíkéra Lípsérú'' langtsomt begyndte giften komme ud omkring kødet på det døde lig, og liget begyndte nu stille at blive mere og mere dødt mens knoglerne og kraniet nu lå tilbage. azariel tog en af benene og kastede det hen til ulven så den landet for an, ''kalk skulle kunne skarpere dine tænder ulv, og jeg har ingen intentioner om krig da jeg kun var her for at jage, krig er for de mennesker som kæmper om magt, og at slås med en elvisk kvinde som kun søger kamp for sjov og underholdning fordi hun inted bedre har sig til er en død elver i mine øjne, som elverne jo også ser sortelverne, og dermed betyder dette at du opføre dig mere og mere som vores blod længde, dog ikke mit men sortelvernes.'' sagde azariel stille og rejste sig op og ventede stille mens en klump af gift stille lod sig omkring azariels hånd og dannet sig som en slange.

Hun så nysgerrigt til, mens han udførte hans magier. "Hvad har du gang i?" spurgte hun, men forventede ikke svar på hendes spørgsmål. Sortelvernes magi plejede at være .. ond.

Da han smider benet hen til Shoke, skubber hun det tilbage, med en vred mine. "Shoke skal ikke have dine forgiftede ben" snerrer hun og Shoke gør af ham. "Prøver du at forgifte min ulv?" Hendes mistænksomhed stiger.

Da han nævner, at hun opfører sig som en sortelver, smiler hun bare køligt til ham. "Jeg er ikke sortelver, jeg ønsker heller ikke krig. Men at jeg er krigerisk, har intet med sortelvere at gøre... Det er min "hobby"" hvæser hun af ham.

'Klap klap klap' højere klap høres, det kommer fra en fyr i mørkt jakkesæt med hvid skjorte, sort slips og lyse streger der løb fra buksebenet og så helt op til jakkens krave. Et rigtigt mafiajakkesæt med sorte sko. En latter hørtes fra personens læber. Fyren selv kunne være jamaicaner eller brasilianer . "Her kommer man gående blot for at få sig en lille sejlads og så støder man på to kamphaner. Kæmp endelig" sagde manden og smilede . Hans to brutes i matchende jakkesæt stod på hver sin side og grinede hånligt

azariel hvide øjne lod på en af dem, og før de nåede at give endnu en latter fløj en kniv spids kniv fra Azariel mod struppen på en af mændene ''din invitation har ikke været af mig, og kalde os for dyr når de selv opstammer fra et acceptere jeg ikke!'' sagde azariel stille og lod blikket vredt på ham, blodet fra hans øjne var begyndt og en snær af demon voksede sig stille frem mens blodet fortsatte med at løbe langs azariels øjne, og nogle lettere sorte øjne kom til syne fra Azariels blik, mens vreden forsatte, mennesket har kaldt to magiske væsner for dyr, og godt nok stammede sortelvere fra en tidligere elvisk flok, men det betyd ikke at de stammede fra aber, eller skulle være et flok dyr, da de klarede sig selv, ''trækker de våben bliver endnu en klinge mod din struppe lagt!'' sagde Azariel hvæsende, og hans agrasioner var helt op og ringe.

Bruten reagerede hurtigt, men ikke hurtigt nok, kniven satte sig i skulderen på ham, og i samme øjeblik trak begge brutes to store pistoler, og begyndte at skyde efter sortelveren, inden de trak dem råbte Shawn en ordre "Skyd ham i ben og arme" Shawn selv, satte i sprint i en stor bue ude om sortelveren, og sørgede for at han ikke gik i vejen for de skydegale brutes, men løb stadig imod sortelveren hurtigere end et almindeligt menneske. På vejen gjorde han klar på sit næste træk og tog sortelveren godt i øje.

Hun ser rasende på de nyankomne. Hun smiler, da Azariel gør et udfald mod dem. Da de går til angreb, gør hun en galant bevægelse, og sprang mod Shawn, da han kom løbende. Hun trak en kniv i farten og stak efter hans side. Endelig en slåskamp.

Azariel lod mennesket ligge foran sig som et lille kød skjold mens han stille ventede på at deres simple pistoler skulle blive tomme så han kunne sætte endnu et par knive imod dem, eller måske en forbandelse, men våben var dog fortrækkende så uden tøven lod han sit sværd klar og kastede den døde mand mod en af mændene med alt hast og en forgiftede kniv mod den anden idiot som skulle sløre hans syn, og dermed forblinde hans nerver, med et kort blik på elveren så det ud til at kun ville få lederen beskæftiged og en lille let alliance var måske dannet kort eller også midlertidigt til de kan få kampen lagt senere.

Bruten med kniven i skulderen så ikke ud til at tage det så tungt, de to brutes satte deres pistoler i bæltet, satte af i et spring imod sortelveren og elveren og da de landede, stod der to sorte ulve der hver især var omkring 1.40 over skuldrene. De stod og savlede og væsede, ligesom hvis de ventede på noget.

Shawn kiggede på sortelveren "Angrib mig, og du ender som vores føde i aften! Jeg kom ikke her for at slås!" Råbte Shawn højt mod de to langøre.

Edit: Shawn lavede flick-flack bagud for at undgå elverens angreb, og landede yderste elegant på begge ben.

//Sorry havde overset/glemt dit angreb mod mig

Xiel skridter væk fra Shawn, med hendes kniv i hånden. "Du må lære at du ikke skal provokere os." Så skridter hun hen til Shoke og nikker til den store direwolf, som er ca. 1.80, kæmpeulv, som den jo var. Hun smiler kort til Azariel, og siger henvendt til Shawn: "Tro mig - vi bliver ingen aftensmad i aften." Så bliver hun selv til en direwolf, af samme størrelse som Shoke. De stiller sig foran de to andre ulve, klar til angreb.

Azariel smilte igen og sagde kort ''udmærket, så lad os vente til et senere tidspunkt'' sagde han kort til Xiel og lod blikket på Shawn ''dine tilstedeværelse og din fremtone har fremanet iritation både for mig som sortelver og for elveren, men hvis du ikke vil slås hvad vil du så siden du vover at ligge dig ud med to større jagere som er kendt inde for jagt, og angående måltid er du ikke den første hund jeg har nedlagt'' sagde ventor kort og tog en sølv kniv frem og lagde sit sværd i sin skede ''ja jeg har læst jeres ynkelige race, og der var jo noget med jer og sølv i ikke helt bryder jer om'' sagde azariel kort og lod slagen som var ved hans arm omkring sølv kniven og udtalte et par få old sortelviske ord ''ëváris Möjérä'' og slagen lod sig blive et med sølv kniven men blikket fra slagen var stadig på knivens spids afventende, og klar til at springe ud, azariel lod sig kort gå i nærheden af Xiel for at vise at han accepterede gerne en kort alliance hvis det betyd at dette fjols ville ligge sig imod 2 elviske afstamninger.

''så hvis du ikke vil slås hvad vil du så?'' sagde han kort og ventede stille mens han legede lidt med kniven i hånden, og lod en sort bog fra hans side op og i hånden.

//Jeg forstod slet ikke hvad du gjorde med den der sølvkniv. Da jeg ikke ved hvad 'slagen' er

Jeg ved ikke om jeg har misset noget. Men hvad er Shoke og hvor stor er den?//

// slangen er den gift som Xiel havde lagt i mennesket efter hun forgiftede kødet, som azariel nu havde lagt i en åndelig figur som slange, men giften er nu gået i sølv kniven og hvad giften gør må du spørge Xiel //

"Der findes forskellige værn imod sølv" Sagde Shawn og fik et stort smil på hans læber. "Men troede ellers du havde gode øre? Jeg sagde jeg var på vej ud at sejle, er dit hår i vejen for ørene?" Sagde Shawn med en hånlig stemme.
"I er to langøre mod tre varulve, tænk jer nu rigtig godt om!"

//Shoke er Xiels "kæledyr" - 1,80 m stor kæmpeulv//