Overbevisning, eller indbildte illusioner- Stephen og Millicent

Vejr: Overskyet, men forholdsvist varmt når solen bryder igennem skylaget
Omgivelser: Høje skyskrabere og bygninger, mænd og kvinder i jakkesæt der haster frem og tilbage i frokostpauser og ærinder, mennesker, børn og ukendte væsner myldrer fredeligt mellem hinanden over vejene og ind i butikkerne på de lange gader, og en heftig trafik på byens små caféer.
Tidspunkt: 16:12

Silas hastede mod en af de høje dyre bygninger der rakte mod himlen. De mange tusind vinduer blinkede i de enkelte solgrimt der sled sig igennem skydækket en gang imellem. Han betragtede det med lysende øjne, og skyndte sig over et fodgængerfeldt hvor der endnu lige var grønt.. lidt endnu. Han nåede indenfor døren til skyskraberen og tjekkede sit ur. Millicent og Stephen skulle ankomme 20 over.. der var stadig god tid så han kunne sagtens nå op og gøre klar.. og lige læse sine noter igennem igen.
Han vidste ikke hvad han skulle tænke om Millicents ideer om fremmede væsner.. eller væsner af anden slags end menneskelig, det var stadig noget sært at tænke på, og Stephen der skulle være engel? Endnu sværere at tænke sig!
Men han havde besluttet sig for at være åben, selvom det var tvivlsomt.. Han rystede det af sig og stilte sig ind i den store elevator som skulle fragte ham op.. til 13. etage. Han læste noterne igennem igen og igen.. forklaringerne om Millicents evne til at se aura.. han havde tegnet en tegning af det, og kunne ikke lade være med at smile lidt af nogen af krusedullerne... virkelig nemt at læse..... Han steg ud da det lille ding ringede i elevatoren og gjorde ham opmærksom på at han var oppe. Han steg ud og nikkede til damen i skranken og smilede "Godeftermiddag... er der kommet noget til Withers?" mumlede han. Hun nikkede og rakte ham et par breve og bad ham kigge ind hos Dr. Collins. Han nikkede smilende og vandrede ind på det store kontor med panorama vinduerne overfor skranken. Han bankede på og fik et 'kom ind' og trådte indenfor. Den aldrende, men myndige mand betragtede ham henover brillerne og lænede sig tilbage "Jeg forstår du har taget to personer til session idag? Er det ikke lidt dristigt? Du har knap nok berørt det praktiske område?" spurgte han og lænte sig tilbage. Silas gned sig i nakken med sin frie hånd "Jeg er nød til det doktor.. det er for at komme den unge frøken Coopers forklaringer nærmere, og dermed også forstå hendes inderste væsen" sagde han, andet kunne han ikke afsløre, han havde tavshedspligt. "Desuden bliver frøken Cooper måske også mere tryg ved at have en person med ind" sagde han. Doktoren virkede til at godtage den forklaring, og lod ham gå ud igen. Han stilte sig ved skranken og åbnede sine breve, det kunne han lige nå..

Den selvsamme gade blev efter en fem minutters tid, betrådt af Millicent og Stephen.
Stephen havde accepteret at gå med hende, og faktisk at vise sine vinger, hvis det skulle blive nødvendigt for at Silas kunne blive overbevist om at Millicent ikke var just another crazy woman.
Hun kastede et blik på fyren ved hendes side.Det var meget ...stort..af ham at gå med.Og hun vidste at det nok mest var for hendes skyld.Millicent selv havde stadig meget vanskeligt ved at forholde sig til den alternative verden.Mange ting fortrængte hun nærmest, skubbede dem væk, minimaliserede dem....selv Stephen, en engel af natur, tænkte hun på som en mand...og ikke en engel.Det samme gjore hun med Alias, selv om der var...andre komplikationer der.
De nærmede sig bygningen og Millicent trak blidt i Stephens ærme.." Det er her, Stephen" og med en sommerfugel eller 17 i maven, guidede hun ham ind i elvatoren og ud trådte de i vente værelset.
" Jeg er virkelig glad for du er taget med, tak" hviskede hun til ham , da de stod i venteværelset.
Med hende højtsatte hestehale og marineblå nederdel,hvide skjorte og korte lille marineblå jakke, lignede hun på de høje hæle en der arbejdede på en af de mange kontore, og absolut ikke en mental ustabil patient.

Hvad Millicents projekt gik ud på, havde Stephen endnu ikke helt fundet ud af, men han forstod han skulle møde en psykolog. Bare tanken gav ham myrekryb. Personer der var psykologer havde han intet imod, men arbejdet derimod. Han kunne bestemt ikke lide tanken om at nogle snagede rundt i hans hoved, selvom folk hårdnakket påstod at det ikke var det de gjorde. Han holdte fast i sin påstand, men havde alligevel ikke nævnt et ord til Millicent. Hvis det kunne hjælpe hende så ville han ikke ødelægge noget. Hun virkede perfekt i hans øjne, så hvorfor hun overhoved gjorde det forstod han ikke, men heller ikke det havde han sagt noget om. Der var nogle ting han havde forstået han bare skulle lade være som det var, frem for at stille spørgsmål til det hele.
Den ene mundvige trak sig op i et skævt smil da Millicent greb fat i hans ærme som en lille pige. "Du lyder som om det er noget farligt." Det var det måske også, men Stephen var sikker på at Slias ikke lige pludselig ville trække en økse op fra skrivebords skuffen. Hvorfor skulle han også overhoved have en økse med, så heller en kniv. Som en turist der blev ført af en guide, fulgte Stephen efter Millicent hen til elevatoren og op. Først da de nåde venteværelset brød hun tavsheden med noget han ikke rigtig vidste hvordan han skulle reagere på. "Hvis det hjælper dig ..." Kom han til sidst frem til og satte sig i den nærmeste lænestol med blikket kort heftet ved uret.
Folk i venteværelset så mere normale ud i tøjet, så normale at Stephen, der sad iført et omhyggelig valgt sæt tøj, følte at han var udenfor, lige med undtagelse af Millicent. Ligesom hende, havde han valgt en skjorte, hvid, men med sorte bukser og sko. Meget neutral og ordenlig. Næsten lidt for meget, men når hættetrøje ikke gik til jazz restaurant, så ville den slet ikke gå til et besøg hos en psykolog. En T-shirt ville sikkert ligge i samme kategori, så en skjorte havde virket som det eneste rigtige.

Silas læste hjemmevandt brevene igennem, smed dem ud han ikke skulle bruge og bad receptionisten ligge de andre til side til dagen var overstået. Han så på sit ur og fik travlt med at komme afsted til venteværelset, han skulle heldigvis ikke så langt, men han ville alligevel gerne hente dem til tiden, selvom han var i tvivl om hvordan det hele med 'væsnerne' skulle løse sig, så glædede han sig til at skulle sidde med to personer denne gang. Han gik indenfor i venteværelset, hvor der sad forholdsvis mange på trods af at der kun befandt sig to psykologer på denne etage, men to af dem var naturligvis også hans. "Frøken Cooper? og Hr.." Han måtte kort kigge i sine papirer.. glemsom som han var "Samson?" sagde han og smilede til Millicent og manden ved hendes side der antageligt måtte være englen Stephen. "Jeg hedder Silas" præsenterede han sig, mest af alt henvendt til Stephen der ikke kendte ham.
Silas vidste ikke hvad han havde forestillet sig.. han havde måske forestllet sig vinger eller glorie, men den unge mand ved hendes side så ganske almindelig ud. De så begge to meget unge og meget normale ud.. herregud hvordan skulle den forklaring dog gå..
"Vil i være venlige at følge med?" sagde han så med en drillende undertone så det ikke lød som om de skulle til lægen, det var jo også Stephens første gang - antog han- hos en psykolog, og derfor, som med Millicent, var han nød til at prøve at gøre ham tryg ved sit og Millicents selvskab.
Han holdt døren for dem så de kunne træde ud i korridoren og gå med "det er samme sted som sidst" sagde han henvendt til Millicent "Men der er 3 stole denne gang" sagde han venligt til dem begge og begyndte at gå ned af den lange gang med parketgulv og lidt gullige vægge der blev en mørk karrygul når de gik igennem hvor lyset fra vinduerne ikke kunne lyse væggene op. Han fulgte dem til en hvid dør som han åbnede og holdt for dem igen "Der står kaffe og vand på bordet hvis i har lyst.." sagde han og nikkede mod det lille bord der denne gang var blevet placeret mellem to lænestole der stod overfor en enkelt mørk lænestol. Rummet var lyst, et vindue stod åbent og lod lydene nede fra gaden slippe ind i en moderat grad. Der hang et par billeder på væggen af noget abstrakt kunst og der stod en enkelt potteplante i hjørnet, med store grønne blade. Ellers var rummet forholdsvist meget enkelt i indretningen. Silas lod dem gå ind inden han lukkede døren "er der noget i har lyst til, noget i har brug for?" spurgte han som han plejede.. det var meget vigtigt at alle følte sig velkomne og hjemme.

Hun kunne godt mærke den.Nervøsiteten.
Men det var ikke så slemt som sidst.Det skyldtes jo nok flere ting.Både at hun havde været her før og fået det ..afmystificeret lidt, men også at det på en måde var Stephen der ville blive gendstand for al opmærksomhed i dag, hvis det gik efter planen da.
" Det er ham...Silas" hviskede hun til Stephen, da hun så Silas komme ud i venteærelset." Doktor" gengældte hun hans hilsen med et lille forsagt smil....okay..så helt unervøs var hun så alligevel ikke.
" Det lyder fint" svarede hun Silas og fulgte hen mod kontoret.
Hun gik over og tog plads i den ene af stolene, og så nervøst på Stephen.Bare han nu ikke ville gå i baglås.Han kunne ved gud blive noget så stædig.Men Silas havde allerede skabt en venlig og fin atmosfærde, som hun opfangede det.Hun ville faktisk gerne have kaffe, det gav hende også et sted at anbringe sine hænder, hvis hun blev siddende med kruset i sit skød, hvilke hun ville vælge.
" Vil i have kaffe ?" spurgte hun og hævede kanden, klar til at skænke til dem.

Stephen pressede tænderne sammen, da Millicent viste hvem Silas var. Det var ikke af vrede, så ville han muligvis også have brugt læberne for at understrege det, men af overraskelse. Han ville have tabt kæben hvis han ikke havde låst den fast. Manden, drengen, så ikke meget ældre ud end Millicent selv! Selvom Stephen var bevist om at han fysisk heller ikke var meget ældre, så havde han det med at glemme det, da hans indre var sat lidt anderledes sammen og det til tider også kunne få ham til at opfører sig som om han var ældre. En lille hage ved det engle halløj. I præsentations fasen bemærkede Stephen at Silas, eller doktoren, ikke rakte hånden frem. Skulle man se det som noget uhøfligt? Han valgte at se igennem fingrene med det, han måtte leve lidt op - eller ned - til sin unge fysiske alder og det indebar ikke at man skulle blive irriteret over en glemt hånd. "Stephen." Hilste han selv kort, mens han overvejede at doktor måske virkede lidt for farligt. Så syntes det hele pludselig at ligne mere en galeanstalt end et ganske almindeligt psykologisk praktisk - som det vist hed.
Igen slog Stephen trop med de to mere stedkendte da de gik ned igennem gangen. Han havde ikke så meget at bemærke før de nåde frem til det lokale de skulle være i. Det fik ham til at stoppe i døren. Med et blik, Millicent muligvis kun kunne læse, kiggede han næsten vagtsomt rundt i rummet. Det mindede ham mere og mere om et afhøringslokale end et sted man skulle have en samtale mellem jævne partner. Det hele så frygtelig kunstig ud og Silas begyndte at virke alt for høflig. Millicent skulle aldrig have kaldt den mand, dreng, for doktor!
Selvom Stephen var ret sikker - og håbede - på at han var ude og råbe og skrige højt om noget latterligt nonsen, gik han alligevel hen til vinduet og åbnede det så meget som det var muligt, før han satte sig hen ved siden af Millicent og forsøgte at virke en smugle mere afslappet. Hans kæbemuskler var ikke længere spændt af overraskelse. Han rystede på hoved til kaffen og lod igen blikket vandre rundt i lokalet før det til sidst landede på den meget unge psykolog. Hvis ikke han havde vist bedre kunne Silas og Millicent nemt have haft noget mere kørende. Det hele gjorde ham ligefrem paranoid og latterligt mistænksom på alt og alle. Hvor yndigt.

Silas betragtede den temmelig sammenbidte Stephen med et roligt blik. Også da han gik ind i rummet og åbnede vinduet på vid gab. Han lod ham gøre det, uden at stille spørgsmålstegn til det, istedet satte han sig hen på sin stol og lagde sin blog på sit knæ. Han havde ikke tænkt over sin fejltagelse ved hilsenen på Milliicent og på Stephen. Han smilede til Millicent og rystede på hovedet "Ellers tak jeg har drukket nok idag tror jeg" sagde han og skrev nogen småting ned på sin blog, inden han rettede sig op, og fokuserede på de to unge mennesker foran sig.
Der emmede af nervøsitet mellem dem.. det var tydeligt. Blot var de lidt forskellige.. Stephen virkede anderledes stemt end Millicent der antageligt var mere nervøs over at have bragt Stephen med sig
"Stephen.. det her har jeg forklaret Millicent, jeg ved ikke om hun har sagt det videre, men jeg har tavshedspligt, og er under uddannelse som psykolog/psykiater, derfor min alder.. alt hvad du siger herinde bliver ikke meldt videre til nogen som helst anden, hvis der er noget du er utilfreds ved, eller utryg ved, bare i det hele taget noget der generer dig må du sige til.. vi kan gå så langt som at tilbyde andre rum og selvfølgelig andre psykologer" sagde han og smilede så.
"Nåmen så kan vi jo starte.. Stephen.. jeg ved jo lidt om Millicent, men jeg ved ikke så meget om dig, andet end det hun har fortalt.. har du lyst til at fortælle noget om dig selv? Såsom.. søskende, job, fritidsinteresser, den slags?" sagde han opmuntrende og så kort på Millicent så hun ikke følte sig glemt. det gjaldt for ham om at holde overblikket, men heller ikke forglemme dem, Stephen var der for Millicents skyld, men derfor måtte Millicent jo ikke glide i baggrunden, han måtte bare skiftes til at tale mellem dem.
Han lagde pennen mod papiret under Stephens navn og så på ham med opmuntrende gulligt brune øjne. Han var nød til at vide hvordan Stephen hang sammen i forhold til Millicent, de var jo ikke samme person. Og Stephen skulle eftersigende være en engel... Silas måtte æde sit suk, han troede stadig ikke det ville fungere så godt med den del af snakken. Men indtil videre skulle han ikke fokusere på det.

Åh du milde markrel. Det var da lige før hun havde fået spurgt Stephen om at deltage.
Han lignede mest af alt en tiger i et bur, i nogle al for snævre rammer.
Han brød sig tydeligvis ikke om det, spor.
Hendes øjne lå på ham.Hvad mon det skyldtes? Var det ubehaget over at skulle ' udstilles' ? Eller hvaordan han nu så på det her.Det slog hende at de ike havde talt mere om det, andet end hun havde forklaret at hvis hendes Psykolog ikke skulle stemple hende som tosset, måtte han meget gerne komme med og bevise at hun talte sandt, da hun var kommet til at nævne engle...og vist nok også vampyrer.
Hun satte kanden fra sig, men jeg skal love for at hendes eget krus blev hvor det var...mellem hendes to hænder.
Hun sendte Stephen et ' please...Stephen, for me ' blik og bagefter så hun over på Silas.
Han virkede til at tage det hele meget roligt.Godt.
Det viste han havde overblik og at han gav Stephen den tid han have behov for, inden han kunne falde lidt til ro.
Hun sendte Silas et opmuntrende smil og nikkede , da han spurgte ind til Stephen.Millicent sank noget al for varm kaffe, og fik spildt lidt ned af hagen...det var mere fordi....hun ikke selv anede en dyt om den del af stephens liv.Hvor pinligt var DET lige, alt taget i betragtning.
Også hun kiggede på Stephen.

Et bevis på hvorfor han ikke skulle tage med Millicent til psykolog en anden gang. Selv når de kun havde kendt ham i fem minutter, eller hvor lang tid det havde taget dem at komme fra venteværelset og hen til afhøringslokalet, syntes Silas alligevel hurtig at kende hans tegn på utilfredshed. De var måske heller ikke så svære at læse, men det fik alligevel Stephen til at være fast besluttet på ikke at ville tage med en anden gang, med mindre det var yderst nødvendigt.
Det overraskede på ingen måder at Silas havde tavshedspligt, det skulle han også sige. Stephen var på nippe til at stemple det som en løgn, men undlod det. Den arme dreng skulle have en chance, han kunne være fin nok og endda helt venlig. Det tvivlede han ikke så meget på. Millicent havde det med at finde nogle gode bekendtskaber - lige med bortset fra Alias. "Lad os bare blive her." Der var ingen grund til at de skulle flytte rundt i hele bygningen. De andre lokaler var sikkert ikke meget bedre.
Så begyndte afhøringen, men ganske harmløst. "Jeg bruger en masse tid med at lave musik, som også er det jeg arbejder med. Jeg har en storesøster som er engel ligesom mig og vores forældre. Jeg er stoppet med at vokse for små ti, nærmere fem, år siden, hvilke vil sige jeg egentligt er tredve." Hvad skulle man så lige mere sige? hvilke yndlingsfarve man havde, fødselsdags dato, yndlings sanger? Han havde ingen anelse om hvad Silas forlangte, så han sad med tavshed på hånden og ventede på det næste spørgsmål. Om det var mere uddybende forklaringer eller andet gjorde ham ikke det store.

Silas fulgte ansigtsudtrykkene hos de to besøgene, Millicent virkede unægteligt en smule påvirket af Stephens afstandstagen, men han fangede godt det bønfaldene blik til ham. Han blev dog lettet da Stephen besluttede sig for at svare på det han havde spurgt om, som Millicent gik han direkte til benet, kernen af det de egentlig skulle snakke om.. det morede ham lidt at de var så lig hinanden på det punkt. Han hævede et øjenbryn i åbenlys overraskelse da han sagde at han var tredive.... han lignede bestemt ikke en på tredive, men det var jo også næsten det han sad og sagde. "Aha.. så din familie er også engle?" lagde han tænksomt ud "kan du udpege åbenlyse forskelle på... ja f.eks Millicent og dig, ikke i og med at i er mand og kvinde, men mere... engel og menneske?" sagde han så.
Han noterede nogen få småting men slap ikke de to med blikket, han var nød til at have en slags kontakt så hans kragetæer blev omend mere ulæselige, men sådan var det, han måtte tolke dem senere.
"Desuden.. hvorfor fortæller du Millicent og mig at du er engel, burde det ikke bringe dig i fare, eller give dig problemer inde for... jeg ved ikke, ekstremister? Den katolske kirke?" sagde han langsomt som om han stadig tænkte over spørgsmålet "Hvis jeg spørger om noget du ikke bryder dig om må du endelig sige det" sagde han så til Stephen og smilede.
Det var en ny situation han sad i.. angiveligt med et andet væsen foran sig der virkede komplet menneskelig, og Millicent ved hans side.. og hun stolede jo åbenlyst på ham! Silas havde ingen grund til ikke at gøre det, selvom det stadig virkede en smule absurd.

Hun fulgte nysgerrigt med i samtalen.
Så Stephen havde en store søster, hvorfor havde han aldrig nævnt det? Sagt på en anden måde - der var vist mange samtale emner de stadig ikke havde været inde omkring.Ikke at det gjore noget- det var fint at have noget tilgode, ik?
Hun sendte Stephen et smil, varmt og opmundrende, glad for at han deltog og åbnede lidt op, til trods for hans åbenlyse afstandstagen overfor...ja, hele situationen.
Silas...han var kvik og hun kunne næsten ikke lade være ed at smile endnu bredere, da han spurgte på forskellen mellem Stephen og hende.Der var millioner....godt han fik det præciseret noget mere og hun var nu spændt på om Stephen ville afsløre det åbentlyse.
De tre ting hun vidste han kunne som engel.Hun pillede lidt ved sine smukke snehvide fjer øreringe, og så afventende på Stephen.

Hvis det ikke havde været fordi Stephen var sikker på at Silas ville se det, ville have givet ham et par himmelvendte øjne. Hvad havde manden forventet, at han var død og genopstået? Nej, sådan lød historien sig ikke, men frem for at vise den uhøflige side - som man heller ikke burde - nikkede han. Et nyt spørgsmål blev introduceret. "Der er ikke så forfærdelig mange, ikke ud over at engle for vinger, de har næsten altid magiske evner - i modsætning til mennesker - og så lever de en del længere." Flere punkter kunne Stephen ikke komme i tanke om, selvom der nok var flere. Lyden af pen mod papir var ikke helt til at overhører i lokalet, selvom stilheden ikke var tryggende på grund af det åbne vindue. Inden det næste spørgsmål i afhøringen faldt, studsede den afhørte - som Stephen følte sig - over hvorfor hans ord blev skrevet ned i notatform. Et lille smil sneg sig op i mundvigen, da spørgsmålet halv tøvende kom. "Nej, jeg har endnu ikke mødt på nogle problemer vedrørende at jeg er engel og ikke menneske." Fortalte han først, før han dog skyndte sig at tilføje noget mere. "Jo, der er faktisk nogle problemer, men ikke nogle alvorlige." At plukke fjer af sig selv var ikke problemfrit, men det var sikkert ikke lige dét Silas tænkte på. "Selvom engle bliver forbundet med kristendommen er vi nødvendigvis ikke kristne og jeg har ingen større interesse inden for politik, men det er mest bare mig. Engle og mennesker minder meget om hinanden i at de er forskellige." Lød der så en mere uddybende forklaring.
"Men nu vi alligevel er så godt i gang med spørgerunden." Kom det lidt småskarpt fra Stephen, der lænede sig en smugle frem i stolen, for at rette sig op. "Hvorfor er det du ikke tror på din klient? Hun virker jo til at være ved sit fulde besyv, om end lidt mærkelig her og der, men ikke mere underlig end nogle af os andre. For eksempel dig selv." At være beriget med en masse evner gjorde ofte at man havde nogle fordele og denne gang var ingen undskyldning. Selvom Stephen endnu ikke havde knækket koden til hvad Silas var, kunne han mærke at menneske var han ikke, eller også var det samme form for menneske som Millicent. Et menneske med overnaturlige evner. "Du har selv noget magisk i dig, så hvorfor ikke tro på at din klient, der åbenlyst også kan noget mere end tryllekunstneren der underholder børn, taler sandt?

Silas nikkede til det Stephen mente var de væsentligste forskelle mellem engle og mennesker.. og det var da heller ikke så lidt. Silas kunne godt mærke det blev mere og mere svært at skulle stille sig skeptisk overfor det at der skulle findes magiske væsner, Stephen lød fuldstændig overbevist som om det var det naturligste i verden, ovenikøbet en smule flabet. Silas lod det passere, han blev ikke så nemt provokeret, han satte det bare i forlængelse af at Stephen ikke følte sig hjemme og var skeptisk overfor det at skulle udlevere sig til en fremmed. På trods af det var han var imponeret over at han fortalte om det at være en engel åbent. Han nikkede forstående til det han fortalte "Så er det derfor i ikke lige er til at spotte i mængden" drillede han venligt, men blev alvorlig igen.
"Det har intet at gøre med at jeg ikke tror hende" svarede han roligt, og lænede sin blog mod knæet og lænede sig tilbage idet han så på Stephen "Det var for at bevise magiske væsners eksistens, samt en hjælp til at forstå komplicerede minder.. Jeg har, som nok efterhånden må være ret indlysende, overhovedet ingen forstand på magiske væsner, det er for at yde den bedst mulige hjælp for Millicent" sagde han, selvom han tvivlede stærkt på at den person i Millicents seneste afslørede minde var en engel, var det alligevel en brat opvågnen.. et sted han kunne trænge til at læse lidt om, hvis der da stod skrevet noget nogen steder. Han hævede et øjenbryn i en spørgende gæstus ved hans sidste ord.. ham selv? Ja alle var vel lidt sære, med småting, det var han vel også.. Han stoppede sine tanke rænker og hans andet øjenbryn fulgte trop efter det der allerede var hævet "Jeg er klar over hun kan mere, end tryllekustneren ja.. men nu hvor du nævner det, så sagde du før at engle næsten også altid har magiske evner... så jeg tillader mig at spørge om du så, som Millicent også har evner ud over det sædvanlige?" sagde han. Han kunne også noget selv, men det var jo småterier, og ikke noget han rigtig gjorde brug af, det brød han sig ikke synderligt om.

Hun fulgte med i samtalen, og da den nåede til alders tingen kom det lille stik.
Hendes tanker havde kredset om det før.Var det overhovedet muligt for et menneske at knytte sig til en engel, en person der stort set ikke blev ældre af udseende? Hvad skedte der så om tyve år? Kunne de få børn? Og når barnet var 30 så det dobbelt så gammel ud som sin far?
Flygtigt kiggede hn ud af vinduet, der var bare så mange spørgsmål der dukkede op, hver gang et blev besvaret så affødte det ti nye.
Hun var glad for at det at være engle ikke var nget der gav Stephen problemer, men han var nu også - normalt- så sød og rar.
Hendes tanker var ved at glide væk, igen- men Stephen bragte noget op der fik dem til at stå ret.
Hvad mente han med at Silas var overnaturlig? Hendes øjne lagde sig ojblikkelig på Silas, og gled udforskende over ham...hele ham.
Hans aura var ikke lige til at sætte i bås, men det var der ikke mange overnaturlige væsner,endnu, hun kunne dette med.
Måske tog Stephen fejl? Hvordan skulle han iøvrigt også kunne vide det, hvis det virkelig havde været sandt? Men hvis Silas var et væsen, så behøvede han da ikke Stephen til at bevise at de eksisterede.Hun kiggede forvirret fra den ene til den anden.

Stephen havde alt sin opmærksomhed vendt mod personen foran ham, som i følge hans egne observationer forsøgte at snige sig udenom emnet, muligvis fordi han enten forsøgte at skjule det for sig selv eller sin klient? I et forsøg på at finde et svar, vendte han hoved imod Millicent, der i hvert fald gav svar på noget. Hun var ikke længere med på hvad de snakkede om. "Det kommer an på hvad du beskriver som 'ud over det sædvanlige'." Frem for at de fortsatte med at kaste bolden frem og tilbage mellem hinanden, fortsatte Stephen selv, igen med sit fokus rettet mod personen han talte til. "Jeg har evner der i følge mennesket vil være overnaturligt men ikke nogle evner der adskiller sig ekstremt meget fra andre engles. Måske en smugle her og der, men intet imponerende. Jeg er ingen kamp maskine." Der kunne tilføjes en tale omkring det, hvilke måske ville være interessant for lytterne men taleren var ikke interesseret i at uddybe mere, han gik videre til sagens kerne. "Jeg har forskellige evner, den ene består i en sjettesans, det vil den i hvert fald blive kaldt blandt mennesker. Normalt vil jeg kunne mærke det overnaturlige på en person jeg møder, ikke præcist hvad, men jeg vil vide det. Som en alarmklokke, det var dog bare ikke lige tilfælde med Deres klient." Det var en svipser Stephen ikke helt forstod.
Der var mulighed for at han kunne demonstrere sine evner endnu mere, men hvis han kunne undgå det ville han være taknemmelig og næsten glad, men hvis det var det der blev krævet måtte man vel føje sig? Stephen gjorde det ikke helt med sin gode vilje, hvilke nok stod dem alle tre klart. Grunden var tøsen ved hans side, som han havde et ufatteligt svagt punkt for, måtte han indse.

Silas var lidt forvirret selvom han forsøgte at beholde sit rolige ydre roligt og velafbalanceret. Han havde dog heller ikke lyst til at kaste sig ud i en diskussion om hvad Stephen sad der og talte om.. Det var vel heller ikke noget at sidde og blive frustreret over. "Jeg snakker ikke om evnen til at læse, eller til at kunne regne.. Man kan selvfølgelig have andre evner ud over det sædvanlige, som at være usædvanlig god til.. at synge, eller tegne, eller noget helt andet, men jeg snakker mere om hvor sjældent man hører om en der kan læse aura.. som Millicent kan.. derfor spørger jeg om det er noget af det samme du kan?" udpenslede han så.
Silas rystede på hovedet da han understregede at han ikke var nogen kampmaskine "Nej okay, du bruger altså ikke dine 'overnaturlige' evner til at skade.. men hvad bruger du dem så til? Eller bruger du dem overhovedet?" spurgte han så, og noterede kort det med at Stephen ikke var nogen kampmaskine som han selv betegnede det.. det var da en god ting. Han nikkede interesseret da Stephen åbnede lidt op omkring hans evner. "Interessant.." sagde han kortfattet, med ærlighed i stemmen.. det var overraskende, det var også overraskende at han ikke havde bemærket det hos Millicent.. Men Millicent var et menneske, og han havde sagt 'det overnaturlige'... "Har du en teori om hvorfor du ikke kunne fornemme Millicents overnaturlige evne?" spurgte han så.

Naturligvis brugte Stephen ikke sine evner til at kæmpe.Han var slet ikke sådan...ikke den type.
En fin lille rynken dukkede op på hendes næseryg, da hun tænkte på William.For han var stik modsat, var han ikke? Du gode gud hvad den mnd dog ikke rendte rundt og lavede, lagde folk ned for sine fødder, enten døde eller i næsegrus beundring.Millicent selv havde indtil nu lykkedes at holde balancen i midten....sådan da.
Hun drak pillede lidt ved hanken på sit kaffekrus og fandt en dejlig tryghed i at Astephen var mere rolig og ....behersket....i hvert fald skulle der langt mere til at provokerer ham.
Hun fik næsten kaffen i den gale hals og lidt dårlig samvittighed, da Silas ville vide hvad han så brugte sine evner til.Hun kunne vel ikke så godt sige at han fløj ture med,hende og lavede smukke ildkugler og flyvendetæpper....selvom det alt sammen var noget han havde lavet sammen med hende.
Hendes øjne søgte Stephens...noget var han jo nød til at oplyse, lidt mere end han havde...måske vise et eller andet, så det ikke blot hang i luften, som en glad og overfrisk påstand.
Millicent så tilbage på Silas.Han havde ikke rigtig besvaret Stephens spørgsmål, og hun undrede sig såre.Burde han ikke have afvist promte at han bestemt ikke havde nogle magiske evner?
Hun skænkede ikke stemmen i sit hoved, under hypnosen , nogen videre tanker...nok fordi hun troede det var en delbaf den tranceligende tilstand at høre Silas sådan.

Stephen begyndte at bløde en smugle op omkring Silas, der virkede meget professionel og afmålt, hvilke faldt i god jord ved englen, der dog næsten kom til at grine da han hørte spørgsmålet fra psykologen. "Selvfølgelig bruger jeg mine evner. Enten til selvforsvar, i tilfælde af uvenlige typer, eller til praktiske ting." Normalt ville Stephen med glæde have vist sine evner, men da Silas syntes at have noget overnaturligt over sig, undlod han. Hvorfor vise sine kort til en mulig fjende? Hvorfor skulle Silas overhoved være en fjende? Selvom der ikke var nogle gode svar til de spørgsmål, undlod han alligevel at vise sine kort, med mindre han direkte forsøgte at få ham til at vise sine evner. En vej at gøre det på kunne være at spørge.
Det næste spørgsmål der kom, blev der tænkt længe over. Stephen sad og stirrede tomt ud af det åbne vindue fordybet i sine tanker, før han tøvende åbnede munden. "Vel fordi jeg ikke havde forventet at hun var andet end et menneske, med en stor glæde for blomster." Imens han nævnte det, kørte billederne fra deres første møde igennem hoved på ham. Han kunne ikke huske præcist hvad der skete, men blomsterne og glæden for den lille gård kunne han tydeligt huske. Det fremkaldte antydningen af et smil, før det blev skubbet væk. "Det er præcist ligesom med andre sanser, hvis jeg ikke direkte tænker på hvilke farve skriver du har, så vil jeg ikke bemærke det. Præcist ligesådan - tror jeg - det er med Millicent. Jeg så hende som et normalt menneske og tænkte ikke videre over det før hun selv nævnte det."

Silas så et kort glimt af humor hos englen foran sig, og var lige ved at hæve et øjenbryn, havde han sagt noget morsomt? Men han kunne dog ikke lade være med at smile lidt..Han nikkede hurtigt til det, noterede det kort "det lyder jo fornuftigt nok" sagde han. "Har du et eksempel?" spurgte han og prøvede lidt at undertrykke sin nysgerrighed, men det var meget sjovt at høre hvis Stephen havde brugt sine evner til... ja hvad han nu brugte det til af praktiske ting?
Han betragtede kort Millicent da Stephen tænkte... han sendte hende et smil for at sige at hun ikke var glemt, før han så på Stephen der virkede helt fordybet i himlen udenfor, men alligevel svarede klart. Han nikkede stille og lod ham blive i mindet. Han nikkede langsomt til hans teori, og så på dem "det lyder.. som en god teori" sagde han så medgivende, og så kort på uret, tiden var gået..
"Tiden er desværre gået" sagde han, og så på dem "men det har virkelig været interessant" sagde han og smilede til dem. Det virkede stadig diffust, men... Han kunne ikke nægte at Stephen og Millicent havde overbevist ham... og egentlig skræmte det ham ikke at der fandtedes andre slags væsner end mennesker. "Men det har været lærerigt, jeg er glad for du gik med til at komme forbi, jeg tror det bliver nemmere at indentificere væsner i Millicents drømme efter det her" sagde han oprigtigt, han glædede sig næsten til at skulle komme igang med hypnosen igen. Han rejste sig og lagde sin blog fra sig for at sige ordentligt farvel til dem. Han kom i tanke om at han havde en aftale med Millicent ikke så langt efter "Forresten.. så har vi en aftale en af de nærmeste dage ikke?"

Millicent var blevet en smule beroliget i sit sind, efterhånden som samtalen skred frem.
Hun kunne lugefrem finde nydelse i kaffen , der nu ikke kun var et middel for beskæftigelse af hendes urolige hænder.
På et tidspunkt havde hun faktisk frygtet HVAD Stephen kunne finde på at slynge i hovedet på Silas, men alt så ud til at være landet på fineste vis.
Stephens vendning med at han brugte evnerne til praktiske ting, bragte et skævt smil frem på hendes læber og hun nikkede sammentyggende.
Hun gengældte Silas smil og spurgte så direkte " Er du helt overbevist ?..du sidder ikke med en lille tvivl i dit hjerte, for hvis du gør...vil jeg gerne vide det.Stephen kan feje den væk iløbet af ingen tid" Det var ikke hans vinger hun tænkte på, mere en flok ildkugler, de ville ikke gøre ondt på ham, som når vingerne flækkede hans hud og forcerede deres vej ud.Selv om det var et prægtigt syn.Williams vinger var også hvide.....besynderligt egenligt, nu hun tænkte over det.
Silas oplyste at tiden var gået..og Millicent rejste sig med det samme.Det ville ikke være godt at trække den for langt, så andre måtte sidde med alle deres hjertekvaler og sindssmerter og ...vente.
" I morgen...jeg har en tid i morgen..lidt over middag" svarede hun Silas med et smil, og så på Stephen ...var han parat til at smutte? Hun smilede...han havde været rigtig sød at tage med herhen.

Stephens blik flakkede hen over bordet for at se hvad han kunne bruge som en lille demonstration. Han kunne selvfølgelig lave sine små lyskugler, men var det nok. Det var det sikkert, men der skulle være lidt mere end bare en kugle. Hvorfor ikke skyde brystet lidt frem når man havde muligheden for det? Stephen rejste sig op fra sin stol og gik hen til vinduet, hvor han trak gardinerne for, for derefter at slukke lyset så lokalet var dunklet.
Da han stod henne ved stikkontakten, begyndte en lille lyskugle at 'spire' over skrivebordet hvor den blev større. Da den var blevet stor nok, begyndte ni andre kugler at vokse, til de blev en lille version af solsystemet i små lysende kugler. Selvfølgelig kunne det også bare have været en lille 'normal' kugle, men det gav langt mere effekt med lidt pillen.
Da der igen var 'normalt' lys fra solen og elektricitet i lokalet, satte Stephen sig i stolen igen og rettede sit blik mod Silas. Det var et neutralt blik der mødte den unge psykolog. "Jeg håber du er overbevist."

Da tiden var gået, skulle Stephen lige til at rette sig op for at forlade lokalet. Den ubehagelige følelse gang stadig ved, men han blev brat stoppet. Han knep en smugle øjne sammen og stirrede mistænksomt på Silas, mens han med et tavst blik forlagte en forklaring. Hvilke drømme? Derefter vendte han blikket mod Millicent og kiggede - knap så mistænksomt - på hende og forlangte ligeledes en forklaring.

Silas mødte Millicents blik "det er stadig en ordentlig mundfuld, men jeg tror ikke jeg kan argumentere mod... ja mod Stephen han sidder jo lige der" sagde han så, og smilede let til Stephen. Han nikkede.. det var også rigtigt.. imorgen havde hun en tid igen og så skulle de finde ud af mere om hendes minder, blandt andet ville han forsøge at opklare væsnet, eller vedkommene der havde gjort hende skræmt sidst. Han lagde mærke til Stephen rejse sig, og trak gardinerne for og sendte ham et undrende blik, og derefter Millicent.. hvad nu? Der svirrede et par få tanker igennem hans hoved om noget OCD, men han skød dem fra sig, det virkede mere som om Stephen var opsat på at vise noget. Han fulgte fascineret og en smule paf hvordan Stephen fik kuglerne til at svirre, og fik dem også til at ligne solsystemet på et tidspunkt. Han fulgte ham med blikket da han satte sig i stolen igen og det hele var borte...Han nikkede langsomt, en smule distraheret af synet fra før "ja.." sagde han så, og så kort på Millicent med overraskelsen malet i ansigtet.. vidste hun det? Kendte hun til den evne? Og... Det var ret utroligt.
"Det var imponerende" sagde han så henvendt til Stephen "Og jeg forstår ikke at det kan lade sig gøre, men det understøtter jo kun de ting du har sagt..." sagde han og gjorde et træk på sine skuldre og grinede lidt fjollet, det var virkelig... en speciel dag "Men...tak fordi du gad vise det, og gad komme" sagde han så, og så på Millicent "og dig også" sagde han og smilede.

Også hun så betaget på.Synet var smukt og hun blev på en måde...stolt af ham.
En smuk evne at have. Hun havde set ham lave noget tilsvarende før,dengang på stranden...og...
Hun bremsede sine egne tanker, hårdt, da hun kunne mærke at hun næsten rødmede.
" smukt Stephen" mumlede hun og mødte ikke hans , men Silas' blik.
Hun sendte ham , Silas, et lille forlegent smil, ja...hun havde godt vidst det.
Det med drømmene, det måtte de tale om..når de var alene, Stephen og hun...så det blev helt skubbet væk nu.
Millicent rakte ud efter Stephens hånd , og ville hale ham afsted , hvis han tog den.
" Selv tak Silas...og på gensyn " sagde hun og glemte alt om gode maner, hvis hun skulle have givet håndtryk...eller noget..til Silas?

Med Stephen i hånden, forlod hun bygningen .
" Det var så det!"

// Out !

Stephen tog med åbne arme imod de rosende ord der kom ovenfra, mens han nød at se det overrasket udtryk i Silas ansigt. Det var altid dejligt at overraske folk, især når man ikke derefter fik et par vrede ord med på vejen. Det hele blev hastigt rundet af og for at sætte tempoet yderlig i vejret, blev han trukket ud af klinikken da han havde taget Millicents hånd. En kort og meget hurtig afsked blev sendt til Silas, som fik et kort grin, før han væltede ud af døren. "Du lyder helt lettet, der skete jo intet. Der kom ingen pander ud af skrivebordet." Lød det glædeligt fra Stephen som undlod at tænke på det faktum at det mere havde været ham der havde frygtet panderen.

OOC: Out!

Silas smilede lidt af dem begge mens Millicent fik hevet Stephen på benene. Han var stadig en smule overrumplet, så han fik ikke helt fat i hvad Stephen sagde på vej ud af døren, kun at det var noget med en panter... hvad for en panter?
Han besluttede ikke at tage det så tungt "Farvel... og på gensyn" sagde han venligt og sendte dem et smil inden de forsvandt ned af gangen for at nå elevatoren.. Han skævede kort til vinduet hvor vinduerne endnu blafrede, og derefter til stikkontakten... forunderligt...

//Out xD