Biblioteket

nellie stod lidt og var forbløffet over den søde invitation hun lige var blevet givet af angeles " øhm bøøh jo ? jo klart " sagde hun og smilede " klart det vil jeg gerne? skal vi udveksle mobilnummer for nærmer aftale?" de var jo nød til at have en måde at komme i kontakt med hinanden på hvis de skulle finde en dag... finde en dag? det var helt nyt for hende at tænke sådan.. eller ikke helt efter at have mødt dearthair var hun også blevet reserveret et par gange men ellers helt nyt.

Angeles smilede "Jo det kan vi da godt" hun fiskede et lille kort op fra sin taske, hendes visitkort. Hun gav det til Nellie, hun ventede og undrede sig over hvorlænge det ville tage for hende at opdage at det var blindskrift. Eller det var det jo ikke helt, visitkortene var fortryllede og skiftede så de passede til personen der stod med det.

Deartháir smilede, det var rart at Nellie kunne få nogle venskaber og bekendte rundt i byen, hun havde jo ikke haft de store bekendtskaber så vildt han havde fået fornemmelsen af efter nogle af deres første møder

" øhm det sødt af dig men jeg jo blind og dit kort ... "hun tav der dannede sig pluseligt noget blind skrift på kortet hun bed sig lidt i læben " i væsener er sq mere dovne ind os mennesker ??" grinede hun " eller også havede jeg bare følt forkert .. for mente ikke der stod blindeskrift før??" hun nussede kort dearthairs hånd før hun roligt gav slip for at ligge kortet i lommen

Angeles smilede, det var både sandt og falsk. "Du ringer bare når du får tid, jeg arbejder på mit eget skema og uden chef, så jeg er altid til at nå" det var måske ikke hvad hun havde tænkt sig da hun gik der over, men det var nu en dejlig drejning, og Angeles så frem til at lære menneskepigen at kende, godt nok havde dæmonen afsløret hende, men det var ligemeget, Nellie virkede ikke som en sladerhank.

"der tager du fejl Nellie, vi er ikke dovne, langt fra... vi er blot mere opfindsomme end Mennesket, du skal huske vi har vandret på kloden længe før jer, og mange store bedrifter og bygningsværker, ja hele befolkninger er opbygget og udsprunget af troen på os" sagde han og så ned på hende, "mange af disse bøger har fået deres indhold, deres historie igennem os"

hun grinede opgivende " det kommer jeg aldrig til at vende mig til " hun sukkede kort " jo selvfølgelig, glæder mig til at snakke med dig igen" hun smilede venligt til angeles og så over skuldren på dearthair. " i også lidt dovne." drillede hun igen og tog fat i vognen " formoder det dig der har lånt disse bøger??" sagde hun og viste ham en af de bøger som låg på vognen.

Angeles smilede og forsvandt lydløst ned af gangen, hun havde forstyret dem nok. Hun gik tilbage til sin bog, mens hun tænkte * Ham dæmonen, han ser noget bekendt ud, har jeg mødt ham før?* hun satte sig tilbage i stolen og tog en tår af sin kaffe før hun igen begyndte at læse.

"ja det har du ret i min kære" sagde Deartháir som svar på hendes spørgsmål til bøgerne, "selv om mange Mennesker mener at det er ren overtro og fantasi, så er der mere i dem end blot det, meget af det er rent faktisk sandt, og de Væsner som befinder sig i bøgerne... ja er måske nogle gange lidt overdrevene, men der findes rent faktisk Væsner som dem ude i den virkelige verden også"

Nellie nikkede forstående på dearthair mindre forklaring omkring bøgerne. Hun lyttede efter angeles, det virkede mærkeligt at hun sådan bare var kommet for at spørger om de skulle hænge ud? Der måtte være noget mere? Hun tog kortet op igen og undersøgte det. " det da enlig et specielt efternavn hende angeles har? Hun må være eller har været en adelig en gang? " sagde hun og lagde hovedet på skrå

Deartháir så undrende på Nellie, "hvad mener du dog?" spurgte han og prøvede på at se på kortet, selv om det ikke hjalp ham, Nellie holdt det, så det havde tilpasset sig hende lige nu, en tanke han ikke havde overvejet i mange år sprang atter tilbage i hans sind, de år han havde brugt... alle de minder

hun rakte ham kortet "se selv .. Angeles Von Wain " sagde hun og smilede undrende til ham " det der von wian er ikke ligefrem noget navn man havde som bonde før i tiden??" det havde hun ihvertfald læst? det var meget mere noget fornemme mennesker i gamle dage hed. en titel de fik tildelt hvis de var noget specielt og ud fra hendes navn måtte det være en sælger eller en person med rimelige okay mange penge? tænkte hun

Angeles kiggede op, hun var sikker på at hun hørte sit navn blive nævnt, hendes fulde navn. Men som forfatter kunne det jo sagtens være en der snakkede om en af hendes bøger, hun havde skrevet mange i årens løb, og alle blev udgivet under hendes rigtige navn, dog med den lille ændring af fx Angeles Von Wain den 2, på den måde ville folk ikke stille spørgsmål hun havde tilfældigvis bare den samme hobby som sin oldemor der tilfældigvis hed det samme.

'Von Wain' navnet trakt hans sind tilbage til det gamle England 1760'erne, ubeskriveligt mange ord, billeder, ja alt fløj igennem hovedet på ham, han ville slet ikke holde kortet, "det kan ikke passe" sagde han og måtte gå hen til en af bogreolerne ikke han skulle vælte om af bar overraskelse over atter at høre det navn, "slægten uddøde jo... der var kun...."

Nellie stod lidt og så uforstående på ham " øhm skal jeg hente en stol?" spurgte hun bekymret og ventede ikke på svar men satte blot i løbet efter noget vand. Det plejede at virke. " kommer igen!" råbte hun over skulderen. "angeles! kan du ikke lige hjælpe tror dearthair har fået det dårligt så henter lige noget. Kan du ikke være hos ham? " spurgte hun da fandt hende på vej ud til frokost stuen

Angeles så op da Nellie kom løbende forbi, og skyndte sig hen for at finde Dearthair, han var samme sted som hun havde forladt dem, men hvordan kunne han få det så dårligt så hurtigt "Hvad er der galt?" spurgte hun, da hun nåede ham.

Deartáir slog blikket op på Angeles, én ting havde brændt sig ind i hans sind, kun en ting kørte rundt i hovedet på ham lige det øjeblik "Von.... Von Wai... VON WAIN" stammede han, og da det endeligt lykkedes for ham at sige det rigtigt, begyndte små stikflammer at stå op af knoerne på ham, han havde ofret... alt i sin søgen, men.. det kunne ikke passe Von Wain familien var borte, der var ikke flere af dem tilbage, det kunne der ikke være... han havde selv haft mistet den sidste for mange år siden

Angeles så uforstående på ham "Ja det er mit navn 'Angeles Von Wain' datter af Charles Von Wain og Annelise Von Wain, men jeg kan ikke se hvad det har med det her at gøre" sagde hun mens hun selv prøvede at finde mening i det dæmonen sagde til hende, hun opgav dog hurtigt, da det eneste han kunne få over sine læber var hendes efternavn. "NELLIE!" råbte hun og kikkede sig over skulderen for at se hvor den rødhårede pige blev af.

nellie stod famlede efter glasende men det var ikke lige til. ALt var beskidt og klamt, de var ikke så gode til at rydde op efter sig, men der måtte da være et glas et sted?? hun åbnede et skab og famlede efter et glas men kom til at pærer det på gulvet " årh øv" mumlede hun og satte sig på knæ men det var lige over glasskårene så det rev hul i hendes bukser og hud på knæet. hun prøvede at fjerne skårende men det var for skarpt for hendes bløde hænder som nu var meget blodige og havde store flænger men det kunne hun ikke mærke. men troede at det var en lille skramme. hun fandt et nyt glas og hælde vand i det. hun tørrede sine hænder i et håndklæde som blev rødt af hendes blod. " nellie! " lød det pluseligt * det må være blevet værre?* tænkte hun panisk og tog glasset og løb ud til dem igen " her dearthair.. beklager glasset er vådt men min hånder bliver konstant våde af en eller anden grunden?? " sagde hun bekymret og rakte ham det letter bloddige glas.

"Nellie!" udbrød Angeles forskrækket "Du bløder jo!" hun tog hurtigt hendes hænder i sine egne og undersøgte dem, der sad nogle små stumper glas her og der, hun fjernede dem nænsomt "Det her gør måske lidt ondt" sagde hun da hun tog fat i det største stykke for at fjerne det. Hun så sig hurtigt omkring ingen mennesker i syne, hun lukkede øjnene og koncentrede sig om at heale Nellies skader, det var længessiden hun havde brugt healings magi, men det faldt hende stadig naturligt.

" hvad??" var det eneste hun nåede at sige føre angeles var gået i gang med hendes hænder " av av av AAAAAV ! " piv hun og trak hænderne til sig " av av det gør da ondt!! " hun ømmede sine hænder der ikke var sket det store ved fordi hun havde trukket sine hænder så hurtigt " intet trylleri tak det healer selv på et tidspunkt håber jeg nu det dearthair der har brug for hjælp.

Angeles så på Nellie og pressede sine læber sammen til en hvid streg "Som du vil" sagde hun før hun igen vendte sin opmærksomhed tilbage til dæmon. "Har du nogen ide om hvorfor det her startede?" spurgte hun Nellie uden at flytte blikket

Deartháir havde svært ved at kontrollere dig selv i udbrud af alle de minder der drønede igennem hans hoved, men da han så Nellie blødte fra sine hænder slog det hans tanker helt ud af den kurs de var på, og blev ledt hen på hendes hænder, "du... du bløder jo Nellie" sagde han mens stikflammerne fra hans knoer atter blussede ned, og slukkede helt

" Hey jeg altså okay." sagde hun irriteret men det var lidt løgn for hun føltes sig en anelse svimmel hun tørrede sine hænder i sit tøj "kom til at skærer på noget glas and thats All." hun vende sig mod ham " er du okay igen? Eller skal vi smutte lidt ud før folk begynder at undre sig?" hun stod svajede lidt blodet gave hende kvalme og gjord hende svimmel men hun skulle nok klare så slem kunne det jo heller ikke være

Angeles så nervøst på Nellie "Er du sikker" spurgte hun, "og jeg kan stadig ikke forstå hvad det her har med mit efternavn at gøre" fortsatte hun, dennegang med blikket på Deartháir "Hvorfor er det så vigtigt?"