Here I Am ~ Millicent

Den idé var Stephen med på. Alt hvad hun ville, var han med på. Han kørte af sted som han plejede og opførte sig som han plejede. Satte sine sko i gangen og stod i dørkarmen til hendes arbejdsværelse. Men tankerne var ikke til at få ned på jorden igen. Hun havde intet punkteret og selvom han gerne ville svinge hende rundt af glæde, virkede hun ikke helt nær så begejstret som ham. Af gode grunde. Det var ikke hende der lige havde fundet ud af at der var lys forude. Det var ikke hende der skulle kæmpe sig i gennem en lang tunnel og for kort tid siden ikke vidste om der var nogle ende.
Hun skulle blot afgøre længden. Noget Stephen ville gøre alt for at hun afkortede. Hvordan han skulle gøre det, var han ikke sikker på, ellers ville han for længst have gjort det, men at stå og kigge efter Millicent i hendes vante omgivelser, virkede som en passende ting at gøre.

Hun hilste åå penslerne og de store farvede billeder , ved st lade hånden glide løst hend over det hele, når hun gik forbi.
Så mange timer hun havde tilbragt her....ville hun mon det igen.Hendes gejste ril at male og decouperer var stort set væk, som var det den hun havde kastet op, efter hvert et måltid...men at hun satte sine ben her,var vel en start?
Hun fik en ide....hvorfor det lige var det hun havde lyst til anede hun ikke.
Hun hævede en hånd og vinkede Stephen nærmere.
" Kom her.....jeg fik lige en ide....må jeg male din siluet ? Så skal du have skjorten af...og så op af et umalet lærred...og så maler jeg rundt om dig?"

Forslaget fandt Stephen mærkværdigt, men havde intet imod det. Han smed først overtøjet og derefter skjorten, for så at stille sig op af et henvist lærred med ryggen imod den ru overflade. Han havde prøvet at tegne rundt om sine hænder, det havde de fleste gjort, men alligevel føltes det mærkeligt at det nu skulle være hele hans overkrop der skulle have samme tur.
"Lad vær med at male mig i håret, så kommer du til at vaske det ud igen ... og ikke klippe det af!" Stephen ville ikke ende med at være skaldet. Bare tanken om det fik ham til at gyse. nogle kunne se pæn ud uden hår, men han tvivlede på at han var i blandt dem. Han ville ligne et hårløst monster, der var han sikker på.

Ja...normal var hun måske ikke...helt...men hvem var efterhånden det?
Hun begyndte at bløde pensler op...og sætte malerbøtter klar.
Det store lærred,blev sat op af vægen, så Stephen kunne læne sig ,uden at vælte alt i miles omkreds.
Millicent forsøgte ikke at spise manden med sine øjne, men ...ja.....lets face it...han så så fandens lækker ud,så hendes puls var allerede i et højere niveau, da hun trådte ind foran ham.
Penslen ,dyppet i sort, blev sat ved hans hofte og langsomt blev den flugtet langs hans krop- imens Millicent ikke kunne løsrive sig fra hans øjne.

Det var langt fra normalt at Stephen havde så lang tids øjenkontakt med en person, men for en gang skyld forsøgte han at holde den, men han mærkede penslen lige omkring sin krop. Hvordan hun kunne styre den imens hun kigged sådan på ham, forstod han ikke, men havde intet imod at holde hendes øjne hvor de var. Hvis det ikke havde været fordi hun skulle male omkring hele hans overkrop, havde han rakt sin hånd ud efter hende.
Af og til mærkede han penslens bløde hår imod sin hud. De var iskolde og fik ham kort til at gyse, før hun fjernede penslen igen ... hvis hun da kunne holde den væk fra hans krop. Ellers ville han ende med at få en lang sort streg. Det skulle nok blive yndigt. Så ville ikke kun lærred få kunst.

Hendes håndled hvilede mod Stephens krop, h ilke tillod hende at havde nogen lunde kontrol over pensel og maling, men naturligvis gik det ikke uden at strejfe ham,med de våde hår fra tid til anden.
Både fordi Millicents øjne ikke rigtig synes at ville forlade hans ansigt, de kunne til nød og næppe glide lidt ned til hans læber og stryge over ansigtet, før de igen rumlede ind i hans øjne, men også fordi maleriet ikke skulle være med rene linier, skarpt malet op....men sådan mere ujævne og bløde strøg.
Hun havde malet fra omkring hans venstre hofte og op over ham...havde rundet hans hoved og turen ned af hans hals, da hun nu var i færd med at trække den kul sorte farve hen over Stephens skulder.
Hun blev grebet af øjeblikket....af tætheden....af hendes hjerne lavede et meltdown og lod så sin arm først sænke og dernæst hænge ned lang hendes side, stadig med et greb omkring skaftet på penslen, da hun lænede sig frem med et sløret skær i hendes øjne og hendes læber søgte direkte mod hans bryst, hvor hun lukkede dem og suttede en anelse, imens hun gjore hans bryst vorte våd,men spidsen af sin tunge.

Stephen stod stille som en mus, hvis ikke endnu mere. Det gav en let gysen hver gang hun ramte, men han fjernede sig ikke. Pænt blev han stående til hun selv pludselig stoppede. han kunne ikke undgå at se noget spørgene ud, men han fik ikke noget svar. Ikke direkte. Da hun hvilede sine læber mod hans bryst, pressede han sig en smugle op af lærred, som vippede truende hvis det ikke stod op af en væg.
"Her gik jeg og troede du stadig var sur." Mumlede han lavt, før hans hånd greb penslen, for at gribe fat i den og føre den hen til hendes hånd, så hun kunne blive færdig med kunsten, så han kunne komme væk. Hvis hun ikke ville fortsætte, ville han træde væk og lade hende finde på noget andet at mele på stedet.

Hun standsede promte ved lyden af hans stemme....og hans manglende reaktion.
Millicent brugte et par sekunder på at få lagt ansigtet i nogle nydelige folder,der ikke afslørede hvordan hendes hjerte krympede sig sammen, da hun igen blev sat igang med at male videre.
Havde hun troet han ville reagerer...anderledes ? Håbet..havde hun nok.
" Oh...jeg er skam sur....det var et...uheld" lød det bedste hun kunne kaste efter ham af svar.
Hun holdte dog hagen højt, og fik arbejdet med penslen gjort færdigt, til hun kunne træde et skridt baglæns, og hæve hænderne over sit hoved, for lige som at vise med en overdrevet gestus at hun nok skulle lade være med at røre ham.." Sådan...jeg er færdig...træd endelig væk"
Hun var dog kun færdig med den abstrakte skygge det lignede hans smukke overkrop havde efterladt...nye tiltag af rødt og blåt skulle også på, men det skulle ske...nøje udvalgt og uden hans hjælp.

Det næsten lyste ud af hende, at det slet ikke var gået som hun ville. Millicents mundviger hang næsten. Stephen trådte væk da hun var færdig, væk fra lærred med et skridt hen foran hende. "Hvad vil du have jeg skal gøre?" ville han vide. "Kysse dig? Jeg troede du var sur på mig og ikke ville tillade mig det." Hvis hun tøvede i bare et sekund, ville han gribe fat i hende og trække hende til og presse deres læber ind mod hinanden.
Hvis hun heller ikke gjorde modstand, ville han uddybe det så meget han kunne komme til det. Holde det så længe han kunne, men forhåbentligt stoppede han inden hun mente det blev for akavet. "Var de det?" Ville han vide, mens han trak sig en smugle tilbage så han kunne se hendes ansigt, men heller ikke meget end det.

Alt hvad hun havde ladet faldet til jorden, af mursten og andet forsvar, blev hurtigere end et lyn bakset på plad igen.
Hvad hun ville have han skulle gøre! Lige før var det en ting....og nu så ufattelig kort tid efter, en helt anden.
" Intet....du skal slet ikke røre mig....overhovedet" snappede hun, og havde hun været en hvalp ville de skarpe hvalpe tænder have flænset hans hånd.
Hun nægtede at ...føle...noget..og derfor KUN derfor, fordi hun også var vred, kunne hun mærke hvordan det hele brændte inden i hende.
" Jeg rydder lige op , og så kan vi tage hjem til dig"
Mekanisk fik hun pinslerne sat i vand og et par andre små ting sat på deres hylder.
Så ville hun gelejde Stephen ud, hvis han ikke ændrede på den plan, og de kunne køre hjem til ham, uden hun ytrede et sølle ord på vejen.
Hun sværgede for sig selv, aldrig at bukke under for sin egen umodne lyst og aldrig at tro på hans store ord,for så havde han helt bestemt ikke kunne stå for hendes henhivenhed...der...før...men nu...nu skubbede hun episoden ud af sine tanker.

Som havde han brændt sig, veg Stephen tilbage, ikke helt sikker på om han skulle føle sig såret over afvisningen. Det valgte han til sidst ikke at være. Det handlede bare om at føje sig, men han kunne ikke tage skjorten på, så det blev uden den, han gik ud for at vente på hende. Først da han stod ved bilen, tjekkede han om malingen var tør. Det viste den sig at være, så han tog tøjet på, satte sig ind og kørte uden et ord.
Heller ikke da de kom hjem, sagde han noget, men gik direkte hen til klaveret og satte sig til at spille, som var han alene. Sådan opførte han sig til Millicent valgte at give ham lidt opmærksomhed eller aftensmaden skulle serveres.

Møgunge! Tænkte hun da hun blev som luft for ham.
Hun tillagde ham dog ikke meget opmærksomhed- udadtil- selv tankerne sværmede omkring ham,som myg om et levende hygge lys, en herlig sommer nat.
Millicent lagde sig på hans seng, og læste blade,reklamer, nodeark hun intet forstod af...alt der kunne tænkes at underholde hende eller bare fordrive tiden, til det skulle laves mad.
Stephen havde af en eller anden årsag, altid et bjerg af vare i sit køkken, og i køleskabet fandt hun en kylling.Den skulle parterer og ligges på en bund af blandede grøntsager.
Så skulle der fløde hen over, og så i ovnen i en god halv anden time.
Millicent gik i krig...i køkkenet...og var måske en smule højlydt med redskaberne.
Måske hun kunne irriterer ham bare..lidt..med sin larm.
Det var urimeligt at han sad så afslappet og hyggede sig, imens hun..boblede inden i af alt muligt underligt, hun dårligt selv vidste hvad var.

Stephen fordrev tiden med at spille. Han kastede sig energisk i gang med at større indviklet projekt med en cello, trompet og klaver. Han var fuldt optaget af sin egen lille musik verden, til Millicent kaldte ham hen til aftensmaden. Han sad pænt og spiste den, men i samme øjeblik de begge var færdig, overlod han hende opvasken og satte sig til at spille igen. Det ville han sjældent gøre alene, kun hvis han havde gang i noget vigtigt.
I sin ørken af papir, sad Stephen på klaverstolen og fortsatte med at spille. Først lidt her, så lidt der og så vendte han tilbage til nogle noder, han vidste præcist hvor lå. Det lignede et kaos uden lige, men alligevel havde han fuld styr på tropperne. Ikke et eneste papir lå uden for hans rækkevide.
Han fortsatte til langt efter solen var gået ned, havde kun givet Millicent et kort vink da hun gik i seng, hvor det nu måtte blive. Hun ville gerne sove med ham, så Stephen ville gå i sin egen seng, men hvis hun lage sig i stuen, ville han alligevel ligge sig hvor han hørte hjemme.

Tavst spiste de.
Tavst vaskede hun op og ryddede af.
Og i overvældende tavshed fik hun gjort sig natklar.
Hun havde lånt en af Stephens hvide tee's at sove i, og havde krummet sig sammen i fosterstilling i hans seng.
Hvorfor alt synes at gå galt for hende, øret i ring i hendes tanker.
Først brændte hele hendes hjem ned.Hendes forældre døde og alle hendes minder blev lukket ned.
Så mødte hun sin drømme mand, blev gravid og fik forlovelses ring....mistede et barn og blev uvenner....og selv nu...hvor de på en eller anden kejtet måde, forsøgte at skabe lidt balance ....mistede hun den.
Hun syntes at han var hård, inden under hans kærlige ord....og hendet hjerte blev mast.
Men hun bille ikke hive ham de indrømmelser,.Hvorfor kunne hun ikke svare på.

Først langt ud på natten, kom Stephen ind for at sove. Forsigtigt bevægede han sig næsten rundt på tæerne, for ikke at vække en eventuelt sovene Millicent. Da han lage sig i sengen, lænede han sig ind over hende for at se om hun sov. Hvis hun gjorde, ville hun få et kindkys og så lage han sig til at sove, hvis hun derimod var vågen, fik hun et helt godnat oveni hatten.
Han var ikke sikker på hvor meget hun gad at have, så han lage sig til at sove hvor han lå, selvom han vældig godt ville gentage hvad han havde lavet de sidste nætter, hvilke han måske også ville liste sig til den næste, hvis hun ikke ræv hånden af ham inden da. Hendes mur af tavshed kunne han ikke rigtig finde rundt om, gjorde heller ikke et forsøg. Lod bare hende titte frem når hun ville. Engang havde besluttet sig for at gøre det.

Om morgenen havde hun frosset en smule i læbet af natten og en forkølelsen lå måske forude.
Millicent lunede morgenbrød i ovnen og lavede klar til dem begge, men i køkkenet... Ikke på sengekanten .
Da de før eller siden begge sad der , kunne hun ikke få en krumme ned.
Halsen føltes tør og Stephen føltes....tom?
Om hun var mere modtagelig for stemninger end andre , var svært at svare på men det jer mellem dem var ved at tage livet af hende.
Hun begyndte at bære ud af bordet imens hun overvejede at tage hjem.
Malingen var vel tør nu ? Og der var tydeligvis ikke noget at sige her.
" Er min lejlighed klar" spurgte hun endelig og da det nærmest var det eneste der var blevet sagt , ud over et godmorgen og der er mad, så lå der en del mellem de linier.
Hun slukkede det løbende vand og så på Stephen.

Stephen trak vejret dybt, da maden og drikkelsen var kørt ned i maden. Han rejste sig fra bordet og stillede sig foran hende med sine øjne søgene efter hendes. "Hvis jeg nu tigger dig om det, vil du så kysse mig?" Lige så meget som han ville tigge hende om at gøre det, lige så meget ville han gøre for at hun ikke skulle spørge hvorfor han gjorde det. Det var mest en prøve for at se om hun stadig elskede ham, men lige så meget også for at mærke den kærlighed som han normalt kunne mærke varme ham op når han fik lov til at få hendes læber.
Siden hvornår han var blevet tiggeren, anede Stephen ikke, kunne ikke huske hvornår det var sket, men var sikker på at han måtte have ændret det. Uanset hvad hans forhold endte ud med Millicent. For hans stolhed havde det ikke så godt med det. "Men ja, din lejlighed er ... klar." Informerede han om og ventede så bare på svar omkring sit spørgsmål.
Tigge ... tigge ... hvordan? Det måtte han finde ud af hvis hun ville have ham til at gøre det. Hvilke han ikke håbede. Skulle man så ned på knæ og tilbede eller sådan noget? Han havde aldrig gjort det og skulle slet ikke have spurgt!

Hun var ikke i stand til ikke at imødekomme hans lille krav om øjenkontakt, selv om hun var lidt fristet til at vende ham ryggen og forsætte sin opvask.
Men som et lille kid blændet af lys, sad hun fast i hans gyldne brune øjne.
" Tigge" lød det let som luft..." hvorfor skulle du ville tigge, vi taler jo dårligt sammen "
Millicent ville gerne lyde hård og skarp, men trods de lidt beske ord, bar der ingen kant mere en lille træthed af at skulle kæmpe mod ham.De plejede at være på samme hold og kæmpe med hinanden, ikke mod.
" Okay...så eh må jeg jo hellere pakke mine sager, og få Ally og mig hjem igen"
Millicent var på nippet til at krybe ind til ham, ind i hans arme og selv begynde et tiggeri af sit eget.Tigge ham om at få al det grimme til at forsvinde, tigge ham om at fjerne hendes triste følelser og erstatte dem med nogle dejlige...tigge ham om at kysse hende...røre...ved hende,alle steder- og forsikre hende om han elskede hende og aldrig ville gå- uanset hvad....igen og igen og igen....til hun endelig mærkede det i sin krop...til hun endelig begyndte at tro på det.
Men....istedet stod hendes ting nu pakket på sofabordet, kun Ally manglede.

Stephen overvejede et kort sekund, om han skulle tage kampen op og begynde at tigge, men slugte sine ord og trådte tilbage, så Millicent kunne komme ind og bakke. "Jeg tager opvasken." Lød det fra ham, hvorefter han greb fat i vaskebørsten og gik i gang. Da taxaen skulle gøre skubbede han sit gøremål til side, for at køre hende af sted.
Ved Millicents lejlighed, steg Stephen ud af bilen for at hjælpe hende op med sine ting og katten, før han pludselig ville få travlt. Opvasken kaldte jo, maden skulle ikke gro fast og det gik heller ikke at musikken måtte vente. Inspirationen og kreativiten måtte ikke løbe sin vej.

Det føltes...forfærdeligt.
Men ordan hun skulle ændre på det vidste hun ikke.De mørke tanker var begyndt at spøge igen, måske var det ikke ' ment to be'? Hun have intet hverken spist eller drukket noget, og ligheden mellem hende og en misvedligeholdt kat begyndte at ses.
" Tak....for det..hele....her ser pænt ud Stephen" mumlede hun og brast i tusind stykker inden i.
Hun bukkede sig ned og lukkede Ally fri, da døren lukkede efter Stephen.
Hun lod tårene rende frit, men da hun hørte lyden af hans trin ude på opgangen, bliver mere fjerne, kunne hun ikke længere.
Hun åbnede op,med desperation i stemmen kaldte hun..." STEPHEN, VENT!!"
Stoppede han op, ville hun komme væltende ned af trappen og falde ham om halsen.
Millicent ville blande sine tåre med kys og viske sine undskyldninger .
Ikke at hun helt forstod hvad de dækkede og ikke dækkede, men hun kunne ikke længere holde til .....ikke at have ham.

Afsat nedenunder Millicents lejlighed var knap nået af Stephens fodsåler, før han stoppede op og vendte sig imod kaldet på hans navn. Synet der mødte ham, fik han i et dilemma han sjældent var i. Skulle han grine eller græde. Kvinden der kom løbende, kom grædende, men med en tydeligvis tyk mave der indeholdte et barn og et udseende der hverken kunne beskrives som gudesmukt eller hæsligt. Normalt dækkede heller ikke over det, men flere tanker nåde Stephens hjerne ikke til, før han skulle holde hendes tryk tilbage, da hun væltede ind i ham og begyndte på alt muligt mærkeligt som han ikke forstod det mindste af.
Et par gange forsøgte Stephen at finde ud af hvad der blev sagt, men opgav hurtigt og endte bare med at holde hende fast, uden at sige et ord. Selv da hun forsøgte at komme ud af hans greb, ville han holde hende lige et sekund mere. Bare lige for at have følelsen i frisk hukommelse, hvis der igen ville gå lang tid før hun overhoved ville tilnærme sig.

Hun fik...efter lidt tid, lidt hold på sig selv.I det mindste var han ikke gået...eller forsvundet.
Scenen lignede den de havde gennem levet nogle måneder siden, og hun var bange.Rigtig bang.For hun ville kkke kunne homde til at sidde og stirre på sin mobil, ikke endnu engang.
" Kom med op....vil du ikke nok...vi kan ikke...ikke skilles sådan her.Jeg ...kan ikke holde til det Stephen" kom det, da hun brugte håndryggen til at forsøge tørre hendes øjne med.
Hun kastede et blik op af trappen....hvad skulle hun mere sige for at få ham med?
Hun trak blikket ned på sine strømpefødder og så op på ham.
" Det...går ikke sådan her...ikke for mig....vil du ikke nok gå med?"

Millicent behøvede ikke engang overtale Stephen, han var næsten allerede på vej op i hendes lejlighed, da hun selv nævnte det. "Jo, for vi kan ikke have det monster til at gå ude på gangene her." Et kort smil blev antydet i hans mundvige, mens han med en hånd omkring hendes håndled trak hende op af trappen og ind i hendes soveværelse. Han valgte dog alligevel ikke at sælge mælken før fåret var skudt, eller sælge skindet før bjørnen var skudt! Sådan lød det. Alligevel var det første han gjorde, da de kom ind af døren og fik den lukket, at tørre hendes kinder af med først sin finger, som desværre ikke sugede noget op, men bare tværede det hele ud. Så han fandt noget papir som han rakte frem til hende så hun selv kunne få vandfaldet stoppet.

Hun følte sig overrumplet af sine egne følelser og måske egenlig også lidt alene med dem.
Men hun var da glad for han gik med op, og fik halet hende inden dørs igen.Hvis en nabo var kommet ville de helt sikkert tro,fejlagtigt, at Stephen havde slået hende eller noget i den stil.
Hun duppede kinderne op til flere gang, og knuede det fugtige papir I sine hænder.
" Hvad skal vi stille op? " spurgte hun og forventede klart han lå inde med en løsning på det hele.
" Babyen kan mærke hvordan jeg har det, om jeg er glad eller trist...det er slet ikke sundt" kom der lidt mere.
Det var sandt....det kunne babyer.Hun burde være mere i balance i det mindste, hvis lykkelig eller glad ikke kunne være en del af hende.
Hun så på Stephen.de havde fucket det hele pænt op, havde de ikke?

Stephen havde ikke noget svar, men kunne godt forstå hende. Han overvejede det i kort tid. "Vi gør hvad der gør dig glad." Han lage vægten over på den ene fod. "Hvis det gør dig glad at jeg er her, så er jeg her. Hvis jeg skal gå og holde mig væk, så gør jeg det." Andre svar kunne han ikke se på det og valgte derfor heller ikke at prøve at finde et andet.
Den fik hun lov til at tykke på, mens han lavede noget te, som hun tit gjorde. Det skulle have en afslappende te, så det krydsede han fingre for også var tilfælde. Mens vandet fik varmen, blev Millicent kostet ind i stuen, hvor hun blev placeret i sofaen. Selv satte han sig i samme stol, sofa, da han havde hentet teen og øset op.
"Hvad vil du?"