Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Selv midt i krise, kunne han røre ved noget inden i hende.
Han lignede noget der helt klart burde være alvorligt, da han stod kun iklædt sine natbukser og fiskede Millicent med ind i soveværelset.Normalt ville hendes tanker løbe løbsk lige på stedet, men denne aften lod hun sig ba hale med i seng, og da hun blev trukket i land og fik Stephens arm omkring sig, forsøgte hun at slappe af.
Hun havde lagt sig med ryggen til ham, i ske, og lå så nær ham at hans krop var meget tydligt for hende. Det var ren refleks...eller bare fordi hun havde lyst...at hun strittede rumpetten ind mod ham, bare for at mærke ham lidt, inden hun forsøgte at sove.
Det havde været en frygtelig dag, forfærdelig.
Og med mindre hun kunne ligge i hans favn hale dagen, hvilke hun stærkt tvivlede på var muligt.
Hun måtte forsøge tage sig sammen...efteralt var omdrejningspunktet i hendes liv Stephen, og han lå lige her....med armen omkring Millicent, og hendes bagdel presset op mod ham.

Trods tankerne, voksede et lille smil frem på Stephens læber da han mærkede Millicent mase sin popo ind i mod ham. Han ville have kommenterede det, men kom fra tanken og drev væk i sine egne tanker. Så langt væk at han først langt ud på natten formåede at falde i søvn til den første lysstråle sprang ind af vinduet. På det tidspunkt var han absolut ikke udhvilet, men søvnen var forsvundet så han stod op så diskret som muligt. Efter at være kommet i tøjet, var han fluks på vej til bageren og efter en halv time, skubbede han døren til soveværelset op endnu en gang.
Forsigtigt satte han bakken på en instrumentkasse i rummet og lage sig forsigtigt ved Millicent side, som han blidt kyssede, mens han fingre gled kølene over hendes skulder. "Godmorgen skat, i dag skal du spise morgenmad, hvis du overhoved kan huske hvad det er." Et smil trak op i hans mundviger. Stephen blev liggende, til Millicent ikke lage sig op på den anden side og sov videre. Efter at have forladt sengen, tog Stephen bakken der var udstyret med et hel rundstykke, med pålæg, et stort glas juice og te.

Søvnen kom hurtigere end hun havde forstillet sig.Hendes krop og hendes sind trængte i den grad til opladning, så det ud til.Søvnen var drømmeløs, og det skulle hun egenlig nok være rimelig tilfreds med, for ellers havde hun sikkert lugget og pebet den halve nat, og forstyrret den smule søvn det var lykkedes for Stephen at erober.
Hun trak vejret tungt ind gennem næsen...og pustede ud igen...da noget køligt gled over hendes skulder.
Hun tog sig sammen og slog øjnene og, for at se Stephen ved sin side.
" Godmorgen....sikke tidligt du er oppe" lød det søvndrukkent , imens hun missede lidt med øjnene.
Hun kunne dufte både teen og rundstykket....og det duftede egenligt fint nok, det var bare det at der ikke rigtig var nogen appetit at drysse over det.
" Hmmm jeg husker svagt havd det er, men....Stephen....det ....det kan nu godt vente en lille smule" mente hun og tænkte at hvis hun kendte ham ret, så ville hun inden der var gået fem minutter, sidde med et rundstykke ned i sin hals.Han var ved gud noget så stædig .
Det eneste der gjore at hun forbarmede sig , var det lille smil hos ham.
Det var svært at stå imod.
" Du skal ikke se mig spise også , vel.? " lød det fra senge i et lettere ironisk tonefald.

Stephen var lykkelig, intet mindre, for at Millicent virkede til at ville spise. "Ikke nødvendigt." Svarede han, mens han lage armene bag hoved, efter at have lagt sig ned i sengen og pænt ventede på at hun ville spise. Han havde nede ved bageren fundet på den idé altid at spise når han vidste Millicent havde fået noget, for på den måde kunne han - muligvis med lidt ufine tricks - få hende til at spise til det gled lidt bedre for hende selv.
Mens hun spiste, ville Stephen forholde sig tavs, men hvis hun ville snakke, skulle han nok deltage. I starten skulle de starte i de små, så hvis hun blot fik sat en halv til livs, ville han tage den anden halvdel, men huske at fortælle at den ville ikke fortsætte med at gå. Kun fordi at hun var hvem hun er efterfulgt af noget andet omkring hvor fantastisk hun var, noget han ikke helt forstod han havde sagt sener hen. Det var jo næsten at skamrose hende, bortset fra at han mente hvert et ord, selvom tungen mere havde magten over ham end omvendt.

Det gik lidt langsomt, men stort set en hel halv blev spist, og både juicen og teen drukket pænt op.
" Sådan....det må være fint....husk på mad er...mere eller mindre nyt og vi ønsker ikke at give mig...tarmslyng eller noget" ævlede hun løs imens hun børstede et par krummer væk.
" Ej...hold så op med det der du" tyssede hun på hans ros og trak ham ind i et lille kys.
Hun havde en plan.....hvis han ellers ville lade hende slippe afsted med den.Så hun skulle være snedig.
" Jeg har det meget bedre i dag" lød det, og hun strakte sig.
" Jeg ...har tænkt på noget.Hvad siger du til jeg tager lidt ned i mit lille atelie? Bare og leger med lidt maling....det skulle jo også være sund terapi, siges det." Hun smilede og forsatte lidt mere.." Hvis jeg nu tilbragte et par timer....lidt af dagen der, så kunne vi mødes før aftensmad" hun vidst godt at det var en lidt løs tidsregning, da de lige var stået op, stort set.
Men hvis nu det gik?...,

Stephens indre morgenro blev brutalt slået i gulvet, da Millicent kom med sit forslag og paraderne var straks oppe. Han kiggede mistroisk på hende. "Jeg køre dig." Slog han fast og tog den anden halvdel af hendes mad. Den sad han og spiste mens hun kunne gøre sig klar. Da det var sket ville han gerne køre hende og i mens hun så malede, ville han lege med noder, så han tog sine ting med under armen. Hvis hun ikke ville have han tog med, kom de ingen steder og det ville han gøre klart for hende hvis hun begyndte at beklage sig.
Hvis Millicent noglesinde havde den mindste chance med sine planer, måtte hun vente til han enten sov eller til hun havde vist sig at være en artig pige. Stephen ville ikke blande sig i hendes gøren og laden og ville også gerne sætte sig i et andet rum hvis det blev nødvendigt, men han ville absolut være under samme tag!

Hun så på ham og skulle til at skælde ud, over han insinuerede at ville blive hos hende.
Men hun skiftede taktik.
" Tak for mad....meget dejligt...og sødt af dig" hun fik puffet ham omkuld i senge og kravlede op op ham.med en hånd placeret på siden af hver af Stephens skuldre, lænede hun sig ned over ham.Al det løse hår væltede med, og tog lidt af udsigten, men hun kunne stadig forsøge at indfange hans mund til en kys.
" hør nu her....du er da en skat at ville køre mig, men et par timer der alene , vil jeg rigtig gerne have....og jeg er jo ikke under arrast eller noget i den dur.Lighten up Stephen...jeg skal nok være en god pige og du kan enda få lov at hente mig, efter tre timer...eller fire"
Hun kyssede ham på halsen og nussede kort på hans kind.
"kom nu Stephen...please""

Stephen nød Millicents kys i fulde drag, men var ikke sikker på om han brød sig om hendes idé. Alligevel besluttede sig for at acceptere det. "Godt, jeg køre dig og henter dig om præcist tre timer." Den beslutning ville han ikke rokke ved, selv ikke hvis hun tiggede og bad. "... og så låser du denne gang døren." Ville han også lige kræve, så Maria ikke kom og tog det andet barn. Det ville han ikke kunne holde ud.
Hvis hun indvilligede i aftalen, ville Stephen gøre sig klar til at tage af sted - uden nodepapir. Han var ikke vild med at hun hele tiden kunne presse på hans grænser og krav, men besluttede at i mens hun lige tog sig et par timer i kreativitetens verden, så forsøgte han at få noget søvn, hvilke nok ikke ville lykkes, og finde en måde at gøre sig lidt mere hård overfor hende.

Yderst tilfreds med hendes lille manipulation af ham, satte hun et kys mere , denne gang på hans kind og væltede så af ham igen.
" Perfekt....så siger vi det....og jeg skal nok låse" lød det glad.....eller glad og glad, i hvert fald tilfreds med at få lidt tid på egen hånd, pg hun ville ikke bare låse...hun ville sikkert barrikerer den skide dør, for ikke at få uventet besøg.
Millicent for ud og hev en grå jersey kjole over hovedet, viklede et bælte om livet og stak i nogle lange knæ strømper og hendes støvler.Tænderne blev børstet som også håret, der efterfølgende blev viklet sammen til en lang skødesløs fletning,der hang ned af nakke og ryg.
Hendes smækbukser lå nede i ateliet, så hun ville skifte igen dernede.
Efter at have stoppet mobil og lidt forskelligt ned i hendes taske, kaldte hun efter Stephen, som hun havde mistet overblikket over...." er du ved at være klar?"
Hvis han var, ville de kort tid efter være på vej til Ateliet.

Stephen kunne delvist forstå hvorfor Millicent var så lykkelig og glad. Hans tempo var kun på det halve af hendes, eller endnu mindre, da han gjorde sig klar men stod på cirka samme tidspunkt klar til at køre hende af sted. Han ledte hende ned til bilen og kørte hende ud til det ønsket mål. Der sagde han farvel til hende med et kys og smuttede derefter selv ud i en skov.
Efter at have sikret sig ingen så det, var vingerne ude og han tog et smut op over trætoppene og op mod en kølig vinterhimmel. I starten var det frygtelig koldt, men varmen kom efter e par cirkler og så kunne han flyve tankerne ud af hoved, eller det var hensigten.

Indenfor gik hun igang med at låse forsvarligt efter sig.Selv en kommode blev mast hen foran døren.Tanken strejfede hende, om hun måtte mosle med så fysiske ting, når bebsen ikke var helt i sikkerhed, men det slog hun hen.
Alt var sikkert fint.
Hun lynede sig ud af den grå kjole, og smuttede i de malerplettet smæk bukser, og begyndte at gøre farvepalet,lærred og diverse pensler klart.
Tiden løb afsted....om hun var på toiettet og kaste op eller ej, de vidste kun Millicent....men fokus var nu på det hvide lærred,der langsomt blev forvandlet til nogle dystre og mørkefarver.
Der var dog en del korn gult også , og hvis man virkelig brugte sin fantasi, kunne der fra al det abstrakte udtrækkes en blod kvinde, med fremstrakte hænder der dryppede noget rødt fra.
Men...man skulle måske kende til situationen,før man kunne udlede det?
Efterhånden var tiden ved at være gået..og Millicent satte vand over til te, go tog nogle kiks frem som hun lod sprede ud over en tallerken.Stephen var nok lige på trapperne, mente hun.

Stephen ringede på tre timer efter. Efter det, forsøgte han at tage i håndtaget, men som forventet var den låst. Mens han ventede på at hun låste op, overvejede han hvad hun havde lavet. Kastet op, grædt eller faktisk malet. Det blev til hans lettelse det sidste da han kom ind. "Specielt." Blev hans dom, da han slog sig ned i den nærmeste polstret stol eller lænestol. han valgte at have tillid og gik derfor ikke ud for at tjekke toilettet, selvom det næsten kriblede i hans finger for at gøre det.
"Skal det forstille noget bestemt?" Han betragtede billed endnu en gang og måtte erkende at han ikke var maler. Han kunne godt se nogle former her og der, især med det gule der lyste lidt op, men ellers kunne han ikke se andet end mange mørke farver, der gjorde det hele dystert.

Efter at have mast kommoden væk igen , og låst op kunne hun byde ham indenfor.
Desværre havde hun ikke nået at dække billedet til, hvilke var en skam da det ikke var ment som andet end...forløsnig for hende selv.
Hun gik over og hældte te op i to krus, og stak det ene til Stephen og tog selv plads i sofaen.
Et lille smil kom til syne.Sofaen de havde sovet på, da de var på flugt fra politiet.
Hendes øjne blev mere fyldte med varme, da hun rettede dem mod ham igen.
" Det kunne egenlig være både Maria og jeg....derfor er kun farven på året så tydelig, men resten af ansigtet faded ud." Forklarede hun , og fik pludselig lyst til at trykke sig helt op af Stephen.
Men naturligvis blev hun siddende hvor hun sad, og forsøgte opføre sig som en pæn pige,
" Er du klar over det er nytår imorgen?" Spurgte hun og tænkte på deres aftale med hans forældre.Dér ville han ikke kunne hænge over hende hele tiden, ikke uden det virkede mistænkeligt.Men...hun skulle nu nok opfører sig pænt, nogenlunde da.

Stephen kiggede en ekstra gang på billedet, da Millicent nævnte hvad hun selv havde tænkt sig det skulle være. "Smukt!" Udbrød han tørt og vædde munden med et lille nip af teen. Han sad og skumlede i sin egen lille verden da hun annoncerede det var nytårsaften. Han kiggede overrasket op. "Vil du stadig?" Han var parat til at aflyse hvis hun havde lyst til det, men hvis hun havde lyst til at distraher sine tanker, ville han være med på idéen. Det kunne han også selv godt bruge.
Endnu et nip. "Hvis du ikke har lyst, aflyser vi bare, men hvis du gerne vil, så er jeg frisk på det." Han lænede sig en smugle frem og lage albuerne på hans knæ. "Men så skal Ally være alene hjemme, hvis den kan tåle det et nyt sted." Millicent slæbte jo det arme dyr med sig over alt, i hvert fald når hun var hjemme ved Stephen, hvilke han fandt utrolig morsomt.

Fordele og ulemper blev opvejet, og da hun ingen lyst havde til at sidde og dvæle ved al det dårlige, mente hun at de burde holde nytår.
Også for Stephens skyld, ellers ville hun nok suge gejsten ud af ham, rimeligt hurtigt.
" Jeg synes vi skal ... Der er jo intet der bliver bedre af vi sidder hjemme....og det er vores første nytår sammen!" Sagde hun og viklede sætningen ind i et varmt smil.
De trængte til at fokuserer på noget godt...hun så over på sit billed, og sendte Stephen et drillende smil..." Over sofaen?"
Hun vidste at han fandt det rædselsfuldt...og deprimerende var det helt sikkert også.Det skulle aldrig hænge noget som helts sted da.
" du...der er vel ingen mulighed for jeg kan tage Ally med?" Theen blev sat på bordet og Millicent
trak benene til sig, oppe i sofaen.
" Det er hendes første nytår også, og hun kan jo blive rigtig bange , Stephen....kan vi ikke høre om vi må have hende med? har de selv dyr ?" Spurgte hun.
Tanken om at efterlade den lille klump bag sig, brød hun sig slet ikke om.

Det var ligefør Stephen ikke troede sine egne ører. "Mener du det?!" Han lavede store øjne, før han sukkede og satte sig hen ved siden af Millicent. "Jeg tror godt den må komme med." Han lage sig ned, med hoved lænet op af hende og bene strittende ud over armlænet i den anden ende. "Hvis du holder det billed langt væk fra min lejlighed." Han kiggede kort op på hende, med et lille smil, før han så lukkede øjne. "De har ingen dyr, men jeg tror nok de skal overleve en kat i en dag."
Det var ikke den bedste stilling, men han lå godt nok til ikke at ville flytte sig igen. Han lukkede øjne og døsede hen, men i samme øjeblik Millicent ville bevæge sig for meget, ville han springe op som en trold ud af en kasse og være parat på hvad hun nu ville.

" Soveværelset så?" Drillede hun men lod han dog vide at det kun var en grim joke.
Millicent lagde en arm tværs over hans bryst og den anden begyndte straks at nusse rundt i det mørke hår.
Hun bemærkede de små tegn på at han var træt, og fik et lille stik i hjertet.Hun måtte have mere fokus på ham, så kunne hun græde når hun var alene.
Åndsfraværende kældede hun rundt på ham, imens Stephen døsede hen.
" Så tager vi Ally med" hviskede hun og tænkte at lige nu var de hendes familie...Ally og Stephen...og Virus...hvis det altså var Virus der var tilbage, det anede ingen jo.
Hun lagde nakken tilbage mod sofaryggen og lukkede øjnene.
Og lige pludselig var en halv time suset forbi dem.
" Sweetie?" Hun strøg Stephen over kinden..." Mon ikke vi skulle komme afsted ?" Hun puffede ham væk, og gik over for at skifte sine overalls ud med den grå kjole.
Et bad, kunne hun tage derhjemme...hjemme....altså hos Stephen.

Stephen var netop faldet i søvn, da Millicent vækkede ham. Hans øjne sprang op med det samme og kort efter var han på bene. "Jo, lad os gøre det." Mumlede han, mens han forsøgte at finde op og ned på lokalet der et kort øjeblik hvivlede rundt som i en storm.
Da hun virkede til at være klar, stod han selv klædt på og klar med bilnøglerne. På køreturen sagde han ikke meget og da de var hjemme, smed han bilnøglerne på spisebordet og gik i gang med at finde en kuffert for at smide diverse ting der ned. "Jeg ved ikke hvad du vil have med, men du kan bare smide det her ned." kufferten blev sat et sted i stuen. Så kunne de gå og pakke lidt løbene, det fortrak Stephen frem for at pakke pludselig og intensivt.
Så stod den på middagsmad. Millicent fik en gulerod som hun kunne gå og tygge i som det mindste han krævede at hun indtog, mens han selv gik i gang med den helt store omgang. Et halvt rundstykke til morgenmad var ikke nok, når man havde været ude og tage den helt store sving om med vingerne.

Med sin gulerod og noget vand, trissede hun lidt rundt og fik smidt ting som en bog,hendes babyblad og opladere i kufferten.Også en del personligt grej, da det trods alt var nytårsaften og noget afslappet tøj til dagen derpå.
Hun overvejede kort om hun skulle tage hendes ærbar med, som Stephen gudskelov havde husket, men blev enig med sig selv om at den tid der eventuelt ville være i overskud, ville hun bruge på at læse lidt.
Nogle af Allys ting og mad, blev lagt i en plastikpose og ned i kufferten.
Utroligt som så lidt kunne gå hen og fylde så meget.
Hun gaflede Ally op i favnen og tog hende med ind i soveværelset.Her smed hun sig med katten , stak hånden ned under en dyne og lavde små bevægelser,der fik katten til at hoppe rundt og angribe fra forskellige vinkler.
" Skal jeg gå ned og handle lidt ind?" Kaldte hun ud til Stephen.Måske han ville blive glad for lidt hjælp?

Efter at have slugt sin mundfuld, trådte Stephen ind i soveværelset. "Nej, det skal jeg nok gøre." Så gik han igen og lod hende lege videre med katten. Da han var færdig med at spise vente han tilbage. "Er der noget du vil have med?" Hvis der var brug for noget ud over hvad han lige kunne huske og hvad der stod på sedlen, ville han skrive det ned og ellers ville han tage af sted.
Måske ville nogle mene det var at være lidt for alvorlig med opgaven omkring ansvar ikke at lade hende købe ind, men man vidste aldrig hvad der ville ske i den store hvide verden og desuden havde Millicent ingen idé om hvad der manglede i huset. Han havde overlevet flere år uden andre til sin hjælp også efter dårlig søvn, så han skulle nok klare den del. Så kunne hun være hjemme og underholde Ally, så den ikke tissede på hans gulv.

" okay...hvis du er sikker, jeg ville ellers gerne gøre lidt gavn" svarede hun med en killing der stod på hendes hoved, oppe i håret og hang fast i Millicents hår.
Imens hun forsøgte hive den løs meddelte hun at hun bare kunne tænke sig en hær af Max eller Zero, så var hun tilfreds.
" Og ...klorin" råbte hun efter ham.
Så snart døren var lukket nag Stephen, for hun ud og låste den, og skubbede en stol ind under håndtaget, i spænd.
Og så vendte hun tilbage til stuen.
Hun lod blikket vandre rundt og trommede med fingrene i siden af sine hofter....hvor mon hun skulle lede? Hun startede fra en ende af stuen ..og ledte systematisk i alle små skuffer og bunker af papir.Der måtte da være noget....noget med Marias fulde navn?
For hvis den lille finke for alvor troede at Millicent ville sidde passivt tilbage, og bare finde sig i at Maria havde hældt gift i hende, truet hende med en pistol, ville stjæle hendes kæreste og havde endt med at tage livet af Millicents baby....så tog hun fandme da ret så meget fejl der.

Millicent ville komme til at lede forgæves, med mindre hun kom på den idé at tjekke Stephens e-mail kontakter. Der ville der stå et hav af personer og en del med navnet Maria som befandt sig i musikverdenen, men kun én af dem havde et norsk efternavn.
Stephen havde undret sig over at hun ville have klorin men havde i god tro købt det, sammen med en masse Pepsi Max i alle afskygninger. Både i glasflaske, to liters flaske og halv liters. Så det endte ud med en hel del, da han slæbte dem ud af butikken og kørte hjem med en skvulpene bil. Da han endelig havde fået det op, kom han hjem til en låst dør. Det glædede ham på den ene måde, men irriterede også på den anden. Det var ikke sjovt at være låst uden af hans egen lejlighed. "Millicent, luk mig ind eller så må du ikke få dit drikkelse!"

Hun fandt intet, hvilke var en kile til enorm stor frustration, men hun beroligede sig ved tanken om at der ingen hastværk var.Faktisk...hvis der gik lidt tid, ville hun havðe meget nemmere ved at ekspiderer sin plan ud i livet, da alle øjne ikke ville hvile på Millicent.
Det var jo ikke fordi hun ville slå kvinden ihjel....bare lige....ja! Hun havde sågar overvejet at krybe til korset og bede William om hjælp.Kunne nogen give den kvinde en lærestreg, en hun kunne mærke, var det ham.
Men indtil nu, havde hun intet gjordt.
stephens stemme lød ved døren.." ja ja....on my way" himlede hun op med et smil.
Hun fik stolen bugset væk igen og lukkede ham inden for.
Hans stemme ville hun kunne genkende, selv som døv , var hun ret sikker på.
Hun hjalp Stephen med st pakke ud, og trak ham så ind med ind i sofaen.
" Ved du hvad....vi skal til at vælge en ny barnevogn....nu hvor..." Hendes stemme knækkede...og hun måtte rømme sig og blinke tristheden væk fra hendes øjne.
" ja...nu behøver den jo ikke være så stor mere." Stephens pc var nærmest....hendes var endnu ikke udpakket..." skal vi ikke se på det sammen?"

Stephen var lige ved at tabe alle sine pakkenelliker da han så hans lejlighed. Muligvis ville andre ikke kunne se den store forskel, men det kunne han. "Hvad har du ledet efter?" Hans organiseret rod var ikke længere organiseret og det var næsten en pine for hans øjne for nu ville han aldrig kunne finde sine ting igen. Han satte tingene ud i køkkenet, hvor han kunne skåne sine øjne.
Han kiggede håbløst på det rod der var lavet, da Millicent trak ham ned at side, men da emnet kom ind på barnevogne, glemte han alt om rod. "Hvis jeg lige kan få lov til at tjekke mine mails først." Han rakte ud efter maskinen, lod den tænde og var hurtig inde og se på den lange liste af beskeder der var ankommet, hovedparten det rene spam. Da han var færdig, stak han computeren hen i hånden på hende og ville til at rejse sig op for at rydde op. "Jeg giver dig gerne stadig den med glas rosen hvis du vil have den."

Årh...han kunne se hun havde pillet, pinligt pinligt.
" Mit baby katalog, har du set det!" Lød det uskyldigt, velvidende at det lå under noget tøj i kufferten.Var der noget hun ellers kunne finde på at gå amok over, var det jo netop de ting .
" Jo jo...tjek dem bare du, det haster ikke" lød det smådovent fra Millicent ,der lagde sine ben op på sofabordet.Han havde netop plantet en ide, hun kunne løbe hans mail kontakter igennem, det ville give god mening at hun var iblandt dem.
" Jeg ved det snart ikke mere " sukkede hun en smule ambivalent....hun elskede den med rosen, men måtte give Stephen lidt ret....de andre modeller så lange mere komfortable ud, hvis man skulle være helt ærlig.
Kun fordi der skulle tjekkes mailadresser, greb hun ikke fast i Stephen, da han forlod sofaen, selv om de skulle have kigget barnevogne sammen, men nu var hun optaget af andet.
Det gik vel en fem minutter, så havde Millicent både fundet hende....Maria Nordstrøm ...og fået sendt alle hendes oplysninger, til sin egen mobil/ mail.