So you need my power but it has a price //hardrain//

Lyden af havet der slog imod land var imødekommende, duften af hav fanget en med det samme mens man langsomt nærmet sig det grå hav. Det i sandhed blev efterår og folk komme ikke længer til havet for bade, nej alle de mange mennekser var udskift med et par fisker som stod og prøvet og have lykken med sig her til eftermiddag.
Nede tæt ved hav kanten gik en ung kvinde på de 19 år, hendes hår havde en blå/lilla farve mens hendes hud var en smule bleg. Hendes tøj bestod af en sort hættetrøje og et par sort bukser dækket hendes ben, hende sko bestod i et par normal all stars men ellers var der ikke særlig meget andet ved hende. Kvindes navn var Demetra og hun var en dæmon selv om det ikke var til og se på hende når hun gik omkring i hendes menneskeform, Demetra stoppede stille op mens hun lod blikket gå ud på havet, hun elsket og være her nede for der var en helt andet ro og hun havde os fred fra se på alle humør som hun ikke altid gad og læse. Ja der var problemet som aura læser og det drive hende ofte til vanvid når hun ikke kunne få en pause fra folk, ja hun kunne se hvem der løg og hvem der sagde sandheden for auraen sagde tit det hele..

Hadrian gik på stranden langs vandet, han havde fået øje på pigen, eller dæmonen så at sige. Det var ikke ofte Hadrian havde beskæftiget sig med dæmoner så han vidste ikke hvad han kunne forvente men der var ingen tvivl om at hun var dæmon.
Hadrian gik med faste skridt og satte aftryk i sandet, Hadrian var ikke egentligt nervøs men han gik bare lidt langsomt mens han tænkte over hvad han egentligt vidste om dæmoner, og det var desværre ikke meget. Hans bedste kilde til viden var information han havde fra de fanatikere som vatikanet sendte til at jage alt det overnaturlige og den information var ofte overdrevet. Hadrian havde direkte retning mod hende og han gik helt hen til hende.
Hadrian var selv klædt i en frakke for han brød sig ikke om kulde og blæst, men håret sad som det skulle og frakken var da også af et fint mærke.
" Så du er en dæmon hva? " Sagde Hadrian så afslappet som hvis han havde spurgt om hvor nærmeste togstation var, eller hvis man havde spurgt om klokken. Hadrian havde ikke behov for at spørge for hans maskine havde afsløret det for længe siden, men det var jo høfligst at spørge også selvom Hadrian syntes det var en dum kommentar han havde sagt så snart han havde sagt det. Hadrian måtte bare smile og håbe på det bedste.

En mande stemme kom bag fra og Demetra var fanget af dem med det samme, hun var dæmon men hvordan havde han gættet det sådan lige med det samme? Demetra stoppede stille op og vendt sig om imod ham, hans aura var rolig i forhold til mange andre mennesker der tæt på hende "og hvordan er det så at du ved det?" Sagde Demetra kort, hun brød sig ikke om at afslør sin natur og derfor ville hun gerne have et svar på hvordan han havde opdaget det. Eller svaret var måske meget let for hun havde jo en helt andet hårfarve end mange andre mennesker selv om hun var født som blondt så havde hun lavet farven om til blå, Demetra trippet kort med den ene fod. Hun var den type person der ikke stod stille hvis hun da ikke havde bruge for det og derfor gik det hende en smule på at hun var nød til og stå og stirre på en anden personens aura når hun ikke havde brug for det, aura læsning havde det med give hovedpine en hovedpine som ikke altid var til og hold ud og derfor flytte Demetra hurtig blikke væk fra ham og ud på havet.

"Hvem er du overhoved?" Det var en anden ting Demetra ville være klar over for hun snakke normalt ikke med folk som hun ikke havde et navn på, hendes blik forblev ude på det grå hav og hovedpine tog igen af, eller den var ikke ligeså slemminge den lige havde været.
Demetra trak vejret langsomt mens hun rettet lidt på hendes tøj, hun var ikke så vinter klædt som han var men hun holdt stadig varme selvom hendes tøj var en smule mere alternativt end det man nu så hos andre mennesker, Demetra var sådan set ligeglade med hvad det nu end var hun gik med bare folk ikke kom lige op i face på hende og snakke dårligt om hendes stil..

Nu ville Hadrian ikke provokere eller noget for selvom vampyrer kunne se uskyldige ud og være dødbringende så var dæmoner endnu værre fordi man aldrig vidste hvad man kunne forvente. Hadrian havde dog helt sikkert fordelen hvis det kom til kamp, men det var ikke hans interesse og hans forstærkninger havde stor afstand og gik i et med folk på stranden men de var der for at beskytte ham. Så hvordan skulle man fortælle en dæmon at man havde haft den under overvågning? Det eneste svar Hadrian havde var at fortælle det stille og roligt, eller måske fortælle lidt om en selv først.
" Mit navn er Hadrian Fioravanti og jeg beskæftiger mig med våben egnet mod det overnaturlige. Mit mesterværk er aura maskinen som jeg har i nærheden og den afslørede dig som værende dæmon. " Hadrian havde talt roligt og afslappet. Hadrian trak også vejret roligt men han frøs en smule og ville ønske at det havde været et sted hvor der var varmt og noget med at han kunne vise sig en smule, med noget dyrt eller fint så dæmonen ikke anså ham som en komplet tilfældig person som vidste lidt for meget. Førstehåndsindtrykket var vigtigt for Hadrian som forretningsmand men lige nu gik det vidst ikke så godt.

Demetra lod hoved gå på skår for et øjeblik "mennesker der bruger ens egen evne til og finde en" sagde Demetra kort mens hun kiggede på ham, det var nu smart nok. En maskine som så det samme som hun selv så, dog fik hun hovedpine af alle de farve og det var os en grund til at hun hold sig væk fra store flokke af mennesker og væsner, Demetra havde som sådan heller ikke være på et diskotek for hun havde hørt de mange historier og derfor var det ikke et sted for hende. "En navn vel på plads fra min side" sagde Demetra kort "mit navn er Demetra Von Decima og jeg selv våbenhandler ind for det fag som i mennesker kender som magi, men det vel ikke derfor at du kommet til mig gå jeg ud fra?" Sagde Demetra kort, hendes navn var ikke så kendt eller kun mellem andre som hende selv men mennesker havde ikke det store kendskab til at hun handle våben, nej det var kun familie og få venner fra hendes barndom som havde kendt til den anden hende.
"Jeg ked af hvis jeg ikke lige trykker hånd men jeg har ikke lige bruge for at få flere evner ind i mig og selv hvis det kun er for kort tid" sagde Demetra for hun var evne stjæler og hun havde bruget den evne på mange måder gennem hendes liv..

Det var spændende for Hadrian vidste ikke at hun var våbenhandler. Selvom hans maskine kunne bruges på kilometerlang afstand og selvom der var afsløret mange magiske genstande så havde Hadrian bare formodet at det var samleobjekter for dæmonen.
Navnet var dog ikke et som Hadrian kunne genkende hvorimod Hadrians navn nok var forhadt af især vampyrer i Europa men også mange andre magiske væsner. Hadrians våben havde givet vampyrjægere og andre fanatikere en fordel som de ikke havde haft tidligere og overlevelses chancerne for jægere var betydeligt større hvis de havde købt Hadrians udstyr.
Det var ikke noget Hadrian tænkte over ofte, men han håbede at han ikke var så berygtet i Aterswell.
" Glæder mig at træffe dig Demetra, og selvom jeg da gerne ville snakke med dig omkring din forretning, så må det vente for den egentlige grund til at jeg opsøger dig er netop din evne, for min maskine har opdaget din utrolige evne og derfor var bare nød til at møde dig og jeg håber du gider lytte til mig selvom vi ikke kender hinanden " Sagde Hadrian afslappet mens han smilte og bevægede sig lidt på stedet. Kulden var egentligt ikke så slem men Hadrian brød sig bare ikke om stranden. Stranden var et jo stort åbent område fyldt med potentielle trusler og Hadrian havde galloperende paranoia, men det havde også holdt Hadrian i live.