Vilde rutsjebaner-Jake

T: 15:15
S: Forlystelsesparken.
O: Vogneog og boder med forskellige slags mad osv.
V: solskin fra en skyfri himmel.

Mirja stod i kø til en af de vilde rutsjebaner, hun skyggede med hånden for solen og kiggede op på de mange loop og sving der var i rutsjebanen. i dag havde hunet par korte hvide shorts på og en tyrkis top på, hun kiggede på køen, det ville snart være hendes tur

Jake var taget i forlystelsesparken med en af sine venner. De stod i kø til den vildeste af rutsjebanerne, lige bag ved en ung kvinde. Jake og hans ven stod lidt og fjollede og skubbede til hinanden, som drenge nu gør, da Jake pludselig stoppede. Den dame. Hun lugtede sådan lidt... ulveagtigt? Jake stod og stirrede på hende og snusede til hende. Hun var næsten helt sikkert en varulv.

mirja vendte sig om, hun kunne lugte at der var en anden ulv bag ved hende. hun kiggede på en ung dreng, hun lagde mærke til at det kun var ham der lugtede af ulv ikke hans ven, hun smilede til ham og sendte ham et enkelt nik

Jake, der ikke var vant til andre varulve, ville gerne finde en måde at tale med hende på, men kunne ikke finde nogen god undskyldning for det. Køen bevægede sig, og de gik op i rutsjebanen. Jake og hans ven sad lige bag ved kvinden.

køen bevægede sig og hun satte sig op foran de to drenge.hun smilede glad da turen var færdig. hun gik hen mod en af de andre forlystelser, den gik ud på at man sad et antal personer i en båd og skød efter dukker der bevægede sig, hun satte sig ind i bådenog kiggede sig om efter drengen der var ulv

Jake trak hurtigt sin (nu lettere forvirrede) ven hen til skydespillet, og satte sig op i den samme båd som varulve kvinden. "Hej," sagde han. "Håber ik' jeg maser mig på."

Mirja smilede da de to drenge satte sig op i båden, så var ulven altså ikke helt dum. hun kiggede på ham og ignorerrede helt hans forvirrede ven "hej. du maser dig skam ikke på, forlystelsen er for alle" båden satte i bevægelse hun tog geværet og sigtede på den første dukke, hun ramte og lo, hendes latter lød ligsom en ulv der gør

Jake sigtede og skød, og lavede den samme lyd som hende. Han var helt sikker på at hun var varulv nu. Han skød et par dukker mere, og vendte sig så om. "Godt ramt. Af en pige, altså," sagde han til hende, mens han ignorerede sin vens spørgsmål.

Mirja trak sin overlæbe tilbage over læberne så hun viste tænder og snerrede kort inden hun nåede at få stoppet sig selv hun så på drengen, "tak, du ramte også selv godt" hun sagde ikke `af en dreng altså` det ville nok bare ende med at hun skiftede form foran menneske drengen

Jake lo da hun snerrede, men indeni krympede han sig. Han var stadig en meget svag varulv og ville ikke have en chance, hvis han blev angrebet. Han skød efter nogle flere dukker, men ramte kun fire af dem.

hun skød efter de sidste dukker og ramte dem, så kom de frem til starten af banen og hun steg ud af båden, hun gik over til en af de boder der solgte mad hun købte en hotdog og stillede sig over i skyggen og kiggede rundt på alle de forskellige mennesker der var samlet her i dag.

Jake var fristet til at følge efter hende, men ville ikke virke som en stalker. Heldigvis foreslog hans ven, at de skulle købe en hotdog hver. Jake nikkede ja, og gik hen ved siden af kvinden, mens han ventede på at vennen købte nogle. Han rømmede sig. "Dav," sagde han akavet.

"dav igen, turde ulven komme ud af sin hule?" hun sagde det som en gåde så de forbi passeserende ikke ville kunne gætte det forhåbentlig var ham her klogere end de mennesker der rendte forbi dem

"Ja, efter et stykke tid," svarede han kort. "Hva' hedder du? Jeg har aldrig mødt nogle andre... Ja, du ved..." Det var rart at kunne tale med nogen om varulve, uden at tankerne blev ledt hen på Twilight eller The Wolfman.

"mirja er mit navn, dit er?" det var længe siden at hun havde været i selskab med andre varulve, det var snart længe siden at hendes kobbel havde frastødt hende, hun savnede dem meget. men sket var sket

"Yakob, men la' vær at kalde mig det. De fleste kalder mig Jake eller Jacob. Så, har ulven en flok?" spurgte han. Han havde overhørt nogle, der talte om det, men vidste ikke rigtig noget om det.

"fair nok jake, og nej ulven har ikke længere nogen flok" et trist ansigt dukkede frem af fortidens skygger, hun skyndte sig dog at få det langt væk men mens det var der kom der nogle små ynkelige klynk der var det eneste tegn hun havde vist på sorg siden den nat for så længe siden

Jake så på hende. Han ville sige noget for at trøste hende, men havde ingen anelse om hvad, og lige med et kom vennen tilbage med hotdogs. Jake tog sultent den ene og begyndte at æde den (uden manérer, overhovedet). "Hvor kender i to hinanden fra," spurgte Jakes ven efter et stykke tid.

mirja så på hans ven hun rystede på hovdet "vi kender ikke hinanden"

"Men hvor..." fortsatte han, men blev afbrudt af Jake. "Nok spørgsmål, ska' vi ik' få prøvet nogle ting? Det var det vi kom for." Han tog fat i sin vens ærme og trak ham væk fra Mirja, hen til en tilfældig forlystelse.

mirja smilede,hun vinkede kort til dem og gik mod parken det var længe siden at hun havde været der

Jake prøvede et par forlystelser med sin ven, men undskyldte sig til sidst med, at han skulle nå noget. Han sagde ikke hvad. Jakes lugtesans var ikke særlig god, men efter et stykke tid fandt han Mirjas fært. Han fulgte den til parken, hvor han fik øje på hende. Men hvad nu? Han ville nødig virke stalker-agtig. Skulle han gå op til hende eller...?

mirja fik øje på en bænk, der kom en fremme mand godt op i 40`erne. han satte sig ved sisden af hende og lagde armen om hende, hun fjernede denhidsigt og hurtigt og sagde dæmpet men rasende "du burde ikke spilde din tid på en som ikke vil se dig!" hun rejste sig og begndte at gå ud mod vejen

Jake gik op ved siden af hende og prøvede at virke naturlig. "Hvem var det?" spurgte han Mirja.

"en gammel ven" hun gik langs fortorvet, hun stoppede ved et busstoppestedhun vendte sig om og kiggede ham direkte i øjne "skal ulvende spise skoven tom i dag?"