A lonely night .. or will you save my night, Cicero?

Tid ~ 19:12
Sted ~ Forlystelsesparken
Omgivelser ~ Folk som nyder parken
Vejr ~ Efterårs koldt, stjerneklart og lettere vind


Annabell sad på en bænk og lod de chokolade brune øjne skiftevis følge dem som passerede hende. De smilede alle sammen og på trods af kulden, var de alle sammen glade. Hun trykkede hendes hænder længere ned i hendes beige farvede damefrakke, som mest passede til vejrskiftet, det opstod når sommeren var ved at nå sin slutning. Hun havde dog foret sig med en sort bluse og en trøje, så hun var sikker på at hun kunne holde sig varm udendørs. Hendes jeans beskyttede ikke så meget igen, men det var kun koldt når vinden besluttede sig for at blæse kraftigere end den ellers gjorde den aften. Kort lod hun blikket søge op mod stjernerne som lyste klart på den sorte himmel. Hun kom kort i tanke om at hun havde hørt at der skulle komme fyrværkeri om aftenen. Et lille smil tonede frem på hendes læber. Modvilligt trak hun den ene hånd op af lommen, for hurtigt at stryge hendes hår til siden, da den friske aftenvind besluttede sig for at drille hende ved at få hendes hår til at flyve ganske kort omkring hendes ansigt.
Hun havde været der med en tidligere, en hun havde mødt da hun flyttede ind i hendes lejlighed. Men han havde på et tidspunkt fundet nogle venner og veninder. Annabell havde kun set væk i et lille øjeblik, da et barns begejstrede hyld fangede hendes opmærksomhed. Men da hun havde vendt sig igen, var han og dem han havde mødt væk. Dog havde hun ikke taget det så tungt igen, selvom det ikke var en rar følelse at blive ladt alene.

Med et let suk, rejste hun sig fra bænken og begyndte lidt så stille at følge med strømmen af de mennesker, som så ud til at morer sig noget mere end hende selv. Hendes fingre i den ene lomme legede med nogle mønter og sedler, når hun tog på date sørgede hun altid for selv at have penge med. En slags tryghed. Hendes øjne var faldet på en bod der solgte slik og andet usundt som børn og voksne med en sødtand faldt i staver over. Hendes smil blev muntert.
"All you need is love. But a little chocolate now and then doesn’t hurt" hviskede hun lavt til sig selv, mens hun overvejede hvorvidt hun skulle slukke sin ensomhed med noget chokolade eller ej.

Demange lyd af menneske skrig og råb gik i luften,hvad andet kunne man forvente sig når man gik sig en tur i forlystelseparken.
De mange dufte var en anden ting for der duftet konstant af slik, chokolade og andre søde sager som mennesker nu holdt af. Han så ingen trang i de samme fristelser som mennesker gjorder for han havde ikke det samme behov for spise sig fed, og dog slik virket og på ham når han nu en gang leget menneske, dog var det ikke sagen her til aften. Han var iført en sort skjorte og sorte busker, en lang trancecoat hang som en kappe og den gik næsten helt ned til jorden. En anden særlig ting ved ham var den bleg hud det sorte hår som man tit lang mærke til når man så på ham.
Han var 1.90 høj og han havde tit let ved og se over andre, men det var jo os normalt som mand selv om der nu ikke var meget mand over ham. Nej den unaturlig skønhed var blot en maske for den sande natur som der lå gemt af vejen, i virkelighed var han slet ikke som nogle af dem som han gik forbi, nej han var mere end dem. Han var et væsen som havde menneskeform men mange menneske var bange for ham fordi han havde udødelighedensgave, andre så os op til ham fordi de selv gerne ville have den udødelig natur men som alle ved havde den dog en prise..

Annabell havde tilladt sig at købe et lille chokolade hjerte, hun var jo på date så hun kunne jo ligeså godt være lidt romantisk for sig selv når andre nu ikke var det. Hun lod det røde papir som det lille hjerte var pakket ind i, dale ned i en skraldespand da hun gik forbi den. Hjertet var ikke videre stort, og efter hun tog det første lille bid, kunne hun regne ud at der maks var to bider til. Men trods det lille indkøb, fik det alligevel et muntert smil til at lyse hendes ansigt op. Chokoladen var nu et bedre valg end ham hun havde været der med, den forlod hende da ikke.

Kort efter stod hun op ad et lavt stakit som indhegnede en af de størrer forlystelser. Folks råb og skrig var utrolig høje i nærheden af forlystelserne og tog til i kraft jo størrer forlystelserne var. Dog var det næsten ligegyldigt hvor stor forlystelsen var, for der kunne altid høres mindst en pige skrige højt, mest blot for at gøre sig til.
Annabell's blik fulgte vognen som langsomt og nervepirrende sneglede sig op ad den stegne bane. Der sad en flok drenge i vognen og prøvede alle at se hardcore ud. Nogen gjorde det bedre end andre og en bestemt dreng i vognen fik hende kort til at klukke. Selvfølgelig var det ham, og endda ham som så allermest bange ud og dårligst til at skjule det. "Så kan du lærer det" sagde hun muntert og rettede sig op, så hun ikke stod op ad stakitet. Det var tydeligt på hendes kropsprog at hendes ord ingen ond mening havde, men det var nu alligevel dejligt at hendes date som havde efterladt hende, nu var ved at gå til i en forlystelse. Hendes smil voksede til hendes øjne strålede med, da vognen med en djævels fart dykkede ned, drejede og lynhurtigt gik ind i et lup. Hans ansigtudtryk havde været hendes ensomhed værd.

De mange mennesker sagde ham nu ikke særlig meget, men det var rart og være et sted hvor han for en gangskyl ikke var kendt. Ja Cicero var en af de store kunster i den her verden og fred var ikke ligefrem et ord som han så meget til i verden, men her blandt de mange middelklasse menneske var der fred fra folk som normalt jagt ham omkring i natten.
Hans øjne faret kort omkring på de mange menneske pg få kiggede dog tilbage på ham fordi han tit minde om en freak forhold til dem alle sammen, men han var ligeglad med hvad folk sagde om ham for han havde det helt fint med ham selv.
Hans fart ført ham forbi en af de mere vilde forlystelser og de mange skrig kunne nemt give ham en hovedpine for han havde jo bedre ører end mennesker havde, han prøvet og lad være og lyt for meget og han kiggede frem foran ham selv mens han forsat hans gang. En kvinde kom til synes og hans øjne gik på hende i kort tid mens han forsat frem af i en langsom fart, normalt hold hans sig på god afstand af mennesker for de gik nemt i stykker når han var sammen med dem og han havde ikke ligefrem fået blod for tiden så et for tæt møde kunne nemt blive farligt..

Annabell sitrede af fryd over hendes dates tilstand, hun stillede sig på tærer for at se hen over hovederne på dem som stod ved udgangen ved forlystelsen. Hun ville lige have et sidste glimt af ham, det kunne være at han prøvede at vinde stoltheden igen, ved at påtage sig det hardcore ydre som nogle af hans venner havde været gode nok til. Men på den afstand der var og højden på den mennesker som dækkede for ham, gjorde det ikke muligt for hendes at se ham igen. Hendes smil skrumpede end til et normalt smil, da hun vendte sig om. Hun ville ikke støde på ham igen, det kunne blive akavet og hun brød sig ikke længere videre meget om ham, så hun ville flygte hvis han nu skulle gå i hendes retning.
I det hun vendte sig faldt de chokolade brune øjne på en mand som havde et noget anderledes udseende end hun var vant til at betragte. Hans hud var unaturlig bleg og hans dystre stil, fik hende kort til at trække på smile båndet. Han var ikke typen hun forbandt med et sted som dette. Hun lod dog hurtigt smilet blive venligt i en kort høflig hilsen, da hun kom i tanke om at det nu nok så ud til at hun stirrede på ham.

Hun løsnede kort blikket fra ham, da hun hørte nogle høje stemmer som tydeligt tilhørte en flok med unge mænd. Hun genkendte dem med det samme og trådte tilsiden, så hun stod halvt gemt bar en middelaldret mand som havde spist godt og som nemt kunne skjule hende helt hvis hun stillede sig rigtigt.