En park, Arason + åbent

Tid: Onsdag formiddag
Sted: En lille park i downtown

Onsdag formiddag skinnede solen hvidt fra en diset himmel. Det var varmt og støvet. Aenor havde fundet en bænk midt på et lille, grønt område. Næsten en lille park med gult, afsvedet græs og blomsterbede, et lidt sygt udseende træ og to slidte gynger. Bortset fra en gammel dame og en lille pige var hun alene. Hun så sig om og stak på må og få ned i den chinabox, hun havde købt. Den dampede varmt, og det var måske det, der afholdt hende fra at kaste sig over maden. I stedet tog hun en tår af den iste, hun havde købt oven i, og følte sig vældigt usund.

Arason gik ned mod parken han havde hans kappe på med hæten trukket helt ned over hans ansigt. Han havde en bue over rygen med et pilekoge på hans venste side hang der et swærd og hans anden side hang der en dagger han stilet sig op med rygen mod et træ med skyge

Aenor var lige begyndt at spise, forsigtigt for ikke at brænde sig, da en kutteklædt mand begyndte at bevæge sig over græsset. Hun kunne ikke lade være med at glo, og følte sig frem med hånden hen ad bænken for at finde en serviet, fordi hun simpelthen ikke kunne tage øjnene fra ham. Hun tørrede sig om munden, hvor var det mærkeligt! Han havde sværd - sværd og bue med. Okay, sagde hun til sig selv. Det er bare en rollespiller. Men det så aldeles seriøst ud. Han stillede sig ved et træ. Dets blade var grålige, som om det var døende.

Arason lagde ikke mærke til hende men tog et kort frem hvor det monster var som magi poltiet ikke kunne klare han kiget på korte Monsterte var sidsete ud mod havet han kiget på korte igen han var en dusørjæger og templeridder han havde et kors på hans halskæde

Måske skulle hun nærme sig? Aenor var i tvivl. På en eller anden måde havde hun lyst til at henvende sig til denne mystiske rollespiller. Det var på en eller anden måde så muntert at nogen tog noget så alvorligt. Stadig havde hun ikke fattet, at han rent faktisk ikke var en fredelig rollespiller, men en drabelig kriger. I stedet studerede hun ham som et vittigt indslag i en kedelig hverdag, og skyndte sig at slubre de sidste nudler i sig, før hun samlede kassen og med et let underhåndskast sendte den i en fin bue ned i en bulet skraldespand. Flasken med iste stak hun tilbage i sin rygsæk, og så rejste hun sig og begyndte at gå hen mod ham. "Hej," hilste hun.

han skyndte at pakke sit kort væk og gemte templeridder halskæde unde sig og rejste sig op "hej " svarde han og kiget omkring sig han havde brug for så meget hjælp som muliget
måske viste den pige hvor monsterte var

"Hvad så? Sværd og det hele" hun smilede imødekommende, ikke overdrevent, bare et sædvanligt lille smil, der skulle fortælle ham, at hun tog ham alvorligt og ikke grinede af hans påklædning. "Hvad skal du bruge det til?" det så faktisk ret farligt ud. Og hans dolk - det var ikke plastic, det var hun sikker på. Hun studerede hans ansigt indgående. Der var noget dybt inde i hende, der begyndte at røre på sig. En advarsel på en eller anden måde.

"jeg er dusørjæger" svarde arason hende "og det er ikke rollespil udstyr" svarde han hende alvorliget

Aenors øjne blev store og runde. Dusørjæger, wow! Hun blev et øjeblik kold af skræk, da en erindring om dusinvis af fotografer, der nærmest sloges om at komme gennem en åben dør først, men så kom hun i tanke om, at der altså ikke var nogen dusør på hendes hoved. I hvert fald ikke så vidt hun vidste. "HVAD jager man med sværd og pile om jeg må spørge," spurgte hun lidt nervøst, som om hun forventede at noget kæmpestort og dødsensfarligt pludselig ville springe op af et blomsterbed. Et øjeblik efter kom hun i tanke om, at hun måske skulle have ladt som om hun bare var et almindeligt, uvidende menneske. Hun strøg hænderne ned over sin nederdel og så væk, for det var alt for sent at gå tilbage og sige: Haha, hvor er du sjov. Haha, rollespillere, I vil da også så meget pjat. Nu havde hun allerede vist, at hun tog ham fuldstændig alvorligt.

"ja det gør man og du må være halv elver og halv menske har jeg ret bare rolige der er ikke en dusør på dit hoved medmindre du er et monster" svarde Arason og grinte

"WHAT?" Skingrede Aenor og sprang baglæns, som om han havde slået hende. "Hvor ved du det fra?" Hun slog hænderne op til hovedet og trykkede sine ører fuldstændigt flade mod hovedet. Lynhurtigt flyttede hun rundt på et par hårnåle og dækkede dem til med sit hår. Hendes næsebor vibrerede, og hun gispede, som om hun var forpustet. Det havde hun slet ikke regnet med, hvor - hvor var hun dog dum. Hun så ned. "Hvilken slags monster kunne jeg være?" Spurgte hun efter et øjebliks akavet tavshed

"du kan ikke være et monster" svarde Arason og grinte af det

Et smil gled over hendes ansigt, men det var blegt og anstrengt. Hun så sig hurtigt rundt for at tjekke, om nogen havde set hende dække sine ører til - om nogen andre end han havde set dem overhovedet. "Nej, selvfølgelig, men hvilken slags monstre er det så, du jager? Og hvorfor fortalte du mig overhovedet at du var dusørjæger? - og" hun ville standse sin strøm af spørgsmål, men det betød faktisk noget at få svar, "hvad er du så, hvis jeg er halvelver?"

"kan du da ikke gætte det" spurgte arason hende om

"kan du da ikke gætte det" spurgte arason hende om

"jeg antager, at du er menneske." sagde hun kort og studerede hans træk nærmere. Hun havde ret, følte hun. Der var ikke kulden, som en vampyr ville udsende, og hvis han var dæmon eller engel, ville han ikke bære en kappe - den ville være alt for hæmmende for hans vinger. "og lad mig gentage mit spørgsmål: Hvilken slags monstre jager du?"

"halv elver ligesome dig og det fortæller jeg da ikke" svarde Arason

"Okay.. Hvorfor ikke? Ser jeg ud, som om jeg kunne finde på at stjæle dit monster, måske?" Hun lænede sig frem, irriteret over sin egen fejl. Det var tåbeligt. Hvorfor havde hun ikke-- tænkt på den mulighed? At de var ens.

"ja "svarde Arason og kiget på hende mens der komme et smil inde fra hans ansigt og han lænet sig bagud

Hun gloede på ham et øjeblik. Så smilede hun kort. "tak." sagde hun og slog med håret. "Det tager jeg som et kompliment. Men jeg har altså ikke travlt med at jage monstre. Det er ikke min boldgade."

han sad stadig med hætten på "ok troer jeg nok" han spændt sine våben af og lagde dem ved siden af hende og sætte sig der eftter over for hende

Aenor satte sig også ned og krydsede benene. "Vil du have et æble?" Spurgte hun og fandt et i sin taske, som hun rakte frem mod ham, mens hun fortsatte: "Fortæl så om de monstre. Du er vist den første dusør jeg møder."

han tog i mod æblet og spiste som om han ikke havde fået nåde i dagevis. "en drauge" svarde arason og spiste vidder

"Okay, hvordan ser sådan en ud," spurgte Aenor mildt. Hun havde mødt en forskellige væsner før, der nok godt kunne gå ind under den betegnelse, men hun var slet ikke sikker på, at alting var ens i Tibet og Amerika. "Er det længe siden, du har spist?" fortsatte hun og lagde smilende hovedet på skrå. Ikke et fantastisk smil, men et kort, varmt smil, der bredte sig ud over hendes mund og næsten - næsten - nåede hendes øjne.

"ligner en zombie bare hvor de har søskæl" svarde Arason og spiste det sisdte "ja det var først i går til midasmad jeg sisdte fik mad" svarde arason