Here I Am ~ Millicent

Efter at have spillet i tiden til Millicent annocerede at hun ville sove, kom Stephen med ind til hende. Ind i sengen der allerede havde fået lidt varme. Skønt. Efter at have læst på bagsiden af bogen hun havde læst og spurgt ind til om det var det nyeste teenager skrig, kyssede han hende godnat og lage sig til at sove.

Den følgende morgen var Stephen krøbet helt ned under dynen, i sin flugt fra morgenlyset der uhindret trængte igennem vinduet og forbi gardinerne der ikke var trukket for. Tilfreds satte de sig midt på sengen og jog Ally, der havde ligget ovenpå Millicens dyne, væk.
Da det var blevet for varmt under dynen, steg Stephen op fra de døde og gik ind i stuen for at sove videre på sofaen med sin dyne. Langt bedre.

" Ja...det er det, en blockbuster film der er lavet efter bogen her" forklarede hun søvnigt.
Millicent slog armene om Stephens nakke, nusse lidt i håret på ham imen hun kyssede tilbage på hans bløde læber.
Glad...faldte hun i søvn.
Den næste morgen , fandt hun Stephen på sofaen, hvilke undrede hende meget.
Men hun lod ham ligge, og smuttede istedet ned efter morgen mad fra bageren og nogle aviser.
En ret bleg Millicent vendte tilbage."Stephen ...har du set det her "
I det kulørte blad, som Millicent smed på sofa bordet, var en billed serie af hende.
Først uden ring, så med....og også hvor hun sad med hånden...mellem benene..på låret, oppe på køkken bordet.
Mange millionær og bladejers kælende kæreste, har hed romance med musiker Stephen Samson

neden under stod der Stephen havde gemt en gave til Millicent i hendes lejlighed, at de havde flirtet og være frække over telefonen...da hun havde fundet smykket fra ham.hvad mon Millicents anden bejler, rigmanden Ben vilel synes om det?

bladene var jo ikke kendt for ligefrem at holde sig til sandheden.
Millicent faldt modløs nedi en lænestol og lagde panden mod sin håndflade.

Stephen havde ikke meget mere end åbent øjne, da Millicent viste billeder og tekst. Han studerede lidt af det hele, før han vendte sig imod Millicent med et dybt alvorligt blik. "Hvis det er mig du taler med, lige der. Så må jeg sige jeg har en god effekt. Tænk at kunne ophidse en person igennem en telefon!" På nul komma dut havde hans udtryk ændret sig fra træt, til alvorligt og så til et kæmpe stort grin.
Hans hånd greb fat i hendes skuldre, for at trække hende ind til sig. "Mon Ben kan det?" Lød det drillende nær hendes ører, før han blidt kyssede hende ned af halsen. "Det tror jeg ikke!"
Sket var sket, Stephen så ingen grund til at dvæle ved det. Det irriterede ham ganske rigtigt, men han havde ikke lyst til at hidse sig op over pressen. Sådan havde alle kendte folk det og nogle meget værre end ham. At have en forlovet der sad og kælede for sig selv, mens han selv var i den anden ende, fandt Stephen helt smigrende. At Journalisterne så havde fået det på kamera rullen, var en helt anden snak.
"Vi kan tage til Lapland, i en eller anden eksklusiv hytte og bruge tiden til du skal føde?" Forslog han, efter at være færdig med at kysse.

Hun holdte nøje øj e med ham.fuldstændig parat til at feje ethvert angreb af vejen.
det var dog ret pinligt det ene foto med tekst, ikke særlig fedt at dele med hele Aterswell.
Og det var bare så tydeligt at se på hans alvorlige ansigt da han nåede dertil, han flækkede jo på tværs med at stort grin.
"ja ja...det et godt billed" kom det fladt fra hende."Selvfølgelig er det dig..d-det var da den ..tossede ting du lavede med din stemme, da du snakkede om køkken bordet...jeg savnede dig jo bare...lidt."
ihh selv nu lød det dumt.men det var jo sandt..lyden af hans stemme og ..nej...det var også de læber på hendes hals der fremkaldte den effekt nu. "det ...kan han ikke." sukkede hun og pressede sig lidt ind mod stephen..."ben kan ingenting der ligner bare lidt "
Hun redte hans mørke hår med sine fingre og kyssede Stephen , først på munden og så ved han øre."jeg er bange for lapland slet ikke er lang nok væk....når de ser de billeder der, flipper alle renerne helt ud, men ellers er ideen god" smilede hun med læberne presset mod hans hals, hvor hun kunne mærke hans puls inden under huden.
Måske skulle de netop det? Tage væk...til hun skulle føde?
det ville måske blive sidste mulighed inden babyen kom.På den anden side var intet klart her...så nej, de gik nok ikke.der var for meget der skulle ordnes.
Pludselig knækkede hun helt sammen, som var hun blevet foldet på midten-helt hvis i ansigtet og med klart vand løbende ned af sit ben. "Stephen" gispede hun, og hun lød bange.
Jeg tror vandet er gået...og...jeg har rigtig ondt i maven"

Det intime øjeblik blev pludselig slået i jorden, alligevel holdte Stephen kursen med en kæk bemærkning. "Tænk jeg er så dygtig at jeg endda kan få kvinder til at føde!" Med de ord og en selv tilfreds latter, forsvandt han ud for at finde nøglerne i den tro at de skulle køre til hospitalet. Da han var tilbage med nøglen i den ene hånd, sammen med en telefon, og sko i den anden, stoppede han op, næsten ved at tegneserie agtigt at sætte hælene i jorden.
"Du skal ikke føde her, vel?" Lød det pludselig knap så kæp højt fra ham. At køre til hospitalet ville gå hurtigst, men det ville være bedst med en ambulance. Det valg var op til Millicent, for det var slet ikke Stephens område, det med at tage sådan nogle svære og farlige valg. Bare tanken virkede en smugle skræmmende.

Hun var ikke parat, slet ikke parat til det her.
Det var da også for tideligt, al for tideligt.Mon det hele ville ende godt?
Mavesmerterne tog til. og hun var ved at panikke imens Stephen pakkede.
"Nej...ikke...her....kejsersnit!De lovede det!" ungen skulle gennem hende mave og ikke andre steder, og Stephen skulle hele hende sår, så maven var fin.
det var planen og ingen tidlig fødsel skulle ændre på det.
"Vi køre bare selv" hviskede hun helt bleg, og bedte ham trække en taske ud fra under sengen.
den havde hun da fået klar....hvis det blev nødvendigt.der var alt hun skulle bruge til indlæggelse og første sæt tøj til baby, den slags.
Hun stavrede ned af trapperne, og til hans bil.

Stephen stoppede kort op og gloede dumt på Millicent, før han lavede et par himmelvendte øjne. "Jaja, kajsersnit." Brummede han og greb tasken, som han svang over skulderen og fløj så hen til Millicent for at hjælpe hende med at komme ned af trappen og ind i bilen. Den stod heldigvis nede i gården, hvor ingen journalister kunne findes ... for tiden. Efter at have lukket Millicent inde i bilen, overtog han selv fødesædet og satte i bilen i gang. Kort efter fløj de ud af indkørslen til gården og ned imod hospitalet.
Der stod et par måbende mennesker og havde Stephen ikke set forkert, havde et par af dem været med kamera og papir blokke. Til alt held var de kommet så overraskende at de ikke nåde at hverken tage billeder eller skrive.
Imens der blev kørt, ringede Stephen op til hospitalet og noget hektisk forklarede hvad der skete. Det passede med at de de kom frem, var der en sygeplejeske med en seng og ventede på dem, uanset om Millicent havde født i bilen eller kunne vente.

Millicent havde ikke valgt at gå til noget form for fødselsforberedelse.
Der var ellers både par tilbud og for de kommende mødre alene. Men hun var af den mening at hun nok skulle finde ud af at leverer sit barn og trække vejret på sammen tid. Før i tiden sad kvinder nærmest i grøften og spyttede deres børn ud, og hun var vel ikke mere pyldret?
Men som hun sad her, med voldsomme smerter og trang til at presse , var hun langt mere ydmyg. Hun kæmpede med vejret og så slet ikke journalisterne .
Turen til hospitalet gik hurtigt og det var heldigt nok , ellers havde hun nok endt uden at føde i bilen.
To portører hjalp Millicent op på sengen, og sygeplejersker og jordemoderen , var allerede ved at løsne hendes tøj og beføle mave og ... Andet ... For at se hvor langt fødslen. Var fremme.
Millicent gispede Stephens navn imens sengen blev kørt ind på en føde stue. En gul desinficerede farve, blev smurt over hendes mave hvor kniven skulle skære, og et drop blev lagt i Millicents hånd og morfin sprøjtet ind.
" Stephen " klynkede hun bange. Lige nu var der intet romantisk over at skulle have et barn.
Et Hvidt lille klæde blev opstillet omkring bryst højde, så Millicent ikke kunne se sin mave.
Den ældre gråhåret Jordemodere smilede varmt ,fra forenden af sengen til Stephen. "Nå Mr. Samson... Er de klar til at blive far ?"

Stephen fulgte hæsblæsende efter kvinderne der tydeligvis havde en voldsom god kondi. De både råbte og handlede samtidig. Noget Stephen slet ikke forstod de kunne, for han havde travlt nok med bare at følge med, men endelig stoppede de op på et værelse. Han placerede sig selv oppe ved hendes hoved, hvor han bukkede sig ned til Millicent.
"Nu ikke så klynkende, du ville selv have det snit i maven." Lød det drillende fra ham, før han let kyssede hende på panden og gav hendes hånd et klem. Derpå vendte han sig imod den gråhåret dame, som han gav et stort smil.
"Lad os da håbe det."
Derpå vendte han sig imod Millicents hoved med et skævt grin, før han lænede sig ind over hende. "... og nu ikke flere børn det næste stykke tid, det er meget sjovere når du er flad." Det blev sagt højt nok til at han ikke behøvede at sige det lige ved hendes ører, men ingen andre hørte dem, da de havde travlt med at skære og bore.

Millicent der sad i klemme i både vesmerter og det postyr de havde gang i for at sprætte hende op, var bestemt ikke i humør til sjove bemærkninger.
"Vil du overtage det her?" lød det sarkastisk, imellem små anstrengende lyde, da hun forsøgte holde presseveerne tilbage, for de ikke skulle stå med et giga hul i hendes mave og en unge der havde sneget sig ud den anden vej alligevel.
"Morfin...få dem til at give mig mere" så hun bønfaldende op på hendes forlovet.
Hun kunne ikke bevæge sine ben, og mente det måtte være fordi de havde lagt et bedøvelse på hende.Hvorfor havde de ikke sagt noget?Igen blev hun urolig , var dette normalt?
Hendes øjenlåg blev tunge, på samme tid Stephen svarede jordemoren.
Og hun døsede kort hen.
Imens fulgte nogle meget meget intense minutters arbejde, inden Bess, som jordemoderen havde stående af navn på hospitalets lille identifikationskort, frem holdte en yndig lille baby .
"Vil du klippe navlesnoren over?" spurgte hun , imens den lille blev svøbt i varme tæpper inden den skulle over til sin mor eller far.

Først var Stephen en smugle tilbageholden med det der navlestrengs klipning, men fik det til sidst gjort. Han var også en smugle tilbageholden med det der holde barnet stads, men det ville han ikke vise over for jordmoderen, så han tog imod barnet næsten med tungen ud af munden, for at sikre ungen blev holdt korrekt. Med en hånd i nakken.
Da Millicent vågnede sad Stephen i sin helt egen lille verden med barnet, som han ikke længere ville give slip på. Ingen tvivl om at ungen var druknet i hans kærlighed, der ikke havde problemer med at strække sig over to. Kun hvis der blev sagt ungen skulle have mad, ville Stephen modvilligt give barnet fra sig, men ellers ville han blive siddende med det og være fuldstændig optaget af det.

Hun var fortumlet da hun vågnede op.
Hvor var hun henne? Hendes mave føltes underlig.Øm.
og tom.
Hendes hænder var nede og føle på huden, hvor en stor forbindning sad over det grimme ar.
Og hun vidste at babyen var tage ud."Stephen...babyen?" kaldte hun højt ud, og baksede for at komme op at sidde, men selv om morfinen stadig hang ved hende , havde hun godt nok ondt i det ar.Hvorfor havde stephen ikke fjernet det?det havde de jo aftalt.
En ting var smerte helvede, men hun kunne jo ikke arbejd som model med det ar!
Hun så sig omkring, og fandt stephen med ....deres barn? Siddende i et hjørne.
En svagbanken på døren, og en sygepeljerske kom ind med te, juice og ristetbrød, til dem begge.der var enda et lille flag på bakken.
"Giv mig ham" klynkede Millicent, helt opløst i tåre.

Stephen var ikke helt tilfreds med at give afkald på drengen, men kunne godt se at hvis han ikke fik lidt fart på, ville Millicent begynde at vræle, så han rejste sig op og gik hen med ungen. Da ungen var afsat, tog han imod maden som han ivrigt satte tænderne i. Sulten var han, meget. Måske havde han ikke født, men det krævede alligevel meget energi. Hvorfor vidste han ikke.
Grunden til arret endnu ikke var fjernet var ganske enkel. Stephen havde ikke tænkt på det. Efter han havde fået ungen i armene og Millicent alligevel var omringet af alverdens læger og hvide kitler, havde han kun haft øje på det brunøjet barn. Den anden grund, som han endnu ikke var kommet frem til, var fordi det ikke pludselig skulle forsvinde i mens hun stadig lå på hospitalet.

En lille varm bylt blev lagt i hendes arme, og for første gang kærtegnede hun med øjne og fingerspidserne , ansigtet på sin lille nyfødte dreng. Babyen var vasket ren og iklædt en lille hvid sparkedrakt, som Millicent havde haft købt. En lille lyseblå hue , hvor fine tynde totter af brunt hår stak ud under. Sikkert en sygeplejersker arbejde? Hun snusede til babyen. Han duftede godt... Af nyfødt lille barn og lidt af hans far.
" årh... Hvor er han dog dejlig!" hikstede hun halv kvalt i følelser og gråd. Hun glemte alt om egne smerter, de var da så evig ligegyldige i forhold til den lille baby. Deres søn !
Millicent kiggede op, med blanke øjne for at dele en vigtig og intim stund med Stephen. Deres første fælles øjeblik med deres lille nye baby !
Men han var ' væk'. Ikke nær Millicent og den lille. Næææ det var det ristede brød det trak, og en lille smule spydig over han ikke udviste mere omsorg for deres første øjeblik som familie eller spurgte hvordan hun havde det? Sagde hun " Er du ok, var det en hård fødsel?"
Det var trods alt hende der lå sprættet op, bedugget af morfin og havde leveret en baby.
Hvor typisk mænd!
Mere blid lød den efterfølgende sætning dog.." Er han okay, Stephen? Er de tilfredse med ham, han er jo kommer lidt før tid"
Babyen blev nusset og kysser efter alle kunstens regler , i Millicents favn.

Så skulle der informationer på bordet. "Hård ved jeg ikke, du var jo skåret op. Men ungen kom ud, uden problemer med hverken dig eller barnet. En smugle lille og let, men det sagde de var normalt når han er tidligere født. De mente ikke det ville have nogle indflydelse sener hen." Forklarede Stephen efter at have slugt sit første stykke brød. "Vil du have noget?"
Hvis hun takkede nej, ville han rejse sig op og sætte sig på senge kanten. "Er du tilfreds med ham?" Han puffede diskret til Millicent, så han kunne komme til at halvt ligge ned, mens en arm smuttede ind omkring hendes skuldre, hvor den gav et lille klem, mens læberne tog sig af hendes.
"Jeg syntes han ser meget ... brun ud." Hentydningen var selvfølgelig til øjne og håret, for huden var lys som det nu en gang var normalt for børn med hvide forældre.

Egenlig var det trist at hun ingen forældre havde længere , at præsenterer den lille for.
"Han er så smuk... Han ligner dig " smilede hun og man måtte kunne se Millicents stolthed i hele aterswell , så kraftigt lyste den op.
"Har du ringet til Jess og David og fortalt dem de er blevet bedsteforældre , igen ?" Spurgte hun og duppede babyen på næsen.
" Og så skal vi til ... For alvor.., at vælge et navn til min lille prins her"
En anden tanke kom også igen, da den lille begyndte at lyde utilfreds .
Hun havde planlagt sutteflaske, men var det bedre at give ham bryst?

// du må gerne vælge et billed - eller et andet.
Jeg skal nok forsøge lave det selv, men har jeg en baby , skal den i min profil da.

"Næ, har ikke haft tid til det, men jeg kan godt ringe til dem." Det havde ikke lige været de første i hoved på Stephen, langt fra. "Er det ikke mere at vi har travlt nu?" Lød det en smugle kækt, før han forlod hendes side og satte tænderne i noget mere mad. Igen ville han tilbyde Millicent. Det kunne ikke passe hun ikke kunne være sulten! Nu havde hun ikke barnet, nej det havde hun født. Det måtte kræve energi!
Hvis hun afslog flere gange, slog Stephen sig til sidst til tåes med et nej, men ikke før han havde prøvet fire fem gange. Nu skulle pigen fedes op så hun kunne give mælk til drengen. I Stephens hoved hed det bryst. Sutteflasken var et alternativ bestemt, men lidt konservetiv var man altid lidt.

Stephen blev ved af opfordre og til sidst sagde hun ja tak til brød. Mest for hans skyld.
" Jeg synes de skal have besked... Det er da en god nyhed"
Eller det håbede Millicent da at det var.
Havde Stephen ikke lyst til at vise og fortælle at han var blevet fra?
De små utilfredse lyde udviklede sig med lynets hast til en hjertens skærende gråd.
Selv om Millicent kyssede , vuggede og hviskede små beroligende kærligheds erklæringer , hjalp det intet.
Hun så helt forskrækket ud. " J- jeg tror han er sulten ... Måske.. Jeg ved ikke" hun så sig omkring efter professionel assistance, men der var kun den lille nybagte familie i sigte.
" Årh nej" sukkede hun da gråden tiltog og med den frie hånd begyndte hun at knappe ned , til et bryst ville være frit.
Hendes ene hånd greb om bryst og den anden om babyens lille baghoved, og så forsøgte hun at lægge ham til sit bryst, i håb om han ville drikke.
Store forandrede øjne hvilede på Stephen , da små suttende lyde lød fra den nyfødtes mund.
" j-jeg tror han drikker" hviskede hun og rakte en hånd ud efter Stephen.

Det passede perfekt med at Stephen ville ringe. Ungen begyndte at hyle og så havde han en perfekt undskyldning, telefonen, for ikke at blive inde og se hende sidde hjælpeløs uden nogle idé om hvad hun skulle gøre. Først da ungen var stoppet med at hyle vendte han tilbage med mobilen atter begravet i bukselommen. Som forventet havde det fået en positiv respons.
Mest fordi Millicent virkede til at have brug for det, gik Stephen hen og tog hendes hånd. Selv så han intet vidunder i det. Det var naturligt for en baby at sutte når den fik noget i munden. For ikke at virke helt ved siden af, fiskede Stephen et smil frem, som blev serveret på et sølvfad, mens han slog sig ned på sengen som før.
"Maven får du først ordnet når jeg er sikker på at der ikke er flere der skal kigge på den. Hvilke vil sige kun lige før vi tager hjem, om det så bliver i dag eller i morgen."

Hun havde haft planlagt sutteflaske.
Halvdelen af hendes hospitals taske var fyldt med netop sutteflasker, så det var en stor ting for Millicent , at bebsen nu pludselig lå her.Hun var nu heller ikke så sikker på det skulle forsætte sådan, det ville jo kun være hende der kunne made den lille, og det så hun da ingen fordel i?!
Hun lukkede sin hånd inde i Stephens..." jeg vil hjem....i dag...nu?" Halvt om halt bad og kommanderede hun.
Efter brænden havde hun været indlagt et stykke tid, og hverken sygehuse eller læger var hun helt tryg ved.
" Min mave....gør ondt...please Stephen...fjerne det" klynkede hun .Hun kunne bare pande lægerne en hvis de nærmede sig, for ingen tvivl om de både skulle tjekke for infektion og ordenlig opdeling og sikkert mange andre ting.
" En ting er du kan ophele min hud.....men hvad med de suturer der sidder der?" Spurgte hun meget optaget af den nye tanke.Hun havde fået 15 sting, og kunne han opløse dem, når han hele huden..,eller skulle de stadig trækkes ud og fjernes med en pincet? Hun krympede sig en smule.
" Nå...Samson....lillemanden skal have et ordenligt navn....så nu skal vi vælge ordenligt.Giv mig tre bud....og så sorterer vi sammen i dem?"

Stephen sukkede lydløst og lænede sig en smugle frem, hvor han trak op i stoffet der dækkede hendes mave. "Du bliver nok nød til at få fjernet trådende med mindre du vil have dem i for evigt." Forsigtigt lage han en hånd fladt på maven hvor han lod magien strømme igennem sin håndflade ned i maven, hvor den lappet alle indre skader sammen til en mere eller mindre perfekt tilstand. Så manglede kun det ydre, der også fik en lille smugle. Ikke mere end at lægerne ville blive en smugle overrasket. Stephen ville slet ikke se Millicent prøve at nikke en læge en skalle. Det ville helt sikkert gå galt.
"Tre navne? Hvilke nationalitet? Der er jo mange. Sig i hvilke retning du vil have det." Svarede han efter at have ordnet maven og fjernet hånden. Der var intet at se, men hun kunne sikkert mærke en smugle ubehag. Ikke mere end at overkomme, men der var masser af liv når han vækkede celler og andet biologisk stads til live.

Millicent klemte øjnene sammen , da Stephens intention ramte hende.
Hun holdte vejret, og hends hjerte begyndte at hamre hårdt bag hendes bryst. Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente da hans hånd lagde sig forsigtig oven på hendes beskadiget hud. Det var både ubehageligt og gjore en smule ondt. Måske var det mest psykologisk ?fordi det var en helt ukendt følelse, der ikke lige kunne sammenlignes med noget hun tidligere havde mærket. "Tak" hviskede hun , da hun næsten var fin igen. Trådene kunne hun selv fjerne når først de var hjemme , mente hun.
Babyen lå stille ved hendes bryst, han var faldet i søvn.
" engelske... Amerikanske...nordiske ... Selv serbiske " drillede hun og ville egenlig have ham til selv at nævne nogle han syntes var gode navne til en dreng.
Millicent trak i klokke snoren efter personale. " vi skal have dem til at udskrive os... I dag" hviskede hun konspiratorisk til Stephen og vippede babyens mund væk fra hendes bryst .Nænsomt lagde hun deres lille søn ' over skulderen ' da babyer altid skulle bøvses af, så de ikke fik mavepine og holdte deres forældre vågne.

Stephen nikkede en enkel gang, trådte væk fra sengen og vendte sig imod sin mad for at tænke og lade de hvidklædte kvinder overtage. Først efter de havde spurgt et halvt hundrede gange om Millicent havde det godt, ville de slippe og udskrive. De mente ellers at fordi hun var så ung, havde hun muligvis brug for lige at ligge natten over, men var Millicent stædig nok, ville hun i sidste ende få sin vilje.
Efter at have fået Millicent ind med babyen og diverse andre ting de havde medbragt, satte Stephen sig bag rettet og vendte snuden hjem til lejligheden, hvor han delvist forventede at blive mødt af mediefolk. Om de havde gemt sig i en busk eller faktisk ikke var der, da de vendte tilbage, var ikke til at sige. Men væk var de.
"Jeg ved absolut ikke hvad det skal være med det navn, har du ikke nogle forslag?" Stephen tog tasken og lod Millicent få dækket sit barnebehov. Han var sikker på at han også nok skulle få sin tid, når hans behov en gang kom. Det var endnu ikke eksisterende, så det var slet ikke nødvendigt at tænke på det.

Millicent var lykkelig over at hun fik løbepas.
Tænk...nu skulle de hjem og starte deres lille familie, sådan rigtig...sådan for alvor.
En tanke strejfede hende....en der kom lidt bag på hende faktisk, William!
Som hun selv sad der, lykkelig til briste punktet, med hendes dejlige søn og med Stephen, tænkte hun over hvordan hav havde det, hvor han var og om han var med fyren han havde vist interesse for. Millicent og William, havde været slut inden det var begynd....men alligevel så stormfuldt at man troede det var løgn. Havde Stephen ikke allerede dengang været hende anker, var hun nok blæst væk i den orkan der hed William.
Men Stephen havde ikke ville lade hende. Da de forlod hospitalet, og hun havde babyen sikkert i sin favn, stoppede hun kort op for at møve sig ind foran Stephen..."Jeg elsker dig Stephen...så meget...jeg håber du ved det er dig...og kun dig ....og så ham her lidt" smilede hun og vuggede Stephens søn blidt.
Millicent svøbte drengen ind i et lille lyseblår tæppe, med små blonder i kanterne.han blev forsvarligt lagt i sofaen, og i den alder lå de stille, så der var ikke risiko for at babyen ville falde ned.
Hun selv gik over til Stephen, tog hans hånd og lagde den på sit maveskin..." Det sidste nu, tak# bad hun om at få lappet det sidste samme.Så kunne man slet ikke se hun havde leveret et barn.
" Det er svært-men jeg kan stadig lide Samuel...men hmmm Simon også...og Matt eller Ben ?" drillede hun imens hendes øjne lå på Stephens hånd.