Møden med en Magiker //Millicent og Anna Rose//

Anna Roses øjne lyste og hun smilte stille og satte sig og så på Millicent "Skal vi stoppe for idag, du må ikke overbelaste dig selv"

Millicent nikkede.
De havde ret.Hun rakte op for at løsne kæden og få den tilbage i æsken igen.
Det var næsten uhyggeligt så let hun havde ved at få farverne frem, med dens hjælp.
" hva er dommen så....er jeg tosset? " spurgte hun og hentydede til de farver hunnhavde opremset.

Thomas så på hende. "Millicent vi har allerede lagt til grund at du ikke er tosset, du har særlige evner." Han sukkede. "Jeg henter et glas vand, den halskæde kan godt være lidt hård ved en." Han rejste sig op fra stolen og gik hen imod døren.

Anna Rose tog Millicents hånd "Du ikke skør Millicent, da jeg først fik min evne ville jeg nok også havde troet jeg var skør... hvis ikke det var fordi folk omkring mig kunne se jeg lavede magi" hun smilte trøstene til hende.

Et lille smil blev sendt efter Thomas og det fulgtes ad med et " Tak".
" Du er heldig ...det lyder som det var naturligt i din omgangskreds? Så har du praktiseret magi fra du var barn? Og hvad er din evne egenlig?" spurgte hun mildt og gav Anna Roses hånd et lille tryk.

Thomas gik ud i køkkenet og fyldte et glas med vand, før han vendte tilbage, og stillede det foran Millicent.

Anna Roses øjne blev lidt mørkere "Det var ikke naturligt i min omgangskars" hun så tomt ud i lejligheden, hun ville ikke tænke over det, tænke over alt det der var sket. Hun lukkede og og smilede lidt til Milicent "Men det skal du ikke tænke på"

Hun snuppede glasset og drak et par mundfulde , straks Thomas havde sat det." tak" sagde hun imens hun tørrede et ar spildte dråber væk.

" M-men hvordan lærte du det så ,Anna Rose?" spurgte hun lidt nysgerigt.For Tomas havde hun mødt ved et tilfælde- og havde det ikke været for ham, ville de tre ikke sidde her nu...sammen og forsøge at hjælpe Millicent.Det gik op for hende, at hun måtte finde en måde at takke dem på, men hvilken?

Thomas vendte tilbage til sin stol, han satte sig i den i skrædderstilling, med hænderne i stolesædet, og lignede en ordinær lille dreng. Han rettede interesseret sit blik imod Anna, for også at høre hvor hun havde lært magi henne.

Anna Rose smilte "Min mentor lærte mig det... og jeg kunne det meste siden jeg var... 2..."

Millicent kiggede overrasket." siden du var to...wow...der har andre børn nærmest først lært at gå- og har ikke smidt bleen" udbrød hun .
" Hvem er din mentor Anna Rose?" hun var lidt nysgerrig på, hvordan sådan noget fungerede.

"Siden du var 2?" Thomas var også overrasket, det var enormt tidligt for et barn at opdage signe magiske kræfter. "Jeg går ud fra at du ikke viste hvad du gjorde dengang?"

Anna Rose smilte "Min mentor vil helst ikke havde jeg snakker om hende" hun så lidt nervøst rundt og så så på Thomas "Nej, jeg var ikke sikker på hvad jeg lavede, men da jeg var 4.... lånte jeg nogen bøger og begynde at lære magi, men jeg startede med at lave illusioner da jeg var de 2 år, gætter på min barnelig fantasi gjorde at jeg havde nemt ved at lavet dem, du ved, fantasi venner og sådan noget" hun fniste "Mine forældre ville nok havde accepteret jeg havde en fantasiven.... hvis ikke det var fordi de selv kunne se hende" hun fniste men hendes øjne havde et trist glimt "Jeg fik først en mentor da jeg var 8 år, hun fandt mig ude på en legeplads midt om natten og så den magiske aura omkring mig"

Millicent blev lidt....bekymret.
Hvilken barndom havde Anna Rose egenlig haft ? Var den tryg og god?
Alene på en lege plads i en alderbaf otte år? Ingen børn af Millicent ville kunne kringle den forbi hende, når den tid kom.Hvis den kom.
" Ser du stadig din mentor ?" spurgte hun istedet.
Hun ville egenlig gerne høre mere om Annas opvækst, men var bange for at virke emsig.

"Du læste bøger om magi da du var 4 år gammel?" Sagde Thomas skeptisk. Her var noget Thomas ikke kunne tro på, der var ingen 4årige der kunne læse, og der fantes da ikke børnebøger om magi, magi var noget man lærte når man blev gammel nok.

Hun så på Millicent og smilte lidt "Ja jeg skriver stadigvæk breve til min mentor" hun så så over på Thomas og så lidt ned "Jeg lærte at læse i en tidlig alder... så... lånte nogen bøger omkring magi og begyndte at tyde dem, jeg var ikke god til det i starten men efter så meget tid jeg havde blev jeg hurtigt bedere"

Millicent forsøgte at huske tilbage i tiden.fire år? I den alder havde lige lige sendt hendes sut til jule manden, og hun kunne kun genkende sit navn på et stykke papir, ellers ingen boglige evner, what so ever.
" det må have været sjovt, at være lille Anna Rose" sagde hun og tilføjede " bor din mentor langt fra dig ?"
Millicent så over på Thomas...og spurgte så " hvem ehm..gjore dig til vampyr Thomas? Og er det som på film? Skal du bides og have noget af hans blod? "

En slem tankre gennemrystede hende og hun så med næsten skræk i øjnene på Thomas.
" Hvad nu hvis jeg har en anden vampyrs blod i mig....og en anden bider mig...bilver jeg så...vil en forvandligt ske?"

Thomas kunne ikke huske noget fra dengang han selv var 4 men det var også 100 år siden. Han blev rystet ud af sin mistro, han troede ikke helt på Anna, ved Millicents spørgsmål. "Mig...? Det er en længere historie, det var en kvinde ved navn Scarlett." Han rettede tænksomt sin opmærksomhed mod Millicents andet spørgsmål. "Hvis jeg bed dig nu, og bare sugede, ville der ikke ske mere end at du besvimer af blodmangel og glemmer hvad der er sket..." Han så med et drillende smil på Anna. "...det vil sige hvis jeg altså tager nok blod. Hvis jeg derimod ønskede at gøre dig til vampyr ville jeg også bide dig ja, men jeg ville samtidig indføre en smugle af mit eget blod, sammen med en særlig gift, der ville æde din sjæl og dermed dine magiske kræfter, det ville efterlade dig som vampyr, hvis ikke den ugelange smerte ville slå dig ihjel. Men hvad mener du med en andens vampyrs blod, hvordan skal det forstås?" Thomas forstod ikke hvad hun mente med det spørgsmål, og hvorfor hun skulle spørge om det. "Hvis du har en anden vampyrs blod i din krop, så er du bundet til den vampyr med et bånd der er svært at forstå, du er på en måde tvunget til at respekterer vampyren, men det kommer også and på hvor meget han eller hende har givet dig. Det burde dog ikke have indflydelse på om du bliver vampyr."

"Blodbound, a bound based and magic blood" Anna Rose så på Millicent "Som mange siger, blod er tygger end vand, et sådan bånd er svært at bryde, men der flere måder det kan ske, men nogen vil gøre disideret ondt hvis jeg har læst rigtigt op på det" hun så stille på Thomas med et koldt blik "Jeg begyndte at læse efter jeg næsten blev dræbt af et vampyr angreb" Hun pakkede sine bøger sammen og puttede dem ned i sin taske, alle bøgerne var pakket ind og lignede normale skole bøger. Anna Rose rejste sig stille "Jeg tro det bedst jeg går nu, jeg kan komme igen om en uge, så kan vi forsætte der eller tro du du kan klare den selv fra nu af" hun kiggede stille på Millicent med et stille smil.

Hun sugede til sig viden begærligt , fra Thomas forklaring - og fra Annas, indtil snakken tog et lille twist.
Millicent stirrede på Anna og på Thomas.Havde han? ...og var hun næsten død af det?
" h-hvad..." sagde hun forvirret, men besluttede at lade det ligge.Det lød sprængfarligt.
Hun faldt lidt ibegne tanker.Så man kunne bryde et sådan bånd mellem vampyr og menneske?

Thomas så irreterret på Anna. "Årh hold op... Du var aldrig i nogen livsfare fra min side, og det ved du udmærket godt. Hvis alle vampyrer blindt tørlagde alle mennesker de stødte på så ville der ikke være nogen af jer tilbage." Thomas lagde armene over kors. "Du skal ikke bekymre dig om at blive en vampyr, det sker ikke medmindre den der bider dig vælger det, og det kræver også at du overlever forvandlingen.

Anna Rose snerede "Nej, du var nok ikke tæt på at slå mig ihjel, det sagde jeg aldrig, men senere blev jeg angrebet af en anden vampyr og var for svag for alt det blod jeg havde midsted, jeg er heldig jeg er i live" hun samlede sine ting og så koldt på Thomas "Hvorfor køber du ikke bare noget blod isteden for at gå rundt og bide folk"

Millicent sad med store øjne, og forholdte sig tavs.Hun skulle ikke have noget klinket dér.
Hun spekulerede på hvordan det føltes....et vampyr bid.
Alias bed kun sin kæreste, til alle andre brugte han en kniv...eller det var sådan hun huskede det, men indrømmede gerne, overfor sig selv, at store dele af ' episoden' var lidt uklart.

Thomas så koldt på Anna. "Fordi det vil være som at leve af kold broccoli. Forstil dig at du skal leve på den måde resten af evigheden." Thomas skar en grimasse for at understege sin pointe. "Jeg kan ikke gøre for at du bliver andgrebet, to gange i træk jeg kom først, den anden vampyr er den du skal være sur på... Ikke mig!" Thomas der havde rejst sig op i stolen lod sig falde tilbage i den. "Ved du hvem det var?"

"Ja, en fyr ved navn Sebastian" Hun sukkede "Og han kom før dig og efter dig" hun gik stille mod døren med et koldt blik "Jeg kommer om en uge hvis i stadigvæk har brug for mig"