Gåtur på havnen - ozzie

sted: havnen
tid: 00:30
omgivelser: næste ingen mennesker
vejr: stjerneklart og køligt

Samuel gik og kiggede på månen og havet. Han følte sig godt tilpas, mæt og i glimrende humør. Han havde lige spist, det var faktisk derfor han var her, et eller andet sted skulle man jo gøre af resterne, og denne havn virkede ikke som det værste. Ha fløjtede svagt.
Han var iført en mørk jakke over en hvid bluse og et par sorte bukser.

Ozzie var ikke med sin gode vilje smuttet en tur til havnene, han hadet vand, og var meget vandskræk, men eftersom han havde en besked til Andy var han bleven nød til det.. desværre var han bare faret lidt vild, og kunne nu ikke rigtig finde rundt, og han var bange for at det slet ikke var det rigtige sted han var. Han havde som sædvandlig et sort bind for øjnene som viste han var blind, en blinde stok i hånden, af træ og håndlavet, som han havde fået af en magikere, en gammel ven, så en masse små tegn var indgraveret i den. Så havde han bare en grå t-shirt på, nogen sorte bukser, en mørkeblå jakke og nogen sorte converse.

Samuel kiggede op, da han hørte nogen komme gående. Det var en blind mand. Han kiggede nysgerrigt på ham og gik stile nærmere. Nå han kiggede efter, var han ikke helt sikker på om fyren var menneskelig, hans træk var simpelthen for pæne, ikke som en vampyr, men heller ikke helt menneskeligt.

Ozzie forsatte bare hen af kajen, og blev bare mere og mere trist for hvert skridt han tog, da han var meget usikker på hvor han var.. og havde bare på fornemmelsen at han var gået forkert.. men det lød ikke til at der var nogen han kunne få hjælp af.. og faktisk så brød han sig slet ikke om at gå rundt uden for, her.. så sent på aften. Han ville bare gerne finde Andy, give ham beskeden, og så skynde sig hjem igen, og det kunne ikke gå hurtigt nok, han blev nok nød til at tage en taxi på vej hjem.

Samuel gik helt tæt på ham, så stille han kunne, og sagde "Godaften, du ligner en, der er faret vild?". Han betragtede manden lidt, "skal du bruge hjælp?" spurgte han venligt, hvis fyren virkeligt var faret vild, ville det ikke være et problem for ham at lede ham på rette vej.

Ozzie blev lidt forskrækket da en eller anden, pludselig sprang frem foran ham, og stod meget tæt på ham, det var næsten helt ubehageligt. Og en sær duft mødte hans næse, måtte han holde et skrig inden og træde et skridt tilbage.. vampyr.
"Nej jeg.. jeg er ikke faret vild!" sagde han hurtigt selv om det var en stor løgn. Han var bare skrækslagen.. føj, han kunne ikke klare lugten, han var bange for at blive kvalt. "Nej jeg skal ikke.." sagde han bare og slog ud foran sig og gik nogen flere skridt væk og vendte sig om og begyndte at gå i den anden retning.

Han lo svagt, det var lykkedes ham at skræmme fyren. Han gik roligt efter ham, "er du helt sikker? Jeg har ikke noget imod at hjælpe dig på vej, det her er ikke det bedste kvarter at gå rundt i alene" sagde han afslappet.

Ozzie blev bare mere bange da vampyren åbenbaret ikke havde tænkt sig at give op uden kamp, og han vendte sig let mod ham og stak ham en lussing for så at sætte i løb.. jaja han vidste godt man ikke kunne løbe fra en vampyr.. men han tog sine chancer.. det eller endnu et flot ar til at pynte hans overkrop i det smukke mønstre utallige vampyere havde påført ham. Nej han ville ikke være et let bytte, og han ville ikke lege deres dumme lege, han ville bare gerne.. hjem nu.

Samuel så chokeret på elveren, hvad havde han nu gjort det for? så lo han svagt og satte efter ham, han løb, så han kom op på siden af ham, men uden at forsøge at stoppe ham. "Du ved godt det er uhøfligt bare sådan at slå fremmed, ikke?" spurgte han med t svagt smil, "desuden har du ingen grund til at flygte, eller frygte, jeg vil dig ikke ondt" fortsatte han og gjorde sin stemme så beroligende han kunne. Godt nok var det sjovt at skræmme folk fra tid til anden, men ligefrem at få dem til at løbe panisk gennem gaderne var måske lige i overkanten.

Ozzie blev bare ved med at løbe, ind til han blev nød til at stoppe og og få pusten.. og så han ikke faldt over noget.. han var jo blind, så han kunne ikke rigtig se sig for.
Han blev dog forskrækket da vampyren indhentede ham.. selv om han jo godt vidste at man ikke kunne løbe fra en vampyr.. Fuck!
Han sukkede og stoppede bare op. "Jeg er ligeglad, vampyere er ondskabsfulde væsner.. " hviskede han stille, men tilføjede så bare, "Jeg er ikke bange!" selv om han egentlig var mega bange.. han var altid bange for vampyere, så meget at han faktisk rystede let og kunne ikke finde ud af om han skulle løbe igen, eller slå ham.. ?

Han lo igen, "ja, det kan jeg se ... " sagde han sarkastisk, "det var i øvrigt meget fordomsfuldt sagt" fortsatte han med et svagt smil, "mange af os kan faktisk være meget charmerende og hjælpsomme, når vi ønsker det". Han betragtede elveren lidt, "må jeg i ovrigt spørge, hvordan du fandt ud af, hvad jeg er?" spurgte han nysgerrigt.

Ozzie rystede på hovedet og sagde vredt "Jeg er ikke bange!" han var jo meget stædig, og ville ikke have vampyren skulle vide hvor bange han egentlig var.. selv om det måske var lidt indlysende, men Ozzie var også lidt naiv nogen gange, han ville helst tro på det.. der hjalp ham mest, om så det var sandhed eller ej.
"Ja det ved jeg godt.. meget charmerende.. og meget farlige.. og onde!" sagde han bare, og vidste jo godt hvor indbyende vampyere var.. men han ville ikke falde i den fælde igen, han havde givet sig for mange gange.
"Jeg kan lugte det! På lang afstand! " sagde han hurtigt og gik et skridt tilbage.

Han sukkede, "godt godt ... så siger vi du ikke er bange" sagde han, "men syntes du ikke det der er en smule fordomsfuldt, hvorfor er jeg ond? jeg dræber for at leve, lige som alle andre gør" sagde han med et grin, "i slår dyr ihjel, jeg drikker fra mennesker, er forskellen at dyrene ikke kan svare igen?" spurgte han og fulgte efter, da han gik et skridt væk. "jeg havde ikke regnet med så skæv en moral for så vist et væsen som en elver" fortsatte han med falsk skuffethed.

Ozzie nikkede bare og sukkede stille da han fik slynget det næste i ansigtet.. Gu var der foreskel på dyr og mennesker! Var han sindsyg eller sådan noget! "Dyr har ikke følelser, og en hjerne som mennesker! Det handler mere om hvad der er etisk korrekt, og at være kannibal er forkert!" sagde han højt og og gik igen et skridt væk, han brød sig ikke om at vampyren skulle være så tæt på, for han var jo bange for ham, og han var bange for han ville bide ham, han hadet at blive bidt! Over alt på jorden så var det det værste i hele verden. "Desuden så slår jeg ikke dyr ihjel.." hviskede han stille, og var kort stolt over at være vegetar, han var jo elver.. han kunne aldrig finde på at slå et dyr ihjel.. aldrig.
"Jeg er ikke vis.. jeg er bare mig.." sagde han stille, Ozzie var ikke klog eller sådan noget, han minede også mere om et almindeligt menneske end en elver.. fordi han ikke havde lært noget som helst, han havde stadig været et barn da han var bleven forvist.

Han sukkede igen, "ej hør nu, for det første dør jeg, hvis jeg ikke spiser, for det andet er jeg ikke et menneske, så det er ikke kannibalisme" sagde han tålmodigt. Han lo svagt da han bakkede væk igen, "ja, så er du jo en sand engel ..." sagde han sarkastisk, "det er også en del nemmere, når man ikke er afhængig af blod for at leve" sagde han nu en anelse irriteret. "Hader du så også alle der spiser grise? eller måske hunde? kaniner? du siger dyr ikke tænker eller føler, men hvordan kan du vide det, har du levet et dyrs liv?". Han lo igen svagt, "nej, det havde jeg opdaget ...".

Ozzie havde bare lyst til at stille sig op og skrige af vampyren, det var etisk forkert at slå mennesker ihjel.. sådan var det bare.. han var ligeglad med dyr.. det var dyr! Men vampyren havde selv valgt at være sådan der.. at være vampyr og slå ihjel.. hvis han var et godt menneske havde han brændt sig selv på bålet! Så havde han måske haft en chance for at komme i himlen! Måske. "Jeg hader dig" sagde han bare og vendte sig om og begyndte at gå bæk fra ham.. han ville åbenbart ikke gøre ham noget ondt, og det var fint.. så kunne han få lov til at gå sin vej i fred.. dygtig vampyr, men det ændrede stadig ikke hans holdning.. det kunne ingen gøre.

Han lo, "sikke et godt argument, jeg føler hvordan vores diskussion når helt nye højder" sagde han og fulgte efter ham, "går du allerede, jeg tror ellers vi var ved at komme på bølgelængde" sagde han med et grin. Han var mæt, og denne irriterende elver bød på den perfekte aftenunderholdning, i nat var en god nat.

Ozzie sukkede bare da vampyren åbenbart ikke havde tænkt sig at lade ham gå.. herligt! Selv om han faktisk.. blev mindre og mindre bange for ham, han virkede ikke til at have skumle planer.. men det havde han sagt om så mange.. vampyere var ikke til at stole på, det havde han da lært. "Hvor er du irreterende!" sagde han bare og rækte tunge af ham, som en lille protest. "Det komme vi aldrig, du kan lige så godt droppe det" sagde han bare og gik videre.. i modsatte retning af hvor Andy boede.. han måtte besøge ham en anden dag.. ikke om han havde tænkt sig at vise vampyren hvor han boede.. næh nej.

Han lo, "ja, for du er jo moden og rar at konverserer med" sagde han sarkastisk, "jeg opførte mig faktisk meget civiliserede indtil du begyndte at slynge den ene fornærmelse efter den ande i hovedet på mig" sagde han roligt og fulgte fortsat efter ham, "sig mig, hvor er du på vej hen?" spurgte han med et svagt smil, "hjem?".

Ozzie smilede bare lidt og grinede, "Ja.. ja jeg er så.. " sagde han bare og sukkede, han var ved at være træt af den egoistiske.. bedre vinde vampyere.. hvorfor var de altid sådan? Hvorfor troede de at de var så meget bedre end alle andre.. bare fordi de var kloge.. tsk.
"Jeg holder stadig fast ved mine meninger.. skal du ikke ud og dræbe en eller anden nu.." mumlede han og prøvede at slippe af med fyren som han egentlig ikke vidste hvad hed, men han var også ret ligeglad, han ville bare gerne af med ham. "Det vedkommer slet ikke dig.." sagde han bare og stoppede op og vente sig mod ham. "Sig mig så.. hvor længe du har tænkt dig at følge efter mig?" spurgte han stille og håbede bare vampyren forstod budskabet.

"til den lyse morgen, eller lige før den lyse morgen for nu at være helt præcis" sagde han med et grin, "jeg nyder virkelig dit selskab" fortsatte han drillende, han havde ikke noget bedre at tage sig til, desuden var det længe siden han sidst havde haft mulighed for at diskutere med nogen, selv på så lavt et plan som dette. "Nej, nu du spørger, så har jeg faktisk lige spist, og jeg ser ingen grund til at dræbe, når jeg ikke er sulten" sagde han med et svagt smil og fortsatte med at følge efter ham, "og i modsætning til mennesker er det ikke ret tit, så faktisk kan man sige at jeg slår langt færre dyr i ihjel, end det gennemsnitlige menneske".

Ozzie skævede bare til ham og sukkede.. helt ærligt.. det mente han da seriøst ikke, han havde virkelig ikke lyst til at hænge på ham resten af natten.. han skulle jo hjem.. og sove. "Og så tilbage til kisten.." brummede han bare stille, meget sarkastisk, da han jo egentlig godt vidste vampyere ikke sov i kister.. eller overhoved sov.
Ozzie blev så sur og gik hen til vampyren og tog fumlende fat om hans krave og trak ham tæt på. "Jeg er ikke bange for dig.. du er kold og kynisk, og jeg gider ikke tilbringe min nat med dig, jeg vil hjem og sove.. og du skal gå nu.. farvel!" sagde han hårdt og slap fyrens krave og gik et skridt tilbage.. han var ikke bange han var sur nu.
Han vendte sig om og begyndte at gå.

Samuel så forundret på elverren, da han tog fat i hans krave, men gjorde ellers ikke noget, han kunne dog ikke holde et lille grin tilbage, da han begyndte at gå væk. Han fulgte efter ham, "tror du virkelig jeg går, bare fordi du beder mig om det?" spurgte han og rystede svagt på hovedet, "det mindste du kunne gøre var at bede pænt, men nej bare flere fornærmelser, utak er verdens løn" han sukkede melodramatisk. "Hvis du går hjem, tror jeg, at jeg vil følge dig på vej, vi skulle jo nødigt have du bliver overfaldet på vejen" sagde han med et grin. Han begyndte at fløjte en gammel sang mens han gik.

Ozzie sukkede da han begyndte at grine og havde mest af alt bare lyst til at slå ham og begynde at græde.. han følte sig virkelig.. dårlig tilpas.. bestemt med det selvskab. Han valgte dog bare at lade være med at svare, og da han var gået lidt rundt.. i ring.. blev han magteløs og satte sig ned af en eller anden bygning.. han havde mistet stedsansen, og det var ikke godt for en der var blind.. han kunne ikke bare lige.. se.. hvor han skulle hen.. satans. "Vil du ikke.. nok være sød at gå.. " hviskede han stille og gemte ansigtet i armene. Det var.. ydmygende, og han kunne ikke holde til flere spydige kommentare.. han kunne ikke klare alt det had.. han var ikke vant til folk mobbede ham, og hadet ham.. han var venlig mod alle.. alle andre end vampyere.. så hvorfor.. kunne de ikke bare.. lade ham være i fred.

Han så overrasket på elveren, da han satte sig ned. Græd han? han sukkede svagt, "du skifter hurtigt humør" sagde han og satte sig på hug foran ham, "hvis mit selskab er så forfærdeligt vil jeg finde noget andet at lave" fortsatte han svagt irriteret, "men måske du burde genoverveje din opførsel overfor min slags, for det første er ikke alle så tolerante som jeg, og for det andet er ikke alle 'onde' eller 'kyniske' du kunne risikere at sårer nogen en dag" han rejste sig igen og kastede et kort blik på ham, "farvel og hav en god nat".