Come on! And show me the man you "Think" you are - Phoenix

Dato: Irl
Tid: Omkring midnat
Vejr: Det regner og er skide koldt, rigtig efterårs vejr
Årstid: Efterår
______________________________________________________________

Uh hvor var det koldt! Fucking skide koldt.. Så koldt.. hans fingre måtte da snart falde af? Hvad var meningen, skulle der være sne storm midt i september? Det var uretfærdigt.. dog var der intet sne, men så bare.. storm, i det hele taget, det blæste også en smule, og det gjorde det overhovedet ikke beder, og slet ikke når det regnede.
Han satte i løb ned af gaden, men det gik for hurtigt til han kunne nå at finde vejen.. så han slog armen ind i et skilt af en slags og måtte stoppe op imens han ømmede sig. Han fortsatte så sin færd i et hurtigt gå tempo.. fedt.. hvis han var gennemblødt inden han nåede frem, så blev han altså sur.. så kunne han ligge syge hele dagen imorgen med feber, hvor fedt var det lige? Ikke spor fedt.
Han nåede dog hen til indgangen til Black Bird, endnu en aften med fest og farver, den sikreste måde at få nye venner på, om så det bare var druk venner.. det gjorde ikke noget, han havde bare brug for at komme ud.. og møde nogen, få lidt anerkendelse, måske snakke med nogen der ikke alle sammen var losers. Det kunne nu være meget rart.
Han sukkede dog da køen var.. for lang til han orkede det, men havde han noget valg? Nej.. han stilte sig ind i køen.. fedt han ville være gennemblødt inden han kom inden for.
Han havde idag taget en blå striktrøje på, og inden under en hvid t-shirt, et kors pyntede hans hals som en halskæde, og et læder armbånd om hans håndled og et ur om det andet. Han havde en stof jakke på, med store knapper i mørke grå, som i hvert fald ikke var vand tæt, og om halsen et tyndt halsterklæde, som ligegyldigt hjalp. Han havde også et par sorte stramme bukser på, og et par støvler i sort, med snørrebånd der gik til lidt over anklerne, og sad tæt om hans fødder. Til sidst var det mest oplagte, det sorte bind han havde viklet omkring sine øjne, og gjorde det umuligt for ham at se.. noget som helst. For facts var facts.. og Ozzie var blind.

Det var så ualmindelig typisk for vejret at altid være imod ham. Den ene dag sad solen alt for højt på himlen og bagte ned, til ingen verdens nytte da hans blege hud ikke havde mulighed for at skifte det mindste farve. Og den næste dag stod regnen ned i tykke stråler. Og ikke nok med det fik blæsten virkelig leget rundt med dråberne af vand. Det eneste der ikke rigtig fik ham på var den kulde der havde omgivet byen. Den ragede bare af på ham. Påvirkede ham ikke det mindste. Trods han ikke var et koldblodigt væsen havde den lave temperatur ikke gået ham på siden han var otte år. Og det var efterhånden nogle ti år siden.
Phoenix behøvede ikke engang at holde øje med hvor han gik. Enten trådte folk til siden eller også fik de blot et hårdt skulderstød. Like he cared! De nærmest overnaturlige grønne øjne forholdt sit blik mere eller mindre ned i jorden. Så kort hvordan en af sten, der kom i sammenstød med hans sko, trillede hen over asfalten. Der var stort set ingen reaktion i hans ansigt på noget tidpunkt. Hen trak en hånd op fra lommerne på de mørke cowboy bukser og fik den hurtigt kørt gennem det allerede gennemblødte sorte hår. Med det samme, som det ellers blev smurt tilbage begyndte det at stå ud til alle sider. Med samme forbandede pjuskede struktur som altid. Den hvide skjorte var blevet trukket op ad bukserne og ærmerne smurt en smule op. Den eneste grund til at han faktisk befandt sig dette sted, her i Uptown, var familie vedrørende. Hvilket samtidig forklarede den mere fornemme påklædning.

Idet han nåede den såkaldte Black Bird tøvede han slet ikke med at gå forbi hele køen og videre op foran til dørmændene der egentlig bare gjorde deres arbejde. Det gik meget langsomt men sådan var det vel bare. ”Mr. Chillips. Velkommen.” Mere blev der ikke sagt inden adgangen var blevet accepteret. Åh! Han var altid ved at brække sig ud over det hele ved det navn han bar. Han var ikke ’Mr. Chillips’ og han ønskede sågar heller ikke at være ham. Men små fordele fulgte dog.
Lige inden at Phoenix rent faktisk bevægede sig indenfor i tørvejr fik han drejet sin overkrop i en noget akavet stille. Så ned langt køen. Lige indtil blikket landede på en af de bagerste. En noget almindelig fyr med en noget usædvanlig hovedbeklædning. Med et ligegyldigt suk så han dog væk. ”So freaks are now allowed here in Aterwell..” sagde han for sig selv som han nu bevægede sig ind i den bumpende bas og virvar af lys. Hvorfor han ikke bare var taget hjem og drukket sig i hegnet i stedet for at tage på et sted hvor ting blot gjorde ham mere irritabel var på grund af priserne. Hans far ragede ham en bønnespire og hvis der var en ting han kunne var det at udgive sin eneste vanskabte søn en ugelige sum af penge. Som Phoenix bare ønskede at komme af med på de værste måder.

Ozzie trippede i kulden og det kunne simpelhen bare ikke gå hurtig nok med at komme ind af de døre. Da det egentlig blev ham, ville dør manden også til at se ID.. helt ærligt altså! Han lignede sgu da en på.. mindst 18.. måske 19? Nå ja.. det kunne vel også være lidt svært at se, når man kunne se halvdelen af hans hoved. Han stak hånden i lomme og trak sin pung op og gav sit studie kort til dørmanden, hvor der var et billed af Ozzie.. med klare åbne øjne.. nej han havde jo ikke altid været blind.. vel? dørmanden tøvede lidt, og mumlede så et eller andet, og Ozzie fik sine ting igen og blev endelig lukket ind.. næh nej det var ikke nemt at sige nej til en blind.. det havde skam sin fordel.
Han lagde sine fingre mod muren da han kom ind og begyndte at knappe sin våde jakke op og trak den af som han lagde ved indgangen til når hans skulle hjem igen, han smøgede så ærmerne op på sin sweater og flugte væggen længere ind i rummet, imens han puttede pungen i lommen igen.. irreterende.
Han vendte sig bare væk fra larmen, og søgte mod lugten af alkohol, der hvor den var stærkest, og ramte til sidst en stol, en høj stol.. en bar stol, som han akavet kravlede op på og fik sig sat, han vendte ansigtet mod baren og ventede så bare, før eller siden ville nogen spørge ham om hvad han kunne tænkte sig, og endnu engang ville han ydmyge sig selv om bede om en sodvand eller et glad vand.. nix.. han drak ikke alkohol.. simpel politik, han var bange for det han ikke kendte til.. og han havde hørt for mange grusomme historier til at bryde sig om at prøve det.. desuden havde han prøvet at være.. en lille smule fuld engang, og han havde ikke brudt sig om det, alt havde været så.. tåget, og han kunne ikke tænke klart.. og ikke styre sine egen handlinger.. nej det kunne han bestemt ikke lide.
Da han endelig blev spurgt svarede han at en faxi kondi ville være rart, og hvis de ikke havde det så bare en cola. Og han fik hurtigt stukket en sodvand i hånden og betalt bare for den, hvad end det så var.