Der er ikke plads i min profil x.x
Så jeg bruger det her i stedet..
Intro:
Hej med dig :3
Hvad så? Jeg er bare en lille fisk i et stort hav, som elsker livet og verden og alting
- ville jeg have sagt, indtil for nyligt.
Der er imidlertid sket en hel masse ting, som har ændret hele mit liv.
For eksempel har jeg gjort et spændende, nyt bekendtskab med sortelveren Niko (Nikomedes), der er gammel som tiden, og som ved alt i hele verden og har de mest fantastiske, magiske kræfter. Jeg må indrømme, at jeg var helt sindssygt imponeret. Han var jo noget nær gud, virkelig, jeg siger det bare. - Og alt det gode, han har gjort for menneskeheden og verden!
Alting begyndte faktisk, da jeg mødte ham, faktisk. Det var meget mærkeliget, det hele. - og det er det altså stadig, jeg aner simpelthen ikke, hvad der foregår.
Men det begyndte altså med Niko. Vi mødtes helt tilfældigt i en by ved vandet. Jeg var der med nogle venner, selv om vi havde fået forbud mod at gøre det alene. På det tidspunkt følte jeg mig helt vildt som en regelbryder, kan du tro! Men Niko, han spottede mig, og henvendte sig til mig. Han sagde, han vidste, hvad jeg var. Du skulle virkelig have set ham, seriøst. Han var så gammel, sådan - lille bitte, sprukken. Hans hud var helt mærkelig, og det var altså ikke bare fordi han var sortelver, hans hud var nemlig ikke sådan rigtigt mørk, den var bare sådan en mærkelig grå farve, men det er altså svært at forklare. Jeg tror det var fordi han var så gammel. Ej, hans hud havde lidt samme farve som gulnet avispapir, men altså.. Ikke gult, det var bare.. Men pyt. For selvom han var sådan lille og svagelig og sank helt sammen, så var der stadig noget, ej, det lyder åndssvag, men han havde stadig en særlig stolthed, og han talte med den mest vidunderlige stemme. Den var sådan helt tynd og svag, men hans ord var - jeg kan ikke beskrive det, det kan jeg slet ikke. Han spurgte, om jeg ville komme tilbage, og jeg var bare nødt til at sige ja og se ham igen.
Så jeg tog indtil samme by og han mødte mig, og han så bare meget, MEGET ældre ud end sidst, det var virkelig klamt! Og jeg er altså ikke sippet, men han var bare - så meget ældre på det tidspunkt. Han fortalte mig, at han ikke havde langt igen. Han sagde sådan 'Liam', ej, jeg kan slet ikke lave den stemme, men.. Han sagde, at han kunne mærke døden, men at hans viden ikke måtte gå tabt. Og jeg spurgte ham selvfølgelig, om han ikke skulle give den videre til sortelverne først, men han sagde, at han ikke var deres allierede længere, og at krigen havde ødelagt alting, og så spurgte han mig, om jeg ville gøre havfolkene en stor tjeneste og bringe dem hans viden. Han lovede mig at vi kunne blive det mægtigste folk i verden, men jeg blev bange, for det tror jeg slet ikke vi har lyst til, altså, vi er jo bare fredlige, men så sagde han, at vi jo er den tredje elverrace, og at vi er de eneste, der kan bringe fred. Han sagde, at det folk, der fik hans viden, ville kunne afslutte krigen, og at det derfor ikke måtte falde i hverken elvernes eller sortelvernes hænder. Det kunne jeg heller ikke se, hvordan den skulle kunne, for det var jo hans viden, ligesom, og hvis han døde, så ville den jo forsvinde, og jeg ville aldrig lære bare en brøkdel af alt det, han vidste, for han var altså - jeg tror han havde levet siden tidernes morgen, virkelig. Siden før krigen, altså. Måske var han sådan 4000 år, eller sådan noget, det var helt ufatteligt. Men han grinede bare og sagde, at jeg kunne få hans viden gennem magi, og så kunne han vende tilbage til naturen - eller dø, om du vil, men vi dør bare ikke rigtigt sådan… så vende tilbage til naturen altså. Men altså, så kunne han vende tilbage til naturen med lykkeligt sind.
Jeg sagde ja. Hvad skulle jeg ellers sige? Altså jeg var virkelig bange og sådan noget, for det var jo sådan et stort ansvar. Når nogen pludselig kommer og siger til dig, at du skal være med i en krig, du aldrig har taget del i. Så bliver man helt sådan kold, men jeg var nødt til at sige ja, for.. Det var jeg bare. Det er virkelig svært at fortælle om Niko, for alting skete bare, hvis du forstår. Nogen gange tænkte jeg slet ikke over det, og det er helt tåget. Han var virkelig flink, men bagefter har jeg altså tænkt over, om han måske brugte noget magi på mig, for jeg blev helt sådan eftergiven og sådan noget. Men vi lavede et diagram på gulvet med kridt, og jeg lå i den ene halvdel, og han gik ind i den anden, da alt var klart, og så brugte han sin magi til at tænde lysene, og jeg kan simpelthen ikke huske mere. Jeg tror det var meget stærk magi. Jeg har i hvert fald aldrig vågnet op og været så ødelagt, og jeg har altså prøvet at have tømmermænd. Jeg var helt sådan.. Smadret, da jeg kom op, og Niko var helt livløs og alt muligt, så jeg løb over til ham og prøvede at vække ham, men det kunne jeg ikke - Jeg troede virkelig, han var død, for han trak næsten ikke vejret, og jeg skyndte mig at hente noget vand. Og naturligvis spilder jeg, jeg er sådan en klovn, og fik hale, så jeg væltede bare rundt. Kastede vist også op, tror jeg.. Men så vågnede han heldigvis og hentede et håndklæde. Og han var bare megavred, virkelig, virkelig rødglødende af raseri, og jeg blev seriøst bange. Men altså, jeg havde ikke gjort noget forkert, og det sagde han også til mig. Han var bare ked af, at det var mislykkedes, og gik frem og tilbage og kiggede på alle dele af den der kridttegning, og bladrede i tykke bøger. Jeg faldt vist i søvn på en sofa imens.
Da jeg vågnede stod han og klynkede, det var simpelthen så uhyggeligt. Han sagde sådan 'Ikke endnu, ikke endnu' igen og igen, og så rystede han over det hele. Stakkels Niko. Han vækkede mig senere og havde fundet sin fejl og syntes, vi skulle prøve igen. Det gjorde vi så, men der skete ingenting, og han blev simpelthen helt ude af flippen, virkelig, jeg har aldrig set nogen gå sådan amok! Og så pludselig blev han helt stille og klynkede igen og sagde, at jeg skulle gå. Så jeg gik, men jeg glemte min jakke, så jeg gik ind igen. Og han sad helt alene midt i en stor tegning, han åbenbart havde lavet og hviskede mærkelige ord, og der var sådan et lys omkring ham, så han så mig ikke, og jeg smuttede bare ind og hentede jakken, som lå på et bord. Da jeg så kom ud igen var lyset væk, og han var blevet endnu mindre. Han havde sådan krøllet sig sammen, og man kunne se, hvordan han skrumpede under tøjet, og jeg tror nok, han vendte tilbage til naturen lige der, for han vågnede ikke igen, og hans magi begyndte at forsvinde fra alting, kunne jeg se.
Og det er så det mærkelige. For jeg har aldrig kunnet se magi før den dag, men det kunne jeg bare lige pludselig, og jeg blev simpelthen så bange først, for jeg troede det var spøgelser. Men det var så bare.. Måske var der alligevel noget viden, der kom over i mig den dag.
Under alle omstændigheder ville jeg svømme hjem, og jeg var virkelig bange for, de ville blive vrede på mig, mine forældre, fordi jeg var taget af sted uden at få lov og havde været væk i mindst et døgn. Og jeg var virkelig træt, sådan helt ødelagt, og det var dumt, det var så dumt. Jeg fortryder det sådan, jeg tror slet ikke, du forstår det, men, undskyld må jeg låne en serviet? Tak. Jeg skal lige pudse næse. Ej, det må du undskylde. Det var bare så tåbelig dumt.
At jeg begyndte at svømme, som om jeg kunne komme hjem, og det var nat og virkelig skidt vejr. Og dum som jeg er svømmede jeg i overfladen, men jeg bryder mig virkelig ikke om at dykke ret dybt, både fordi man skal indstille sig sådan efter trykket, men også fordi der er alt muligt ubehageligt dernede, og jeg var ikke ret godt bevæbnet - og så var det om natten, og jeg havde heller ikke så meget lys, men jeg tænkte først, at jeg sagtens ville kunne klare mig med stjernerne, men jeg var altså ikke kommet ret langt ud, før der slet ikke var nogen stjerner og bølgerne var alt for høje, og jeg tænkte bare FUCK, fordi det var ude på sådan rimeligt dybt vand, og jeg havde virkelig ikke lyst til at dykke ned, så jeg blev i de øverste vandlag og så bare ned i det der sorte, sorte dyb, og så blev jeg altså trukket op ved halen, op i bølgerne, og jeg blev kastet rundt, indtil jeg fik hovedet over vandet, og så var der en bølge, der havde et eller andet stort med sig, jeg tror måske det var en kasse af en eller anden slags, og jeg tror jeg mistede bevidstheden lidt, eller det ved jeg , for jeg vågnede op og var sunket et godt stykke ned, og der var en hval, der forsøgte at skubbe til mig. Først blev jeg simpelthen så bange, og det gjorde den vist også, men den var virkelig venlig, den var fulgt efter mig, og ville hjælpe mig.
Og det var så en anden mærkelig ting. Jeg kunne forstå hvalens intention. Weird, ikke, det har jeg aldrig kunnet før, og pludselig kan jeg bare. Og det var sådan lidt svært at forstå det, det må jeg sige, men altså - jeg forstod det. Men jeg sagde til den, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Den sagde, at jeg var langt væk fra alting, men at den gerne ville hjælpe mig til den nærmeste kyst. Jeg spurgte, hvor det var, men den sagde bare, at den ikke kendte menneskenes navne, og så svømmede den med mig, og da jeg blev træt og ville holde pause sagde den, at jeg kunne holde ved dens mundvig. Og så pludselig skiftede den retning og sagde, at der var et skib nær. Den kaldte den for jernfisk, men jeg vidste, at det var et skib. Jeg sagde, at jeg gerne ville se det, så den bragte mig op til overfladen, og jeg så, at himlen var overalt, eller - den var kæmpestor, simpelthen. Og havet rakte også til alle sider, så langt man kunne se. Altså, havet er jo ikke min fjende, men jeg blev altså alligevel bange, for jeg ville bare gerne hjem til min familie. Skibet var helt ude i horisonten, men de sejlede hen mod mig, heldigvis, selv om de ikke havde set mig, men altså - jeg tror ikke, jeg ville kunne indhente et rigtigt skib. Så, hvalen blev bange og sagde, at den ikke ville vente på skibet, men at den ville komme tilbage efter mig, hvis ikke de tog mig op. Til sidst sagde den: 'god rejse lille fisk', og så svømmede den væk, og jeg svømmede mod skibet. Først tænkte jeg, at jeg bare ville kunne kravle op, men det var ikke så kvikt tænkt, for altså, der er ikke rigtigt noget at kravle på, og jeg blev simpelthen så skuffet, for jeg kunne jo ikke komme op, og det betød, at jeg var prisgivet vind og vejr mens jeg ventede på hvalen, hvis den overhovedet kom tilbage. Og skibet sejlede alt for hurtigt forbi, og der gik ligesom et øjeblik, hvor jeg bare tænkte FUCK MIT LIV!, og så sagde det bare SVUP, og jeg blev hevet op ad vandet, for det var åbenbart en fisketrawler. Tro det eller ej, men jeg blev altså fanget af fiskere, jeg blev fanget i et net sammen med tusind sprællende sild, og smidt ned i bunden af skibet. Det var simpelthen så frygteligt, de skreg sådan, sildene. De var skrækslagne, og jeg kan altså godt forstå det. En af dem må have set mig, for de lukkede ikke lugerne men stod i stedet og diskuterede, og jeg svømmede gennem fiskene hen til kanten, hvor jeg fik fat i en stige eller sådan noget. De kunne ikke se mig, heldigvis, og jeg skyndte mig at.. Ja, jeg smed tøjet, okay.
Det var jo nødt til, jeg skulle bare have ben, og det skulle gå forbandet hurtigt, og vådt hår det er jo okay, ikke, men tøjet, og det ville også være svært at klatre op. OG det var ikke det alt sammen.. Men i hvert fald fik jeg ben og begyndte at råbe. Det var helt vildt så bange, de blev. Helt sindssygt, en af dem var lige ved at falde i. Men de hev mig op og gloede. Der var ikke nogen, der talte engelsk, de sagde bare "americano, americano" hele tiden, og så viste de mig ind et sted, hvor jeg kunne sove. Det var meget godt, for jeg var bare virkelig, virkelig træt, så jeg sov. Og så satte de mig på en båd og sendte mig herind.. Og jeg har ingen penge, og ikke noget sted at være. Jeg kender ingen, og - når jeg sover, ikke? Så drømmer jeg de uhyggeligste drømme. Det er som om jeg bliver en anden person, virkelig. Ikke bare, som når man drømmer, at man er Tintin, men sådan rigtigt. Jeg bliver en anden person med andre følelser og andre tanker. Nåh, nu må vi se, hvordan det går nu.
Fre Jul 06, 2012 8:55 am
