I'm sorry, you're my what?! - Aia

Årstid: Forår
Dag: Fredag
Vejr: Skyfri himmel, let brise og sol
Sted: Parken
Tid: 15:30
Omgivelser: Folk der går med deres hunde, børn eller bare som par. Enkelte går alene.

Påklædning: Hættetrøje, t-shirt, jeans, nittebælte, sorte converse og solbriller.

"Hvorfor skal du altid komme for sent?"
"undskyld mig, men nogen skal jo tjene penge til familien!"
Et par i starten af trediverne stod og skændtes højlydt midt i parken, imens en lille dreng med store øjne stod og så fortvivlet op på sine formentlig nyskilte forældre.
Et suk gled over Becks læber, synet af den stakkels dreng gjorde fysisk ondt på ham, og han kunne ikke holde ud af se det, uden at kunne gøre noget ved det.
Beck var en ung fyr der næsten lige var flyttet til byen, efter at være startet på college i en nærliggende by, han kendte ikke rigtig nogen eller noget, men det gjorde ham intet. Efter et liv hvor man har været lidt af en særling, var det rart at komme væk og starte på ny.
Endnu et dybt suk forlod ham og han skyndte sig forbi den lille familie, med blikket rettet mod jorden.
Han fiksede sin mobil frem og kiggede på den, ingen nye meddelelser, selvfølgelig.
Han rystede stille på hovedet over sig selv og lagde mobilen i lommen på hættetrøjen igen.

Påklædning: Den sædvanlige blå top med uld foroven og skindbukser

Aia nød luften i parken, hun var glad for at hun var taget ind i byen. Det var hun normalt ikke, men lige i dag var der noget særligt over stedet.
Hun glemte at se sig for og stødte hårdt ind i en ung fyr. Forskrækket var hun ved at vælte, men genvandt hurtigt balancen. "Undskyld," mumlede hun og så ned i jorden. Hun havde lyst til at flytte sig, men hendes føder lystrede ikke.

Beck nåede kun lige at lægge mobilen ned i sin lomme, da noget uventet skete.
Hårdt ramte han ind i en ung pige og forvirret så han op og rakte ud efter hendes håndled for at hun ikke skulle falde bagover, dog nåede han kun at strejfe det, da hun genvandt balancen og han trak hurtigt armen til sig igen.
"Undskyld! Jeg så dig slet ikke!" Han tog solbrillerne af og skubbede håret til siden så han kunne se hende ordentligt.
Hans blik var undskyldende og fortvivlet.
"Jeg er virkelig ked af det.. Er der noget jeg kan gøre for at gøre op for det?"
*Godt klaret Beck. Nu lyder du slet ikke som om du er pædofil.. Smukt..* Han sukkede lavt over sig selv.
Fedt at endelig snakke med nogen, og så ødelægge det fra starten af..

Aia stirrede på ham. Han lød lidt underlig, men han virkede okay. "Øh, altså jeg er ret tørstig," sagde hun forsigtigt. Hun blev lidt rød i hovedet, men blev ved med at smile.

Beck klukkede lavt over sig selv. Hvad fanden var det han havde gang i?
"Noget at drikke it is then.. Et sted i nærheden, café? Et eller andet? Hvad kunne du tænke dig at drikke?" Han lød både lidt tøvende, men også som om det bare skulle overståes. Han havde dårlig samvittighed over ikke at have set hende og ville virkelig gerne gøre det godt igen, så han ikke skulle rende rundt og være stemplet som en anden nar. På den anden side kunne det være rart at lære nogen at kende i området.
"Ano.. Mit navn er forresten Beck... Og du er?" Et svagt smil gled over hans læber da han rakte sin hånd frem mod hende i en venlig gestus, og for at bruge den gamle form for at vise, at han ikke var farlig eller bevæbnet.

Aia stirrede lidt på hans hånd før hun tog den. "Aia. Der ligger en lille café lige dederovre," sagde hun og pegede, hvorefter hun så på ham igen. Hun kunne ikke genkende ham. "Du er ny i byen, ikke?" spurgte hun nysgerrigt.

Efter at blidt håndtryk trak Beck hånden til sig. Han fulgte hendes finger og kiggede i retningen af caféen. Han vendte derefter atter blikket mod hende igen.
"Igen, mange gange undskyld Aia.." Hans smil var en smule skævt.
Han begyndte at le. Var han så nem at gennemskue?
"Haha, ja.. Jeg er busted hva? Men ja.. Jeg er flyttet hertil for nyligt.. Hva med dig? Altid boet her?" hans smil var blidt og venligt. Han havde aldrig troet han skulle støde ind i nogen på den måde, i så bogstavelig forstand.

Aia smilede og overvejede kort om hun skulle fortælle ham sandheden. *Hvorfor ikke?* tænkte hun. "Jeg bor lidt uden for byen, altså i skoven, og i vinterhalvåret bor jeg hos min ven eller min kæreste, der begge bor i byen. Men ja, jeg har altid boet her. Og du behøver ikke undskylde," sagde hun med et smil. Han mindede hende om en eller anden...

"Ude i skoven? Okay.. Og ellers lyder det da.. Hyggeligt.." Han smilte venligt til hende, men tanken om at hun boede i skoven, alene.. Det bekymrede ham en smule.
"Skal vi gå..?" Han vendte siden til og tog sine solbriller på igen. Han ventede på at hun begyndte at gå og fulgtes derefter med hende.
"Men må man spørge hvor gammel du er..?" Han drejede hovedet og kiggede på hende med et smil.
"Jeg ved godt at alder og vægt ikke er noget man spørger piger om, men jeg kan starte med at fortælle dig at jeg er lige fyldt 21. Den hellige alder, nu må jeg alt.." Han kiggede ligefrem igen og begyndte at små grine. Vejret var skønt, så der var ingen grund til ikke at være glad.

Aia smilede af hans lille vittighed.
"Jeg er fjorten. Og ja, det er meget fint, somme tider lidt kedeligt. Hvad mener du med, at du må alt?" spurgte hun. Hun undrede sig lidt over det. Han virkede lidt underligt. Mens hun gik ved siden af ham tænkte hun kun på, hvor hun mon kunne genkende ham fra.

Han skævede til hende og håbede på at solbrillerne dækkede det godt nok til at hun ikke så hvordan hans blik granskede hende.
"Fjorten.. Okay.. Og så bor du alene..? Ude i skoven..?" Han så en smule misvisende på hende, den tanke brød han sig ikke om. Der var et eller andet ved hende, som gav ham en følelse af at ville passe på hende.
Han kiggede lige frem igen og sukkede lavt.
"Når man bliver 16, må man køre bil, når man bliver 18, må du flytte hjemmefra og stemme, men når du er 21 må du gå i byen og drikke.." Han smilede skævt til hende og fortsatte hen imod caféen.
Da de nåede derhen åbnede han døren og holdt den åben for hende.
"Damerne først.. Hvor vil du sidde?" Hans stemme var drillende men venlig, han følte sig dog stadig en smule underlig. Især grundet aldersforskellen, frygtede han at folk ville mistænke at han var pædofil, hvilket han under ingen omstændigheder var. Han havde bare denne sære lyst til at passe på og tage sig af hende.

Aia smilede blidt af hans måde at være på. Han var lidt spøjs, men hun kunne godt lide ham.
Hun førte an over mod et lille bord i hjørnet og satte sig på den ene af de to stole. "Ja, jeg bor alene i skoven. Eller, ikke helt alene... Dyrene holder mig med selskab," mumlede hun, det var et ømt emne for hende.
Det varede ikke længe før en tjener kom med menukort og Aia gjorde sig et hurtigt et overblik over det.
"Hvor boede du før?" spurgte hun, mens hun granskede menukortet.

Beck fulgte stille og roligt efter hende og lod døren smække i bag sig. Lyden af en klokke der blev ramt gav genlyd i den lille café.
Han gik hen og satte sig ved bordet på den ledige stol og tog også imod et menu kort. Han åbnede menukortet med den ene hånd og tog solbrillerne af med den anden, hvorefter han lagde dem på bordet.
Hans blik gled ned over alle de mange retter der var og alle de forskellige slags kaffe der eksisterede, og var endnu engang forbløffet over at noget der bestod af præcis det samme, havde to forskellige navne, da det kom an på om det var mælk eller kaffe der var blevet hældt i først.
"Efter mine forældre blev skilt flyttede min mor til Canada. Jeg startede med at besøge min far en gang imellem, men efter han fik et nyt barn, så jeg ham meget sjældent, og en dag var han bare væk.. Jeg har ikke haft set min halv søster siden.. Men efter det gik min mor bort, og jeg flyttede ned til min moster der bor i New York, hvor jeg så brugte resten af min barndom, og nu ville jeg gerne væk derfra.. Jeg følte ikke rigtig jeg passede ind der.." Et sørgmodigt suk gled udover Becks læber og efterlod ham tom inden i. Tanken om det misfoster han følte han var, fik det til at vende sig i ham.
Men han bed det i sig, kiggede op og smilte til hende.
"Men hey, dyr er da ikke de værste bofæller at have!" Han prøvede at lette stemningen, eller bare komme på andre tanker.


//Håber det er okay, at jeg bare kommer med en idé til historien.. Beck var jo gammel nok til at vide at han havde en søster dengang, men han ville jo ikke kunne genkende hende. Dog! Aia kan jo sagtens have set Beck som baby, og have det ansigt printet ind i sin underbevidsthed..?

//Det er helt fint Det har hun sikkert, ja //
Aia smilede lidt af hans kommentar. Han var ret sjov. "Nej, det er ikke værst. Nogen gange lidt underligt, men ikke værst. Især ungerne er fantastiske," smilede hun. Et øjeblik senere kom tjeneren gående over til deres bord. "Hvad skulle det være?" spurgte hun venligt. Aia bestilte hurtigt en varm kakao.

Beck nikkede ivrigt og sænkede menukortet og kiggede på hende.
"Uden tvivl! Deres venlige og rene sjæle er noget så fascinerende!"
Beck nåede kun lige at afslutte sætningen da tjeneren dukkede op. Efter at Aia havde bestilt vendte tjeneren sig mod ham og han smilte skævt til hende, rettede lidt på håret og kiggede hende i øjnene.
"En cappuccino, tak"
Tjenerinden skrev ned og nikkede.
"Ellers andet?"
"Jeg tror det var alt.. Er der noget du kunne tænke dig ellers?" Beck smilte til servitricen og skævede så over mod Aia, han havde lovet og betale, så hun skulle endelig ikke holde sig tilbage, hvis det var fordi hendes egen økonomiske situation var svær.

Aia så lidt fra Beck til servitricen. Typisk drengeopførsel. Så rystede hun på hovedet og tjeneren forlod deres bord.
"Især ræveungerne og ulveungerne er fantastiske. De er så fulde af livslyst og energi," smilede hun, men fortrød det med det samme. Hun var ved at røbe sig.
"Hvordan er Canada?" spurgte hun, bare for at skifte emne.

Beck kiggede lidt efter servitricen, men rystede så mentalt på hovedet over sig selv. Som om han havde en chance, hvem ville dog nogensinde bruge sit liv sammen med sådan et misfoster som ham?
Da Aia nævne ræve og ulve unger tændte der et lys i Becks blå øjne.
"De er noget af det bedste, hvis man tror en hundehvalp er kær og skøn, så har man aldrig mødt den ægte vare!" Det gik op for Beck, at han sikkert lød skingrende skør, og han besluttede sig derfor for, ikke at sige mere.. Ikke nok med at han minder om en der kidnapper hende, så skal hun også kunne få mistænke om hvilket monster han var. Det ønskede han virkelig ikke.

"Canada var okay, det er en smule anderledes end her, må jeg ærligt indrømme" Bare tanken fik Beck til at le.
"Nogle steder i USA er det en krokodille, en slange eller en bjørn der roder i dit skrald, eller en hund.. I Canada er du næsten sikker på det er en elg" Han smilte helt igennem oprigtigt til hende, og håbede at det kunne more hende bare den mindste smule.

Aia lod en lille latter komme over sine læber. Han var ret sjov.
"Her i Aterswell kan du næsten være sikker på, det er et menneske, hvis du bord i Downtown," sagde hun. Hun var helt alvorlig. Hun havde selv set det et par gange.
I det samme kom servitricen med deres drikkevarer, og Aia tog en kort slurk af den varme drik, før hun sagde: "Jeg kan godt se, hvordan du kigger efter hende. Hvorfor går du ikke efter det?"

En varm følelse bredte sig i gruppen da han hørte hende le, grundet ham. Personligt følte han sig akavet, men hvis det kunne more hende, så var det helt fint med ham.
"Ja, det er skræmmende ikke? Jeg bryder mig ikke rigtig om tanken må jeg ærligt indrømme.." Et eftertænksomt udtryk bredte sig over hans ansigt og han så kort ned på bordet imellem dem.
Da servitricen kom med deres ting, tog Beck pænt og høfligt imod dem, og kiggede kort efter hende da hun gik igen.
Han slog dog blikket ned på sin cappuccino, og skulle til at tage en tår af den, da han hørte Aia's forslag. Hen slog en kort vemodig latter op.
"Fordi det ville aldrig gå alligevel.. Du kan nok ikke helt forstå det, men de fleste kan ikke håndtere hvis man ændrer sig.." Han sagde det på en måde, så det virkede tvetydigt. For normale mennesker ville de sikkert forbinde det med opførsel, at man ændrede sig efter noget tid sammen. Men for ham betød det noget helt andet. Det var et blottet øjeblik hvor han faktisk fortalte hvor skrøbelig han var, grundet at han ikke var som de normale mennesker.

Aia smilede, hun var ved at knække hans hemmelighed. Hun lænede sig over bordet og sænkede stemmen.
"Tro mig, det kan de fleste her godt. Tricket er at lære at se, hvem der er hvad," hviskede hun med et lille smil, før hun trak sig tilbage igen.

Beck løftede koppen op og tog en tår af sin varme drik. Varmen der fyldte hans mund blev straks udskiftet med den kulde han følte da han hørte hvad Aia sagde.
Mente hun virkelig det? Var der mange mærkelige folk som ham? Hvad mente hun med hvad folk er?
Forvirringen tog over og Becks øjne var så store at de var lige ved at poppe ud af hovedet på ham.
"Jeg mistænker vi tænker det samme, men du er nødt til at uddybe det der.." Hans stemme var lav, men meget rolig og kontrolleret.

Hun lænede sig igen over bordet. Hun vidste, han ikke var rent menneske, så hun kunne sagtens afsløre Aterswells hemmelighed.
"Ikke alle folk her er bare mennesker. Her hersker en helt anden slags væsener. Aterswell vrimler med overnaturlige ting," hviskede hun og trak sig tilbage.
"Jeg ved det, fordi jeg har mødt dem og selv er en af dem," sagde hun så og tog lidt mere kakao.

Beck var forundret. Betød det, at der var andre som ham? Han kunne næsten ikke tro det. Og andre overnaturlige væsner? Hvilke? Og hvorfor var det ikke offentliggjort?
"Mener du det?!" Hans stemme var høj og lys, så han rømmede sig og sænkede stemmen, for at hele caféen ikke skulle kunne følge med i samtalen.
"Mener du det..? Hvad er du så? Hvilke væsner er her? Hvilke eksisterer faktisk?" Hans øjne strålede af iver og nysgerrighed, og.. håb..
Han håbede at finde nogen der kunne fortælle ham hvad der var med ham, og ikke mindst hvorforhan var sådan.

Aia tog igen en slurk kakao, før hun forsatte: "Indtil videre ved jeg, at der findes elvere, dæmoner, engle, enkelte hybrider, masser af blandingsracer. Og så er her vulpe."
Hun sukkede lidt og nød den varme kakao, der varmede hende op invendigt.

Beck var ivrig nu. Han tog cappuccinoen op og hældte den i sig fordelt over tre store slurke.
"Hvad er en hybrid? Og hvad er en vulpe?" Beck havde en idé om hvad resten var, men disse to havde han ikke nogen fantasi til at finde på hvad skulle være. Grundet denne uvidenhed, anede han heller ikke at han havde udtalt vulp forkert, ved at lade det blive i flertalsform, når han i sætningen brugte bestemt.
Han håbede lidt at hun ville fortælle ham lidt af hvert, og med lidt hjælp måske også fortælle hvad hun var, og måske hun kunne fortælle ham, hvad det var han egentlig var?