Rødt og blåt ~ Åbent.

Azariel lod stadig køligt blik på hende, men kunne mærke at noget ville komme, noget stort, og det fandt han ud af hvad var, allerede nu havde han lagt øjne på den store ulv, som nu stod ved siden af hende, et let smil kom på hans læber *endelig, et stykke kød jeg måske forbrug for at kunne bruge til mit andet eksperiment, eller ligefrem en jeg kan bruge, men kan hun være en man kunne stole på?*, azariel lod sin ene hånd på noget af det alfe støv han havde i sin pose, hvor efter han tog en sort bog frem, klar til at lige en forbandelse på ulven hvis den kom nærmer, han syntes ikke at kunne spore noget spicielt magisk ved hende her, så måske fik han endelig brug for sin lille trick og kort som blev kaldt 'Mörsüs', Azariel lod sig stille ned fra træet ''er dette en trudsel?, og hvis det er råder jeg at din vovse bør sætte sig på plads før nogle kommer til skade, og allerede nu er vreden steget dem til hovedet? det virker ellers ikke til en elver, men nu hvor du aligevel har trækket våben, og gjort klar til at sætte dit eget liv og et andets liv på spil kan jeg jo ligeså godt fortælle dig hvad det er mig og Thomas snakker om, og hvis du ønsker at være en del af det friviligt, eller blive tvunget er dit valg, men jeg forslår du traffer valget hurtigt for thomas er vist ikke just glad for dig'' sagde azariel stille og ventede toldmodigt, mens munden stadig lod klar, som var det at han holde på skafted til at ligge det første snit, selv om dette snit var en forbandelse som ramte den han pegede på, og alfe støvet blev lagt på.

Thomas hørte og lugtede ulven før han så den. Det var ikke en varulv det var... "En Direwolf!?" Sagde Thomas overrasket. "Det må jeg nok sige, de er sjældne." Sagde Thomas, konverserende, han havde faktisk aldrig set en levende en, kun det meste af et gammelt kranie han havde stjålet fra Aterswell's historiske museum, for nyligt. "Eller tager jeg fejl?" Han gik over ved siden af Azariel, og trak en af daggerterne fra hans bælte, en lang krum en. "Jeg låner lige denne her, hvis hun nu vil lege." Sagde Thomas. Nu da han var bevæbnet var ulven ikke så stor en trussel, og Azariel havde jo stadig sit sværd. Det kunne jo godt være at den kunne noget, han ikke regnede med, så han afventede bare mens, han lod daggerten snurren rund i hånden, for at vurdere dens vægt, og smilede, med den ene hugtand ude over sin læbe.

De var alle sammen optaget af hinanden - dejligt - og af den store ulv der pludselig var dukket op. Selvfølgelig havde Maya hørt om alle de dyr og udyr der rent faktisk fandtes, men hun havde aldrig set dem i virkeligheden. Hverken enhjørninger eller kæmpeulve. Men hvilken forskel var der?

Og så smuttede hun. Hen af havnen og videren hen af gaden. Ind i byen. Tilbage til sin lille loftslejlighed i sikkerhed. Eller, mere eller mindre i hvert fald. Sikkerhed var et usikkert ord.

// Out :b //

Hun fulgte sortelverens blik og fandt, at det var Shoke, han kiggede på. Hvad ville han? Hun brød sig ikke om smilet på hans læber, men lod det imidlertid være. Måske var det ikke noget..
"Du bestemmer ikke over Shoke" sagde hun blot, ved hans kommentar. Hun så køligt på ham. "Vreden steget mig til hovedet? Tro mig, det punkt, er jeg ikke nået til endnu..."
Det næste han sagde, lyttede hun opmærksomt til. På ingen måde, ville hun sætte Shokes liv på spil. Hun overvejede mulighederne, men viste ikke dette. "Det kommer an på,... Hvad det er?" svarer hun så.
Thomas' emneskift, fik hende til at lyse op i et korvarigt, venligt smil. "Ja. En Direwolf! Han er smuk, ikke?"
Thomas' næste skridt bekymrede hende, og hendes smil forsvandt. Observerede dem. Thomas, der tog en kniv, fra Azariels bælte. Azariel, som stod med noget pulver. Sikkert farlige sager. Hun viste stadig ingen følelser, men bekymringen i hende steg. Måske skulle hun lade være med at være så kæphøj... Ihvertfald ikke før, at hun kendte sine "angribere".
Hun så "skyggen" af Maya, der forsvandt. Men ærligt talt, bekymrede det hende mere, at hun stod over for nu 2 kampklare "gutter". Denne situation, der synes at være ved at rejse sig, brød hun sig ikke just om... Hvorfor rodede hun sig altid ud i problemer?

Azariel stod stille, og tænkte lidt over det, en Direwolf er sjældent, og nedligge den blot fordi den vil være sammen med Xiel, men hvis dette har været dens valg kan Azariel ikke ændre dette, men om hun ønsker kam ved azariel ikke men øjet blev stadig på ulven '' jeg er kun interesseret i en ting, magi og lærdom, og ved din hjælp har jeg muligheden får at kunne hidkalde en old gammel bekendskab, og dens formål i følge legenderne har været at kunne stoppe krige eller sætte sig som tredje part mellem 2 fraktioner som ønsker krig med hinnanden, og hvis vi kan fremskaffe denne får vi måske muligheden for at stoppe denne krig eller lige frem udskyde den, men dette betyder også at du vil få muligheden for at vende tilbage til Den elviske konge'' azariel ventede nu stille på om hun ville være en del af dette eller ej ''men det er dit valg, og få muligheden for at åbne rummet til old gammel magi som ikke har været åbnet siden engle og demon krigen bryd ud og det er godt og vel 10.000 år siden sådan ca.'' sagde azariel stille mens han ventede på svar. . .

Thomas lod kniven snurre i hånden. Det var Azariels planer, så hvis han valgte at rable op foran elveren, så var det hans sag. Thomas var nu temmelig sikker på at denne plan ikke lige frem ville falde i god jord hos elverne som de var flest, selv han var sikker på at Azariel havde en skjult bagtanke et eller andet sted, men han viste også at Azariel skulle bruge Thomas blod, og når noget fik en vampyrs blod, ville det give vampyren stor kontrol. "Jeg håber ikke at du har tænkt dig at sende den ulv i kamp, den er en sjældenhed, og jeg vil så nødig nedlægge den." Sagde Thomas.

Xiel var ikke specielt tryg ved situationen. Mildt sagt. Hvad havde hun rodet sig ud i?!
Hun viser ikke sin sande sindsstemning, idet hun svarer dem. Hun smiler koldt. "Hvad indebærer dette?" I næste nu, lægger hun mærke til hans forslag: Hjem til den elviske konge? "Kære sortelver, jeg kan ikke komme hjem til min konge. "Det er umuligt" siger hun vantro.

Til vampyren smiler hun et kækt smil. "Shoke skal ikke i farezonen. Aldrig i livet!" siger hun så. hun begynder at føle sig ubehageligt til mode. Dette er tilsyneladende en farlig situation.

Azariel smiler lidt ''udemærket, så kan vi jo lige så godt ligge vores våben væk uden nogle skulle føle sig truet'' sagde han kort og lod det sorte pulver ud af hånden og lukkede posen, mens blikket lod kort på thomas ''pigen her ingen intentioner om at tag tilbage, hvilket betyder at hun ikke tjener elverne'' sagde azariel stille og lod blikket på hende ''og mine årsager til at jeg ønsker at fremskaffe dette er at kunne gendskabe mit blods sande natur, da jeg er en afstamning af en mindre fraktion af sortelvere som blev myrdet i dronningens navn, så jeg har ingen personlig kærlighed til hende, eller hendes folk, jeg er her for at finde en tredje mulighed, så hvis du mener at jeg er på sortelvernes side tag du helt fejl.'' sagde azariel stille og ventede på hendes svar.

Gabriel lod sig gå en tur og lod mærke til en lyd af en samtale, stemmen lyd bekendt men om der var andre vidste han ikke, han nærmede sig stille og så en stor ulv, og han stod stille stiv frussen mens blikket lod over på en anden, en elver og et. . . barn!? som stod ved siden af Azariel, endelig et venligt ansigt man kunne genkende, men hvad lavede de dog her ude!? spicielt så sent, siden Azariel talte med en elver kunne det vel være venlig samtale, men hvorfor havde azariel dog givet et barn en kniv i hånden?! det var altså underligt.. sidst han havde hørt fra ham var for mindre end 400 år siden, og han havde først opdaget azariel nu.. underligt, men Gabriel lod sig nærmere og gik stille hen på en afstand af 2 meter og kiggede på de forskellige mennesker, og tænkte på at man ligeså godt kunne joine samtalen.

Thomas rullede med øjnene. "Ja ja, hvis du siger det." Sagde Thomas, mens han lavdede nogle fingernemme tricks med daggerten, inden han stak den tilbage i Azariels bælte. Det passede ham meget godt ikke at skulle slås, med Xiel og hendes ulv, for han havde fri i aften, og den slags lugtede lagt væk af arbejde. "Jeg tror dog stadig ikke du finder en elver der frivilligt, vil gøre hvad du har i sinde, selv de udstøtte hader jer... og os for den sags skyld men lad nu det ligge." Thomas øjne faldt på manden der var på vej mod dem og holdt øjeblikkeligt op med at tale. Hvis mennesket havde hørt noget han ikke måtte, var det et brud på maskeraden, menneskene måtte jo intet vide, så Thomas ville være nødt til at gøre det af med ham, hvis det var tilfældet. "Kan vi hjælpe dig?" Spurte han koldt. Han gad ikke besvære sig med at lyde som et barn. Han viste godt at han ikke gjorde noget trugene figur, som han stod i sine badeshorts, uden våben. Den del havde han aldrig været god til, men det havde også sine fordele at have et uskyldigt ansigt, for ingen regnede med hvad han var i stand til. Imidlertid forsøgte Thomas at ligge det truene element, i sin stemme istedet.

Hvor lidt hun end ønskede var hun begyndt at synes om Azariel. Han virkede ikke så truende som tidligere. Hun så dog fortsat koldt på dem. "Men hvad handler det om, sortelver?" sagde hun. Hun skulle ikke snydes ind i et eller andet. Shoke satte sig ned, og var nu ikke så truende, som han havde været tidligere - men på vagt.
Ikke desto mindre, kunne hun ikke lade være med at le lidt af Thomas' spydigheder. Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til vampyrdrengen, og da han var færdig med at tale så rykkede hun hurtigt hovedet mod Azariel. "Hvad har du i sinde, at gøre, hvis jeg siger ja?" Hun ser mistænksomt på ham, og smider stadig ikke sit våben, sin katana.

Shoke rejste sig i næste sekund, med en lille snerren. Med et sæt, så hun i den givne retning. En tredje havde nu føjet sig til festlighederne. Hun så på ham og lagde med et charmerende smil hovedet på skrå og grinede let: "Åh, vær ikke så hård ved ham - han kom jo bare lige forbi!"

Azariel lod blikket på knægten, og et let smil blev lagt på hans læber hvor efter han lod blikket på Xiel og Thomas ''jeg må ærlig indrømme jeg er glad for at ringen har hjulpet dig gabriel, det er godt at se dig igen, men hvorfor skjuler du dig? der er ingen grund til at gemme dit sande jeg'' sagde azariel kort og lod blikket på gabriel med et let smil ''thomas dette er gabriel, min lærling'' sagde azariel kort og smilede lidt, over at havde støt på gabriel, måske kunne han hjælpe ham med hans plan, gabriel plejede og være hjælpsom så vidt azariel kunne huske så måske kunne han bruges som en guide.

Gabriel stod lidt og vidste ikke helt hvad han skulle svare til drengen, hans måde og flabedhed vidste han ikke hvad han skulle sige, men ulvens knurren fik ham til at blive lidt og stå stille, og lod blikket på Azariel ''det er længe siden, men er du sikker? hun er elver'' sagde Gabriel kort og lod blikket på elveren mens blikket der efter blev lagt på Azariel igen, og et smil var stadig på hans læber, mens han nu lod sig stå lidt og tænkte over det men det kunne være at hun var en man kunne stole på så Gabriel lod sig stoppe hans magi om ilussionen om sit sande ansigt og den ellers så lyse hud blev udskifted med lys mørke blå hud, med hvide strejer og mærkninger, som lod sig komme frem

"Så det er en du kender?" Spurte Thomas og så op på Azariel. "Jeg har sagt jeg ikke vil ha' at i viser jer for menneskene, de ender jo med at regne det hele ud." Nåede Thomas at side inden manden kastede sin forklædning af sig. Thomas så surt på manden mens han forvandlede sig. "Nej lad være, put din makeup på igen, du er i menneskeland, og sådan skulle du gerne se ud." Sagde Thomas, stadig en smugle iltert. "Jeg vil ikke ha at menneskene ser noget mærkeligt, og Azariel her, gør ikke den situation nemmere for nogen af os.... no offense."

Xiels smil fadede ærligt talt lidt, da hun opdagede at den nyankomne var sammen med de 2 andre. Eller.. ihvertfald den ene. Flere. mod hende. Hun sukkede lydløst.

"Din lærling? Ja så..." var det eneste hun sådan lige sagde om det. Og, hun følte sig ærligt talt lidt presset nu... "Sortelver." Sagde hun så, en anelse hårdt. "Eller.. vampyrdreng. Hvad er det I har i sinde, hvis jeg vælger at sige ja?!" Det sidste lød en anelse anspændt.

Til sidst smilede hun lidt ved Thomas' bekymringer. "Jeg tror nu ikke, at det er det store problem.."

Azariel sukkede kort og lod blikket på gabriel, hans ankomst var ikke lige den mest passende, og spicielt ikke når han var her med høre så store som elefanter og når først noget lod hans øre for ville han sikkert vide det, men måske kunne azariel sige det, da gabriel kunne holde tand for tunge '' tja, muligheden er dit eget valg, om du har lyst til at tag med og finde en af grundstene til den ur gammel magi som længe har været forsvundet, men mine interesse er at finde denne kilde til urgammel magi og åbne den dør til det, og eftersom thomas også er en studerende af magi, godt nok ikke en udøver, men en som finder stor interesse i magiske genstande som interesse er det kun acceptablet at han tag med, og derved ved jeg at hvis vi er heldige vil det lykkes at kunne åbne den dør til ur gammel magi, men alt har sin pris og prisen er en dråbe blod fra alle hel racer'' sagde azariel mens han forstatte og lod blikket kort på gabriel ''og dermed fuldblods som det kræver, der vil intet ondt ske for dem der lader sit blod donere, men for at fremskaffe dette væsen som kender til det urgammel magi har den brug for en vært og derved har jeg sat mig selv tilrådighed som den 'vært' sjælen ligger i, og da jeg er sortelver vil min magiske sjæl måske give muligheden for at smelte sig sammen med væsnet og den nye og gamle viden vil kunne blive samlet, eller også vil muligheden være at mit sind vil blive splitted, men dette er ikke jeres hovedepine men min'' sagde azariel kort og smilede lidt