Hjemve - åbent for alle

Sted: Havnen
Vejr: solrigt uden en sky på himlen, ingen tegn på regn.

Nikolas sad på den øde havn og kiggede ud over vandet med en klump i halsen. Han savnede fornemmelsen af vand mod sin krop og lyden af bølgerne omkring sig. Hans mave knurrede, og han overvejede endnu engang, hvordan han mon skulle skaffe penge til at leve, og ikke mindst til at komme væk. Han kunne ikke blive her for længe, nogen ville uden tvivl komme og lede efter ham. Der gik en kuldegysning gennem ham, og han så sig skræmt over skulderen og sukkede lettet, da der ikke var nogen. Han vendte igen sin opmærksomhed mod havet, og det hjem han aldrig kunne vende tilbage til.

Caspian stod og betragtede billedet mellem sine fingre lidt. Billede forestillede en smuk ung havmand, fanget i et akvarium med et modløst udtryk i ansigtet. Han kunne kun forstå ham, at være fanget i sådan et fængsel for evigt.. men det var straffen for at bryde lovende på havet. Han kom billede i lommen og så sig lidt omkring. I sin søgen var han kommet til at gå ned imod havet.. ikke fordi han forventede Nikolas ville være der, men han savnede sit hjem. Han besluttede at tage en kort tur ved havet før han fortsatte eftersøgningen.. og så. Der. Med vinden i håret, og et bedrøvet udtryk i øjnene.. kunne det være? Han famlede hurtigt billede op af lommen, tabte det næsten, og sammenlignede igen og igen. Det VAR ham!!

Nikolas rejste sig, han måtte hellere finde et tørt sted at sove inden det blev nat, man kunne jo aldrig vide hvornår det begyndte at regne her på landjorden. Han kastede et sidste blik ud over vandet og begyndte så t gå. Han fik øje på en fremmede, som var kommet ned til havnen, han stivnede kort, men tog sig så i det *du er bare paranoid, hvad er sandsynligheden for, at lige dette mennesker er efter dig?* sagde han til sig selv, han begyndte nu alligevel at gå lidt hurtigere.

*Hvad?! Åh nej han har gennemskuet mig.. pokkers!.. ok ok jeg må bare narre ham med mig et sted hvor der ikke er nogen..* tænkte Caspian og løb imod ham "undskyld mig, hr? Har du et øjeblik" råbte han.

Nikolas stoppede brat op, hvad ville denne fremmede? måske var det alligevel ikke bare paranoia? Han begyndte at gå igen og satte nu farten op, "desværre jeg har ikke tid lige nu" råbte han nervøst efter den fremmede.

"Æhm.." Caspian bandede indeni "men jeg er blevet væk, jeg er lige flyttet her til fra.. lilleby" råbte han *lilleby? Det er nok det dårligste navn i verdenen! Forhåbentligt lægger han ikke mærke til det..*

Han fortsatte hurtigt, han kunne ikke tage nogen chancer, og i hvert fald ikke for at hjælpe et menneske! som om et af dem nogensinde ville hjælpe ham ... "desværre" sagde han og satte igen farten lidt op.

"..." Caspian knyttede næverne hårdt sammen, der måtte være noget han kunne.. "æhm, jeg så i vejrudsendelsen at det blev regn her hen på eftermiddagen.. og jeg bliver så nemt forkølet.. jeg leder efter mit hotel, er du sikker? Jeg tror jeg kan huske det meste af vejen.. bare lige det sidste stykke" digtede han *dette her vil aldrig virkede.. hvorfor skal jeg ødelægge min første store opgave?!*

Han kastede et kort blik op på himmelen, regn? så var der så meget mere grund til at skynde sig væk. "jeg kan desværre ikke hjælpe dig!" råbte han igen og håbede inderligt fyren ville forsvinde, han gjorde ham virkelig nervøs.

*... jeg for aldrig klaret dette her.. hvad skal jeg gøre.. argh.. måske? Nej.. det er for farligt..* Caspian bed sig i læben, dette her var fuldstændig til grin, og meget uprofessionelt "vent, jeg har virkelig brug for hjælp jeg.. er på flugt.."

Han stoppede kort op, men fortsatte så igen, det kunne være en løgn, og under alle omstændigheder var der ingen grund til at hjælpe mennesker... han følte et stik af dårlig samvittighed, hvis fyren virkelig var på flugt så kunne hans afvisning meget vel være, hvad der fik ham fanget igen. Han bed tænderne sammen og fortsatte, dog en smule langsommere end før, "jeg har ikke tid til at hjælpe dig!" råbte han fortrydeligt.

"Men.." Caspian så fortabt ud, og sådan følte han sig virkelig.. det var ikke skuespil. Han kunne ikke overtale ham, hans mission havde slået fejl.. "hør.. normalt stoler jeg ikke på mennesker.." han så sig omkring, var der nogen der hørte ham "men.. jeg er ikke som du tror.. og hvis jeg ikke finder et sted at sove inden regnen kommer.."

Han stoppede op, den fremmede virkede virkelig fortabt ... men det var nu stadig lidt af et sammentraf, kunne det virkelig passe. "hør her, jeg kan virkelig ikke hjælpe dig ... " han sukkede tungt, tænk hvis han havde lidt den samme triste skæbne som ham selv, "men, hvis du virkelig har brug for at finde ly, så er der en masse forladte bygninger inde i downtown ... jeg er ked af, at jeg ikke kan gøre mere" sagde han, og begyndte at gå igen, stadig usikker.

Caspian var noget et godt stykke tættere på ham, men nu stoppede han også op. Det var tåbeligt.. han havde allerede regnet om ud, og han havde fået strenge ordre om ikke at bruge magi eller på anden måde tiltrække sig opmærksomhed af menneskene. Han så ned i jorden, tænkte som en gal.. han måtte vente, prøve at finde ham på et andet tidspunk, men nu var han jo allerede afsløret..? "Jeg.." han bed sig i tungen "vil ikke ind i akvariumnet igen.." sagde han tøvende. Han vidste ikke hvordan kriminelles tankegang fungerede, men måske ville forbryderen føle en hvis bånd med ham.

Han sukkede igen, "jeg kan virkelig ikke gøre mere ..." sagde han tøvende, der måtte da være en måde han kunne hjælpe ham uden at bringe sig selv i fare. Han fandt et par mønter frem, der var vist ikke ret meget næppe nok til mere end et par muslinger, og kastede dem over mod ham, "her er lidt ... penge ... det er hvad de ... øh vi ... bruger til at købe mad" sagde han og begyndte at gå igen.

Caspian greb dem.. "jeg mangler ikke penge.. jeg har" sagde han og så på Nikolas "her.." han kastede dem tilbage til ham "jeg leder selv.. tak fordi du lyttede.." han vendte ryggen til "det jeg sagde før.. bare glem det, det har været en hård dag.."

Han greb pengene og kiggede undrende efter den fremmede, måske havde han alligevel taget fejl, eller også var det en fælde for at få ham til at tro, at han tog fejl ... han kunne ikke tage chancer, ikke nu, og fyren virkede da også som om han havde styr på det? eller også var han for bange til at snakke med fremmede eller også løj han ... Han stod og så ubeslutsomt efter ham.

Caspian satte sig ned ved havnen igen og så ud over havet. Han betragtede de stille bølger og overvejede bare at hoppe i. Svømme hjem så hurtigt som muligt og fortælle hvad der var sket.. måske ville han blive fyret? Nej.. han måtte gøre endnu et forsøg, et bagholdsangreb? Det var ikke hans til..

han gik forsigtigt et par skridt nærmere, det virkede ikke som en fælde, endnu. "øh ... hvis det er ..." han tøvede, måske var det ikke en god ide, "kender jeg et tørt sted, hvor man normalt kan være i fred om natten" sagde han. Han stod en del meter fra ham, klar til flugt hvis det skulle blive nødvendigt.

Caspian troede ikke sine egne øre. Han så forbløffet op på Nikolas, og et lykkeligt smil bredte sig om hans læber imens en bølge af lettelse skyllede ind over ham. "Virkelig? Åh tak!" han rejste sig hurtigt.

Nikolas trådte forskrækket et par skridt baglæns, "ok ... ved du hvor downtown er?" spurgte han, stadig forsigtig og på vagt for et hvert tegn på fare.

"Æh.. nej" sagde Caspian lidt akavet. Han havde slet ikke fået set byen ordenligt igennem. "Er det muligt du kunne vise vej?"

Han overvejede det, det var risikabelt ... men hvis den anden virkelig talt sandt, kunne han så overhovedet vende ham ryggen? Han havde virket oprigtig glad ... og oprigtig modløs, men han kunne jo være en god skuespiller ... "...ok, men du går forrest, så fortæller jeg dig, hvor du skal gå hen ..." sagde han og gik lidt væk, så den anden kunne gå forbi ham uden t komme for tæt på.

"Tak!" sagde Caspian igen. Der var håb.. fyren ville frivilligt følge med ham. Endelig så tingede ud til at gå som de skulle.

"Jaja, bare gå op foran, du skal lige ud først" sagde han, han var efterhånden begyndt at tvivle på om det her var en god ide.