A force to be reconned with - William

William hævede øjnebrynet og rystede på hovedet af hende. "Det kaldes at bytte blod, han drikker dit og du drikker hans.. uanset om det er med tvang eller aj, så er det stadig blodbytning" sagde han bare roligt og prøvede hele tiden på ikke at se hende i øjnene. "Det er altså et meget stærkt bånd.. Millicent" sagde han stille og kiggede lidt op og ned af hende, uden at se hende i øjnene. Han var ligeglad med hvad Alias havde tvunget hende til og ikke havde, var han ligeglad med hende? Nej ikke rigtig, men lige nu bekymrede det ham ikke, Alias havde andre ting at tænke på for tiden, så kunne han få Millicent lidt for sig selv.. nej vent, så skulle han jo lige.. skaffe Stephen af vejen først? Naaah.. han var ikke rigtig nogen konkurent alligevel. Ikke fordi han havde tænkt sig at.. noget med Millicent.. for han.. nej det.. glem det.
"Det er jeg ikke så sikker på han har længerer.. jeg har mødt ham, altså Stefan.. og han mener bestemt ikke at han har en kæreste" sagde han bare og hævede øjnebrynet. "Jeg tror du skal passe lidt på.. hold øje med hans blik.. og lad være med at være alene med ham, ik?" Sagde han stille og åbnede så døren til bilen og steg ud. Ventede på Millicent, og begyndte så at gå hen af vejen hen mod den bygning han selv boede i.

Havde hun vidst hvad det betød , at bytteblod, så havde hun nok....ja hvad? Hun kunne jo ikke havde gjort noget anderledes..han havde haft et fast greb i hende, hun lå på et bord men Alias over sig....omtåget og usikker.hun kunne alligevel ikke have gjort andet end at drikke, vel?
" Det kan jeg så småt forstå at det er, min ven siger det samme.At Alias kan få mig til at gøre ting, få mig til at tro at jeg selv har lyst til dem og at min beskyttertrang overfor ham , kun skyldtes blodet, men....William..han har aldrig forsøgt noget ..alvorligt siden"
Hun rystede på hovedet...og gav et lille smil.William var blevet helt misinformeret der" Du hsr mødt Stefan? nå...det har jeg aldrig.Egenligt underligt st han ikke hænhåger ud i baren, ik? Nå...men han har altsår løjet for dig, de er helt klart kærester og Alias siger at alt er okay"
Hun havde jo spurgt ham...om alt var iorden, fordi han virkede en smule anderledes...end han plejede..mere trist?
" Ja ja...jeg skal nok passe på den store stygge ulv" sagde hun og mærkede igen lysten til at forsvare Alias, selv om hun undlod.
Hun begyndte at følge efter William..." Charming place" sagde hun med lidt smil i stemmen, han måtte jo vide han kastede et andet indtryk af sig end slummen her.

William grinede bare og smilede frækt "Det kan jeg også få dig til.." sagde han bare drillende og så så hurtigt væk igen, for det kunne han, men han havde jo ikke tænkt sig at tvinge hende, så var der alligevel ikke noget sjov i det jo. "Jeg tror du har grund til at passe på.." sagde han så bare og kiggede ned på vejen, han vidste ikke helt men.. Nå ja hvad så, hun var jo ikke hans ansvar alligevel, og hvad kunne han gøre for hende, ikke meget, Alias var vampyr, det gad han ikke sætte sig op imod, selv om han på ingen tid kunne få Alias til at bøje sig for ham. "Alias lyver.." sagde han så bare og smilede lidt for sig selv, alt var overhovedet ikke okay, og det kunne William skrive under på, da det jo sådan set var ham der havde ødelagt deres forhold.. hvorfor? Fordi han havde lyst, og fordi han godt kunne tænke sig at møde Alias.. så hvorfor ikke starte med at skabe lidt respekt og rædsel? Så måtte han vel komme på et tidspunkt, den nar.
"Jeg kan godt lide at bo her.. her er så mange muligheder.." mumlede han bare, og med muligheder antydet han til føde.. det var ikke nemt at slå folk ihjel som ville blive savnet.. og det minede ham om noget. "Har du hørt noget om det med Marc, er ham der gjorde det bleven fanget?" spurgte han så selv om han godt kendte svaret, men alligevel, han ville gerne vide lidt om det.
Han forsatte hen til bygningen og åbnede døren til den lejlighed han boede i, viste Millicent ind, op af trapperne, låste døren op, skubbede hende blidt ind, lukkede og låste døren igen bag sig.
Lille gang, køkken og stue slået sammen, badeværelse og soveværelse. Ikke særlig stort og ikke særlig pænt indrettet, men det var fint nok til ham, ind til vider.. selv om han stadig drømte sig væk til det lille træ hus i skoven.. han havde engang.

" Ja...du er dygtig.Men det er nok en større udfordring for dig at lade være med at styre mig...eller være nærgående...så ved du hvad William, betragt det som en udfordring" drillede hun ham....halvt om halvt.Hun ville naturligvis ikke have han styrede hende, som på deres første møde.Og hvis han gjore, skulle hun nok få ham til at fortryde....somehow?'
"Jeg tror altsår ikke han hverken spiser mig eller skiller mit hived fra kroppen William" sagde hun og syntes måske at alle var lidt rigeligt efter Alias.Burde hun ikke være den der var mest sur på ham? Så de burde lade ham lidt være....specielt hvis han ikke var...glad.
" du siger han lyver? Hvorfor tror du det? du har da aldrig mødt Alias?"

De nærmede sig stedet, hans lejlighed og Millicent tog en dyb vejrtrækning.Når de kom op ville hun lige sms adressen til Stephen, så han vidste hvor hun bar.Hun kiggede efter et skilt på husmuren, og noterede sig den navn.
Marc? Ikke et undet samtale...hun fik sådan en hovedpine og en ubehagelig følelse i kroppen, hver gang hun tænkte på den aften.Og episoden med Andy havde bragte det hele frem igen....så nu havde hun begge ting at spekulerer på. Oven i det her.
Hvad var der dog galt med hende? Hun var jo en ulykkesfugl , uden mage.
" Nej....psykopaten er stadig der ude et sted....hvis bare jeg kunne få fingrene i ham!" talte hun ud i luften.

Hun lod ham guide sig op , og blev puffet inden for i den lille lejlighed.
Det var en lettelse at høre døren lukke bag sig.Som om hun først nu, var helt sikker på at være uden for politiets øje.
Millicent bukkede sig ned og spændte sine ankelremme op, så hun kunne vippe skoene af og sætte dem i entreen.
Hun gik ind i stuen og dumpede ned i sofaen , uden ngen invitation.
Hun var træt og en smule irriteret på William, uden at kunne gøre rede for hvorfor
" Har du noget at drikke?" spurgte hun....hvis han ikke havde noget stærkt, havde hanen vel vand.

William smilede roligt, "Jeg synes eller jeg har opført mig meget pænt.. af hvad jeg er van til.. så skulle du bare vide hvor tilbage holden jeg er overfor dig.. prinsesse" sagde han bare roligt, ikke fordi han ville have hende til at føle sig speciel, eller at hun slap for noget som helst, han ville bare understrege at han havde været en god dreng, og han snart blev nød til at blive belønnet, ellers ville helved bare bryde løs. William smilede, "det tror jeg heller ikke han gør Millicent.. jeg tror han gør noget langt værre" sagde han bare stille og smilede lidt for sig selv, værre for Millicent.. noget William helt sikkert selv havde gjordt før.. om han ville kunne gøre det igen? Sikkert.. han var ikke sky for at bruge tvang.. da det for det meste var den mest effektive måde at få tingene gjordt på.. og nogen skulle jo lystre, ikke sandt.
"Næh.. og du har aldrig mødt Stefan, og jeg kan så fortælle at han mente.. hvad han sagde.. eller tænkte" sagde han bare roligt, og kiggede på hende. "Alias lyver.. " sagde han koldt og så væk fra hende, han gad egentlig ikke diskutere det, men hvis hun ikke snart overgav sig.. så blev det sgu sådan, om han så skulle bære hende hen til der hvor Stefan befandt sig, og tvinge ham til at sige sandheden.. forhelved altså, hvor han hadet når han ikke fik ret.. Han skulle have det.. og han vidste han havde det, så hun kunne bare.. For helved.
Han vendte sig mod hende og rystede på hovedet, "Nej.. du skriver ikke til Stephen hvor du er!" sagde han bare stramt og sendte hende et dræber blik, "Jeg vil ikke have den.. ham.. randene her, og slet ikke med ti politi biler i halen.. glem det Millicent" sagde han bare surt og bed det i sig, prøvede at omtale Stephen nogenlunde.. uden at kæfte op.. hvad var det? Jalousi? Naah.. det kunne det umuligt være.
"Ja.." mumlede han så stille, det trængte han egentlig også selv til.. noget stærkt.. men hvor meget kunne Millicent holde til? Hmm nå. "Håber ikke du har noget imod rom" mumlede han så bare og gik ind i køkkenet og åbnede lågen til køleskabet op, hans øjne løb fra hylde til hylde.. køleskabet.. fyldt med flasker, og atter flasker.. kun sprut, en stor samling, ingen mad. Bare en masse forskellige flasker med alt muligt.. og forskellige procenter. Ud hev han en flakse rom. Smækkede lågen i igen, åbnede fryseren, fandt glas.. isterninger, hældte op, lukkede det hele. Gik hen til sofaen, stilte glasene på bordet, og rommen også, for det ville ikke være det eneste glas han fik. "Jeg har vodka i køleskabet hvis du er for noget stærkere.. og whisky.. hvis det er.." mumlede han så bare og tog glasset op og nippede lidt til det, inden han drak et par mundfulde.

Jo, William havde da bestemt været eksemplarisk i sin opførelse .Han havde ikke gjort noget galt, men skulle det ... I sig selv...udløse en medalje af guld? Var det ikke bare et minimums krav der blev opfyldt , med en høflig og ' ikke skadende'  adfærd ? Måske ,hvis man var William  burde det i det mindste give en lille guldstjerne at sætte på trøjen. " Ja ja , du er meget høflig" gav hun ham en lille tilfredsstillelse med på vejen , af at have ret.Hun havde godt lagt mærke til hans lille kælenavn til hende - og havde lyst il at kommenterer på det, men anede ikke hvad hun skulle sige.Han var helt sikkert ironisk, og alligevel var et et..blidt..ord , imellem alle hans mere direkte og lidt firkantede- så det hang ligesom i luften, der for sig selv...i hendes bevidsthed.
Millicent kiggede rundt i stuen...der var meget enkelt, ingen nips af noget art.
Men en ting fik hende dog til trække hagen lidt ind og løfte øjen brynene i forundring.På en reol, stod et krus med kuglepenne i.- hvilke i sig selv var rimeligt harmløst, hvis man undlod at se det var et Hallo Kitty krus? 
Hun rystede lidt på hovedet...det havde hun så ikke lige forstillet sig om ham.
Nå...hans ord om Alias, fik hende væk fra Kitty og tilbage i samtalen.
Hendes øjne blev mere mørke.Mente han for alvor at Alias ville skade hende? Men...hun bestilte jo ikke andet end at være sød og loyal over for ham, så hvorfor ville han dog ødelægge det ? Hun kunne ikke se en fornuftig forklaring på det." okay..måske har du ret William, måske har de problemer....men det betyder vel ikke det store ? vi har alligevel ikke et så tæt forhold at vi græder ud ved hinandens skuldre , hvis der er en slange i paradis"  fortalte hun .
Komisk egenligt...William sad og advarede hende, meget stærkt  enda imod Alias. Helt som Alias havde trukket en grænse op, og næsten havde forbudt hende at se William igen.Slut ...ikke mere Wiliiam,  havde han sagt.
Hun forsøgte at se ind i Williams øjne.Var de virkelig så farlige begge to, at hun skulle beskyttes? Indtil nu havde de da ' trådt hende lidt over tærene' begge to.
William i skoven og på baren og Alias da han tvang hende til at drikke blod- men ellers...var der ingen skade sket....og sådan ville hun nu gerne tro det kunne blive ved.
I sofaen trak hun benene op , og sendte William et trodsigt blik.
Skulle han bestemme hvem hun sms til? Nej...nu ,måtte hun da le! 
At Han så havde helt ret, var en anden sag.Naturligvis skulle hun ikke sende en adresse, hvis politiet fik fat på ham, men en besked skulle han da have...så han vidste hun var okay.
" Det lyder godt" svarede hun , da William gik ud i køkken og stak hovedet ind i køleskabet, for at finde noget til dem.Millicent benyttede lejligheden til at fiske sin mobil frem og tekste Stephen.

' Hey Stephen, 
En mindre lille form for uheldig uheld i aften, men
Du skal vide alt er okay , no need to worry
Jeg ringer i morgen! 
Luv'
Millicent'

Da hun var færdig, lænede hun sig lidt frem og lagde mobilen fra sig på sofabordet, i det samme kom William tilbage.
Millicent sendte ham et taknemmeligt smil." Tak Willie, det ser godt ud" sagde hun stille og rakte ud efter glasset, med begge hænder.
Hun kørte glasset forbi hendes næse, og snusede ind.
Rom! Det var rigeligt stærkt for hende, perfekt...hun sendte isterningerne ud på en gyngetur, da hun Svingede det en gang rundt, inden hun tog et par mundfulde og mærkede en umiddelbar varme i svælg og bryst.
Hun trak vejret dybt...og lagde kort hovedet tilbage, slappede af...inden hun igen rettede sig op og spurgte..igen..." Hvad lavede du egenlig i Parken?"

William så kort på hende og så så ned i sit glas igen, det var som om.. at alting var sat på pause i det øjeblik de havde sat sig i henholdsvis sofaen og stolen.. rummet stod stille, men alt rundt om dem bevægede sig, uden for de trykke murer. Han sukkede stille og trak vejret dybt "Eller måske bare et kys på kinden?" sagde han bare, ikke drillende, bare sådan lidt.. lige gyldigt, han blev pludselig så træt.. som om nogen bare havde sparket benene væk under ham, og hans øjnelåg.. åh han følte sig helt svimmel.. han kiggede hurtigt på sit glas, no way.. det var ikke alkoholden, det måtte bare være.. hele dagen.. det gjorde ham så syg.. sådan inderligt syg, fysisk. Hans trætte øjne vendte sig mod hende imens han betragtede hende. Han rejste sig langsomt og gik hen til tv'et, og tænde for en radio der stod under det gamle tv.
Han gik tilbage til stolen, efter at have skruet lidt op, den var igang med at spille en sang, men der ville ikke gå mange minutter før nyhederne ville komme dumpene, og så måtte de bare håbe på der blev fortalt noget om sagen i forlystelsesparken.. de blev jo nød til at vide noget på en eller anden måde. William smilede drillende, "Åh.. nej selvfølgelige " mumlede han bare og kiggede ud i luften. "Det er fordi du leger med ilden Millicent.. jeg har ikke en eneste gang sagt at jeg er godt selvskab.. men om jeg er værre end Alias ved jeg ikke.. men det betyder ikke just at jeg er et godt bekendtskab.. jeg er farlig Millicent.. og han gør klogt i at advare dig om mig, ligesom jeg gør klogt i at advare dig fra ham." Udtalte han blot, han ville ikke have hun skulle føle sig tryk i hans selvskab, da det var noget hun aldrig ville blive.
Han skævede over til Millicent, "Fint.. og sluk så din mobil.. det er det heller så må du ud herfra, jeg vil ikke blandes ind i noget af det her" sagde han bare stille og kiggede tomt ud i luften, han vidste ikke hvad Stephen var for en.. om han var let at knække.. men under et forhør? Så var alle næsten nemme at knække, og han kunne nemt sladre.. ikke at hun var her selvfølgelige, men en mobil havde jo en sporingsenhed, og det ville ikke tage lang tid at finde frem til hvor hun befandt sig, og så gik det lige så meget ud over William.

Da hun stillede ham det sidste spørgsmål sukkede ha bare tungt. "Desværre Millicent.. Det kommer ikke dig ved" Han rejste sig og gjorde så et meget stort nummer ud af at trække sin jakke af, ligge bæltet som han havde haft på over skulderen med pistolerne, på køkken bordet, bukkede sig ned og hev op i det ene bukseben og lagde endnu en pistol på bordet, og til sidst rakte han om på ryggen, og lagde en til over tabet pistol på bordet. Inden han i tavshed bar dem alle ind i soveværelset, og kom roligt gående tilbage og satte sig ned i sotlen igen.

Hun svarede ikke på det med kysset, men så istedet lidt væk fra ham.
Hun huskede kun al for godt ' hans fem minutter' og sporene de havde efterladt i hendes tanker.
Hvis der var noget der var farligt, måtte det da være at kysse ham?
Hendes tanker skiftede retning, da hun bemærkede at William så rigtig træt ud.
Hun ville sikkert have rejst sig og gået over til ham, da han så helt bleg ud som han sad der, men han rejste sig med det samme for at tænde radioen.Hendes øjne veg ikke fra ham.Hun havde været for indviklet i sig selv til ikke at se ...ham.Var William okay?
" Jeg leger ikke med nogen ild, og jeg kan sagtens styrer et par fyrer som jer" forsøgte hun at bløde lidt op.Hun havde opfanget at de begge var farlige, hun vidste det jo godt...men hun kunne vel ikke gå rundt og leve sit liv i angst og frygt, vel? Så ...hun skubbede det til side, så godt det lod sig gøre, og satsede på den tillid hun gav til dem...ja, for William fik den også...at den ikke ville blive misbrugt.
Hun lod sin mobil ligge, urørt nogle sekunder, inden hun besluttede at adlyde og slukkede helt for den.Så kunne han ikke være utilfreds med det.Det blev hun så med ham istedet, da han ikke villle svare. " det vedkommer ikke mig? Du svømmer, bruser dig og tager bad i mine private tanker....og så svarer du...det vedkommer ikke mig! Helt ærligt William?!"hun så mopset ud, men det visnede ligså hurtige som et stykke chokolade i 36 graders hede.....da hun så ham tage
Sin jakke af.Først faldt hun lidt i staver...bare over synet...han lignede en model fra en harley reklame, ik....men så var det pistolerne....alle de pistoler! Hvad helvede havde manden lavet ? Hendes øjne fyldtes med spørgsmål og undren...og en smule usikkerhed over, om det nu havde været helt smart at gå med ham hjem?
Og så skældte han hende ud...fordi hun var kommet til at trykke på et haglgevær...imens han selv var...overloaded med pistoler?
Han bar dem væk...og hun stirrede efter ham.
" hva...hvad..laver du med dem? Og lad nu vær med at føde mig din ' det er ikke din sag' linie, William" hun så på ham alvorligt og også en smule ydmyg over hele situationen...eller måske over ham?

William smilede lidt ved tanken, hendes tanke.. deres lille hemmelighed, det som ingen talte om, men som alle vidste.. hah. Han kiggede ned, et fornøjet sekund, han ville elske at bringe nogen af de minder tilbage til hende.. men var det en chance værd? Pga af afvisning.. han brød sig ikke om afvisning, var det så overhovedet værd at prøve? Tvang? tvang var en mulighed, men det kunne han ikke få sig selv til, det var anderledes med Millicent, hun var anderledes.. havde han mødt hende en mørk nat i en skummel gyde havde alting været anderledes, og hun havde ikke siddet i hans lejlighed lige nu.. bosat på ubestemt tid. Egentlig burde han bare tilbyde hende et bad og en varm seng, og noget alene tid så hun kunne tænke.. ville en gentleman ikke gøre det? Jov.. sikkert. William vendte tilbage til stuen, og stirrede på hende med et farligt udtryk. "Du har ingen ide om hvad det er du leger med Millicent.. du er på dybt vand..." hviskede han stille, og gik hen til hende, langsomt imens han holdte sit blik fast rette mod hende, langsomt satte han sig ned i sofaen, meget tæt på hende. "Du har ingen kontrol.. over.. det" hviskede han stille, og holdte hendes øjne fast som i en trance. Langsomt, uden tvang, blot med hårde stive bevægelser, skubbede han hende ned i sofaen, og hver millimeter hun blev lænet ned, hver millimeter fulgte han med hende, så hun ingen flugt muligheder. På hver hendes side var plantende en af hans stærke arme, og han skubbede hende helt, helt ned i sofaen. "Som et mus i et bur.." sagde han roligt, stadig med sit branden blik fast gjordt til hende, og først der lod han hende kigge væk, blinkede en ekstra gang, gav hende lov.
"Gør mig job.." hviskede han stille, "Jeg kan ikke lade være.. lige så lidt som du kan lade være med at trække vejret.. Jeg kan kun undskylde.. " Hviskede han stille, meget.. meget tæt på hendes ansigt. "Og desuden så burde små piger ikke lege med pistoler.. " sagde han stille.

Hun havde gjort alt i hendes magt, for at glemme netop den aften.Både de mindeværdige oplevelser, som at møde William der og de forfærdelige som overfaldet ...og i det hele taget Marcs ændring af adfærd, fra gentleman til indbegrebet af en nar.
Hendes tid med William var som en stor palet af farver, nogle klart defineret som skønne og nogle hun ikke brød sig om.Men mange af farverne var blandet sammen...til noget rod...og hun vidste ikke om hun skulle forsøge male med dem...eller lade det ligge ? Et ubesvaret spørgsmål gnavede i hende, og trak hendes humør ned af , hvorfor var han smuttet ? Hvad var grunden til han det ene øjeblik ville overnatte og det næste lod hende i stikken, uden et forklarende ord?
Ok...i stikken var måske så meget sagt, hun var jo bare hjemme ....men han måtte da have vidst hvor glad hun var for at han var der med hende? Især oven på overfaldet .
Hun havde dog ingen planer om at spørge, lidt stolthed havde hun .
Da William vendte tilbage, var der noget i hans øjne , noget næsten invaderende...det var svært at slippe dem og hans bevægelser mindede mest af alt om et stort rovdyrs, en sirbirisk tiger ,der målrettet og uden tøven kredsede sit bytte ind, da hun fandt sig selv blive presset ned i sofaen.Tigeren satte sine kløer i sit bytte og hun var ude af kontrol...hun kunne ikke bevæge sig og ikke slippe hans stålfaste indtrængen af hans øjne.
Var hun på dybt vand ? " Sålænge båden holder tæt" svarede hun ham, men hendes stemme var slet ikke så fast og rolig som hun ønskede.William var for tæt, al for tæt på hende...både fysisk og i hendes tanker.Hun forstod ikke hvorfor og hvad han ville opnå? Hans ord var prikken over i, han beskrev hvordan precis hvordan hun havde det.Kattens leg med musen.Katten der ville tjatte lidt rundt med musen....få sin vilje...havde det lidt sjovt...hvorpå den ville miste interessen , når en ny mus lavede lidt bevægelse i dens nærhed....og efterlade den første, uden at gide æde den, når legen havde mistet sin underholdningsværdi .
Millicent greb fast omkring hans håndled, sikkert i et ubehjælpelig forsøg på at styre situationen , hun var opfyldt af en snurrende fornemmelse i kroppen.
" jeg er ikke så svag som du tror" kæmpede hun - imens hendes hjerte var ved at slå knude på sig selv - måske forgæves imod hans tese om hun var en mus....dybest set var hun jo enig, desværre.
Hun vidste ikke hvor længe hun...hvor længe hun ville kunne holde til at have ham så nær.Fandens.
Endelig kunne hun slå blikket væk fra ham og hun vendte ansigtet til siden og så ind i sofa ryggen, imens han forklare...hun benyttede tiden til at forsøge finde kræfter til ikke at...blive i hans musefælde.
Stadig med ham så tæt på, fik hun hans forklaring...hans job? Med alle de våben ? Du gode gud! " H-hvad i al verden laver du ?" Næsten hviskede hun da hun halv chokeret , frivilligt og lidt måbende så på ham.Ville hun overhoved vide det? Hvem arbejdede han for...hvem sendte en mand afsted på job, som var han en trænet soldat i en guerilla krig?
William ...årh han....hvorfor udfordrede han hende hele tiden?
Eller vigtigere....hvorfor bed hun på krogen hele tiden.
Hun strammede sit greb om hans håndled i frustration over han havde adgang til hendes følelser, og hun brugte faktisk en del energi på at skjule hun var påvirket af ham, da hun lidt tørt svarede..
" Så det heldigt mit fortrukne våben er ...ild"

William ånede tungt ud, hendes tanker distraherede ham meget.. hele tiden, og han blev nød til at tænke.. ekstra meget over sine svar, for hendes tanker.. ja det gjorde det bare mere indviklet end det burde være. Den aften hvor de skulle have sovet sammen, ja hvorfor var han gået? Havde lidt putte.. pille.. tid med Millicent ikke været hyggeligt? Det kunne det i alt fald være bleven, men nogen gange, så måtte man lytte til sit hjerte.. og han var simpelhen bare bleven nød til at gå.. et knust hjerte fik en til at gøre mange dumme ting.. Ligegyldig sex.. var slet ikke så nemt som nogen troede, ikke efter al den tid.. der var svært for ham, at være sammen med andre, bestemt fyre, fordi de.. alle sammen.. han kunne ikke lade være med at tænke på Phillip, igen og igen og igen, og så blev han bare nød til at gå, sådan var det. Og hvis man ville have William så måtte man bare lære at tage den del med, og hvis der på en eller anden utænkelig måde, var en der fik ham til at elske igen? Så ville han gerne være med den person resten af sit liv. Hvis han kunne. "Er du bange Millicent?" spurgte han stille og trykkede sig lidt ind mod hende, men formåede dog stadig at holde sig selv oppe, så han ikke maste hende helt under sig, hun var spinkel.. ikke tynd, ikke tyk.. bare spinkel, og sikkert ikke særlig stærk.. og nu når han havde et skelet af metal, var det nok ikke en god ide at sænke så mange kilo ned over så lidt. "Ryder op.." sagde han stille, da det jo egentlig var det han gjorde, sådan var det at være lejemorder. Han smilede drillende... "Millicent Cooper, du har ingen ide om hvor farlig du er.. og hvor sexet det gør dig.." svarede han stille til det med ilden.. hun var brændene.. hver berørelse ... så fandes.. hot.

Hun kendte ikke en gang til begrebet ligegyldig sex, jo....teoretisk, men aldrig ville man finde hende i den ende af skalaen.Hvorfor skulle man? Udløsning....orgasme? Helt ærligt...kunne man snildt klare selv, hvis det skulle være ?
..sammen med en anden man ikke var forelsket i, virkede det simpelt og hult...men hun vidste at hun nok var lidt alene med den anskuelse.hun var ikke snerpet, og lod andre gøre hvad de ville uden at dømme (som udgangspunkt...naturligvis var der da en grænse for hvad hun fandt iorden ) men det var bare ikke for hende...hun var langt mere krævende og kunne aldrig blive tilfreds med bare et godt knald..og mente faktisk det var en langt større kunst at forfører en mand uden at vise balder og lår...end det var når man hurtigt delte ud af varene.Men...hun var også sær, hun vidste det godt.
Men lige dér...i sofaen...ville hun nu ønske hun havde mere erfaring trække på, for med William over sig...især nu hvor han lå så tæt , hans krop op af hendes kunne hun ikke finde den vifte af handlingsforslag hun ville ønske hun havde.Men hænderne fastlåst om hans hånd led, så hun ind i hans mørke øjne og gav ham sandheden...igen
" Ja...det er jeg...William, du kan ikke bare ...gøre dette" sagde hun meget sagte og blidt op til ham.Han måtte da videbat han ikke bare kunne vælte hende omkuld i sofaen.Mentalt var mere end rigeligt.

Hmm..han rydede op ? Ja, det var tydeligt at han....han rendte rundt og skød folk.
" Jeg håber det er...de slemme du fjerner..og ikke nogen uskyldige" mumlede hun, da hun ikke vidste hvordan hun skulle synke den mundfuld....men hvis hun troede hun havde fået tavet munden fuld, måtte hun tro om, for William var ikke færdig med at drille.
Hvor farlig hun var? ...og hvor sexet? åh gud...den mands tanker.
" William" sagde hun og forsøgte at lyde upårvirket, selv om hendes indre brændte op...
" du skal rejse dig" hun slap hans ene håndled, for at kunne stryge en hånd igennem hans hår, beroligende og affektivt...hun ønskede ikke at såre ham, kun at forsøge tage kontrol over det kaos han bragte frem i hende,

William smilede bare, en lille dreng smil, det var stadig i ham.. og verden var fuld af eventyr, og han kunne ikke bare side og vente.. Det var umuligt, han blev nød til at udforske, om nogen år ville han måske blive træt af det? Sætte sig ned.. tage hjem til Maria, tage sig af sin datter som en rigtig mand burde gøre.. men ikke endnu, han var stadig et barn, og verden var ikke færdig med at lege med ham endnu, og han var selv heller ikke færdig, selv om nogen dage var svære end andre.. som idag måske, men Millicent.. hun havde gjordt et eller andet? Måske skulle han bare fortælle hende sandheden, for en kort stand. "Ved du hvad Millicent?" sagde han stille, han havde besluttet sig, om hun så brød sig om det eller ej. han satte sig op, det var ikke helt.. den passende stilling for at få en sandhed lagt på bordet. "I morges vågnede jeg op.. og jeg tænkte nok at det ville blive en af de dage du ved.. hvor man ikke har andet for en ligegyldighed, og hvis jeg skulle være bleven ramt af en bus.. eller nok mere sandsyngelig et skud.. så ville det være lige meget, for jeg havde alligevel ikke noget at leve for.. og selv om man ikke skulle tro det vel? Så har jeg mange af de dage.. men så mødte jeg dig.. idag? Og ved du hvad.. jeg troede der skulle gå uger før jeg kunne smile igen, men du gør det så let.. så let at være glad.. det vil jeg bare gerne.. takke for.." sagde han stille og slap så til sidst hendes øjne og nikkede. Rejste sig og gik hen til køkkenet, åbnede køleskabet og stirrede på de mange flasker, inden han tog en flaske vin ud, skruede låget af og begyndte at hælde i sig.. ikke altid en god løsning, men dog.. en løsning.
"Jeg kan gøre hvad der passer mig Millicent.. det burde du snart have fundet ud af.. og jeg lader ikke være fordi du ber mig om det.. bare så du ved det.." sagde han hårdt og vendte sig om så han stod mod front mod hende, på sofaen, og vendte så bare igen bunden i vejret.

Hun havde det næsten som det var lykkedes for hende at tæmme en vild tiger, midlertidig og hun så hvordan han trak sig tilbage og satte sig op.Millicent der fulgte ham med blikket, satte sig også op rettede sit tøj lidt til, så godt det lod sig gøre.Hans smil var dejligt og der var noget mere autentisk over ham...hun troede ham faktisk, og ja....hans ord rørte hende.
Hun havde en ubændig trang til at række ud efter ham, at ligge hendes arme omkring Williams nakke og hviske søde trøstende ord, for han virkede på en måde lidt....lost.Han ville sikkert hade det, og hurtigt genfinde hans hårde skal, men...hun kunne godt lide at han lod hende se den anden side, mere bløde side af ham.
Hun fik kun svaret ganske kort.." Jeg vil gerne gøre dig ...glad" - så var han oppe og ude i køkkenet.
Hendes puls var som et uregrligt barn og hun vidste at hun burde skubbe ham fra sig, han VAR farlig...på alle leder og kanter.

Hun rejste sig og skruede lidt op for hans radio....de indledende toner til nyhederne indtog stuen...og hun satte sig tilbage.William kom, og han var nu mere...hård igen.
Hvorfor ville han hele tiden lægge arm med hende, hun ville jo ikke give op, ville hun?
Millicent rejste sig op, for at udligne magtbalancen der var al for meget til hans fordel, når hun sad.Hun rakte ud efter flasken med vin, og rev den ud af hans hånd..." Ved du hvad...jeg tror vi begge ved at du gør...lge precis det jeg giver dig lov til, ik skat? Og ikke mere!" sagde hun fast og tog en ordenlig mundfuld, imens hun ikke slap ham med øjnene.
I radioen begyndte de at omtale en episode...en skud episode i den lokale forlystelsespark...
Hun stivnede og så nervøst på William.

William betragtede hende og drak glædeligt mere af vinen, der skulle nu alligevel en del til at få gang i hans blod omløb.. og beholde blodet i hovedet. Han stirrede irriteret på hende da hun tog vinene ud af hånden på ham, hvem troede hun at hun var? Han gav hende et kort dræber blik, som havde hun taget det mest dyrebare fra ham han ejede, men så lagde han nakken tilbage og grinte.. helt ærligt? Havde de andre valg, end bare at drikke sig hamre stive, og falde om hvor det passede dem.. idag var idag og imorgen var imorgen, slut. Han vendte sig om og kiggede mod køkkenet, en flakse mere.. naaah.. og dog? han vendte sig mod hende igen da hun udtalte sine ord, og smilede bare frækt til hende. "Jeg tror du lyver" sagde han bare og vendte blikket mod radioen, i Millicent alvorlige blik. Han gik de få skridt derhen og skiftede. kanal, så en eller anden snag blev spillet, og skruede op for larmen, perfekt til at overdøve tanker. "Glem det idag" sagde han bare stille og var bleven lidt mere afslappet, han gik hen til hende og lagde ligeglad armen og hendes talje og trak hende helt tæt ind til sig. "Jeg gør lige præcis hvad der passer mig, når det passer mig.. og du kan ikke gøre en skid ved det.." sagde han bare selvisk som han var. Og lænede sig tætter på og trykkede et vådt kys mod hendes læber

Hun gav ham et ligegyldigt blik tilbage i byttehandel, indpakket i et lille træk på skulderne.
Der var ingen tvivl om at William var en mand der normalt fik tingende lige som han ønskede, uanset hvilke ting det omhandlede.Det lå bare i auraen omkring ham, så netop derfor fandt hun stor glæde i at trodse ham....og slippe afsted med det.
Demonstrativt tog hun yderligere en tår.Desuden havde det en afslappende effekt, og efter den enormt irriterende skyde dimsfyr , havde hendes krop...og sind brug for at falde til ro.
Om hun løj? Måske, men hvis man selv troede det var sandt var det vel ikke en løgn.
William gik over til radioen og da han løftede sin hånd , forsøgte hun at stoppe ham " Skal vi ikke liiige høre?" spurgte hun, men han ændrede kanal og ud lød tonerne af " Transparrent and glasslike" og hun så ham vende sig om og komme imod hende. Han havde ret....hun burde glemme det, bare for nu...bare for en dag, hun behøvede ikke spekulerer på det før imorgen, når hun igen skulle genoptage sit almindelige liv, ik.
" Okay...imorgen så" , lod hun ham bestemme havde så ikke lige forventet hans næste move.
Havde hun ikke netop givet ham besked om han ikke bare kunne gøre....sådan...med hende.
Hans arm om hendes liv, og måden han trak hende nær, pressede næsten luften ud af hendes bryst og det måtte være derfor hun ikke kunne nå at afvise hans kys. Hans ord forudroligede hende,og hans interesse for hende det samme.
Hun reagede ikke , hendes læber reagerede ikke...hun turde ikke give slip på sig selv og det ville også være rimeligt dumt, da hun havde en ide om at William nok ikke ville stoppe der så?
På den anden side...det var hende med vin flasken i hånden, så han kunne bare forsøge!
Den friehånd , havde lagt sig på Williams overarm hvor en pænt muskuløs arm kunne føles igennem stoffet, især fordi hun holdt meget stramt fast på ham...
Da kysset var slut, skyndte hun sig at sige " William..jeg troede jeg havde forklaret du ikke bare kan....kysse løs på mig?" grebet om vinen blev strammet og hun så ind i hans øjne.
Ingen tvivl om han var svær at afvise.

William smilede og slap hende da hun sagde ordene, han gik et skridt tilbage og gengældte bare hendes blik med et sær drillende blik og et frækt smil inden han lukkede øjnene kort og tænkte.. ville hun, ville hun ikke? han havde ikke tænkt sig at lytte efter de ord der kom du af hendes mund, det var blot en forhindring normale mennesker skulle tage sig af.. han var lidt på højre plan, og den forhindring var skubbet væk, så var der blot den næste.. at få hende til at ville.. han skulle nok være blid? Eller vent, kunne han det? Jov måske, måske med Millicent.. men kunne han overhovedet med Millicent? Eh.. Nej hold nu op! Han skulle bare lade være med at tænke så meget over det, så kom det nok bare af sig selv, og hvis han ikke kunne, så gik han, længerer var den ikke. "Desværre Millicent.. så er det ikke dig der laver reglerne" sagde han så stille og gik et skridt mere tilbage og slå opgivende ud med armene. "Okay fortæl mig så en ting, hvad er det Stephen har som jeg ikke har?" Spurgte han hårdt, men han vendte sig så hurtigt om og gik hen til vinduet som han flåede op, så slap hun også for at se hans sårede ansigt. Nej Millicent ville nok blive den sidst i verden til at ligge mærke til hvilken følsesladet og sårbar mand William i virkeligheden var, gemt bag den hårde facade, men det var hun alligevel ikke intreserret i at vide, hun ville flygte med det samme. Han satte sig i vindus karmen og tændte en smøg, han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, og vendte bare ansigtet væk fra hende imens han prøvede at få styr på de.. irreterende følelser,, jalouxi? Måske.

At være sammen med William og at se hans forskellige følelser, var som at betragte en farveskala der rummede det hele.Han var...lidt af det hele, var han ikke.
Hun var glad for han respektede hvad hun sagde, hun vidste jo godt at han havde hende i sin hule hånd, og han sikkert kun gjore det for at prøve at være sød ved hende.
Hun irriterede ham sikkert, ved ikke ba at rulle om på ryggen og gispe hvor fantastisk han var.
Syntes hun han var fantastisk? Se...det var jo en del af det store problem, ik.
Faktisk syntes hun han var ekstrem tiltrækkende ....mentalt var han klog og en klmpe udfordring, og fysisk...ja,det talte jo ligesom for sig selv, han var en fantastisk lækker mand....en fyr der både kunne virke drenget og flabet men også meget maskulin og moden.
Hun havde ikke noget valg, andet end at kæmpe imod ham, havde hun?
William bragte Stephen ind i samtalen, og hun blev meget overrasket.." William...du vil jo ikke høre om ham...lad nu vær" sagde hun stille , ramt af hans hårde tone. Hun fulgte hans bevægelser over til vinduet, og lod ham få ild på sin smøg.
Hun ville ikke være kilden til han blev trist, men han.....argh....kunne han ikke se at man ikek bare kunne kaste sig i favnen på folk...ikke hvis det ikke var et ' wham bang thank you mam" man var ude efter.
Hun gik stille over til ham...lagde sin hånd under hans hage og drejede hans ansigt , så hun kunne få en ordenlig øjen kontakt med ham.Han så ikke just glad ud, og et lille stik meldte sig i hendes hjerte." Tak....fordi du tog mig med hjem" sagde hun blidt , stillede sig på tærer, og med hovedet en smule på skrå, satte hun sine læber til hans, og gav ham det første frivillge kys, han ikke havde lokket ud af hende.Hans læber smagte sødt.

William tog et gårdigt hiv af sin smøg, og trak røgen dybt ned i lungerne før han pustede du ud gennem næsen, han var.. hvad var han? Såret, han forstod bare ikke hvad det var Stephen havde som han ikke havde? Hvorfor var det så svært med William og så let med alle andre.. forhelved.. men det havde han sikkert også selv bedt om, han havde aldrig været god til kærlighed, mere til sex.. og han kunne sikkert godt få Millicent presset ud i noget ligenede.. som han var vant til med pigerne, men det havde han bare ikke lyst til, hun skulle ville fordi hun selv ville af egen fri vilje, men hver gang han nærmede sig hende så blev hun så.. han kunne ikke engang få lov til at holde om hende.. hvad var det? "Stoler du ikke på mig?" hviskede han stille.. det måtte være det.. det måtte være tilliden der manglede, eller at hun bekymrede sig for at miste selvkontrollen, men han kunne så fortælle hende at hun havde et meget stærkt sind, og hendes ville knække flere timer efter hans allerede var knækket. Han sukkede da hun talte og bed bare tænderne hårdt sammen, han havde lyst til at.. kaste med et eller andet. Han skulle til at svare hende da hun tog fat under hans hage, han skævede til hende og prøvede at se væk. Men så kyssede hun ham.. og han.. chok. Han trak sig hurtigt tilbage og drejede hovedet væk fra hende og lagde armene over kors. "Du skal kysse mig fordi du har lyst, ikke pga medlidenhed eller som tak for noget.. lad mig nu bare være.." sagde han bare stille, og stirrede ud af vinduet med et tomt blik.. dog kunne han ikke slippe af med de sårede følelser.

Den søde smag forsvandt , da han trak sig væk...og faktisk ikke rigtig ville se på hende.
Hun kunne mærke hvordan hendes krop reagerede..underligt..hendes kinder begyndte at brænde og resten af kroppen snurrede.Hun var ret sikker på det ikke skyldes vinen,for det var som et hårdt greb havde lagt sig omkring hendes hjerte, og pressede forsigtigt.
" Jeg... Jeg har ikke så let ved at stole på nogen" tilstod hun , for det var jo sandt.
Hun byggede et værn så højt som empire state buildnig, for ikke at blive såret...og dermed forblive uopnåelig.
Ikke fordi hun havde nykker af nogen art, men fordi hun var bange.
Bange for at give sin tillid og elske den forkerte.Det gjore ondt, ik.
Hun måtte lige overveje om det var på sin plads at trække sig tilbage, og give ham lidt fred, men han virkede næsten helt sørgmodig og hun....havde lyst til..at være tæt på ham.Bare lidt, bare en lille smule.
Ville han lade hende nu, efter hun havde bedt ham stoppe?
Tøvende forsøgte hun at skubbe til hans ene lår, så hun ville kunne møve sig ind imellem hans ben. Hun havde næsten tåre i hendes øjne da hun mumlede sit svar " Jeg har lyst... "
hvorpå hun langsomt og prøvende lod hendes pegefinger flugte med kanten på hans overlæbe , imens hun distræt bemærkede hvordan det prikkede i hendes egne.

William tog et hiv mere af smøgen og pustede luften ud, det føltes som om han havde hovedpine, og det fik han jo normalt ikke.. i hvert fald ikke uden at vide årsagen til det.. det gjorde bare undt, og han følte sig sådan lidt.. små forvirret, og kunne ikke rigtig koncentrere sig. Hvad var det hun gjorde ved ham? Kunne en almindelig kvinde virkelig få ham til at lide på den måde.. utroligt. Han burde stoppe med at se Millicent, for hendes skyld, men også for sin egen.. det gik ikke.. hvis han blev forelsket igen.. han kunne simpelhen ikke holde til det mentalt. "Millicent.." sukkede han stille da hun trængte sig tætter på ham, og han blev tvunget til at vende sig om mod hende. "Hold nu op.." hviskede han stille da han så hendes ansigt, og lagde hovedet lidt på skrå, han tog smøgen mellem læberne og kiggede hende indgånede i de røde øjne.. ikke en skid hun havde? Hvad var det hun prøvede at bevise over for sig selv? Han sukkede og tog et hiv, fjernede smøgen og pustede ud, lænede sig frem mod hende og kyssede hende blidt på læberne. "Jeg bryder mig ikke om når du er ked af det.." hviskede han stille mod hendes læber, og trak sig langsomt tilbage og vendte ansigtet ud mod vinduet igen, inden han igen tog et hiv på sin smøg. "Måske skulle du give mig en lille dle af din tillid du har hos Alias og Stephen" sagde han roligt og skævede lidt ud af vinduet. Han fik en klump i maven hver gang han udtalte det navn.. Stephen, som et ondt brandmærke.. der bare bliver ved og ved og ved med at brænde.

Kunne hun være udspekuleret og snu.. ? Hell yeah..hun kunne matche selv de bedste, ville kunne sætte selv den sorte konge skakmat, og på vejen vælte hans ubetydelige lille mørke dronning, uden at gide værdige hende et sølle blik.
Men det var sjældent hun benyttede sig af det, da hun fandt livet lange mere stimulerende kår man levede det med følelser.Det var dem der farvelagde dagligdagen og gav det perspektiv.
Hun lænede sig derfor op af hendes mere intuitive side, og lod sig ofte guide alene af hendes følelser. Hun forventede intet af ham, han var sin egen og det ville han forblive. måske var det årsagen til lysten til at være ham nær var så skide bittersød , så det kunne mærkes inden i?
Lige nu....lige nu ville hun kun søge trøst fra hans mund, mærke og smage hans læber og måske give bare en lille smule efter, for al det hun holdte så hårdt indestængt.En smule eftergivenhed kunne vel ikke skade?
" Bare rolig...jeg er tæt på lykkelig" løj hun og pillede lidt ved en lok af hår der var faldet ned i hans pande." Se ...se på mig...William" bad hun stille... Og hvis han drejede sit ansigt og mødte hende blik, ville hun med blanke øjne og en bittersød følelse i hele sin krop - der udsprang fra omkring venstre bryst- læne sig imod hans mund og med spidsen af sin tunge ville hun trække et lille vådt spor hen over hans læber.

William smilede forsigtigt og tog et sidste hiv inden han kastede skoddet ud af vinduet og kiggede ned på sin hænder, han kunne ikke helt finde ud af hende lige nu, det irriterede ham.. han kunne ikke tænke klart når hun ikke tænkte klart! Åh hovedpine. Han rystede på hovedet, det var en løgn og hun vidste det, hun gjorde det med vilje? Men hvorfor.. Hvad fik hun ud af det? Hun vidste at han vidste at hun vidste.. at han læste hendes tanker. " Du lyver for mig Millicent.. du er ikke lykkelig.." sagde han bare stille og smilede lidt akavet.. lykkelig? Sådan inderligt.. lykkelig.. det havde han kun været engang? Havde han ikke.. sammen med Phillip og Gossip, to mennesker så unikke.. eller skulle man sige væsner.. de kunne få et smil frem på alles læber, i hvert fald Phillip, Millicent burde møde Phillip.. han.. han vendte op og ned på alting, og han.. åh for helved! Han sukkede dybt og kløede sig i håret, inden han langsomt vendte ansigtet mod hende, men han vidste hvad hun havde i tankerne, så ud af hånden på hende tog han flasken og satte den for læberne, krøb forbi hende og gik længerer ind i rummet, inden han vendte sig mod hende. "Er det irreterende? Ikke at kunne få det man så inderligt brænder efter?" hviskede han stille.. det var bare en lille hævn.. en lille bitte en.. han vidste han ville fortryde det, for snart ville hun havde paraderne oppe igen og så var det slut med kys og kram.. men han kunne ikke lade være, han blev nød til at give igen når chancen faldt, så ville hun også få et indblik i hvordan det var for ham.. hele.. tiden.

" Undskyld...jeg tror lige jeg skal låne dit toilet" var hendes spontane svar, der fulgtes pænt ad med et lille smil, imens hendes øjne en smule stift i udtrykket fulgte vinflasken, som var de holdt sammen af en usynlig tråd.
" Jeg ved ingenting om at brænde...det er mig der er ildstarteren,jeg er lavet af ikke brændbart materiale...glem aldrig det William" sagde hun lavt og var pænt udtryksløs i ansigtet da hun gik forbi ham, ud til badeværelset. Kun hendes hænder,der afslørede meget hvide knoer da de var fast knyttet, ville afsløre at hun var alt andet end afslappet.
Hun lukkede døren bag sig, stillede sig ved håndvasken med begge hænder placeret på den kolde keramiske kant. Hun stod let forover bøjet...og begyndte at grine.Ikke højt nej...mere en stille gennemrystende latter, der efter lidt tid fadede ud i halsen strammede sammen og endes tårer fik frit løb.Et hurtigt blik på døren, sikrede hende at hun havde låst den.
Hun rettede sig op og beskuede sit eget spejlbilled....hun grinede imens hun vaskede de sorte striber af kinderne, som de stadig løbende tårer trak med sig,fra den sorte mascara.
" flot Millicent....skide smuk ...." talte hun sarkastisk med sig selv- og det var ikke sit udseende hun refererede til.
Langsomt...en efter en...blev det solide værn gendannet, til hun stod i midten....næsten som var hun hejst ned i en brønd....sten hele vejen rundt om sig.Sådan!

William sukkede da hun sagde hun ville på toilettet, men der var egentlig ikke så meget han kunne gøre. Han vendte sig væk og drak lidt af flasken imens han betragtede hende gå sin vej. "Jeg er ikke bange" sagde han bare stille og hørte så døren gå i, men en lukkede dør forhindrede ham ikke i stadig at høre hende, højt og tydeligt, hver en tanke. Han satte sig i sofaen og drak lidt.. okay han havde allerede fortrudt, men han synes bare.. at det føltes som om han udnyttede hende, hun var sårbar lige nu? Eller var Millicent nogen sinde det? Hun var en af de stærkeste kvinder mentalt.. han havde mødt, der skulle meget til, men han ville gerne.. kysse med hende, men det var nok også alt han fik, og egentlig gjorde det ham ikke særlig meget. Han ventede.. i noget der syntes som en evighed inden han rejste sig og gik hen til døren og bankede på døren, "Millicent.. kom så her ud nu!" sagde han i en beordrende stemme, "Ellers kommer jeg ind, og det er ikke for sjovt!" sagde han så og bankede igen på døren, en aflåst dør havde aldrig været noget der holdte ham væk, men det ville ødelægge låsen.. og det ville være irreterende. Men eftersom hun ikke kom ud, tog han fat i håndtaget og hamrede døren ind med et hårdt slag. Han så kort på hende i genspejling. Og sukkede så og gik hen til hende lagde armene om hende og trak hende tæt ind til sig. "Det er ikke med vilje jeg hele tiden såre dig.. " hviskede han stille, tog fat om hendes håndled og trak hende ud fra toilettet, tørede hendes tåre væk med bagsiden af hånden og så hende ind i øjnene. "Så let slipper du altså ikke" sagde han stille, og lagde igen armene om hende trak hende ind til sig og kyssede hende blidt på læberne.