Av av av hjælp ~ Aia

Aia nikkede og førte an længere ind i skoven. De skulle et lille stykke vej, så de kunne ligeså godt snakke sammen. "Hvad hedder din hund?" spurgte Aia muntert, hun holdt af alle slags dyr.

Johanna fulgte smilende med hende. Hun kunne virkelig godt lide at være i Aia's selskab. Så kiggede hun på hende og smilede bare endnu mere. "Luna," Svarede hun smilende og hoppede nærmest. Hun elskede sin lille hvalp mere end noget andet, "Hun er bare den sødeste!"

Aia smilede af Johanna's glæde. "Sikke et sødt navn. Hvordan er hun?" spurgte Aia og drejede til venstre ned af sin egen lille Sti.

Johanna fulgte med hende og kiggede rundt på omgivelserne, før hun kiggede på Aia igen med et smil. "Ja, det er så," Strålede hun. Hun elskede at snakke om sin hundehvalp, som betød så meget for hende, "Hun er meget livlig, meget energisk og fuld af glæde. Hun er altid så glad og fuld af energi, og hun er der lige, når jeg har brug for hende."

Aia smilede. "Hun lyder skøn," sagde Aia og pegede ud i det fjerne. "Kan du se det lille lysglimt?" spurgte hun Johanna.

Johanna nikkede. "Du må komme og besøge os en dag," Smilede hun og kiggede så der, hvor Aia pegede. Hun kneb øjnene i. Lysglimt? "Ikke sådan rigtig. Er det da der?" Spurgte hun og blev ved med at kigge. Hun kunne se noget, men var alligevel ikke helt sikker på, hvad hun skulle kigge efter nøjagtigt.

Aia lo blidt. "Du kan bedre se det, når vi kommer tættere på. Det er et lys, elverne bruger for at navigere gennem skoven. Det er altså en slags fyrtårn," smilede hun og rettede lidt på sit pilekogger.

Johanna fulgte med hende og nikkede så. "Spændende," Smilede hun og kiggede rundt igen, før hun kiggede på Aia, "Undskyld, jeg spørg igen, eller ja, jeg er bare lidt forvirret," Hun lo lidt, "Men har du boet der? Eller?"

Aia smilede. "Jeg forstår godt, du er forvirret. Nej, jeg har aldrig boet der, men jeg har været der nogle få gange for at finde ud af noget om mine forældre, men jeg blev altid smidt ud derfra igen. Og så har min kæreste jo også kunne fortælle noget, eftersom han har boet der," smilede hun.

Johanna kiggede på hende, imens hun gik. Hun nikkede og smilede lidt til hende. "Ja, okay. Kunne du godt tænke dig at bo derinde?" Spurgte hun og nikkede så til sidst angående det med kæresten, "Ja, det må være rart. Hvorfor bor han ikke derinde mere?"

Aia rystede på hovedet. "Nej. Det vil bare gøre ondt på mig. Og Jack er flyttet på grund af problemer med sin familie," svarede hun. "Men han kan sagtens klare sig selv. Han bor i Uptown og har et arbejde," tilføjede hun.

Johanna kiggede på hende med et forvirret blik. "Gøre ondt på dig?" Spurgte hun og gjorde store øjne. Så nikkede hun kort og smilede en lille smule, "Er det ikke et virkelig godt sted at bo?" Spurgte hun hende med et smil.

Aia nikkede. "Det er det sikkert. Det jeg mener er, at jeg ved, mine forældre boede der, og hvis de ikke er der længere vil det gøre ondt på mig at gå mellem folk, der kendte mine forældre," forklarede hun. De nærmede sig grænsen til elverlandsbyen og Aia tyssede på Johanna og viste vej ind mellem træerne et stykke derfra. De skulle jo lige have de sidste detaljer på plads. "Okay, helt præcist hvordan skal vi gøre det her?" hviskede hun.

Johanna nikkede så som svar, da hun forstod. "Arh, på den måde," Svarede hun og nikkede, "Det forstår jeg godt. Så er det godt, at du har din kæreste," Sagde hun med et smil. Hun stoppede og stoppede med at snakke, idet hun vendte sig og kiggede frem. Hun kneb øjnene i. "Øh, ja, det er et godt spørgsmål," Hviskede hun og kiggede på Aia, "Har du nogle idéer?"

Aia smilede lumsk. "Nu skal du høre. Jeg tænkte faktisk på at gøre det for noget tid siden, men fik aldrig taget mig sammen til det. Nå, men jeg spurgte Jack, hvordan man kommer ind uden at blive opdaget. Han siger, at den eneste vej ind uden at blive opdaget er dér," fortalte hun og pegede på et stort træ. "Det er det eneste træ, der ikke står vagter i," forklarede hun.

Johanna kiggede på hende med hænderne i siderne, imens hun betragtede hende og lyttede til, hvad hun sagde. Så kiggede hun hen på det træ, som Aia pegede på, og nikkede så. "Jamen, så lad os gøre det!" Sagde hun og smilede, idet hun klappede i sine hænder ganske kort og gik i trav hen imod træet.

Aia fulgte efter hende med et smil, hun var meget ivrig. Aia begyndte sin klatretur op af den stejle stamme, men holdt sig under Johanna på grund af hendes fod. Aia var klar til at hjælpe, hvis uheldet var ude.

Johanna gik hen imod træet. Hun holdte sig på jorden, da hun ikke ville ende med en rigtig forstuvet fod, selvom hun havde Aia omkring sig, der måske igen ville kunne hjælpe hende. Hun stoppede og kiggede op efter Aia. "Hvordan kommer vi ind, siger du?".

Aia smilede og forsatte turen op. "Jeg klatrer hele vejen op, og så tager vi den derfra," svarede hun. Hun fik klatret det sidste stykke og stod snart på en af rebbroerne, der forbandt hele byen. Aia nød udsigten lidt, før hun fandt et reb frem fra sit pilekogger. "Pas på!" sagde hun, kun så højt, at Johanna nok kunne høre hende. Hun fyrede en pil af, den ene rebende var bundet på, den ene ende af rebet var under hendes fod. "Bind rebet om livet!" sagde hun lavt.

Johanna kiggede op efter hende, imens hun betragtede hende. Det var modigt af Aia, at kravle så højt op. Noget hun ikke selv lige ville turde bare at gøre sådan. Det var for højt oppe og hun var ikke selv vant til, at være omgivet af træer eller sådan noget. Hun gjorde store øjne og skyndte sig at træde til siden, da rebet faldt ned til jorden ved hendes side. Hun kiggede op på Aia, før hun gjorde som hun bad om og bandt rebet om sit liv, så fast som hun nu kunne, samtidig med hun kunne trække vejret.

Aia mærkede spændingen i rebet, da Johanna havde bundet det om sig. Så begyndte hun at trække. Det var hårdt, men Aia var stærk. Hun trak og trak og var lige ved at tabe rebet på et tidspunkt. Men til sidst havde hun fået Johanna hele vejen op.

Johanna prøvede at gøre sig så lille som muligt. Som en lille mus. Hun krøb sammen og hvinede, da hun kunne mærke, at hun blev løftet fra jorden. Hun skyndte sig at tage begge sine hænder foran sin mund, efter hendes hvin. Hun ville ikke ødelægge noget! Hun så til, da hun blev løftet op, og kunne godt mærke, at Aia var tæt på at miste grebet på vej op, men hun var endda ikke faldet ned. Og hun kom op i træet i god behold!

Aia smilede, da hendes veninde stod på broen. "Okay. Nu kommer næste trin. Hvordan kommer vinforbi vagterne?" spurgte hun. Hun havde en nogenlunde idé om, hvor de skulle hen efter det, men hun vidste ikke, hvor de skulle gå hen.