Biblioteket

Deartháir sukkede kort og lod blikket hvile på Angele, "engang for 260 år siden, hen over Atlanten i England arbejdede var jeg knægt på et stort gods" sagde han og slog blikket lidt ned, "jeg arbejdede for familien Von Wain, jeg har overalt på det gods.. jeg var ung, og jeg havde fundet et sted at holde til... og det er ikke nemt når man er født Dæmon barn, men her kendte ingen mig, de troede blot jeg var en forældreløs skotsk dreng, så de tog mig til sig, lod mig være der så længe jeg arbejdede, efter jeg havde været der i 10 år kunne jeg mærke der var ved at ske noget med Fruen, og det var ikke ligesom de forrige gange hun havde spyttet et barn ud, der var noget underligt... anderledes ved dette barn, for godt 250 år siden sad jeg så oppe i den store Eg, og da jeg hørte Fruen skrige, og hørte en sagte svag gråd, vidste jeg at det ikke var et Menneske barn der atter var kommet"

Nellie kunne hører at samtalen drejede ind på et personligt emne hun ikke kunne følge med i og som de heller måtte snakke alene om der jeg også en masse arbejde at indhente? Hun drejede rundt på hælene og gik mod sin vogn " jeg skal arbejde, vi snakkes ved senere" hviskede hun og gik med vognen væk og op til disken. Jeg smutter til pause " hviskede hun inden hun gik Ud * tror det en god idé at få bundet disse ind*

//Out//

Angeles tænkte sig om, hun kunne ikke huske ham, og han var ikke ligefrem en man glemte. "Så du arbejde for mine forældre? Og så flipper du ud når du høre deres efternavn? Jeg kan stadig ikke se hvorfor det er så vigtigt for dig at jeg er en Von Wain, det er jo over 250 år siden" sagde hun, det hele var sket så hurtigt og intet gav mening, hun var ved at få ondt i hovedet.

"det er ikke efternavnet, eller dine forældre" sagde han og så lidt ned, "det var dig, ikke resten af den ophøjede familie, ikke dine søskende eller noget, din familie vidste intet omkring jeg var Dæmon eller noget, så havde de aldrig lukket mig ind i den tid de gjorde, de ville have mig til at se efter jer, og det gjorde jeg, men jeg mistede til sidst sporet af jer, og da jeg vendte tilbage... var der ikke rigtig noget at vende tilbage til"

Angeles så ned i jorden, hun huskede et svagt minde om sin mor der fortalte hende at der var en der vågede over hende, beskyttede hinde, havde det været Deartháir hun havde snakket om? "Så du var en form for vogter?" spurgte hun "det er underligt, jeg ved at mine forældres herregård lå øde i nogle år, men min familie bor der stadig, der er måske omkring 10 generasioners efterfølger, men de bor der stadig" sagde hun med et lille smil, hun måtte snart besøge dem igen, det var vidst ved at være længe siden sidst.

Deartháir nikkede svagt, "dine forældre fandt ved et uheld ud af at jeg ikke blot var Menneske, eller rettere en af tjenestepigerne opdagede det da jeg tændte et bål kun ved hjælp af de bare næver, altså frembragte ild," han grinede lidt, "dine forældre må have haft troet at jeg også var en Engel eller noget, en Ærkeengel for dig, som skulle vejlede og beskytte dig, de havde aldrig haft gættet på at jeg var en Ærkedæmon, havde de vidst det havde de prøvet at få mig dræbt"

Angeles så på ham "Det tror jeg ikke, mine forældre gik ikke op i race, men i tillid og hvis de stolede nok på dig til at lægge mit liv i dine hænder, tror jeg ikke at de ville dræbe dig" sagde hun stille, det gjorde ondt at tænke på hendes forældre, selv om det var længe siden de døde, savnede hun dem stadig noget så frygteligt!

"nej måske ikke dræbt mig, det har du ret i, men de havde nok ikke ladet mig vogte over dig, en Dæmon, vogte over en Engel... du kender selv til historierne, dine forælder ville have troet de satte en ulv til at vogte får" sagde han roligt, han trak på skuldrene, "men hvor har du gemt dig i alle de år? jeg har rejst jorden tyndt i dine fodspor uden at kunne finde dig, til sidst slog jeg mig ned og blev lejesvend for at få tankerne ud på andre ting"

"Jeg har været rundt omkring" sagde Angeles "Jeg har prøvet alt fra en high-class lejlighed i Las Vegas og et Slot i Scotland, til at leve som sigøjner i paris" Hun smilede af minderne * Det må jeg gøre igen en dag* tænkte hun *At rejse rundt og se landet, med intet andet end en rygsæk. Det var fantastisk*

Deartháir kunne ikke holde en lille latter inde, "så imens jeg har levet i flere år i eksil, så har du rejst rundt på må og få, brugt af din families arv?" han rystede på hovedet, "og tænke sig at jeg troede du var væk og borte for mange, mange år tilbage"

Angeles løfteded et øjenbryn "Hey, tro hvad du vil. Men jeg har faktisk tjent mine egne penge" hun tænkte på dengang hendes første bog udkom, den solgte nu og da et eksemplar. hun havde haft mange forskellige jobs: Danser, kunstner, sygeplejerske , hun havde enda været nonne og nu forfatter. Hun havde dog altid skrevet meget, men hun havde skabt sin egen formue, hvor det meste gik til hendes familie.

Deartháir nikkede, "andet troede jeg da heller ikke om dig, jeg ved hvor kreativ du var... er må jeg jo nok hellere sige nu hvor jeg ved du stadig lever..." det var stadig noget han lige skulle vende sig til, "men hvad laver du så nu for tiden? hvilke drejninger har dit liv taget, hvordan i alverden render du og har det, samt hvad laver du?"

Angeles kluklo "Jeg er forfatter og min sidste bog solgte bedere end nogensinde. Jeg har det fantastisk! Jeg deler en lejlighed med Flora, en af mine slægtninge. Det er dejligt at have familien omkring sig, selv om det er en smule svært når de fleste af dem bor i England" sagde hun glad "Hvad med dig, hvad har du fået tiden til at gå med?"

"har du fået slægtninge her til?" spurgte Deartháir og var næsten ved at tabe kæben, "jeg havde ellers altid troet at Von Wain slægten ville opholde sig på det gamle gods der" sagde han og lænede sig lidt tilbage, "som sagt, jeg ledte efter spor der kunne fortælle mig hvor du var, men da jeg ingen fandt gik jeg ud fra du var borte, jeg begyndte at tage imod små jobs fra forskellige udbydere, og blev med tiden lejesvend, hvilket man da også tjener nogenlunde på, især når man ikke har de store udgifter"

Angeles små lo da hun så hans reaktion "Ja og ja, de fleste af dem bor på herregården i udkanten af London, men Flora er her for at studere." sagde hun med et lille smil, mens billedet af den unge dame med det lange lilla hår poppede op i hendes hoved