Et overraskende visit - Hadrian

Den 29. april 2012
13:00
Casa di Fioravanti

Jeg var alene hjemme i dag, på grund af mine psykiske problemer havde min psykiater foreslået at jeg tog en uges fri til lige at samle tankerne og slappe lidt af.
Gino gik lidt rundt i villaen han boet i et år. Den var af betydelig størreslse, det skulle den være for at have plads til fem mennsker. Lucia og Adriano var blevet gamle nok til at få deres seperate værelser nu, så i fjor blev der lavet en tilbygning som blev Lucias værelse. Hjemmet var malet i brune og beige nuancer og dekoreret med malerier og møbleret arvede træmøbler. Mama havde virkelig arbejdet på at få det til at ligne den syditalienske ville hun voksede op i, og efter hvad jeg havde set fra billeder havde hun gjort et godt stykke arbejde.
På et tidspunkt ville han besøge Napoli, hvor hans forældre kom fra. Men helt så mange penge havde han ikke endnu. Mpske om et år eller to, eller tre. Vejret var skønt udenfor, men han havde ikke gidet at trække gardinerne fra i dag, der var jo ikke andre end ham selv. Han satte noget kaffe på kanden og hældte sig en kop, han satte sig ved det aflange spisebord og læste avisen for i dag.

"Rekordpulje: Vind 2,8 millarder"

uinteressant,

"Santorum anerkender kritik og skruer ned for angrebene"

kedeligt. Han lukkede avisen igen og drak sin kaffe.

Den sorte jeep trillede op af indkørslen. Det burden være her Hadrians bror boede hvis adressen var rigtig. Ja der var ikke tvivl om at ejeren af villaen var inspireret af italiensk stil.
Nu måtte Hadrian bare håbe det var det rigtige sted for ellers ville det være virkeligt dumt.
Hadrian steg ud af bilen og gik op til døren, huset var større end det hans bror havde haft da de stadig boede i Italien men på den anden side så var alting større i USA.
Hadrian var klædt i fint jakkesæt og i anledning af vejret havde han taget sine solbriller på.
*Det er bare mærkeligt at gardinerne er trukket for* tænkte Hadrian. Kort efter trykkede han ringeklokken i bund da han stod helt oppe ved døren. Mens han ventede overvejede han om de overhoved var hjemme...

Da klokken ringede med en genkendelig melodi, vendte Gino hovedet mod døren.

"Hvem kunne det være?" spurgte han sig selv.
Han rejste sig op og rettede på sin hvide nat t-shirt så den dækkede hans undertøj og skubbede sit pandehår til side. Han havde ikke gidet at rigtigt stå op siden han ikke skulle noget.
Han skubbede stolen ind og sin morgen kaffe lidt til side. Han skyndte sig at proppe en mintpastil i munden til at maskere hans morgenånde.
Han gik op til døren og åbnede den.
Gino kunne ikke rigtig genkende manden der stod foran hans hoveddør.
"Ja?" spurgte han.

Da døren gik op blev Hadrian en anelse overrasket for det var ikke det han havde forventet at se. Ganske vidst havde han ikke haft de store forventninger men knægten lignte jo en der lige var vågnet og klokken var 13:00 så der var ikke nogen god undskyldning medmindre han arbejdede om natten.
Hvilket han nok heller ikke gjorde for Hadrian regnede med at en knægt i den alder burde være igang med en uddannelse hvilket betød at han enten var syg, pjækkede, var natarbejder eller noget 3. Nej Hadrian kunne ikke tænke på en 3. grund til at se sådan ud kl. 13:00..
Det værste var bare at knægten måtte være hans nevø hvis det var den rigtige adresse og netop som døren var gået op havde han glemt alt om navne men han regnede med at det var ham der hed noget i retning af D,ino der havde åbnet.
Ja mens alle tankerne gik gennem hans hoved stod han bare og stirrede. Tænk at han kunne klare de mest skumle forretninger men ikke klare et møde med familien.

"Goddag" var det eneste Hadrian sagde i denne situation

Hvem var det her? Et fint jakkesæt, solbriller og mørkt hår. En dørsælger?
Lidt forvirret med at han ikke sagde noget, besluttede Gino sig for at spørge.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?"
Solen skinnede Gino i øjnene, så han kunne ikke se mandens ansigt.

Hadrian trak sine solbriller af og satsede på det måtte være Gino han hed for det virkede mere sandsynligt end Dino. "Gino ikk sandt?" sagde Hadrian spørgende og kunne godt se nogle af de samme ansigtstræk hos knægten som Hadrians bror havde. Jo det måtte være det rigtige sted.

"Øhm. Ja. Det er mig." sagde han. Han var ikke også en freak vel? Han huskede tilbage til hans møde med franskmanden og manden under broen.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" gentog han, med et irriteret smil på læben. Så svar mig dog! Han åbnede døren helt.
"Øjeblik sagde han så og forsvandt en i et værelse ved siden af hoveddøren. Han kom tilbage med en mørkeblå morgenkåbe på, beltet bundet stramt om livet.

Ja det var rigtigt hus og han havde gættet rigtigt med navnet. "Genkender du ikke din egen onkel?" sagde Hadrian med et smil. Nu måtte knægten da genkende ham.

"Zio!" sagde han grinende, strakte sig overrasket tilbage og holdt sig for munden. Han trådte til siden for at vise ham indenfor.

"Undskyld! Kom indenfor, endelig! Der var sol i mine øjne og jeg har ikke set dig så længe og...sæt dig endlig ned." sagde han på italiensk, mens han gik rundt i stuen og trak gardinerne for og hældte kaffe op til ham.

Han gik over til bordet vor han havde siddet og fjernede sin tallerken og avisen.
"Du må undskylde vores kaffe, vi har ikke råd til den dyre espresso du sikkert er vant til. Mælk? Sukker?" sagde han.

Hadrian grinte lidt med. "Det er helt okay det er jo længe siden, og det med kaffen er fint nok så længe det ikke er Americano kaffe for så springer jeg over" Hadrian så sig lidt om i huset da han trådte ind."Er din far ikke hjemme?" Sagde Hadrian spørgende.

Han grinte lidt af americano kommentaren.
"Nej selvfølgelig er det ikke det." sagde han. Han satte sig ved bordet overfor Hadrian med en ny kop og hældte noget kaffe op til sig selv.
"Nej, papà og mamma har travlt i vores boghandel, foråret er et godt tidspunkt at drive forretning på, da folk er mere villige til at købe nye ting." Han tog en tår af sin café noir. "Men det ved du jo alt om."

Hadrian satte sig og tog en tår af kaffen mens han studerede huset med øjnene. "Ja forståeligt nok at de har travlt, men for mit vedkommende så tager jeg derhen hvor de gode forretninger er istedet for at vente på vejret.. Men det er nok besværligt når man har en familie" Sagde Hadrian.
Han have for længst droppet tanken om at stifte familie, det var ikke ligefrem en mulighed Hadrian havde.

"Din forretning, er så vidt jeg har hørt også lidt mere fleksibel." sagde han og sippede sin kaffe.
Han smilte lidt tvungent. Han havde egentlig ønsket at være lidt alene i dag. Men zio, var ikke bare nogen man lige smed ud. Han var jo sikkert også kommet langvejs fra.

" Jaa men hvad med dig har en ung mand i din alder ikke et arbejde eller en uddannelse at tage sig af?" Spurgte Hadrian.
Knægten kunne da ikke være hjemmegående tænkte Hadrian

"Ikke i øjeblikket." sagde han, det var ikke et emne han havde lyst til at diskutere. Eller kunne diskutere om. Zio vidste jo intet om det.

"Hvor længe bliver du i byen?" sagde han mens han rørte i sin kaffe.

Det var mystisk at knægten intet foretog sig men det måtte der vel være en forklaring på som ikke interreserede Hadrian.
" Jeg kommer nok til at være her en del tid da jeg erfarede at jeg kunne flytte ledelsen af firmaet til et andet land altså mig, og spare en masse penge så medmindre der er bedre muligheder vil jeg finde et sted at bo i byen men jeg kommer stadigvæk til at være væk på forretningsrejser ofte " Sagde Hadrian afslappet da det med at lyve blev så meget nemmere hvis bare en del af det var sandt.
Det ville kunne betale sig hvis Hadrian levede 100 mere for der var flere penge i overskud men det med at sælge ting i europa og købe ting her havde kostet Hadrian en masse penge.
Den eneste grund til at Hadrian var flyttet var fordi der var alt for mange der ville dræbe Hadrian i europa og det havde været tæt på en gang for meget...