Foire de jeune fille - Millicent

Som om kysset ikke var så rigeligt at skulle forholde sig til, blev hun nu også meget bevidst om resten af hans krop, da han pressede sig imod hende og fik hende helt op af væggen.Kontrasten af den ret kølige rustikke murvæg og den varme hårde krop foran hende, var fik hende til at mærke hans krop endnu tydeligere og da William trak hende ind til sig, var hun ret sikker på tiden var holdt op med at eksisterer.Hendes læber fulgte hans men lige nu havde hun ikke givet sig selv lov til at være nysgerrig og undersøgende, nej...det var mere at hun lod sig mærke hvor berusende han var at være så tæt på.Millicents hænder gled fra skuldre og hår, ned over ham og fandt sig tilrette på hans brystkasse, på den flotte vest. Da han trak ansigtet lidt væk, var hun længe om at kigge op på ham , men han holdte fast og så hende så ind i øjnene....
Hun vidste dårligt hvor eller hvad hun skulle gøre af sig selv, da han slap hende, efter at have kysset hendes kind og takket..." Velbekommen" sagde hun stille og havde et lidt forsvarsløst udtryk over sig.Det var meget sjældent Millicent lod sine parader falde, uanset omstændighederne.Det var bare noget hun ikke gjore.Stephen havde været....undtagelsen, så hun var dybt forundret over hvad der lige var sket, og over denne her prægtige fyr- ..eller, nå..ja dæmon..men ..det var ikke omdrejningspunktet lige nu...- hvad han dog lavede med...hende? hun skulle lige bruge lidt tid på at få forsvaret på plads igen.
Hun vidste okke hvad hun skulle stille op med sig selv, men heldigvis gav William hende stikordet.
Nååå ja , for pokker ...Marc!! Inden hun kunne nå at komme op med en rap replik, om at det skulle hun nok selv finde ud af, havde William forladt rummet- og efterladt hende der, alene.
Millicent...brugte et par minutter, til lige at at tænke det hele igennem....damn, hun skulle være forsigtig omkring ham.Det var svært....han havde en meget unik blanding af noget bestemt og dominerende og samtidig havde han lige givet en pragt demonstration på at han sagtens kunne være blid og...kærlig? Forhelvede da...hvordan forholdte man sig til det? Spekulerede hun på, da hun forlod rummet og gik ned af trappen.
Hun hilste på et par forbipasserende, og nåede så til en stor sal, men en masse store voluminøse brune læder stole og sofaer.Der var placeret små borde imellem dem alle, og kaffe og cognag stod fremme til fri og høflig selvbetjening.
Hun tog en dyb vejrtrækning....og trådte ind i rummet, for at se om hun kunne finde Marc.
Hun kunne dog ikke helt se sig fri, for også at spejde efter William og hans...veninde.

William rettede stadig på sit tøj imens han havde retning imod det nærmeste toilet, han blev jo nød til lige at tjekke om alt stadig sad som det gjorde før.. og med alt.. der mente han virkelig alt. Desuden så blev han nød til lige at falde lidt ned inden han gik nedenunder til selskabet. Han fandt toilettet og tjekkede sig selv i spejlet, og fik så det sidste ordnet, inden han forlod toilettet for at finde sin.. bedårende date.. hm. Han gik lidt rundt inden han fandt hende, præcis som han forlod hende, larmende og sur. Han kiggede kort på hende og himlende så med øjnene.. han kendte godt til det med at blive sat sammen med en eller anden idiot, bare for at se lidt godt ud for dem der nu tog billeder, men lige nu ville han ønske han var taget her hen alene. "Kom her.." sagde han stille og lade den ene arm mod hendes ryg og trak hende lidt ind til sig så han kunne tale til hende uden at alle andre i lokalet kunne høre det. Han sukkede stille, "Hvis du ikke snart begynder at smile.. så kommer du til at være alene og ydmyget resten af natten.. og nu forslår jeg at vi tager en dans." sagde han roligt og gav hendes arm et klem inden han rev hende ud på danse gulvet. imens han dansede med hende kunne han ikke lade være med at gennemsøge lokalet med sine øjne, efter Millicent.. imens han ønskede de næste timer bare ville flyve af sted.

Ind og ud mellem de karakteristisk duftende møbler af læder gled hun...søgende efter ham.
Endelig ....der sad han ! Med en cigar mellem sine læber , engageret i en eller anden kedelig forretnings samtale.Hun sukkede tungt, men mindede sig selv om at hun måtte være professionel....hun var ikke inviteret med for at hygge sig, men for at arbejde.
Hun gik over og satte sig på det brede armlæn, hvilke fik Marc til at tage cigaren ud og holde den mellem sine finger, da han kiggede op på hende." Millicent! Det var længe du var væk.Gør ikke det igen" sagde han uden den store glæde instemmen over hun var komme tilbage.Hvad bildte han sig ind? Troede han at hunnvar hans ejendom eller hvad? Hun ønskede imidlertid ingen klager til Maclavander, og da dette var hendes første ude job, bed hun frustrtionen i sig og svarede " naturligvis ikke Marc, undskyld" " Stik lige ind og hent mig en vodka, gider du Millicent?!" hun rejste sig, enhver tæt på dem kunne høre at det ikke var et sødt spørgsmål, men mere en ordre...afgivet i en nedladende tone." Jov...jeg gør det med det samme" svarede hun og med en stor klump af såret følelser i halsen, gik hun hen til baren , i dansehallen og bestildte en vodka til ham....og endnu en til hende selv, som hun tog en kæmpe slurk af.

William svingede hende rundt, uden rigtig at ligge mærke til det, han bevægede sig bare i takt til musikken, hvilket aldrig havde været svært for ham, han havde været med til støre begivenheder end dette, nogen meget finde bal, hvor næsten hele aften gik ud på at vise sit værd på dansegulvet. Desuden var han jo pianist, så det med bare at lukke øjnene og følge musikken var en nem sag for ham, han fulgte bare sit hjerte. Han skælvede let da der blev sat et nyt nummer på, og spejede igen efter Millicent, han ville bare gerne have aften overstået. Han prøvede at skue lokalet for et ur et sted, for begivenheden måtte da ende klokken tolv et tiden? Men han kunne ikke finde et ur nogen steder, men han bemærkede dog at nogen af gæsterne var begyndt at gå, herligt.. så kunne han også snart smutte ud af det mindre trængte lokale, men så alligevel.. Millicent ville jo nok blive den sidste til at gå, hvis grisen dog ville lade hende, han blev nok alligevel nød til at blive til sidst, han ville gerne passe på hende, selv om det overhovedet ikke på nogen måde var hans pligt.
Tiden gik, og der blev mindre og mindre fyldt i det nu meget.. bare lokale. Han bemærkede til sidst at han var den eneste gæst tilbage i den store sal, sidene i baren hvor kun en bartender stod tilbage og sørgede over et eller andet, imens han blev ved med at skåle med William, som dog heldigvis kun drak vand, men bartenderen, det var ikke til at vide hvor meget han havde fået nu. Han sukkede stille og spejdede efter Marc som nok ville til at lukke salen af meget snart, og Millicent som forhåbentlig ikke var gået endnu.

" Nej! Det var ikke en del af aftalen....hvorfor vil du ikke forstå hvad jeg siger?"
Stemmen tilhørte Millicent.Hun var nu den eneste tilbage , udover Marc - i den store cognac salon. Marcs store hånd havde låst sig omkring hendes håndled , mere hårdt end hun brød sig om.Hans stemme var ikke ligefrem truende, mere vred...men en fornemmelse sagde hende at det meget snart ville ændre sig, hvis ikke hun fandt en vej ud af dette...en vej der også var okay med ham." Du bliver når jeg siger det! " han lo." Er du så naiv Millicent, at du tror dit arbejde slutter bare fordi festen er? DU er købt og betalt, billederne er taget og ...lille skat, skal far have dessert!" han trak hende ind til sig med et hårdt ryk og et så stramt greb at det efterlod aftryk af hans fingre på hendes håndled.
" Marc! Slip mig nu, og så glemmer vi dette her..jeg lover jeg ikke siger det til nogen" forsøgte hun , samtidig med hun mærkede hans hånd forsøge presse sig ned mellem hendes lår.
" Mmmm..glem det forhelved...du bliver!" næsten råbte han af hende.
Hun så sig hurtigt..og bange..omkring.Kunne hun mon vriste sig fri og nå døren inden han fangede hende?
Marcs læber var pludselig som et fyrværkeri...spredt alle vegne på hendes hals og ansigt, og hun mærkede intet mere end desperation , den spredte sig tilgæld med lynets hast gennem hendes krop.
" SLIP MIG!" skreg hun..og havde held til at bide ham i underlæben, bvilke fik ham til at slippe grebet om hendes hånd, men desværre kun med det formål at stikke hende en syngende lussing, lige på kinden...så hård at hun røg bagover i sofaen.

William sludrede lidt vider med den meget fulde bartender, der pludselig slog ud i latter og så gråd.. og så latter igen.. og forfra, han kiggede bare lidt op og ned af ham og sagde lidt en gang imellem, som åbenbart gav mere mening for bartenderen end for William selv. Han rejste sig så til sidst, og tilbød at få fat i en taxi til bartenderen og hjælpe ham ud, da han selv måtte se at komme vider, den flæbene bartender hævede at han selv kunne klare sig og William nikkede bare, han kunne ikke gøre ret meget mere, end at se og komme afsted, og måske prøve at finde Milliecent på vej ud. Han gik mod døren, og som han gik ud af den, slukkes lyset bag ham i den store bal agtig sal. Han gik vider ind i rummet, som en stemme med det samme slog ham. Han vendte sig om og kiggede til han fandt hende, og vandrede så langsomt der mod og stilte sig op i dørkarmen, og betragtede hele scenen.. præcis som han havde forudset? Hmm.. hvad havde han tænkt sig at gøre ved det.. hmm.. skulle han? Njaa.. hvorfor egentlig, det var ikke hans problem han havde sgu da sagt til hende at hun skulle tage hjem.. hvorfor var hun bleven? Måske havde hun bare en inderlig lyst til at blive voldtaget af en gris.. fedt. Men så fik Marc øje på William, som stød med et glas isvand i mellem hænderne og betragtede dem lydløs. Og der blev fyret noget af i retningen af "Gider du godt skride!" meget hårdt og brutalt, og William tog sig god tid, han kørte langsomt fingeren over glasset så det lavede en meget smuk, stille lyd. "Hmm.. Jeg havde faktisk tænkt mig jeg bare ville stå her hele natten og bare.. kigge på?" Sagde han så til sidst og kiggede op, det havde været et helt seriøst svar, selvfølgelige var det sarkastisk, men det kunne man hverken se eller høre på William, han lød som en der mente hvert et ord. "Er der da et problem med det?" Sagde han og kiggede fra hende til ham og tilbage igen, og det sekund Marc var uopmærksom, blinkede William til Millicent.. her er din redning tøs, være fucking taknemlig.

Marc var halvvejs over hende, da han opfangede en bevægelse...vendte sig hurtigt om og snærrede at han skulle skride.
Millicent åbnede munden for at råbe om hjælp, men ordene størknede og satte sig fast...flov og ydmyget, over at finde ingen andre end William der.Så rolig ,så kontrolleret...imens hun...hun ..havde mistet al værdighed.Okay...det kunne jo havde været værre, men sådan føltes det bare ikke for hende, der absolut ikke var vant til at være i sådanne situationer.
Williams svar, fik Marc til at rejse sig og efterlade Millicent på sofaen.Han tog et par trin mod William.Marc var en muskuløs og høj mand, bestemt ikke en man normalt inviterede til en kamp...mere end man undskyldte til og løb sin vej.
" Hun er med mig....skrid...festen er lukket- og helt slut for dig! Mm..kigge på siger du ...jeg har en bedre ide...Hvad med om du vil lege med?" Marc kiggede over på Millicent og begyndte at grine.

Millicent, fik trukket kjolen helt på plads, og var lettet da William blinkede til hende...hun regnede ikke med at han ville forlade hende...efterlade hende, når han nu vidste hvad der var ved at ske.
Fandens...han havde jo faktisk nærmest sagt det til hende, men Marc havde ikke virket som typen..og hun havde slet ikke kunne forstille sig dette! Hun kom op og stå...og bevægede sig langsomt mod William..indtil Marc brølede" Sæt dig forhelvede" hun satte sig dog ikke, med udbruddet fik hende dog til at standse op og tøve hvad hun lige skulle.

William synes ikke til at blive bange eller overhovedet vise nogen form for opmærksomhed da Marc gik hen mod ham, som var han en truende tiger.. måske en grim gris klædt ud som påskeharen? Han rystede lidt på hovedet. "Stadig? Hun havde ellers bedt mig følge hende hjem når gæsterne var gået, men hvis hun har ændret mening, så okay?" sagde han bare og kiggede kort op og gabte, et meget drillende gab, for åh jov hvor han tirrede Marc han kunne simpelhen ikke lade være.. han vidste hvor meget lort han ville få på nakken ved at sætte sig op mod ham, men han kunne simpelhen bare ikke lade være. "Være med? Åh nej tak.. Jeg kan sagtens nøjes med at se på, men hvis du nu gad skynde dig lidt med at blive færdig med hende.. for jeg vil faktisk gerne hjem nu, jeg er ret træt, det var en god fest" sagde han i et blødt tone fald, som var intet sket her, og at han var pænt ligeglad eller havde overset det hvis der var sket noget. Han var altid klar til at smadre Marc en på låget, ligeså snart han selv begyndte, for selv i fysisk form var han beder, stærkere og hurtigere end grisen, William med sine 1,97 cm, og store muskler både på overarm, mave, ryg, og ben. Han så for det meste ned på de fleste. Han smilede så og så op, "Kom så Millicent, sig farvel til din ven, så tager vi hjem.." sagde han og lagde ekstra tryg på vi, han ville gerne se Marc.. virkelig virkelig sur, og han ville gerne gøre hans hjerne til grød.. meeen.. det var måske at gå lidt over grænsen. Måske?

Marc var pænt ligeglad med hvad Millicent havde bedt om.Han havde længe vidst hvordan aftenen skulle ende, og ingen højrøvet rigmands dukkedreng med et par muskler, skulle tro han var mand nok til at spænde ben for det.
Lige nu handlede det ikke om Millicent, nej...kampen blev kæmpet på et helt andet niveau nu.
Det var omkring autoritet og magt, og netop der ville Marc fandme ikke finde sig i et nederlag.No way in hell.
" Ved du hvad? Det er muligt hun har bedt dig om det, og nu fortæller jeg at det ikke kommer til at ske.Hun bliver HER og du fiser af....du er ikke velkommen, længere" Marc stillede sig meget tæt på William og kiggede på ham.Vredes lyste ud af hans øjne og hans hænder var knyttet, klar til at kaste det første slag, klar til at lade ham vide at han havde valgt at fucke med den forkerte fyr.
Millicent blev lidt forvirret over Williams snak.Han kunne da umuligt mene...at.. Naa...DET kunne hun ikke tro.Igen forsøgte hun møve sig over gulvet over til William, da han bad hende sige farvel, ironisk.Men ruten var en smule vanskelig da Marc havde tavet plads helt foran William, og hun havde bestemt ikke lyst til at komme for tæt på ham.Hendes kind sveg stadig og havde spor af hans hånd....nu hvor hun stod knap en meter fra dem begge.

William stirrede frem mor sig, og rakte hånden frem mod Millicent som begyndte at snige sig over mod ham, så forsigtigt, var hun bange? Bange for Marc.. hah, åh han skulle nok passe på hende, så kunne han lege den store stærke helt, men William havde ikke lige.. rygte for at være helten, faktisk meget langt fra, og han kiggede fra Millicent til Marc, en pludselig trang til bare at gå flød gennem ham.. men måske skulle han heller prøve at være.. sød ved nogen? Nej.. for det var det der altid gik galt, at han blandede sig. Desuden var han ikke vampyr mere, han kunne ikke bare vise sine tænder og så tag kvinden og skride, han var ikke overmenneskelig stærk og hurtig. Godt nok var han stræk og mere stærk end normal, pga hans ikke helt normale krop, der stadig levede som vampyr inderest inde, og hans nye jeg.. dæmonen William, men Marc var.. ikke helt dum, og han kunne sikkert godt få nogen slag ind, hvilke ville ødelægge Williams smukke ansigt.. gad han virkelig det? Han sukkede dybt da Marc kom lidt for tæt på og kiggede så endelig på ham, som var han den mest irreterende og ligegyldige ting i verden. "Udfordre du mig?" hviskede han så stille.. den eneste sætning i verden William ikke kunne hamle op med.. for hvis nogen gjorde det, så var han på.. altid. Han gik så et skridt frem mod Marc, og skubbede Millicent væk, ligeglad med om hun faldt og slog sig, hun skulle bare skride nu.. det ville nok ikke blive et pænt syn det her. En hurtig beslutning, og op af bæltet trak han en dræberkniv, hurtigt stod han helt tæt op af Marc med kniven placeret for hans strube, og læberne ud fra hans øre, presset op af den nærmeste væg.. okay lidt umenneskelig hurtig.. men ikke noget der kunne måle sig med en rigtig vampyr. "Lille skat.. det skulle du vidst ikke have gjordt" Hviskede han stille og lod kniven glide hen over hans hals, så det begyndte og fosse ud med blod, overhovedet ikke dybt nok til at dræbe ham.. men nok til at slå ham langsomt ihjel. "Pas på.. han er farlig.. " hviskede han stille mod hans øre og lænede sig tilbage så Marc kunne tage et ekstra kig på den ikke menneskelige mand der nu stod foran ham med tænder som syle og øjne så røde som en ildebrand. "Mennesker som dig.. mennesker som mig.. vi burde ikke have lov til at blive sat på denne jord.. gud hader os.. og vi kommer aldrig i himlen.. mennesker som os.. " hviskede han stille og holdte den lidende Marcs øjnekontakt. "Men.. du skal være velkommen til at hilse satan fra mig.. for Marc indse det nu.. mens håbet stadig er klynget fast i dine øjne, og dine tiggende øjne beder mig lade dig leve? Du er stum.. har du mistet fatningen? Nå men så kan jeg fortælle dig, en lille ting bare mellem dig og mig.. det er altid.. den strækeste.. der vinder.. og det er kun.. og vil altid være.. om magt.. nu tager jeg din dame og så har jeg sex med hende hele natten.. og hun skal nok komme til at nyde det.. bare rolig.. hmm nå.. men du må fortælle satan jeg sagde hej.. " udtalte han, inden han lagde kniven over Marcs hals og skar en dyb flænge, så han druknede i sit eget blod på under to sekunder. Han slap den livløse mand og vendte sig langsomt om imens Marc faldt til jorden, sten død.

Taknemmelig, som var det en nødudgang, tog hun imod hans hånd og kom hurtigt på plads ved hans side.Marc blev helt stram i ansigtet, gloede olmt på William og hans næsebor vibrerede da han hæst pressede ud mellem sine hvide læber " ja, du kan fandme lige tro jeg udfordrer dig, din nar"
Millicent løftede en hånd til sin pande.Det her...det her var ved at løbe ud af kontrol.Hun føte sig ansvarlig og forpligtet til at gøre...et eller andet.Hun trak forsigtigt i Williams jakkeærme og forsøgte at få hans opmærksomhed " Hey...kan vi ikke gå ..nu?!" - men i næste sekund, skubbede han hende hårdt fra sig...og hun snublede æsten over sine egne ben , inden hun tumlede ind i et bord og greb fat i det at støtte sig til.Hvad helvede bildte han sig ind? Nu var hun lidt træt af at blive behandlet som kaste boldt." Will.." begyndte hun men....standsede brat...
Hun stirrede med store øjne, vantro på scenen der udspillede sig, som en live horror movie, lige foran hendes næsetip.

Marc blev meget hurtig tavs, hurtigere end man måske skulle forvente? Men kniven der løb over hans hals, havde sat ham skakmat allerede der.Han havde et ønske om at være almægtig, sku da ikke død.Havde angsten ikke så grueligt fat i ham, ville han sikkert have tigget som et barn, men det eneste han fik lov at sige, inden William afsluttede hans liv var " hey dude..ku vi ik-"

Millicent sad på bordets kant, og vidnede forvandlingen.
Som i skoven, husker du? Lød det i hendes hoved.
Da hun så ham trække kniven og hilde den for Marcs hals, for hun frem og over til William.
Hun lagde en hånd på hams arm " nok...det er NOK, kom nu William" dog synes han ikke at høre hende, overhovedet.
Hun stod stille og så ind i Marcs øjne, så det bedende udtryk og den lydløse bøn han sendt hende om at få hendes ven til at skåne hans liv.
Da blodet begyndte at sile ned som rødt regn, flød tunge sorte stregne ned af Millicents kinder, tårene udviskede hendes mørke aften make up, og hun rystede og gentog den samme sætning, over og over igen " åh...gud nej...åh...gud nej"
Den eneste variation var da hun ud af det blå greb fat i Williams jakke og begyndte at ruske i ham " er du fuldstændig forrykt, hvad fanden.....hvad har du gjort" hendes stemme knækkede sammen.

William fik først øje på Millicent ved hans side nu, han havde ikke bemærket hende før, og nu havde lugten af blod også fået ramt på ham.. så sulten.. så fristende.. men nej, han var sgu da ikke rigtig klog, han var alt alt for ædel til at synke så dybt lige nu. han tørte kniven af i sit lommetørklæde og stak den i bæltet igen. "Slap af Millicent.. han overlever nok.. " mumlede han bare og smilede lumsk, dog var hans smil normalt nu, og hans fine brune øjnefarve tilbage, selv om det ikke synes at gener ham at der lagde en død mand bag ham. "Det handler ikke om dig solstråle.. jeg har fortalt dig hvem jeg er og hvad jeg gør, og jeg kan desværre ikke stå for en udfordring.. og nu følger jeg dig hjem" sagde han bare total uberørt af det hele, det var blot hverdag for ham, og han havde gjordt det der var meget værre. "Kom så" sagde han og tog fat om hendes håndled og begyndte at hive hende med sig ud, på vejen slukkede han lyset, han var ligeglad med at gemme liget, der var masser af mennesker der havde rørt ved Marc i aften, hans fingeraftryk ville ikke være usædvanlige, og kunne Millicent ikke holde tæt, så kunne hun glemme det hele.. så let var det bare. "tag dig nu sammen.. du skal bare være glad for jeg ikke skærte ham op og spiste ham.. " sagde han bare stille og trak hende med ud i natten, "Hvis du virkelig ikke kan holde til det, så må du jo sige til, så hjælper jeg dig med at komme over det.. " sagde han bare, og kiggede lidt frem for sig, "Nå hvilken vej.. hvor bor du?"

Hun kiggede ned på Marcs temmelig livsløse korpus og blodet der stadig flød fra hans hals.
Han lignede godt nok ikke en der overlevede lige forløbig. " h-han....er død" h æsede hun.
Hvor vovede han? Hun havde aldrig set nogen dø...og da slet ikke blive dræbt.Hendes tanker var gået i hårknude .
" en udfordring William?.... Kunne du ikke have slået ham.eller noget"
Hun havde svært ved at slippe ham, Marc , med sine øjne.
Blodet fik hende til at tænke på Alias og hun følte sig svimmel.
Hun blev trukket ud,men hørte ikke halvdelen af hvad han sagde.
Hendes tanker kredsede om politiet.Hun havde været hans date, de havde været de sidste tilbage, værten og værtinden....de ville komme efter hende.For anden gang, mistænkt for mordforsøg, hvordan ville det ikke se ud?
Hun hørte sætningen...' tag dig nu sammen' og rev sig løs..
Hun slog ham, så hårdt hun kunne...på hans skulder " du gør aldrig DET igen....aldrig! Du slår ikke ihjel når jeg er der, forstået!"
Ikke om hun ville fortælle ham sin adresse på Avenue Shilo, hun kunne ikke tage ham med hjem.
Hun så op på William..." spise ham? Vil du ikke godt stoppe nu William" bad hun og kom til at tænke på Hannibal Lecter, det hele virkede meget forvirrende lige nu.

William så ned i jorden, og et kort øjeblik skammede han sig rent faktisk, ikke fordi han havde slået fyren ihjel, det var bare.. en hverdags ting for ham, måske skulle han ikke have gjordt det? Men det var han egentlig ret så ligeglad med, han skammede sig fordi Millicent talte og opførte sig på den måde.. og at han havde vist hende.. den side af sig selv.. men havde han forventet? Det ville jo nok komme før eller sener alligevel, han kunne ikke kontrollerer sig selv, han var farlig og ikke til at regne med, og så var der det med hans evne, blodtørst og utålmodighed, fuldstændig utilregninglig, det var nok best hvis han bare forsvnadt fra hendes tanker.. en gang for alle? Hm. Han kiggede op og lagde hovdet lidt på skrå. "Undskyld" sagde han stille og kneb øjnene lidt sammen. Så rakte han ud efter hende og rørte hende kort på kinden, en bevægelse der på samtid betød at han brugte sin evne, han havde på vane at røre ved dem han skulle.. ja. Han lukkede kort øjnene i og inden der var gået et sekundt falt hun sammen i hans arme. Heldigt for ham. Han slap hende og lod hende falde ned på den kolde jord. Så satte han sig på hug foran hende og begyndte at manipulerer med hendes minder og tanker. "Nu skal du høre.." begyndte han som en stemme kun hun kunne høre.. da han ikke talte højt, eller brugt hverken læber eller tunge, han talte til hende.. helt inde i hendes sind.
" Alle er taget hjem.. husk.. " begyndte han. " Du er alene sammen med Marc.. han er ubehaglig og opføre sig ubehøvlet og perverst, og det eneste du ønsker er at komme hjem. Så du rejser dig og beder ham stoppe, og pludeslig bliver dørene flåede op af en mand, han har en pistol, du er bange, Marc er bange. Alting går hurtigt, og dine minder bliver sløret ind med hinanden.. det sidste du høre er Marc skrig.. så bliver alt sort, og du besvimede. " Afsluttede han det. Så rejste han sig op og så sig kort omkring inden han bøjede sig ned igen, pressede sin negl mod hendes underarm til der gik hul, han lod det bløde lidt, inden han trak sin negl ud, sådan pyntende han hende med nogen rifter hid og did.. noget der ville forsvinde om højst en uge. Havde han været rigtig ond havde han givet hende nogen slag så hun ville være blå og gul over det hele men han smilede bare og rejste sig omsider for at gå. "Sov sødt.. " Hviskede han og så gik han ned af gaden og i retningen af hendes hus. Der havde han tænkt sig at vente.

Det havde været et forfærdeligt mareridt og hun var lykkelig for at kunne ligge det bag sig og få afrundet denne aften.Millicent drejede omkring hjørnet og nærmede sig huset der rummede blandt andet hendes lille lejlighed.Hun gik i et roligt tempo...havde en underlig ro inden i, hvilke faktisk var noget besynderligt, når man tænkte lidt over hvad hun havde oplevet.
Hun huskede at Marc havde ville...en hel del mere end hun ...og at han var begyndt at blive særdeles modbydelig og nærgående.Og så skete det....det var forfærdeligt...en mand med pistol var braset ind og viftede truende med den, helt ustabilt...de havde begge været skrækslagende...og det sidste hun huskede var noget...tumult...Marc der skreg og så sortnede det for hende.Helt hvor længe hun havde ligget der, vidste hun ikke, men da hun kom til sig selv var gerningsmanden over alle bjerge og Marc lå...livløs...død.
Med rystende hænder og et chokeret sind, havde hun fået alarmeret politi og ambulance - og da de ankom , sad Millicent i en krog og rokkede lidt frem og tilbage.Men så skete der noget mærkeligt...da hun afgav forklaring til politiet, blev hun nærmest helt rolig indvendig.
Og de tog hende enda ikke engang med på stationen, hvilke hun ellers havde frygtet.
Millicent havde fået renset sine flænger og sår og fået lidt plaster og gaze påsat de væreste, men Marc...havde de ikke kunne gøre meget for.Så Millicent var blevet ' frigivet' efter at have afgivet vidneforklaring og fået en injektion med stesolid,der gjore hun nu var helt rolig inden i....sådan da.Nu ville hun bare...hjem.
Hun nærmede sig sin opgang, og begyndte at famle efter sine nøgler til hoveddøren.
Hvorfor havde kvinder så store tasker ? .alt kunne jo blive væk deri.

William havde ventet to timer.. to timer. Men han var bleven der, foran hendes lejlighed havde han stået, nu med et bekymret blik i øjnene, han kunne jo ikke være sikker på hvem der fandt hende først, sådan som han havde efterladt hende der i den tomme gyde.. Egentligt kunne han være ligeglad, hvad betød hun for ham? Han kendte hende knap nok.. Og alligevel kunne han ikke benægte en sær tiltrækkeles han følte hver gang han så på hende, og hver gang han fik lov til at lege lidt med hende? Han sukkede stille, ærligt var han ikke ligeglad han håbede de rigtige havde fundet hende, han var jo ikke ond? Vel.. han ville jo ikke gøre nogen ondt, det var jo ikke med vilje.. nogen ville nok sige han led alvorligt af personlighedsspaltning, eller hvad det nu hed.. men han havde ikke nogen indre stemme, eller forvandlede sig til en anden, han var den samme hele vejen igen.. bare med stærkere lyster og en anden måde at se verden på.. han kunne jo ikke gøre for det, men så alligevel, benægtede han intet og han fortalte åbent om sin.. anden side, da han ikke skammede sig det mindste, for det var hvad han var.. og når verden er ond mod en.. og når gud svigter en.. hvad kan man så gøre?
Han sukkede stille, og kiggede op, og der kom hun gående.. Han sukkede kort af lettelse, endelig.
"Millicent.. " sagde han stille og gik hende i møde, og rakte armen frem mod hende for at tage imod hende. Han kiggede kort ned over hende, og et overrasket udtryk bredte sig over hans ansigt, selv om han følte en smule skam for at stå og lyve hende lige op i ansigt men han var ligeglad, han var beder uden sandheden.. det var de altid.
"Hvad er der sket?" spurgte han forsigtigt og kiggede bekymret på hende. Tog fat om hendes håndled og kiggede på sårene op af hendes arm, som han selv for to timer siden havde placeret der.
"Jeg ville have fulgt dig hjem, men jeg kunne ikke finde dig, så jeg tænkte at jeg bare ville vente her.. for at sige godnat? Hvordan slap du af med Marc? Gjorde han det her? Det jeg altså virkelig ked af, jeg skulle have ventet på dig.. " sagde han og kiggede ned for at skjule sine øjne, og det sarkastisk smil om læberne, han var ikke god til at være blid og sød og kærlig.. og lyve? Hah. Han sukkede og trak vejeret dybt, så William! Tag dig så sammen, hvis du ikke skal ødelægge det for dig selv.. tag dig sammen. Han kiggede op igen og smilede forsigtigt til hende med et halv bedrøvet smil.

Et velkendt ansigt dukkede frem fra mørket og hans stemme have næsten en hypnotisk virkning på hende.
William! Et kendt ansigt...hun var ikke længere alene i dette...maridt.
Hun havde undret sig over hvor han var blevet af. Og havde på en måde nok regnet med at støde ind i ham igen,efter deres lille ...møde...i biblioteket.Men aftenen gik hurtigt på hæld, og inden hun fik set sig om, var alle sale tomme og gæsterne gået hjem.Selv tjenerne havde fået fri og kun hun og Marc havde været tilbage.En gysen løb gennem hende.
William rakte ud mod hende og hun næsten løb de sidste par meter, for at komme ind i sikker havn." Åh...William, hvor er jeg glad for at se dig" mumlede hun med ansigtet tryggede ind mod hans bryst.Hun havde lyst at græde...at fortælle ham om den forfærdelige mand med pistolen, men stesoliden havde lagt en tung dyne over hendes følelser, og gjore at hun ikke flippede ud, på hverken den ene eller den anden facon.
Alligevel blev øjnene mere blanke da hun svarede ham " Det er forfærdeligt...Marc er..død...vi blev...overfaldet" forklarede hun og holdte stadig fast.Så kom hun i tanker om hun hellere måtte få hold på sig selv, og trak sig igen ud fra William, der greb fat i hendes håndled for at tage bestik af hendes arme.

" Jeg havde håbet du fandt mig" var det eneste hun sagde.

Hun brød sig ikke om det....alle de rifter og sår han kiggede på, selv om de væreste var tildækket, var hun et stort rod...og de var bevis på hun havde været...for svag...og var endt som nogens offer.

" Han var lige så....latterlig og nærgående som du sagde.Jeg skulle have lyttet til dig William" indrømmede hun og ønskede af hele sit hjerte af William ville have ventet på hende.Så ville alt have været godt, og hun ville aldrig have oplevet ..dette...og Marc ville være i live nu.

Hun hev armene til sig og hænderne kører lidt op og ned et par gange af den modsatte arm, lidt beskyttende .
" Ved du hvad...j-jeg...jeg ved ikke om det er...var...Marc eller pistolfyren d-der...." startede hun men det blev en kort sætning, da hun ikke ville tale om det mere.Det var jo nok Marc, da han bar blevet...lidt voldsom....men hendes minder var sløret omkring slutningen af det hele.

Hun skuttede sig lidt, fandt luften kølig....intet under da hun var påvirket af oplevelsen og desuden kun havde den lille grøn hvide kjole på.Hun viftede med sit nøglebundt, hvor et lille snehvidt spøgelse hang i et hjerte og dinglede.." Vil du med op- og ha noget kaffe- eller te"
Spurgte hun og opdagede at hun bestemt ikke havde den store lyst til at være alene.Et sted derude, rendte gerningsmanden rundt....og han troede måske at Millicent kunne identificerer ham? Og hvad ville han lige gøre ved det? vidste han hvem hun var...hvor hun boede?
Millicent fik låst hoved døren op...gik op på første sal og låste op, så William kunne træde ind...

Når han trådte ind, ville han, udover en aflang entre i grå, med et hav af farverige knager og hylder, se hendes stue som det første.Den var Indrettet enkelt og stilrent i hvide og lyse nuancer og med en masse film plakater og bøger random placeret undt omkring.En anstændig samling af cd'er stod også i hendes reol.
To sofaer, med et bord i midten ,alt i hvidt men med sterinlys og puder i alle regnbuens farver ,der komplimenterede det og sørgede for at skabe at,osfærde og hyyge , i det ellers så lyse hjem.
Hvis han gik rundt , ville han se et køkken i provance stil,lidt rustikt, men meget hyggeligt.
Et soveværelse med en stor seng, sort linned og babyblå puder og så et stort skab med en spejlforside. Toilettet havde både bad og brus, var måske rigeligt feminint indrettet med flere hylder, der var spækket med creamer og diverse makeup grej og nips.

William lod sit blik glide op og ned af hende, okay måske havde han gået lidt over gevind, men det med blod, det kunne han jo ikke helt styre så godt, han kunne godt lide at lege med det.. and so what? Han smilede for sig selv, men skjulte det for Millicent, han ville helst ikke dumme sig mere i nat.
Han greb hende i sine arme og holdte hende ind til sig, indånde hendes søde duft, og frydede sig selv over at han nu.. endelig havde hendes tillid, pga en stor fed løgn.. hvor var det komisk.
"Rolig nu.. jeg er her.. jeg skal nok passe på dig" sagde han stille og knugede hende lidt mere ind til sig, han kunne jo lige så godt udnytte stiaisionen.. ikke fordi han ville udnytte hende, for det kunne han da aldrig finde på.. vel.
"Åh, er han død?" sagde han i et trist tonefald og slap hende langsomt da hun trak sig tilbage og ud af hans arme. "Åh det er jeg ked af at høre Millicent, jeg er ked af jeg ikke var der.. jeg skulle have ventet på dig" sagde han og kiggede ned for kort at lade som om han skammede sig for ikke at have ventet på hende, som var præcis hvad han havde gjordt.
"Jeg fandt ud af hvor du boede, så jeg tænkte jeg bare ville vente her, til du kom hjem.. " sagde han stille og rakte ud efter hende og trak hende ind i sine arme igen, hun havde brug for et kram, og han ville gerne være der og passe på hende.. ok fuck den løgn, nu spillede han med med tanker, sind og lidenskab, eller hvad det nu var.
"Ja jeg ved det godt, men tænk ikke mere på det.. jeg er her nu.. " hviskede han blidt mod hendes øre og kyssede hende kort på kinden, inden han roligt slap hende. "Okay, ja det vil jeg gerne.. " svarede han bare og fulgte efter hende op i opgangen.
Han ville blive hele natten hvis han kunne få lov.. selvfølgelige skulle han nok være sød.. eller han kunne i det mindste prøve.
Han kiggede sig lidt omkring i indgangen til lejligheden, og lukkede døren i efter dem. Inden han tog sin jakke og sko af, og fulgte efter Millicent.

Det var rart at være hjemme igen.Det have været hendes første job som hyret blikfang, og man kan da roligt sige at det hele var endt i kaos.Mon hun ville få ballade med Mclavender? Naaa...de fleste gæster ville kunne oplyse at stemningen havde været god mellem Marc og hende, at han havde været tilfreds.De havde naturligvis ikke overværet ...slutningen.
Men...nu måtte hun jo se, ik.
Williams trøst var velkommen og tiltrængt.Og hun sugede hans nærhed til sig,som en udhungret killing.Selv ikke stesoliden kunne fjerne al uroen, og det var vel til at forstå.Hun havde fået en pistol i ansigtet, Marc var død og hun ....ja...hvad var der egenligt sket med hende? Det var måske held i uheld at hun ingen detaljer kunne hive frem.Ikke endnu.
Men at være alene havde hun ikke meget lyst til.Selvklart kunne hun ikke lade ham overnatte...men han kunne da blive noget tid, hvis hun var heldig.
Hun tog William blidt i skjorteærmet og trak lidt ind imod stuen , hvor hun slap ham og slog ud med armen.
" Mit hjem....bare lad som du er hjemme" sagde hun med et svagt smil.Hun var ikke fan af de fine etiketter...kun i særlige anledninger...ellers var opgaven at få gæsten til at slappe af , og bare befinde sig godt.
" hvad kan jeg hente til dig? Øl,sodavand, kaffe eller te? vin har jeg også!" hun så på William og tænkte lidt tilbage på aftenen.
Hun ville have svoret, at hun ikke ville inviterer ham med hjem, sikkert ikke engang oplyse adressen, men hun vidste at den var plukket fra hendes tanker for længe siden.
Han var den eneste der havde været her...udover Stephen naturligvis... Men ellers.
Skægt som begivenheder har det med at vende op og ned på alt, ik?

William smilede da den velkendte bemærkning kom fra Millicent, åh hvor havde han hørt det tuesende og atter tuesende gange før. Han sukkede og kiggede lidt rundt på omgivelserne, meget nydeligt, meget.. typisk Millicent. Han overvejede kort at sætte sig i sofaen, men da han havde besluttede sig fandt en anden.. meget typisk William gerning, vej til hans hjerne, og pyntende hans sind med uartige tanker. Han så på hende og overvejede det kort. "Ellers noget.. " sagde han stille, måske kunne han også hjælpe hende lidt med at få hende på andre tanker. "Hvad med dig.. " sagde han og smilede drillende. "Du kan jo være tryg lige så længe jeg er her, men du burde måske alligevel låse døren.. bare for i nat.. " sagde han, både for at hjælpe hende, og lede hendes tanker på at han ville blive her.. for det ville han helst bestemt, lige meget hvor meget hun prøvede at smide ham ud. Han kunne sove på sofaen, hvis det passede hende bedst, men ind til vider.. så var sengen et oplagt valg. Derfor.. som hun selv havde sagt, at han bare skulle lade som om han var hjemme, så gik han på opdagelse og fandt hurtigt soveværelset. han skubbede døren op og gik ind, som ejede han simpelt stedet, han var van til at føle sig hjemme i fremmed pigers lejligheder, eller huse, det var intet problem for ham mere, bare at.. gøre præcis som han nu lystede, selv om han jo godt vidste at Millicent ikke var den slags pige. Men alligevel ik?
Han lod sig falde bagover ned i hendes seng, og udstødte et højt tilfreds suk, og lukkede øjnene i. "Åh gud.. hvor er jeg træt.. " Mumlede han og gabte, "Ved du hvad klokken er ?" spurgte han, da han var næsten sikker på hun nysgerrig som hun var havde fulgt efter ham.

Hmm..ellers noget? Hvad var hun, et værtshus? Hun trak på skulderne og tilbød igen " Sig til havd du vil have....jeg...tror jeg skal have kaffe" egenlig havde hun mest lyst til moget stærkt, men med den stærke medicin i blodet, turde hun ikke blande mere, end hun allerede havde fået i aftenens løb.
Hun fandt derimod ideen om at låse, som god, og klandrede i sit stille sind, sig selv over ikke at have gjort noget så indlysende.Hun gik ud og låste døren og satte en sikkerhedskæde på.Det smarte var, at det hele kunne låses op...når nogen skulle hjem.
Hun var hurtigt tilbage i stuen og så William havde bevæget sig lidt væk...hun fulgte efter og så at han lod sig dratte omkuld i hendes seng.Hun løftede et øjebryn.Måske var hun meget egoistisk, at holde på ham? Kunne hun tillade sig det? Hun fik næsten ondt af ham.
Det var underligt...at se ham her, i hendes seng.Synes gjore hende..urolig.Men af helt andre årsager, der intet have at gøre med overfaldet.
Millicent hævede armen og kiggede på det lille spinkle ur af sølv, på den for revet arm.
" Den er halv to...,,.William..." begyndte hun og pauserede lidt imens hun søgte efter de rette ord.." jeg er virkelig glad for du er her...nu.Tak" sagde hun stille og vidste ikke helt hvordan hun ellers skulle sige det.
" Tror du de finder ham?... Gerningsmanden?" spurgte hun en smule ængsteligt, og kastede et blik på hendes skab.Hun gik derover og fik åbnet op...der var mere rodet end man sikkert skulle tro, men hun fandt alligevel hurtigt et sort afslappet sæt..bukser og træningsbluse..
" jeg smutter luge ud og skifter" oplyste hun.Hun havde ikke lyst til at være i den lille festkjole, med minder om Marc...åndsvage Marc...der gramsede løs alle vegne.Hun forsvandt ud på toilettet.

han sukkede og åbnede øjnene kort, og der stod hun præcis som forventede og kiggede på ham. Han smilede blidt til hende, han ville gerne have hende til at glemme Marc, så hun måske kunne fokuserer lidt mere på William i stedet. Han smilede og nikkede bare, "Det er sent.. gør det noget hvis jeg bliver i nat.. jeg skal nok opføre mig pænt?" spurgte han og kiggede på hende med blide ærlige øjne, han skulle nok være sød.. altså det ville sige hvis hun.. virkelig.. ikke ville, for han vidste godt at selv om hendes læber sagde nej, så sagde hendes tanker ja.. men hvis.. det nu skulle være hun.. faktisk ikke ville.. så skulle han nok lade være, men ind til vider.. han.. åh forhelved, han længdes bare sådan efter.. et mere.. et kys mere.. bare et enkelt? Var det så meget at forlange? "Tak.. tror jeg.. " mumlede han bare søvnig, og smilede. "Bare rolig hvis de ikke gør så gør jeg, der er ingen der kommer til at gøre dig undt så længe jeg er her Millicent.. " sagde han roligt, og tænkte kort.. bortset fra mig.. men han skulle nok passe på, og han havde ikke fået alkohol, så han burde jo godt kunne styre det, desuden var han for træt til at tage kampen op med sin indre blodtørst i nat, det måtte vente til en mere passende dag. Han nikkede bare da hun sagde hun ville klæde om. "Okay.. tager du ikke nat tøj på.. jeg er træt.. " mumlede han bare og så hende forsvinde ud af værelset, og besluttede selv for at tage nattøj på, han gad ikke have jakkesæt på længerer. Han trak af tøjet og hængte det over en stol, inden han krøb ind under dynene og lagde så på maven. Han håbede hun ville komme snart.. så han ikke faldet i søvn.. for gud hvor var han træt.

Hun overvejede kort at afslå hans tilbud om selvskab, men helt ærligt...hvem ville være alene nu.
Det føltes trygt at han var her, og hun ville gerne stole på ham.
" du må meget gerne overnatte her...bare behold sengen..jeg kan altid tage sofaen"svarede hun med antydningen af et smil.
Hun så interesseret på William, da han kom med sin lille udtalelese, at ellers fandt han manden.
Det var sødt af ham, ingen tvivl...men hun ville ikke have William i nærheden af sådan en skør skid, det skulle hun nok få forklaret ham...men først skulle der lige skiftes tøj.
Da hun normalt sov i...meget lidt..ville hun ikke bare smide al tøjet...desuden gav tøjet hendes en følelse af at være mere sikker.Derfor havde hun også ville af med den lille kjole.
Så på bade værelset, fik hun renset make up af og skiftede til hjemmesøttet/ træningssættet , hvorefter hun gik ud og satte kaffe over...det var ikke sikkert de gad og drikke det, men just in case.
Hun gik hurtigt tilbage til soveværelset...der var vel fem ti minitter til kaffen ville være klar.
Hun lagde sig ned...rullede sig lidt sammen og lå og kiggede på William.
" du...ham der pistolfyren...glem ham, ik...jeg...jeg vil helst ikke have dig nær ham" hendes stemme var farvet med følelser...forskellige....frygt...beskyttertrang....forvirring...tryghed...alt i en stor pærevælling.

William ånede tungt ud og lukkede bare øjnene, et eller andet sagde han at det ville være bedst at skynde sig at løbe nu, for han havde ikke brug for flere problemer og Millicent.. hun kunne helt sikkert blive et problem, han havde sagt at han gerne måtte trøste sig med smukke piger om natten, men det havde ikke hjulpet ham det mindste, så det var stoppet efter kort tid. Og han tillod ikke sig selv at få nogen venskaber, og han var bange for at Millicent var ved at blive sådan et.. og han havde ikke brug for at.. han havde bare ikke brug for flere livløse kroppen af dem han elskede, flere knuste hjerter og tåre fyldte øjne. Han havde ikke brug for flere bebrejdende blikke.. han kunne simpelhen ikke holde til det mere. Desuden havde han sagt til sig selv at han aldrig ville komme til at elske igen, aldrig holde af en person igen, han kunne ikke give sig selv lov til den slags.. for det endte altid ulykkeligt.. altid. Og han var bange for han var begyndt at holde af Millicent.. det var skørt.. men det var sandt.
Han løftede hovedet en lille smule da hun lagde sig ved siden af ham. "Aldrig i livet, om jeg så skal sove på gulvet, så er sengen din.. men ærlig talt synes jeg vi er store nok til godt at kan dele en seng.. " sagde han bare stille, han skulle nok prøve at holde sig på sin side af sengen.. men hun var bare.. ja det vidste han ikke helt, tiltrækkende vel? Ville hun synes mere om ham hvis han lod være, eller ville hun tage det som et skridt tilbage til.. friend zone.. ? Hvad tænkte han ærlig talt på, de skulle slet ikke være venner i det hele taget! Og slet ikke mere end det.. havde han dog ikke fortalt at han var farlig? Hvorfor stolede hun på ham.. forstod hun det ikke.. det var ham der var den onde man med pistolen.. han havde slået Marc ihjel, og gemt løgnen for hende. Han sukkede stille og lagde sig på siden så han beder kunne betragte hende.
"Okay.. " sagde han stille, han ville ikke gøre hende mere urolig nu, nu skulle hun slappe af, og.. glemme det.
"Skal jeg putte dig?" tilbød han, og et barnligt blik glimtede i hans øjne.
Han trak dynene op over hende og puttede hende blidt, lod sin hånd ligge over hende på dynene kort, og sukkede så stille, inden han trak den til sig og lagde sig igen ned under sin egen dyne og smilede roligt til hende. "Vil du ikke sove nu? Eller skal vi putte lidt? " tilbød han, det lød nok lidt som en dum joke, men egentlig mente han det, han kunne godt lide.. at ligge tæt.. for det gav tryghed.. og han havde brug for tryghed, meget mere end hun anede.. end nogen vidste. Han var så alene.
Han lagde sig tætter på hende og rakte ud efter hende, lagde armene om hende og trak hende ind til sig, så hendes ansigt lagde mod hans hals/brystkasse, og han lagde blidt kinden mod hende hår. "Tak.. " hviskede han bare stille. For han måtte sove der.. for at han måtte ligge sådan med hende.. for at hun ikke skældte ham ud.. og fordi hun var så.. rar.

Hun blev en smule overrasket, under ingen omstændighed ville hun da lade ham sove på hverken sofa eller gulv.Gulvet var for hårdt og koldt...helt  indlysende , og sofaen ikke i en passende størrelse for en mand som William.
Millicent deri mod passede den jo langt bedre.Men hun kunne høre på William, at han ikke tålte modsættelse , og skulle hun være helt ærlig, så ville hun hellere havebafrundet denne forfærdelige aften, ved at have en tæt på sig.At det så tilfældig have udviklet sig til at live William, var helt uforset....var hunmkommet hjem og havde siddet her alene og bamge, havde hun vækket Stephen op, men nu kunne han få sovet.
Åh gud....han ville jo heller ikke blive glad .Både jobbet på ' Diamanten' og nu viser det sig lige, hvad der kan ske, når man bliver leaset.
Hun huskede lige Williams spørgsmål og holdte vejret et øjeblik, åndede ud og sagde så roligt
" Du har ret...vi kan da snildt ligge her beggge to...sålænge du er...sød" det sidste var sendt efter ham i en blød drillende tone .Så måtte hun sætte sin lid til det ville fungerer.
Billeder af hans ' fem minutter' dukkede ufrvilligt op, og det var et meget ...upassende...tildspunkt, syntes hun.- eftersom de lå her i senge og forsøgte overbevise hinanden om der ikke ville blive noget kysseri.
Så for katten da, det var ikke ligebfølelsen af hans læber eller hans arm omkring sig, hun behøvede at hænge fast i, vel..
Et par øjne med et kønt skær i, så på hende...Om han skulle putte hende?
Nej- var den spontane reaktion, men den nåede aldrig ud- sikkert slemt forsinket af den beroligende medicin.Der var noget..årh så tiltalende veddet udtryk, var der ikke?
Det havde en aura af tryghed,nærvær og...omsorg.
Hun nikkede..jov, det måtte han gerne .Samtidig med han trak dynen om hende, lukkede hun øjnene og lod sig berolige.Williams arm blev liggende , kort , føltes dejligt og hun havde næsten lyst til at krybe helt ind til ham, men hun lå pænt stille .
Havde han læst hendes tanker? Det vidste hun ikke, men der var ingen grund til at lege og spille hårdkogt chick nu- de vidste begge at hun ikke passede den profil...og slet ikke lige nu.
Hun nikkede igen og krammede dynen lidt ind til sig.
" jeg er så træt, men der går nok lidt inden jeg kan sove" hun forsøgte smile og da hun stort set stedig kunne mærke hans arm omkring sig, skyndte hun sig at tilføje " J-jeg vil gerne ligge og putte..lidt"- hell...hun kunne krybe i et musehul lige nu, fornat føle sig sikker, så hvorfor ikke tage i mod hans generøse tilbud?
Hun kunne godt mærke hendes ...tanker...blev lidt påvirket af at have ham så tæt, allerede da han rakte ud efter hende, begyndte de at ' optræde'.
Åh..det føltes godt...som himlen...da hun lod sig hale ind til ham og endelig kunne ligge sig indtil hans bryst.Sikkerhed- var det der rungede i hendes krop nu, hun var i komplet sikkerhed, nu - med ham.
Hun havde en hånd liggende mod hans brystkasse.Berøringen var både dejlig men også lidt ' der er noget afstand mellem os' agtig.
Men den anden arm strakte hun op, så hun først kunne lade den kæle hans kind et par gange, imens William sagde tak, og bagefter lod hun dovente hendes fingerspidser lege lidt på hans hals...små tilfældige nusserier...der skulle sige tak til ham og vise hun var dybt taknemmelig.
I hendes verden, var episoden fra skoven skubbet til side....hændelsen med Marcs overskåret hals var blevet vasket ud af hendes erindring og ersatttet af en følelse af hvor fantastisk heldig hun dog var at William var..her.
Mere kunne hendes hjerne ikke rumme at jonglerer med, ikke lige nu.Der skulle nok komme flere kapitler at forholde sig til, senere når choket have lagt sig....og medicinen var dampet af.
" William...det er mig der skal takke dig skat, fordi du passer på mig...er her nu....tak" sagde hun stille og stoppede sit lille kærtegn af hans hals og trak hånden til sig, så begge hænder hvilede ind mod ham.