Rødt og blåt ~ Åbent.

Okay. Så drengen var vampyr, og pigen var tydeligvis ikke tryg ved - nu ville da helt sikkert være det rette tidspunkt, at gøre sin entre. Så da pigen vendte sig om, blev den lille kat til en elver.
"Jamen, godaften" sagde hun fornøjeligt, og lænte sig sig op af hushjørnet.

Hun holdt et skarpt øje med vampyren, da hun nu havde afsløret sin sande identitet. Hvad var mon hans reaktion på pigens aktion?

//beklager at jeg sådan dumper ind i emnet //

Azariel lod blikket på de andre, han havde forfulgt Xiel et stykke tid nu, som var det en endeløs jagt, han havde jo sine ordre fra dronningen om at udryde en hver elver som han så, men blikket lod nu på vampyren, et let smil blev lagt på hans ansigt men lod så tilbage på elveren *hvorfor er han der, måske lidt foretninger?* hans blik lod stadig på dem mens han stod i skyggerne, og ventede. . . men måske havde Thomas allerede fået øje på ham.. det var jo ikke første gang han havde set azariel på trods af at ham og azariel havde mødtes før, men blikket lod nu på den tredje pige, *et menneske lige frem? hvad bestiller hun her...* tankerne om hvorfor et menneske skulle få kontakt af både thomas og Xiel var en lille gåde for ham, men måske var dette meningen at mødet her skulle ske, eller om dronningen havde sat azariel på prøve ved at jage Xiel i skyggerne, han klemte lidt hårdere på sin lille kaste kniv, klar til at gennembore huden på elveren som nu stod der, men han ventede, han ville finde ud af hvorfor en elver skulle opsøge thomas og et.. menneske samt muligheden for at afsløre sig selv som elver var stor, spicielt når thomas var i nærheden..

"Årh meget kvikt... et svar jeg ville ha forventet af en 8 årig" Sagde han spydigt.

Thomas fik et kortvarigt chok ved synet af Elverkvinden. "Dig!" Sagde han, hans stemme var ikke til at kende igen ved det ord. "Jeg ved hvem du er, Du er Dusørjæger - ikke sandt?!" Han pegede på hende, og stod parat til at reagere. Thomas havde hørt om en kvindelig dusørjæger der kunne forvandle sig til dyr, og som vist også var elver. Hvad lavede hun her, havde Maya løjet? Havde hun virkelig sendt bud efter en Dusørjæger for at få ram på Thomas. Havde han overset noget? Nej det hang ikke sammen. Det var sandt nok at han lige nu var en smugle udsat. Han var kun iført badeshorts, og var lige nu våbenløs. Men Maya havde ikke vist at han var der, før han havde vist sig, men han kunne også ha' overset et eller andet Maya havde gjort for at tilkalde hende. Han stirrede bare på hende foreløbig, han var ikke viste hvad slags magi hun ville benytte sig af ud over forskiftning. Men han var både hurtigere og stærkere end hende, og desuden kunne hans bid bære ret så dødbringende, selvom han ikke havde sit sværd. Han så sig hurtig om i tilfælde af at der skulle komme flere, og fik øje på en skikkelse der gemte sig i en skygge, hvilket naturligvis ikke betød meget for ham, eftersom han kunne se i totalt mørke var en skygge ikke noget godt skjulested. Han kunne ikke se personens ansigt og derfor genkendte han heller ikke Azariel, men han så det hvide hår og den violet-sorte hud af en sortelver. Det han var ikke sikker på hvad det betød, men han viste dog at en sortelver aldrig ville arbejde sammen med en elver, så han undlod at nævne hans tilstedeværende for de andre, sortelveren kunne jo vise sig at komme til nytte.

Maya trådte forskrækket et skridt tilbage, da hun så elveren, og en reaktion fik hende til at gribe efter sin pistol. Ja, det var ikke meget at tænke over, hun var helt sikkert en elver. Og åbenbart en dusørjæger, efter Thomas pissed udbrud at dømme efter. Hun følte sig ikke lige i humør til at svare på elverens kvikke 'godaften'. Måske hvis de havde mødtes på et andet tidspunkt... Og hun kunne sagtens se hvordan det ville se ud for Thomas. De havde jo lige snakket om at ringe til andre dusørjægere... Helt ærligt, det her havde hun bare ikke tid til!

Maya flippede altså ud. Hendes knoer omkring pistolen blev hvide, imens hun kiggede sig omkring. Thomas så ikke glad ud, men han så ikke så farlig ud, som han stod der, en halvvåd dreng i badebukser. Men så fik hun øje på en sortelver bag elveren. Var han med hende? Han stod halvskjult, men en skyggeplads var altså ikke tilstrækkeligt skjulested.

Hendes situation var skidetræls. Tre overlegne væsner, og hun havde kun en lille kniv og en pistol på sig... fuck. Hun ville bare gå en tur på stranden med sine jordbær!

Mange ting skete på en gang, men Xiel rørte sig ikke ud af flækken. Hun havde det største smil på, og Thomas kom med sit vredesudbrud, udstødte hun lille latter. "Ja, joeh.. Jeg er dusørjæger", hun kiggede kort på sine negle, "og du.. er en vampyr.. dreng. Fortæl mig.. hvad er det, som ophidser dig så forfærdeligt ved det? Du er sikkert hurtigere, og stærkere end mig, uden tvivl.."
Hun kiggede kort på Maya, som havde trukket sin pistol, og hun morede sig også lidt over dette. En pistol ville ikke, ligesådan kunne skade hende. Sår havde det med at... heale sig selv ret hurtigt, eftersom hun var en formskifter. Det havde lidt fordele. Hun lod dog, som om pistolen belymrede hende, ganske kortvarigt og sagde til Maya: "Læg hellere den der væk, nogen kunne jo komme til skade" - hvilket morede hende, da vampyrdrengen uden tvivl ikke ville, og hun heller ikke. Hah.
Pludseligt så hun, at Maya fik øje på noget bag hende. Et splitsekund. Hun kastede et dovent blik over skulderen, og blev ganske overrasket. En sortelver. Hvad ville han? Nu begyndte den rigtige bekymring at brede sig. Sortelvere bragte aldrig godt nyt, og specielt ikke til hende.

da både thomas og mennesket lod blikket på azariel lod et kort smil på hans læber, men det så ud til at thomas vidste han var der, men elveren som nu også lagde blikket på ham forsvandt smilet og en kaste kniv blev trukket hvis elveren besluttede sig for at ligge det første slag imod ham, han satte sig selv på hug mens blikket forblev i skyggerne og ventede på deres træk, og hvad thomas reaktion så det ud til at han ikke var synderlig glad for dusør jager, interne problemer kunne være problematisk for hans tanker af spil han nu havde igang sat sig, men at Xiel skulle havde nogle former af forbindelser til thomas overraskede ham ikke, men azariel lod sig stadig passiv i skyggerne, afventende på hvad deres reaktioner ville være, hans påklædning var let rustninger som gjorde ham let tilbøjelig til at bevæge sig, samt en sort hætte som dækkede halvt hans ansigt og det hvide hår som lod sig ud fra hætten, hans bånd som var lilla dækkede hans mave, for at sikre andre sortelver at han var under dronningen, men hvorfor Xiel nu var her iriterrede ham, spicielt at mennesket nu havde trukket en pistol på azariel's bytte.

Thomas faldt til ro igen, det gavnede ikke nogen at han blev vred. "Jeg regnede med at Maya her sendte bud efter dig, men det lader ikke til at du ved hvem jeg er, medmindre du lyver, og jeg tager ikke chancen hvis du gør. Jeg har brugt en god del af mit liv på at bekæmpe folk som dig, og tro mig, jeg er god til det." Sagde han. "Hvis du på den anden side virkelig var her for at slå mig ihjel havde du ikke givet dig til kende." Dusørudloverene satte dusører på forskællige væsner eller magikeres hoveder, så dusørjæger kunne jage dem. Thomas havde brugt det meste af den til han havde tilbragt i Aterswell på at forhindre Dusørjægere i at jage vampyrer, uanset hvad vampyren havde gjort. Vampyrer havde lov at jage mennesker og gøre nøjagtig hvad de ville med dem, så længe de ikke afslørede sig selv for menneskerne. Selvom det ikke var alle der var af den mening, og derfor udlovede dusører på vampyrers hoveder - Der var faktisk en dusør på Thomas hoved, på omkring $100.000- I hvert fald ville vampyrerne selv tage sig af deres problemer, og det skulle andre ikke blande sig i. Han kiggede, efter at have talt, forbi elveren og hen på sortelveren. Hvis han ville gøre noget måtte han heller gøre det nu.

Det smarteste for Maya ville nok være at skride så hurtigt som muligt. De ville alligevel ikke lægge mærket til at halvelveren smuttede - hun var alligevel for svag til at være nogen form for trussel lige nu. Hendes pistol var ikke meget behjælpeligt, og det ville hendes skudsikre vest heller ikke være så snart de fandt ud af at hun havde den på. I det mindste var hendes vitale dele beskyttet imod mindre våben.

Okay, stautsrapport. Thomas kunne blive et problem hvis han blev provokeret, ellers havde Maya en fornemmelse af at han ikke ville angribe hende uden grund. De to elvere derimod... Hun burde kende kvinden, siden hun var både dusørjæger og elver. En af hendes fars venner hun ikke havde mødt? Sikkert. Han havde lige levet i 200 år før hun var blevet født. Sortelveren virkede mere interesseret i elveren, så han ville sikkert heller ikke blive et problem, med mindre Maya tog elverens parti.

"Det var egentligt også meningen, gamle." Hendes alder var et gæt, men hun var ret sikker på at hun var over 50, og det var jo gammelt. Hvis hun regnede med at pistolen ville være harmløs, så kunne hun godt tro om igen.

Xiel kluklo over Maya's bemærkning, og ignorerede det sidste ord med vilje. Gammel? Neeej da! Ihvert ikke ifølge elvere.... "Bare rolig, pigebarn, der er ingen dusør på dit hoved endnu."

At hun lo, gik hurtigt over igen. Sortelveren havde trukket en kniv, og den var sikkert møntet på hende. Jo, hun havde noget om sortelverne, der var ude efter elvere. Hun holdt skarpt øje med ham, og holdt hånden på sin egen kniv, som godt var alt for stor til at kaste rundt med, men hun kunne vel altid dukke rundt om hjørnet, og være i sikkerhed, længe nok til at flygte. Ja, det ville nok være planen, hvis han valgte at angribe nu.

"Ja, der er jo altid en dusør på vampyrer. Mærkeligt nok. " smilede hun sukkersødt til Thomas, og tilføjede: "Hvor er det rart, at der endeligt sker noget - Jeg har kedet mig heeeele ugen"

Men ved sig selv, var hun bekymret. Hun havde egentlig rodet sig ud i en situation, der var lidt svær at komme ud af igen. Hvor fanden var Shoke? Hun havde virkelig brug sin kæmpeulv nu... En vampyr, en sortelver, og en pige med en pistol pegende mod sig. Ikke fordi pistolen i sig selv var farlig... Hun ville let kunne undgå. Men hvad gjorde hun, hvis alle 3 valgte at angribe? Hvis ikke Shoke snart kom, ville hun for alvor være på skideren. Sikke en spænding. Hun stak 2 fingre i munden og fløjtede - en høj, skinger lyd. Jo, Shoke skulle nok komme.

da elveren begyndte at give sig en høj skrigende lyd i hans øre kastede han kniven som nu sad i jorden 2 cm for menneskets fod, og sortelveren rejste sig op og gik over mod dem stille mens blikket på elveren forblev ''det er længe siden thomas.'' sagde han kort og precis hvor efter blikket blev lagt på 'mennesket' og der efter på elveren, ''du har forbrudt dig imod loven og dermed har lagt dig for straf!'' sagde azariel kort og kiggede på Xiel at hun nu har afsløret sig overfor et menneske havde måske en bivirkning, men mennesket havde dermed også gjort sig selvforskyld i at sætte sig så meget ud i balade, hendes straf kom senere men lige nu havde azariel andre planer, hun havde omgået sig med mennesker og dermed givet muligheden for at sætte begge racer for fare, dette kunne azariel ikke tillade, thomas kunne knække nakken på mennesket hvilket han sikkert ville men azariel havde brug for thomas og omvendt og dermed ved elverens indblandning blev det kun en kort varsel før kamp sikkert ville være uundgåeligt, men hvorfor er mennesket ikke bange for elveren. ''menneske jeg giver dig få sekunder for at sænke dit krudt våben og træd til side dette er et privat anlæn og ikke angår dem, truer du mit bytte og jeg skal personligt skære din tunge ud og severe den for mine hunde.'' sagde han kort og lod blikket med sine kolde øjne på Mayer hvor efter blikket blev lagt på Xiel.

"Du er et monster det ved du godt ikke." Sagde Thomas til elveren. Hun mente åbenbart at det var i orden at jage vampyrer, af den simple grund at de var vampyrer. Thomas havde mest lyst til at dreje den elverkællings hals om, og havde sikkert også gjort noget ved det, hvis ikke Azariel havde valgt dette tidspunkt at dukke frem. Han genkendte ham i samme øjeblik han åbnede munden. Han lod sin modvilje mod Xiel boble under huden, og andlage et køligt ansigts udtryk. "Azariel, godt at se dig. Endelig lidt intelligent selvskab." Sagde han, og gik lidt fremad mod de andre. "Jeg er dog bange for at du ikke kan arrestere elveren for at afsløre sig selv, Maya her kender til det hele. Men faktisk syns jeg du skal gøre det alligevel. Guderne skal vide at hun fortjener alt hvad du kan diske op med." Sagde han koldt. Derefter tilføjede han på den smule af sortelvernes sprog han kunne. "Har du ikke brug for hende?"

Mayas øjne bevægede sig hurtigt, og varslede om sortelverens bevægelse, allerede inden den var sket. Hun målte knivens bue, og bestemte sig for at den alligevel ikke ville ramme hende. Dog tog hun et umærkeligt skridt baglæns. Godt nok regnede de vist med at hun var et dumt menneske, men en kniv kunne hun da godt undgå. De legede alligevel med hende. Hyggeligt.

Ups, der dummede elveren sig. Thomas var mere end glad for sin race, og hun havde tydeligvis lige trådt i spinaten der.

Pistolen forlod aldrig hendes slanke hånd, da hun rakte begge hænder i vejret som tegn på overgivelse. "Deal. Jeg har intet med hende at gøre. Jeg vil helst beholde min tunge." Hun lød en anelse nervøs, og som om hun bare gerne ville have lov til at skride, selvom hun havde mest lyst til at skrige: kom og prøv!

Hun havde lige bestemt sig for at holde sin kæft med sin race, især hvis det kunne hjælpe hende, da Thomas lige afslørede det. Fint nok, han sagde at hun viste det, men ikke at hun var halv elver... Det slog hende lige at han måske ikke engang viste det. Pff, hun havde lige troet at han var smart. I menneskekredse kunne hun godt gå for at være slank og atletisk, men hvis man så godt efter lignede hun altså lidt en elver. Især når hun sloges.

Da vampyrmøgungen slog over i et andet sprog blev hun forvirret. Dog kun et øjeblik. Haha, de tog var ikke de enste der kunne tale mere end et sprog. Var de ikke lidt for smarte hvis de troede at de kunne tale privat hvis de talte sortelvisk? Mayas forældre havde ikke opdraget en idiot.

Xiel vidste udemærket, at hun ikke burde afsløre sig selv på denne måde, og det var da heller ikke det hun normalt gjorde, men idag var hun i humøret til det. Hun udstødte derfor et spottende grin, da han nævnte det med loven. Ha! Man måtte vist heller ikke dræbe andre, men det så hun da stort på - og hun fik penge for det!
"Truer hun mig? Ej, nu må du... " sagde hun leende. Og hun veg ikke fra sin plads, da han stirrede hende ind i øjnene.
Hun kiggede kort på Thomas. "Hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg er langt fra et monster. Det stadie er jeg vist ovre" hun så koldt på ham, og smilede. Hun burde ikke tirre ham så meget, men hun var ligeglad i aften. Alt var lige meget.
Så pigen var elver? Ej, hun lignede ikke fuldstændigt en elver.. Lidt anden kropsbygning end et almindeligt menneske.
"Eeej, du skal ikke være nervøs, pi.. -" længere nåede hun ikke, da drengene slog over i et andet sprog. Hun så skarpt på dem. Brug for hende?!

azariel lod blikket rundt for at sikre sig andre sortelver ikke skulle havde fulgt blikket på ham, ''nuvel, hvis der abselut skal blive snakket om dette'' sagde han kort og lod hætten af som viste det royale mærke inde for tortur afdelingen hos dronningen ''men hvad skal jeg bruge en arrogant tøz til? hende her har ingen kindben og er kun skind og ben, men så igen vi kan altid bruge hende som underholdning hvis vi keder os'' sagde azariel på det gamle sortelviske sprog han havde lærd af sin lære mester, tankerne om at skulle forhøre hos denne elver var spild af tid, men måske kunne hun gøre gavn for azariel, hun havde jo en oprørsk del som han havde det fint med.

''sig mig kort elver, hvorfor færdes du i åbent menneske territorium? og om jeg truer dig burde du vel havde hjerne tanke klare kapasitet til?'' sagde han efterfulgt et kort spørgsmål til thomas, mens blikket på thomas nu blev lagt ''eller er hun blot et dum dyr?'' blikket på thomas forblev men lod tilbage på hende ''et monster påstår du er, men jeg har nydt at torturere flere tudsende som dem, og alle er knækket, men måske kan du gøre en undtagelse? eller vil du tie dine små sidebemærkninger og akende din plads for herren da du blot kun er et kvinde i det elviske heraki'' sagde azariel som udemærked vidste det elviske heraki var manden som bestemte, takket være safre lærte hun ham at manden bestemte hvilket azariel selv frastød og mente at kvinden bestemte, medmindre det var skovelvisk var det blot et dyr i hans øjne.

han lod sværdet ud af sin holder og lagt med spidsen ned mod jorden i tilfælde af at elveren skulle prøve noget var han parrat, mens han halvt lod som om at han hvilede på sit våben.

Thomas gik en smugle længere frem, så han stod helt henne ved dem alle. "Det ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på at kæden skal bruge en elver, på en eller anden måde, selvom jeg ikke ved præcis til hvad, blandt så meget andet for at virke." Svarede han på samme sprog, selvom hans udtale og ordvalg ikke var særlig godt. Han slog tilbage til engelsk, og fortsatte. "Jeg ved ikke hvad hun laver her, men for de forbrydelser hun har begået i sin tid som dusørjæger, burde hun stå til en form for ansvar, om det så er din tortur, eller menneskelig straffe politik. Ved du at de har en særlig stol til folk som dig, selvom de ærgerligt nok ikke bruger den i denne stat?" Sagde Thomas til hende. Han var indstillet på at hjælpe Azariel med at tilbageholde hende, hvis det var hans plan, men han havde ikke selv noget at gøre med hende, så det var op til ham.

Aha, de var alle tre optaget af et eller andet elver-fis, som alligevel ikke ragede hende en høstblomst. Hun var dog stadig ret interesseret - en irriterende vane hun aldrig havde været i stand til at vende sig fra, og heller ikke havde tænkt sig at prøve på. Imens hun fulgte med i deres samtale, gik hun langsomt op af molen. Godt nok i retning imod sortelveren, men væk fra Thomas og hende den sarkastiske elver. Hun kunne lige så godt bare gå, der var ingen grund til at liste eller noget, de ville alligevel lægge mærket til hende, lige meget hvad. De ville forhåbentligt alligevel være ligeglade med en svag halvelver.

Hun nåede lige at fryde sig på forhånd. Det var anden gang hendes veje havde krydset Thomas, og hun var stadig ikke død. Hun følte sig heldig.

Hvis øjne kunne dræbe, var de alle 3 faldet til jorden. Hendes øjne lynede ligefrem. Hun forstod udemærket sortelversprog - hun havde den fordel, at hendes far havde lært hende det. Hvem var de, til at kalde hende dum som et dyr?!
Hendes stemme var som is, da hun svarede Azariel igen. "Det elviske hieraki, bestemmer desværre ikke over mig længere. Jeg er mere eller mindre død, for min klan - noget jeg ordnede, da krigen brød ud, fordi jeg ikke har tiden eller lysten til at deltage i det." Derefter kiggede hun over på Thomas. "Hvilken kæde?" denne gang var hendes stemme lidt roligere.
Hun rettede sin opmærksomhed på Maya. "Hvor er du på vej hen?" spurgte hun ligegyldigt. Om hun var imod hende eller ikke, var hun ligeglad med.
Så lyttede hun. I det fjerne kunne hun høre en ulv hyle. Han var på vej. Hendes elskede fantastiske kæmpeulv Shoke. Og han var ikke særlig langt væk, lød det til.

azariel smilede lidt da hun begyndte at nævne at hun havde mindsted sin plads i herakiet, hvilket betyd at hun var udstøt og dermed blev lagt som slave for elverne, sådan var loven og sådan var reglerne, efter 1.000 år og først nu havde mødt en elvisk tøz som var udstøt men stadig havde forholdet sin kulør end at den blev sort eller havde nogle mærke på sine øre om hun havde gjort nogle uret, men blikket lod nu på mennesket da hun var på vej væk, med en let og ellegant bevægelse lod azariel kniven for struppen på pigen ''du går ingen steder, dine øre har hørt rigeligt, og nu stiller jeg et kort spørgsmål'' sagde azariel kort og lod blikket på thomas ''er hun med dig? hvis ikke dræber jeg hende, for hun ved nu allerede for meget da hendes øjne afsløre sig!'' sagde azariel kort og blev iriterret over at mennesket stod og lyttede med i deres samtale for allerede nu havde azariel vist sig og ingen overlevende skal blive hvis de skulle formået at kunne kende azariel, medmindre det var nødvendigt eller mulighed i det.

hans blik lod nu på elveren ''Hvis du er død i elvernes øjne, må det betyde at du har misted dit hus, din ære og dit hjem, dermed er du kun en slave i et elvisk folks øjne og har ingen rettigheder her, dit blod er uren og dit hjerte er beskidt og snavset og allerede nu gør du din race vanære, du er ikke andet end et simplet dyr, oven i købet dum nok til at skulle sætte sig op imod en højere magt som nemt kan få dig fjernet fra denne jord, så jeg siger dette for sidste gang'' azariel lod sværdet spids fra maya og rettede den mod elveren, ''smid dine våben, og lig dig omgående på jorden så du uden problemer kan blive bundet og sendt til isulation hos elverne, da de sikkert gerne vil havde deres urene tøz tilbage for at 'rense' hende'' hans blik lod stadig på hende mens hans anden hånd lod stille om sin kaste kniv i tilfælde at mennesket skulle begynde på en pludselig bevægelse.

Thomas stod uden at fortrække en mine, han ville meget gerne ha haft et våben ved hånden lige nu. Han havde også hørt et ulvehyl, og han undrede sig over hvad en ulv lavede så tæt på, hvis han havde haft sit sværd, ville han kunen decapitere ulven i en håndevending, med tænderne, blev det en smugle vanskeligere.

"Hvis nogle skal dræbe hende, bliver det mig, og det har jeg ikke nogle planer om." Sagde Thomas. Han viste at hun ikke ville finde sig i en sortelvers trusler på den måde. Hun havde trods alt andgrebet to kamptrænede vampyrer uden så meget som at overveje at overgive sig. Hun var endda sluppet med livet i behold, ved den lejlighed, selvom det til dels havde været fordi Thomas ikke havde valgt at optage forfølgelsen, han havde haft andet at gøre. "Hun har ikke hørt noget du behøver at bekymre dig om, og jeg har allerede sagt en gang at jeg ikke vil have at du dræber mennesker som det passer dig, på vores territorium. Jeg går heller ikke og plukker jeres svampe, eller stjæler jeres slagterkvæg, så du lader mig om at bestemme menneskets skæbne, medmindre de frivilligt kommer vandrene ned til jer." Fortsatte han koldt. Han havde sagt alt det her før, og selvom Azeriel var en forbundsfælle i øjeblikket, skulle han ikke tro han kunne opføre sig som det passede ham.

han vendte blikket mod elveren. "Når jeg taler sortelvisk med sortelveren" Begyndte han mens han så på hende som om hun var en stor dynge skovsnegle, så er det fordi det ikke vedkommer dig?" Sagde han. "Hvis han finder det passende at bruge dig til noget, så gør han det, og du har bare at følge med i god ro og orden, uden at stille spørgsmål. Du har fortjent en hvilken som helst straf han kan finde på, og hvis det indkludere at bruge dig til noget med en kæde, så bliver det sådan." Sagde Thomas, iskoldt. Han havde referet til en magisk halskæde hvis magiske kræfter Thomas var blevet bedt om at undersøge, den krævede blandt andet brugen af en elver, men til hvad viste Thomas ikke endnu. "Hvis du virkelig er udstødt, så vil ingen savne dig aligevel."

Maya havde bestemt sig for at ignorere elverens bemærkning, siden det ikke var andet end ord, og ikke ligefrem var noget man skulle bruge et skjold imod. Sværdet der oludselig blev presset imod hendes strube af sortelveren, det var noget andet. Hun kunne mærke ham bag sig, og var ikke særlig tilfreds med at han prikkede imod hendes hud.

At Thomas ikke ligefrem lød glad for ideen om at sortelveren skulle skære hendes hals over, gjorde hende ikke i bedre humør. Hun var da glad for at han ikke ligefrem lød uvenlig over for hende, men for fanden da, hun ville helst passe på sig selv. Når man befandt sig i en verden hvor alle var lige lidt stærkere end en selv, så var ens stolthed vigtig.

Dejligt at elvere ikke var stærkere end hende. Hun havde også masser af års erfaring af at kæmpe imod elvere, så hun havde en fornemmelse af at hun godt ville kunne slå ham her... med mindre han var en af de der totalt gamle nogen der havde tusinde af års erfaring. Det var så snyd!

Da han rettede sin opmærksomhed imod elveren, tillod hun sig selv at stramme grebet om kniven i hendes lomme. Lydløst, umuligt at se, men parat til brug hvis han ikke slap hende. Slap hende lige om lidt...

Xiel hostede meget meget kraftigt. "Undskyld mig? Jeg forklarer det engang til: Jeg er aldeles ikke udstødt ... For dem er jeg død." Hun lænede sig ikke mere op af husmuren. Da han truede Maya, så hun lidt irriteret på ham. "Overflødigt, at du gør det der" nævner hun kort med meget lidt interesse. "Og bare lige så du ved det. Min ære er stadig intakt - og jeg er aldeles, aldeles ikke slave ved mit folk." Hun kigger på ham med et koldt blik, da han hæver sværdet imod hende, og med den korte, følgende kommentar: "Du kan fandme tro nej, sortelver".
Til Thomas lo hun bare. "Så skulle du jo nok lade være med at tale et sprog, som jeg kender, ikke?" hun smilede en anelse ondt nu.

//har ændret lidt i profil hvis i er blevet nysgerrig om det store plot//
azariel smilede lidt og overvejede at bruge det old gamle sortelviske sprog som hed mörsús//Smerte// men igen at hun vover at påstå at hun har ære og stadig er i live i sit folks øjne er noget vrølv enten er man husket for elver plejede at huske deres folk eller også er hun så lav i rang at hun ikke behøvede at blive husket og blot var en admindelig bonde i rang systemet, azariel sænket sit våben og smilede lidt ''hvis du er død i deres øjne, er du død i deres heraki, og dermed gør dette dig til udstøt, du har ingen familie, ingen race at vende til og dermed er du ikke det værd at spille min tid på, du har ingen rettigheder som elver, i mine øjne er du slave eller det samme rang som mennesket, som ingen beføjelser har, så tie istedet for at bjæffe op, deres mening er mig ligegyldig, men siden du er udstødt har jeg ikke nogle interesse i at fange dem, deres blod er intet værd, og det samme er du heller ej for dronningen'' sagde han kort og lod blikket på mennesket ''siden du er noget værd for Thomas og da du er hans egendom lader jeg dig leve da jeg har været enig med thomas ikke at tag nogle af hans dyr, men finder jeg dem i mit hjem. . .'' azariel lod blikket der efter på thomas ''slagter jeg hende og æder hendes kød'' et let smil lod på hans læber og han lod der efter blikket på elveren og der efter lod et par lette skridt over mod træet og hoppede der op i træets krone for at sikre sig at hverken mennesket eller elveren kunne være i vejen, hans blik lod stadig på dem mens hånden på kniven stadig var klar.

Thomas gav en lille latter fra sig. "Siden det er lige meget hvad sprog jeg taler, så siger jeg det lige ud. Du har en elver her, og du skal bruge en, uanset hvad hendes status så er." Sagde Thomas. Som sagt har du ret til at æde ethvert menneske der træder ind i dit domæne, hvis du er interesseret, så kan du vel få lov at tage et par sunde eksemplarer med hjem, og avle lidt på dem. Jeg havde faktisk en gang en ven, der indfangede og forsøgte at fremavle gener der gjorde at de producerede mere blod, men det var ikke alle klanerne, der syns om det, så han blev elimineret, men hvad ingen ved har man jo ikke ondt af... nå se bare hvor jeg står her og snakker, vil du have hende med, eller ej?" Spurte Thomas. Og så op på den træklatrene Azariel. Han ville med glæde hjælpe med at fange hende ind, men han ville helst ha et våben ved hånden, men det kunne jo være at Azariel ville låne ham et. Sortelver mænd gik som regel med mange våben. Han kiggede derefter over på Maya, han regnede hende ikke ligefrem som sin ejendom, men han ville ikke ha' at nogen tyndede ud i menneske bestanden så han lod være med at sige noget.

// Undskyld tiden ^^'

Ved lyden af sortelverens lille tale om hvor lidt elveren var værd, lavede hun en høj, ret så uhøflig, bræklyd. Han lød som en anden Hitler, som om det kun var ham selv - og Thomas, af en eller anden grund - der betød noget i den der forfærdelige verden. Var det ikke næsten det samme hende og Thomas havde diskuteret? Og han tog bare imod alt det der kom ud af hans mørke læber, uden at sige noget som helst? Holy...

Hendes bræklyde tav dog da han hentydede til hende som Thomas'... kæledyr... Godt for ham at han var sprunget væk, ellers ville hun ikke have været i stand til at holde sit brændende raseri tilbage. Hun skulle nok huske hans grimme fjæs! Spise hende? Hvad fanden tænke han på? Det var ækelt!

Den respekt hun havde fået for Thomas sank drastisk. Hv... hva... WTF?!

Uden at sige mere, drejede hun om på hælene og begyndte at gå med meget lange skridt. Det her blev simpelthen for meget. De måtte lege så meget med elveren de havde lyst, hun var skideligeglad. Hun kunne ikke klare et sekund mere af disse klamme typers rablen.

Hun kiggede ned, som om hun faktisk bøjede sig for ham, men dette var kun for at tage sin katana op af bæltet, hvorefter hun hævede hovedet igen, rankede ryggen. "Det der finder jeg mig ikke i." Hendes smil var næsten sindsygt, da hun så på sortelveren. Hun rettede sværdet direkte mod ham, pegende på ham.
Thomas så hun kun kort på. "Tja, nu da I tydeligvis har planer med mig, må jeg desværre ødelægge dem for jer. Jeg finder mig ikke i det her!" Det sidste blev gentaget som fra før, men hun talte højere, nærmest råbte. Hun var rasende, og man kunne tydeligt se det på hende.
Men Xiel vidste godt, at hun skulle have styr på det snart, for angreb de, eller hun, måtte hun ikke lade vreden styre hende. Det vidste hun kun alt for godt, hvordan endte.
"Den måde I snakker om mig, som var jeg et dyr... Utåleligt!" hvæsede hun af dem. Hun lagde mærke til Mayas grimasse, og at hun begyndte at gå, og ærligt talt, forstod hun hende godt. Det var uforskammet, måden de opførte sig over for Maya - og for hende selv. Hun fnyste og gav dem begge endnu en serie af onde blikke.

I næste nu, slappede hun delvist mere af, for bag hende, var hendes kæmpeulv, Shoke nået frem. Nu skulle de nok få sat skik på dem. Shoke glammede vildt, og hun smilede kun ondt til dem, da ulven nu stod ved siden af hende, større end dem, og var klar til kamp.

//Helt fint, Maya !//