Here I Am ~ Millicent

Det lunede Millicents hjerte at se Jess med hendes nye barnebarn.
Det betød noget... En hel del .. At have en kærlig familie at falde tilbage på. Hendes egen var .. Ligesom gået op i røg.. Så det betød at Stephens fik  en endnu mere central plads og en større betydning for Millicent og for Samuel.
Hun lod sin hånd hvile, diskret på Stephens lår da han trak hende ned.
Og selv ikke Davids spørgsmål bragte hendes båd ud på uroligt vand.
Millicent var jo afklaret. Og for hende var der ikke plads til tvivl.
Det betød dog ikke at hun ikke kunne blive en anelse berørt af selve emnet, for hun havde jo ikke tyve år til at finde hvad hun søgte.
Hun så kort på Stephen inden hendes opmærksomhed ramte David.
" Aldringen .. Er er problem der ikke vil forsvinde" lagde hun ud og gav Stephens lår et lille klem.  Hendes øjne blev på David. " Jeg ... Jeg ved der må være en magi derude er sted der kan hjælpe mig og jeg kender to jeg kan bede om hjælp " faktisk kendte hun fire. Safre, Anna rose men William og Thomas var nok de mest handle kraftige. William ville dog nok ikke hjælpe. Men måske Thomas , hvis hun var heldig.
" jeg vil gøre hvad jeg kan... Men jeg har lovet Stephen, helst ikke at drikke fra vampyrene..., hvis det kan undgåes " smilede hun og gav låret endnu et lille klem, for at holde Stephen i ro.

David nikkede og ignorerede Stephens meget utilfredse udtryk. Det blev ikke mindre af hvad der kom fra Millicent, tvært imod. "Det lyder godt at du har tænkt over det. Det vil glæde mig og min familie hvis du finder en fredsommelig vej ud af det hele." Lød det yderst formelt fra David, hvilke næsten fik Stephen til at kaste op. Mere formelt kunne det næppe blive, hvilke overraskede ham, for det var hans svigerdatter David snakkede med, ikke en vildt fremmed.
"Vi kan måske godt hjælpe." Brød Jessica ind og rakte Samuel tilbage til Millicent da en ubehagelig lugt begyndte at komme fra ungens bagende. Stephen rynkede på næsen og rykkede diskret et stykke væk fra Millicent, hvilke fik David til at små grine.
"Jeg er også sikker på at der er noget der kan hjælpe dig Millicent, så jeg tror det hele kommer til at afhænge af hvilke pris du vil betale." Fortsatte Jessica uanfægtet. "... og jeg vil værdsætte meget hvis du ikke drikker blod fra en vampyr." Lød det til sidst i en mere skarp tone, før der kom et engle sødt smil op på læberne af Stephens mor.

Millicent sad og forsøgte gradbøje de ord som både David og Jess havde til hende. Det var svært.
David synes at trække sig og lægge en distance til emnet... eller var det til Millicent selv? Det stod lidt uklart for hende.
" Altså .. hvis i høre om noget eller nogen  så må i endelig sige til" smilede  hun dog til Jess.
Millicent modtog sin lille skat og  blev overfaldet af en noget slemt lugt. "Jamen dog lille basse... du skal vist have en ren ble skat " mumlede hun og kyssede babyen på den lille kind. Hun rejste sig op og greb ud efter sin blå pusletaske , der var pakket sufficient til  mindst tre babyer, og alt de kunne tænkes at få brug for.
Inden hun fortrak sig til badeværelset med Samuel  fik hun lige vendt emnet om vampyrer med Jess. Jess' lidt ambivalente tale fik dog en reaktion med fra den nybagte mor. Det var jo ikke fordi de var uenige. Ikke som sådan. Millicent havde enestående ingen  ønske om at være blodbundet til nogen og da slet ikke om at lade sig forvandle. Men..." Jeg vil gerne lige slå helt fast at jeg vil gøre ALT for at indgå blod og vampyrer.... Men jeg vil også understrege at det handler om mere end Min kærlighed til Stephen nu.. Det handler om Samuel der har brug for sin mor- og min forældelse VIL blive stoppet... One Way or another .., det står ikke til diskution" med de ord forlod hun stuen med Samuel . Om hun skulle føle sig stødt eller ej, var ikke nemt at beslutte. Hun var mok lidt af det hele. Men der var ingen der skulle bestemme over hende... Og det lidt spidse tonefald , var ikke faret forbi Millicents opmærksomhed og den del brød hun sig ikke om. Hun VIDSTE at Stephen havnet et problem.. Et stort problem med blodet og vampyrene... Og de skulle ikke sidde og puste til de gløder der ulmede i ham. De skulle støtte hende .... Så hun kunne forblive i Stephen og Samuels liv.
Disse tanker fløj rundt , imens hun fik. Samuel tilbage i god stand.
Da hun vendte tilbage til stuen , skulle han have mad og hun fik trukket diskret ned i kjole og bh, og lod ham sutte løs. Hans lille dyne blev lagt bag hans ryg, og dækkede for alt, så det ikke kunne støde nogen. Kun Stephen det sad ved hendes side kunne se, men det ville ikke genere ham. " Jeg er nød til at spørge ... Hvorfor er i egenlig så imod blodet og vampyr delen ? Har i haft nogle...oplevelser med det?" Spurgte hun så forsigtigt som muligt. Det var ikke hensigten at optrappe en konflikt men at forsøge forstå.

Mens Millicent forlod stuen skævede David over mod Stephen, der kunne høre sin søns sarkastiske bemærkninger men sagde ikke noget. Der blev ikke sagt et ord inde i stuen før Millicent vendte tilbage med en mere velduftende unge.
Spørgsmålet der blev smidt på banen affødte noget tavshed, før David så tog ordet og forklarede tingene som det var: "Binder du dig til en vampyr vil vedkommende få en større plads i dit liv end du måske lige tror. Det er ligesom narkomaner og deres narko. Du ved at vi 'overnaturlige' tit genkender hinanden på specielle dufte og sådan en har vi alle sammen. En duft af en engel vil være som slik for en vampyr og flere vil kun blive bedre. Det i sig selv er selvfølgelig ikke et problem, for efter nogle år lærer man som engel at tackle de problemer på diverse måder, men du vil være en styrke for vampyren og en svaghed for os. Derfor ønsker vi ikke at du skal drikke et blod fra en vampyr og i så fald vil vi ikke kunne acceptere at du er sammen med os eller din søn."
Med de ord rejste David sig op og forlod stuen, under den undskylning at han ville hente noget at drikke.
"Jeg ved godt det lyder hårdt, men det handler om at vi skal overleve." Lød det blidt fra Jessica, der havde sat sig hen på den anden side af Millicent, for at udrede et eventuelt heftigt udbrud og svar på hvad David på en meget direkte måde havde fortalt.

Hun forstod godt at det med engle duften var et problem .På den anden side ville den jo hænge ved Millicent uanset om hun drak blod eller ej.
Og vampyrene var jo derude ... allevegne . Hun havde fået en snært af hvad der kunne ske ved en bloodbounded . Hendes tanker havde kredset om Alias på en meget upassende måde, dengang - og den eneste der skulle kredse i hendes tanker var Stephen! Omvendt kunne hun ikke accepterer at de kun havde så få år sammen , når hun var så menneskelig. En løsning ville hun vælge , så måtte de bare håbe på et godt udvalg.
David fik dog sagt et par ting der fik Millicent til at føle et lille snært af panik.
Panik.... Ikke en velkommen tilstand ved et hyggeligt familie møde.
Hendes øjne flakkede fra David over til Stephen. Han kunne umuligt være enig her? David trak jo en grænse og det lød enormt meget i hendes øre som om han fortalte at de ville skubbe hende væk så.... Fra dem   .., fra Stephen ... Og ikke tillade hun så sin søn?
Hun kunne ikke tyde Stephens blik.
Oh boy , ville hun ligge have en hel hønsegård at plukke med ham , når de kom hjem.
Hun begyndte at grine ... En smule spidst af den næsten morbide følelse der var på vej til at mase sig frem.
Da David bar ved at gå og Jess nærmede sig, knuede hun Samuel ind til sig, efter han var taget fra brystet  og tøjet trukket på plads.
" Hør lige her... Jeg respekterer Jef begge og holder enormt meget af jeres familie. Det handler Faltisk også om min overlevelse - men... Jeg er nød til at sige at hvis jeg bare en gang til så meget som fornemmer en trussel om ikke at se mit eget barn ... Eller hvad David nu sagde- så kommer Samuel aldrig på besøg jer mere, og kontakten slutter. Min grænse går der. Ingen...INGEN får MiN søn... det bliver over mit lig.  "
Det var lige før hun rystede af frustration og havde hun  kunne knurre havde hun gjort det.
Hun så fra Jess til Stephen med panikken afspejlet i hendes øjne .
" Stephen..? " næsten hviskede hun , imens hun knuede hans lille søn , i hendes arme. Han måtte ikke være med på den ide. Han kunne vel ikke - uanset hvad- finde på at tage Samuel får hende.... Eller hende fra Samuel?
Kunne han vende hende ryggen, hvis hun drak blod.  Vel og mærke for at kunne leve et liv med ham og deres søn.

Stephen trak vejret ind igennem næsen og dybt ned i lungerne for ikke at begynde at grine. Det var ikke spor sjovt, alligevel måtte han kæmpe. Selvom Millicent var yngre end de fleste 'normale' mødre - hvis man lige så væk fra Amerika - havde hun så absolut en moder i maven. Det var han ikke alene om at tænke. Både Jess og David tænkte noget i samme dur.
En arm fra Stephen gled omkring Millicents skuldre, før han trak hende en smugle ind til sig, mens han selv lænede sig ind over hende. "Vi skal nok finde ud af noget." På den måde hverken af- eller bekræftede noget. Hvis han kunne, uden at få en hidsig kommentar smidt i hoved, ville han liste et kys ind på hendes kind.
"Lad os få det frokerst, kom med." Brød Jessica ind med et smil, før hun brød op og viste familien ind i en spisestue der både var vældig stilren og samtidig havde nogle hjemmelige elementer der ikke fik det til at ligne en restaurant - helt. På bordet var der overdådigt dækket op med diverse former for mad i alle afskygninger og der var både gjort klar med fiske tallerken og mulighed for at slutte middagen af med ost og et glas vin.
"Hvis du ikke drikker øl, så må du sige til Millicent, så finder vi noget andet." David havde allerede sat et par øl ved bordet.

Hun ville ikke afvise ham, ikke her foran hans forældre. Desuden behøvede hun hvad end trøst eller støtte , hun kunne få fra Stephen lige nu. Men Millicent var bestemt ikke tilfreds. Ej heller tryg ved hele situationen. Og selv om hun ikke havde i sinde at lave en sene her og nu, så skulle hun have fat i ørene på ham hjemme. For det her var da slet ikke godt nok! Han skulle tage hendes parti, beskytte Millicent og for alt i verden holde hende og Samuel sammen. Hvad tænkte han dog på ?
Hun modtog sit kys , men det kneb en smule at få det smil hun gav ham, til at varme helt nede i hjertet.
Det var som de fejede alt det ubehagelige ind under gulvtæppet , for at holde ro og god tone. Men nu havde de løftet op i tæppets hjørne og vist til Millicent hvad der gemte sig der- og det kunne hun ikke bare ignorerer.
Hun gik over og puttede den sovende Samuel i hans babylift, og slæbte den med sig ind i spisestue . Her blev den sat lige ved siden af Millicents stol.
Ikke om hun ville slippe ham af syne efter den snak.
" øl er fint, hvis jeg må bede om et stort glas vand ved siden af" hun henvendte sig til David og overvejede hvor meget af hendes tanker han snappede op?
Hun burde ikke drikke spor, ikke når hun ammede- for alt hun drak fik Samuel i sig også. Men hun trængte så slemt til noget lige at dulme det oprør der buldrede i hende nu, og hvis hun spædede det op med en masse vand , mon så ikke det gik.
En underlig tanke poppede op, en meget malplaceret en. Andy ville aldrig havde ladet noget true med at tage Millicents baby fra hende, hvis de havde været sammen og babyen var hans. Hun skyndte sig at puffe den væk og komplimenterer istedet - høfligt - bordets dækning.
"Du har haft travlt Jess, det ser helt enormt læbkert og meget indbydende ud" forsøgte hun lomme videre , ud af den dårlige stemning.
Hendes svigerfamilie var en smule svære at blive kloge på. For første gang , gjorde hun sig sine tanker om dem... Og deres måde at tackle livet på. Var det derfor Stephen havde brude lidt med dem, var de for styrende? Nuvel... Det ville de så ikke blive overfor Millicent. Hun smilede og duften af benzin blandede sig med de meget sløret minder hun havde. Ingen ville nogen sinde få lov at styre hende igen.
" Har i nogen baby billeder af Stephen egenlig? Dwt kunne være sjovt at se om der er ligheder med Samuel" spurgte hun i en noget lettere tone.

David opsnappede alt der kom fra Millicents hoved, især nu hvor han var blevet mere opmærksom. Han var klar over at han var gået over en grænse. Tanken om Andy forvirrede ham. Han vidste Stephen havde spillet med en under samme navn, men var det den samme og hvad havde vedkommende at gøre med børn? Mange spørgsmål poppede op mens han på overfladen forblev rolig og stille, mens Stephen snakkede med sin mor om alverdens ligegyldige ting.
Først da Millicent åbnede munden blev de tre andre ekstremt opmærksomme på hende. Mere end det var normalt. "Mange." Lød det fra Jessica, der straks brød op for at hente familie albummet af Stephen da han var lille. Efter at have taget et par stykker ud kom hun tilbage med billeder af en dreng der lignede Samuel mere eller mindre, dog foruden de træk Millicent havde givet Samuel.
"Er han ikke kær?" Lød det med en stolt moder i stemmen, fra Jessica der strålede som en lille sol. David kastede et par korte blikke på billederne som han allerede kendte godt. Det ene havde endda i flere år stået inde i stuen, men var sener hen blevet erstattet.
Stephen havde også kigget med, men ikke sagt et pip. Han havde mere travlt med at drikke øl, Millicents. I hans verden kunne det umuligt være sundt for hende at få en øl lige efter hun havde født, så kunne han komme af sted med det, ville han drikke halvdelen af hendes - eller så meget der nu blev tilladt.

Skønt var det at selv en overnaturlig familie , bestående udelukkende af engle også fortog sig normale ting.
Millicent smilede af den miniature udgave af Stephen , som Jess fremviste stolt. Hendes øjne løb over alle de små karakteristika som billederne kunne bevidne . " Du gode..., du var da virkelig nuttet dengang hva" hun skiftede billedet ud med et andet og så igen nysgerrigt på det. " Samuel ligner virkelig dig , Stephen ... det kan du godt nok ikke løbe fra " hun kastede et kort blik på lille Sam i liften og smilede. Som far så søn, flød det igennem hendes tanker og hun så på de tre engle af voksen slags . Var engle anderledes end mennesker? Altså udover de levede en evighed og havde vinger og små underlige evner. Men den havde hun jo også selv. Hendes aura bevidsthed. Men hun tonede den ned med vilje. Men tænkte de og resonerede anderledes ? Hun sukkede uden lyd og rakte ud efter sin øl, der på mystisk vis var blevet halveret- mindst. Hun hævede begge bryn da hun så på Stephen. Det var da ... Morsomt ... Som de alle på hver deres måde forsøgte at styre hvad hun gjore- og især hvad hun ikke gjore. Det antændte den lunte hendes indre rebel have i ' røven' og hun bællede det sidste øl i sig, uden at slippe Stephen med øjnene.
Først da hun satte den tomme flaske fra sig , smilede hun stort og adresserede Jess.
" Skønne billeder... Han var virkelig lækker ... som lille unge "
" Vi må da huske at tage nogle billeder " lød det nærmest forfærdet.
De måtte da være de eneste forældre på fødegangen, der ikke havde fået taget billeder af deres nyfødte og stadig ikke havde tænkt i de baner. Millicent havde ganske enkelt været for opslugt af sin baby... Og sit nye liv med Stephen som familie, til at tænke på den slags . " har du et kamera, eller skal jeg låne et på mit job ?" Spurgte hun Stephen. For det skulle være ordenligt- ikke bare tilfældiigt knipsede mobil billeder.

Stephen forsøgte sig med det mest uskyldige udtryk han kunne mønstre, men selvfølgelig var Millicent kvik nok til at vide hvem det var der havde drukket hendes øl. Andet havde han heller ikke forventet, men han kunne uden tvivl have været for uden det at hun demonstrativt drak det sidste. Han satte en misfornøjet mine op, før han vendte sig væk fra hende, lod sig falde tilbage på stolen og skulede over på en usynlig plet bag sin far.
"Kamera?" Pludselig var alt der handlede om at være irriteret glemt. "Til hvad? Billeder af ungen?" Han vendte hoved for at forsøge at huske om han havde et.
"Vi har et i kan låne. Det er ikke det nyeste skrig, men det tager gode billeder og er helt tomt. Hvad med at vi starter med et billed af den lille nye familie?" Lød det henrykt fra Jess før Stephen kunne nå og svare. Hvis Millicent indvilligede ville Jess forsvinde hen og finde et kamera der ikke helt levede op til dens beskrivelse. Godt nok var det ikke det nyeste spejlrefleks, men der var ingen tvivl om at det umuligt kunne være mere end et par år gammelt.
Efter at have placeret familien foran en hvid væg i stuen, blev der taget nogle billeder. Så måtte de selv vælge hvilke der var bedst. Derefter overtog Stephen kameraet for et tage et billed af sin søn og endte med at komme for tæt på, så Samuel førte sin hånd fra munden lige op i linsen, hvor den blev kørt godt rundt.
"Skal vi komme videre i middagen, min mave er endnu ikke mæt." Brød David ind, dog med et smil på læberne. "Så kan i tage billeder bagefter, jeg tror ikke ungen forandre sig så meget over en middag."

Det viste sig at blive helt hyggeligt og selv om Millicent ikke brød sig om at bære centrum , hvilke hun stadig ikke have lært at sætte pris på, modelkarrieren til trods- så var lige det her en undtagelse. Hun elskede simpelthen at få hendes lille familie ned på ' tryk' og der bar ingen tvivl om de ville blive fremkaldt i nåde store og små størrelser.
Efter at have skiftet kamera ud med en lille rangle med lyd, og Samuel kunne underholde sig selv, vendte de tilbage til middagen. Den forløb roligt og uden de større tunge emner.
Millicent komplimenterer maden og ville være behjælpelig med af tage ud og skylle af. Ost og vin var sidste ret og det passede hende fint. At amme tog lidt på kræfterne. Det var den lille der fik alle vitaminerne.
Hun forsøgte diskret at signalerer til Stephen at de så småt skulle begynde at runde af.
Hendes øjne gled rundt i huset. Var det overhovedet noget der bar bare en smule gammelt? Eller var alt så fint og nyt? Hun havde på en måde svært ved at se Stephen i et hjem som dette. Ja hans Køkken bar sirligt men .... Hans noder og papir rod skabte en vis hygge også .

Efter maden var skyllet af var Stephen enig i at de skulle hjem, så han takkede høfligt af ved sine forældre som så kort efter lod dem forlade huset efter de høflige fraser var overstået. Udenfor trak Stephen vejret dybt ind igennem næsen, før han så begyndte at gå. Kameraet havde han klemt ned i en af pusle taskerne.
"Jeg håber du hyggede dig, for nu skal vi hjem og se om vores kamerabærene venner stadig er ved lejligheden." Han sukkede højt og dramatisk. Efter at have gået lidt, nærmede han sig diskret og fik en arm omkring Millicents talje. Påpegede hun det, ville han trække den til sig igen, som havde det været pinligt.
Hjemme foran lejligheden var der heldigvis helt stille, så de kom ind i hjemmet uden problemer. Efter at have fået familien ind, låste Stephen omhyggelig døren og slog sig så udmattet ned i sofaen, hvor han ville lukke øjnene hvis det blev ham ondt.

" Det var da hyggeligt at de fik set Samuel " svarede hun neutralt. Hun kunne godt lide hans familie og ønskede bestemt ikke ballade, men det ville ikke blive dem der satte rammerne for hendes liv med Stephen.Hun ville gerne drøfte ting med dem, lytte til dem - hvis de altså droppede deres trusler ! Og den del skulle lige vendes med Stephen, men først når de var hjemme.
Hun lod ham have armen om hende..eller hun nød det i fulde drag.
Stephens nærvær var altid velkommen- næsten da. Pånær når hun var rigtig vred, men det var hun ikke - endnu. Han havde hverken be eller afkræftet noget endnu jo'.
" Jeg kan tegne italiensk overskæg på os begge to.., med min eyeliner?" Kom det fra hende , da Stephen omtalte journalisterne . " Så gætter de aldrig det er os " hun løftede en hånd fra barnevognens styr og op til Stephens kind. " Du har ret... Her er ingen. " smilede hun og fik bukseret barnevogn ind i opgangen. Babylift og pusletasken skulle op og liften blev bare sat på spisebordet , da Samuel sov og der var fred og ro derude.
Millicent hentede noget frisk juice og et par glas, som hun i stilhed satte på bordet. Så tog hun en dyb vejrtrækningen og forsøgte slå hul på kolusnøden.
" Stephen ... Der er noget vi er nød til lige at tale igennem. " en hånd strøg fra hans håndled og op over arm og overarm , hvor hun lod den hvile.
" Blodet... Du hørte godt hvad din far sagde , ik? Det var ikke bare et håb eller ønske... Det var en regulær trussel om at fjerne Samuel fra mig. "
Millicent kunne ikke tro - ikke i sin vildeste fantasi - at Stephen var parat til SÅ drastiske metoder som at skubbe Millicent ud. Ud af Jans eget liv og enda kidnappe hendes egen søn. For det Ville være at stjæle Samuel fra sin mor.
"Vil du godt være sød at fortælle mig at det aldrig kommer til at ske... Om jeg så drak fra tre vampyrer dagligt, så skal jeg ikke være nervøs for at komme hjem en dag og så er du forsvundet med.... Ham" næsten peb hun til sidst, da det hele alligevel blev for emotionelt alene at forstille sig.
Hun trak sin hånd til sig langsomt, og hendes hjerte galopperede da han skulle svare hende.

Allerede da Millicent åbnede munden vidste Stephen at hun havde noget alvorligt på hjertet, alligevel satte han sig ikke op, men blev liggende og kiggede op på hende. Da hun indledte forstod han straks hvad hun ville sige. Han pressede læberne sammen og lage hoved en smugle på sned. "Millicent, du ved jeg elsker dig over alt på jorden, men jeg vil ikke kunne tillade dig at udgøre en fare for Samuel."
Han håbede at Millicent ville forstå hans mening i hans ord, for ellers havde han lige kastet sig ud fra en klippe med millioner af sure hajer nedenunder i vandet. Det ville blive en enorm kamp at komme i land igen, hvis han nogle sinde gjorde.
Stephen rakte en hånd frem imod Millicent og trak hende ned til sig, hvor han søgte hendes øjne. "Men jeg ved der er andre løsninger. Som min mor sagde handler det om prisen og vi kan bare selv snakke om det. Ingen grund til at besøge de to nisser før vi har besluttet os - du har." Han ville forsøge at kysse hendes mund hvis hun havde lagt sig ned ved hans side, hvis ikke det var muligt ville han forsøge på hendes hånd.

"En fare for Samuel? Jeg... Er hans mor og han behøver mig. Er jeg ikke her for ham , så udfør det en fare... For hans hjerte. " mumlede hun.
Millicent lod sig trække ned til ham , så hun lå med hans lår mellem  sine ben og sukkede Tungt. Hans svar var jo ikke godt nok for hende vel? Hun kunne jo ikke tillade at det skete .., at de en dag bare var væk.  Og hun kunne slet  ikke leve med den frygt at spekulationens ville puste til, hele tiden. " Det er vores søn... Og jeg behøver at du giver mig dit ord på du aldrig ville tage ham fra mig.  Gemme ham , skjule ham eller sende ham på ferie uden min tilladelse. " hun satte sine læber mod Stephens og begge hænder hvilede på hans bryst.  Årh Gud hvor hun behøvede hans forsikring , hun behøvede ham og  hun behøvede at frygten forsvandt. Hvordan skulle hun kunne leve en fredelig dagligdag , skulle hun gå og bekymrer sig om de blev en eller tre til hvert et måltid ?
" Faktisk mener jeg slet ikke det kommer dine forældre ved " slog hun klokke klart fast , efter at have giver ham et enkelt kys.

Der kom et lydløst suk fra Stephen, der trak sig en smugle op og kvalte et gab med en grimasse. "Det kan jeg ikke love dig. Det har intet med mine forældre, jo, sikkert et eller andet sted, da de har opdraget mig, men det er lige så meget også min egen mening. Jeg vil ikke have at han skal komme i fare fordi du har kastet dig i armene på en vampyr, uanset om du selv ville det eller ej." Nok kunne de snakke og blive enige om mange ting, men ikke på dette punkt.
"Men lad os snakke om det hvis det bliver aktuelt, hvis vi ikke finder andre udveje skal vi nok finde på noget. Det lover jeg dig." Kort strøg han Millicent over kinden, før han lod sig glide ned igen, for så at lukke øjne og falde i søvn hvis ikke Millicent gjorde et ihærdigt forsøg på at holde ham vågen. Det var anstrengt med familiebesøg, det havde han lige erfaret.
Efter et par timer slog Stephen igen øjne op og var efter et par lange gab, der kunne sluge hele staten, frisk som en havørn. Hurtigt fløj han hen til klaveret og begyndte straks at klimpeløs med alverdens idéer der sprang op i hoved. Efter at have spillet et par minutter, brød han op og gik i gang med at finde Millicent.
"Hva ... hvornår har du så tænkt dig vi skal giftes?"

Han ville ikke give hende de garantier hun behøvede.
Hmmm. Den var lige godt værre.
" Aha.... Ja.... I see" mumlede hun bare sine svar.
Stephen så træt ud og der var ingen grund til at opstarte en effekt diskution lige nu. Millicent var nød til at tænke det hele igennem. Grundigt.
For Lige nu havde hun en enormt lyst til bare at flå Stephens hoved af.
Som om hun ville udsætte sin lille søn for fare. Helt ærligt.
Millicent kunne da selv pakke Samuel ned og rejse til lang bordt i stan med ham, hvis det skulle være? INGEN skulle tage hendes søn fra hende. INGEN.
Hun brugte tiden på at amme Samuel og ordne lidt vaske tøj, indtil lyden af Stephens tone meldte at han var vågen igen.
" God lur?" Smilede hun og satte vand over til te.
Stephen overraskede hende med sit spørgsmål. Var der noget Millicent ikke var lige nu, efter deres samtale , var det i bryllups humør. Led mindre det stillede hende bedre i kampen om et fælles barn? Hun sukkede.
Det var jo helt forkert at skulle gå og tænke sådan.
" Arh.... Om to år.... Eller fem?" Lød det mildt sarkastisk.
"nu skal vi jo lige se hvor farlig jeg bliver for jer... Samuel og dig....om i overlever?" Et stort ironisk smil blev sendt , og hun vimsede forbi ham led et lille fnys og to krus med te.

Stephen var ikke helt sikker på om han skulle grine eller græde ved det svar han fik. Millicent var tydeligvis ikke synderligt glad eller interesseret i emnet om bryllup, hvilke Stephen ellers havde troet, så han satte sig bare ned og nippede til sin te. Han gad ikke forsøge at komme ind på det emne igen og at snakke om at leve evigt og alt andet tjavs var heller ikke noget han gad snakke om. Han brugte derimod tiden på at skule ned i sin te.
Efter at være kommet til bunden af sin kop, brød Stephen op for at forsøge at finde sin computer. Da det var sket forsvandt han ind i sin egen lille verden af mails som skulle tjekkes og musik der skulle høres. Som et barn havde han lagt sig på gulvet med computeren foran sig og kæmpede om at få sine taster imod Ally, der syntes at være dybt facineret af dem.
Først da aftensmaden skulle på bordet brød han op og ville sammensætte noget mad. Køleskabet bød ikke på vilde mængder af mad, men det endte med et sammensurium af alt muligt mærkeligt mad. Mens maden blev lavet fortsatte hans youtube-playliste.

Okay, stemningen var vendt fra dårlig til rædselsfuldt.
Det kunne hun ikke have hængende på sig. Millicent havde taget Samuel ud og givet ham et lille bad, i det særlige kar til babyer. Nu lå han velduftende og mæt og sov som den lille engel han nu engang var.
Et var jo bare fordi at hun elskede ham og Stephen så meget. Hun kunne ikke rumme den latente trussel om at miste sit barn og da slet ikke at Stephen skulle være den der gjorde det mod hende. Det gjore ondt inden i. Og det hele var så nyt.
Samuel var helt ny.
Men det skulle heller ikke være sådan her. Millicent skulede ud mod køkkenet, hvor Stephen var i gang.
Hun tjekkede Sam en sidst gang, strøg ham over den lille bløde kind , og gik ud i køkkenet.
Langsomt nærmede hun sig Stephen og da hun stod bag ved ham lod Millicent et par fingre flute ned af Stephens rygsøjle, til han måske vendte sig om. Så ville hun målrettet
gå efter Stephens dejlige læber og kysse ham, måske en smule for hårdt da det ikke var så kontrolleret , men meget higende.

En let gysen løb ned af Stephens ryg da han mærkede Millicents hånd glide ned af den. Han drejede sig om med en grydeske i hånden, som blev der da hun gik i aktion. Der gik ikke mange sekunder før hans egne hænder greb ud efter hende og trak hende ind til sig, mens han smagte ihærdigt på hendes læber.
Selvom der intet frækt eller erotisk var over det hele blev Stephen alligevel tændt. Ikke så det stod ud af ørerne på ham, men et lille behov for Millicent kom pludselig snigende fra kulisserne og voksede sig kæmpestort på ingen tid. Lysten steg kun i fart og selvom han ikke gjorde det bevist, reagerede han på den, især hans hænder der havde lagt sig på hendes bagdel.
Mad! Mindede han sig pludselig selv om, før han så trak sig ud af kysset, gav et sidste et til hendes pande og slap hende så for hastigt at vende sig imod gryderne. Ivrigt forsøgte han at klemme sine fysiske behov væk, så de kunne vige tilbage for hvad hans fornuft mente var vigtigere behov. Der var dog ikke enighed over hele linjen. Langt fra.

" Undskyld" mumlede hun mod hans læber. Egenligt burde hun ikke undskylde, hvis man spurgte hende.
Og så alligevel... Hun hadede at være lidt uvenner med ham. At der var dum stemning mellem dem, og så snart hun fik lov at fordybe sig i hans kys , blev hun blød som smør.
Hans hænder på hendes balder , kunne hun tydeligt mærke. Den lille sommerkjoles stof var tyndt og skærmene ikke meget.
Foroven blev de fyldige bryster presset lidt mod hans overkrop og bedst som hun synes at kunne mærke en .. Voksende interesse hos ham, trak han sig væk.
" Hvad skal vi spise ?" Spurgte hun Stephen, der nu stod med ryggen til.
Hun stod selv ved hans side, sådan bag ham og havde stoppet en hånd i hver forlomme på bukserne, som søgte hun efter mønter. Men det var en helt anden skat hun ville finde.
Var hans krop stadig fyldt med begejstring ville hendes pegefinger i bukselommen kunne finde ud af det, og stryges hen over netop den kropsdel der viste det. Æggende langsomt.
Ellers ville hun trække hænderne op og flette en hånd ind i hans.

"Det her!" Udbrød Stephen glædestrålende og viste en gryde med et eller andet sammenkog der krævede en god fantasi for at se lækkert ud. Ivrigt rørte han rundt i det, smagte til og rørte mere mens han tjekkede risene i en anden gryde. De så næsten ud til at være færdige.
Først fandt Stephen det kun mærkeligt at Millicent pludselig i bogstavligste forstand var smuttet ned i hans bukser, men da han fandt ud af hvad hun ledte efter gryntede han utilfreds. "Er det så let at se?" Beklagede han sig højlydt og prøvede at fortsætte madlavningen uden at lade sig distrahere af hvad der skete.
Det var absolut ikke nemt og trak hun ikke hænderne til sig ville det ikke lykkes for ham.
"Husk nu at spis en masse, Samuel skal jo også have noget mad og det får han ikke hvis mors bryster er små. De skal være store og så får du hele to tilfredse engle." Han gav hende et hastigt kys på panden, før han forsøgte ikke for åbenlyst at få hendes hænder væk så han kunne koncentrere sig om maden.
Det blev serveret og guderne måtte indrømme at det ikke så meget bedre ud på tallerkenen end i gryden. Det hjalp dog lidt at det smagte bedre end det så ud, omend det nok aldrig ville blive hverken Stephen, Millicent eller Samuels livret.

" oh..." Svarede hun efter et kig ned i gryden.
Først var hun glad da hun fandt nåde reaktion og erektion , men selv om hun strøg en enkelt gang mere , var han ikke lige til at aflede. Det gjore hende ikke så meget. Hendes forsøg var ikke gennemtænkt men en reaktion på han virkede til at ville.. da hun havde kysset ham før.
" om det er tydeligt... Mere end din gryderets indhold der " smilede hun frækt og satte sig til bords.
Det var godt der var ris, for de mere fede friture ting var hun ikke vild med.
Hun greb om sine bryster og gav dem et klem , for sjov..." Du behøver ikke frygte. Med dem her kan jeg få hele himlen til at synge" jokede hun og spiste pænt op.
Samuel snork sov og Millicent begyndte tage af bordet for at ville vaske op. " Det smagte nu fint ... Tak for mad " sagde hun og kom til at sjaske med opvaskeebørsten hen over hans bryst og hvilke fik skjorten rimelig våd af sæbe og vand stænk.
" Du gode... Hvordan kunne det dog ske" hun kløede sig i nakken.
" du må hellere tage den af"

Stephen spiste også pænt op og erkendte aldrig at han ikke kunne lide maden. Den skulle bare væk i en fart. Sådan var det nogle gange, hver dag kunne ikke være en fest, det måtte han bare acceptere.
Trods han var glad for at hun tog opvasken endte han alligevel med at blive hængende ude i køkkenet for at rydde af og sætte et par ting på plads. Det var han godt i gang med, da der pludselig kom nogle store dråber flyvende igennem luften og gjorde ham plettet. Han kiggede misbeligende ned af sig selv, før han så fulgte Millicents råd og tog skjorten af.
Efter den var smidt slog han sig ned ved køkkenbordet med en øl og betragtede Millicent. "Lige der hvor kvinden høre hjemme, når hun ikke ammer børerne." Jokede han glædeligt og tog en slurk af flasken, før han smækkede bene op på bordet og vippede tilbage på to ben på stolen. Så sad han godt, mageligt og maskulint.

Hun skjulte godt at det hele gik hendes vej.
Skjorten røg af, og hun kunne i skjul nyde synet af Stephen i bar overkrop.
Det syn kunne man ikke lige blive træt af.
Hun smilede artigt, da han besluttede at lege provokerende, og forsatte med at sætte ting på plads.
" Oh...deres plads er i køkkenet? Og h os babyen?" Hun smækkede viskestykket over skulderen og gik hen foran Stephen.
Hendes hænder havde taget et grev i den blomstrede kjoles kant, og trak den langsomt op, så stoffet strøg over hendes lår og efterlod dem blottet.
Millicent satte et skuffet ansigt op, da hun svingede det ene ben ind over ham, og satte sig helt op på hans skød, hvor kjolen automatisk gled det sodste stykke op på eget initiativ, da hende lår blev skildte.
Millicent lukkede pege og tommelfinger om Stephens hage og gav den gas med trutmund..." Det var ærgeligt..,.for denne plads følels ellers rigtig ....god" sagde hun og lavede en insinuerende bevægelse med underlivet, som sad hun på en hest.