The moving ocean.

Audrey holdt godt øje med hvordan han fik øvet sig med spisepindene. Og hvad hun kunne se gik det faktisk meget godt for ham. Han fumlede i hvert fald ikke så meget som hun havde forventet af en nybegynder. ”Jeg tror nu mere det er dig der er dejlig lærenem.” Det fik hun nok sagt lidt for hurtigt. Eller han var i hvert fald lærenem men han var i hvert fald ikke blevet super til det endnu. Sådan så det i hvert fald ud til sådan som han fik tabt pindene ud af sine hænder og de rester af nudler der ikke nåede at blive proppet ind i munden. Igen kunne hun ikke helt holde sin latter tilbage. Men som før prøvede hun at dæmpe den lidt for ikke at virke for højlydt. ”Det..Det går da helt fint..” fik hun frem gennem sine grin mens hun stærkt prøvede at få den stoppet igen. Og ganske lidt efter fik hun den dæmpet til hun var helt færdig med at le og at det nu bare sad som det sædvandlige smil. ”Ja.. Men øvelse gør mester. Og du ser ud til at have et god greb omkring det.. Så du skal nok klare dig.” Stadig med det varme smil på læben fik hun så rettet sin opmærksom mod den boks der endnu stod foran hende på bordet. Og elegant og smidigt fik hun både samlet sine spisepinde op igen sammen med boksen og næsten i samme bevægelse kom hun atter op at sidde i hendes sædvanlige skrædderstilling. Og finger nem som hun var nåede hun lige at få samlet en klump ris op med pindene og fik proppet det ind i sin mund inden han spurgte ind til hendes evner. Hun begyndte hurtigt at tygge af munden og sank igen tungt for hurtigt at komme til at svare ham. ”Ehm… Wong nede fra restauranten. Jeg arbejde der i noget tid da jeg lige var kommet til byen. Og eftersom jeg ikke havde lært at spise med pinde lærte han mig det. Nogenlunde på samme måde som jeg prøvede at lære dig det..” forklarede hun ham stille og roligt for bagefter at samle endnu en klump ris op og fodrede sig selv med dem. Hun var sulten men stadig prøvede hun at spise mere diskret. Hun ville egentlig hellere føre en samtale med Silas end at spise. Et sted følte hun at det var ubehøvlet selvom at de tydeligvis gjorde det begge to. ”Men jeg var desværre nød til at stoppe med at arbejde der da de fandt ud af min lille ..allergi for vand kan vi vel kalde det..” Man kunne høre at det ikke var noget hun var helt ligeglad med men hun gjorde dog ikke et helt stort nummer ud af det. Hun tog det mere roligt. Hun var vel bare blevet vant til det. Hun lagde pindene fra sig igen og fik efterølgende strøget en tot af det silkehvide hår væk fra sit ansigt for atter at se mod Silas. Bare se ham. Studerede hans ansigts form. Den måde hans øjne sad i forhold til hans næse. Og den måde hans læber var formet. Det var lidt underligt men hun kunne ikke lade være.

Silas stak til kødet med spisepindene, og forsøgte at gøre Audrey kunsten efter i at samle op uden at tabe det hele ned i boksen igen. Ellers nød han de nye smage, mere krydrede på andre måder end det han var van til, engang imellem var han nød til at tage en ordentlig slurk af saftevandet når det kradsede lidt for meget i det bagerste af hans hals. Han grinede "lærenem? Det ser flottere ud når du gør det... jeg sidder jo med hele hovedet i boksen for ikke at tabe det i skødet" grinede han og pegede på hende med spisepindene og klappede dem sammen mod hinanden en enkelt gang, de gled nemlig fra hinanden da han ville klappe dem sammen igen for at drille hende. Han rettede hurtigt på dem og smilede skævt.
Han nikkede til hendes ideer om hans pinde-færdigheder "ja du har nok ret" sagde han og betragtede hendes færdigheder inde for pindekunsten.. hun var ikke dårlig, hun gik til den, roligt og hjemmevant.
Tja.. hun havde styr på pinde og han havde nogenlunde styr på vin.. sådan måtte det være. Han nikkede til det hun fortalte "Aha.. så han var din lærermester!" grinede han og forsøgte at fiske noget mad op med pindene. Han skævede til hende da hun snakkede om allergi overfor vand og rynkede på næsen "det må da være en voldsom belastende allergi?" sagde han undrende og lagde hovedet på skrå, inden han tog noget mad ind i munden med pindene der som sædvanlig var ved at falde fra ham. Han lod pindene blive i munden mens han satte sig anderledes "ærligt talt så er jeg heller ikke så vild med vand" sagde han og smilede forsigtigt til hende som for at overbevise hende om at det ikke var noget slemt ikke at bryde sig om vand.
Han selv hadede det, det eneste vand han kunne holde ud var ude i badeværelset, men han var stadig ikke vild med det. Han trak sine ben lidt op mod sin brystkasse og så på den hvidhårede pige foran sig. "Bor du egentlig heromkring?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå til den anden side og betragtede hende og smilede til hende.

Audrey gik hurtigt efter hans lille nummer med pindene selv rettet sine mod ham og klappede dem sammen et par gange tæt omkring hans ansigt. Men stadig med en hvis afstand. ”Du gør det bedre end mig dengang jeg startede, din fisk.” sagde hun selv med en drillende undertone og fik atter stukket pindene ned i sin boks for at samle lidt mere mad op. ”Og jeg har også prøvet det før så selvfølgelig er det lidt flottere når jeg..” Hun stoppede brat idet det selv endte med at en klump ris landede i skødet på hende. ”Se nu der! Nu taber jeg jo også det hele udover mig selv.” Hun kunne ikke lade være med selv at grine over sit lille uheld. Hun var ikke så ked af at få mad på sine bukser. De kunne jo bare vaskes. Hun fik lagt sit spiseredskab fra sig og samlede i en let bevægelse samlet en af de servietter de havde fået med i plastikposen for derefter at samle risene op.
Hun blev selv lidt overrasket at han undrede sig over det hun sagde. Men hun bebrejdede ham ikke. Han var et menneske. Og at lægge to og to sammen i denne situation var nok ikke helt noget han gjorde hele tiden. Så hun fik bare formet endnu et smil på sine læber, et mere uskyldigt smil. ”Det er det skam også. Det gør det mere eller mindre svært at være omkring en masse folk i offentligheden. Især nede på stranden.” fortalte hun ganske roligt. Men man kunne stadig høre skuffelsen i hendes stemme. Hun kunne jo i modsætning til ham godt lide vand. Hendes så kaldte frygt var en smule anerledes. Men et sted kunne hun ikke helt sidde og sige noget. Hun følte sig altid usikker når hun kom til at komme ind på det punkt. Hun så lidt undersøgende på ham men samtidig med et blidt blik i øjnene. ”Øh.. Hvordan kan det være du ikke er så glad for vand? Hvis altså jeg må spørge..” Hun huskede hvordan han havde set ligbleg ud da han havde hjulpet hende tidligere.
”Ehm.. Ikke rigtig. Jeg bor i Downtown. I rask gang er det nok et kvarter til tyve minutter her fra.” sagde hun mere muntert. Hun var ikke helt glad for at bo i Downtown men hun havde vænnet sig til det og samtidig havde hun svært ved at se sig selv bo andre steder. Og så længe hun var forsigtig skulle det hele nok gå.

Silas grinede da Audrey gjorde ham kunsten efter, om ikke bedre end han selv havde gjort det hun havde jo lidt bedre forstand på pindekunsten i forhold til han selv.. heldigvis, han ville nok blive temmelig høj i hatten hvis han pludselig mestrede pindene til perfektion... eller i hvertfald til det level Audrey kunne.
"Er jeg en fisk nu?" spurgte han og sugede sine kinder ind og kiggede på hende med store øjne. Han havde ikke forestillet sig at han kunne gå fra kat til fisk. "Blob blob så.." grinede han og slap sine kinder igen før han prøvede at få pindene samlet om nogle nudler. Has ansigt flækkede i et grin da hun tabte sine ris ned i skødet og skraldgrinede "aj.. aj undskyld" grinede han og rakte ud efter nogen servietter idet hun gjorde det, men lod hende komme til så hun selv kunne tørre det af, det ville måske være en smule... nærgående hvis han tørrede det af. Han nikkede da hun forklarede i hvor belastende hendes allergi var.
Han fik endelig noget mad i munden efter noget baksen, da hun spurgte hvorfor han ikke var så glad for vand og han anlagde en lidt anderledes mine. Han tyggede af munden og åbnede den så for at svare, men gik i stå. Han sukkede og trak på skuldrende "for at være ærlig så ved jeg det ikke helt, jeg føler bare stort ubehag ved det...vand altså" mumlede han og stak pindene i maden.
Han nikkede da hun forklarede hvor hun boede, og tænkte over det.. downtown, ja det var vel ikke så langt væk hvis man tog den i.. rask gang som hun kaldte det. Han smilede lidt. Han anede ikke hvad klokken var, han anede faktisk slet ikke hvor lang tid han havde tilbragt med Audrey, det var som om tiden bare var løbet igennem hans fingre som vand. Han smilede stille for sig selv og så ned i maden.. kinesisk mad, who would have known...

//OOG: Undskyld for det lidt rustne svar. >.
Åh! Silas havde virkelig forstand på at få hende til at grine. Han vidste lige hvad der skulle til for at få et smil frem på hendes læber. Men så igen. Om det faktisk var hvad han gjorde eller om det i det hele taget var ham selv der gik hende til at føle sig som hun gjorde lige nu, var hun ikke helt sikker på. Hun kunne dog klart sige uden at lyve at han var noget af en speciel person. Så menneskelig men samtidig strålende og nærmest magisk. Alle disse tanker holdt hun dog mest for sig selv. Han måtte selv finde glæden i hendes øjne, hendes ansigt og hendes udstråling hvis det var hvad han søgte. ”No harm! Det er dejligt at høre dig le. Så undskyld ikke.” fik hun hurtigt frem og selv havde hun sin latters smil siddende fremme.
Audrey syntes dog hurtigt at blive mere lyttende idet han begyndte at besvare hendes spørgsmål. Hun ventede roligt på at han selv kunne få sig til at sige noget og hun studerede grundigt den måde hans ansigt fortrak sig. Dog var det altid som om at hendes blik landede omkring hans øjne. Selvom det var et seriøst og ubehageligt emne at snakke om for ham kunne hun stadig fornemme en vis rolighed i hans blik. Det var ikke direkte fortryllende men hun tillod sig ikke at bare sådan se væk. Det hjælp hende med at føle sig mere tryg og hun glemte et øjeblik hvor hun var. Underligt. Men det havde ingen betydning for om hun havde koncentreret sig om hvad han havde at sige. ”Er det så sådan som om at du føler du drukner hvis du er omkring vand? Måske tanken om at man er… du ved… hjælpeløs så snart det har omgivet en?” Hun talte forsigtigt men stadig prøvede hun bare at forstå ham. Hun fik stillet sin halvspiste boks med ris ned på bordet og spisepindene blev lagt fint oven på. Idet hun rettede sig op fik hun kørt sin tunge hen over sine læber for at fugte dem. Måske prøvede hun at grave for hårdt. Men hun var jo selv ikke bange for hvad der så ud til at plage ham.
Stille og roligt lod hun sit blik vandre rundt i den del af hans lejlighed hun nu befandt sig i. Så kort efter ud af et af vinduerne. Faldt lidt i staver over hvordan nattehimlen forholdt sig denne aften. På dette punkt var det ikke muligt for hende at sige hvor mange klokken var. Hun var mere eller mindre ligeglad men samtidig nysgerrig derfor tog det lidt tid inden hun fik set væk igen. ”Du har en smuk udsigt herfra.” sagde hun med den blide stemme alt imens hun atter så mod Silas.

//Det gååår det gåår
Silas smilede skævt til hende, det havde nu alligevel ikke været meningen at han skulle grine af det.. Men han kunne ikke dy sig, det havde været lidt sjovt, hun havde også grinet.. "Åh dine stakkels bukser.." mumlede han så og sendte hendes bukser et hjælpeløst blik "vil du have dem vasket?" spurgte han så og så på hende og fangede hendes øjne med blikket og smilede til hende "du kan jo låne et par af mine.." sagde han og målte hendes ben med øjnene, ved nærmere eftertanke burde hun måske så låne et par af hans shorts.. For han var jo en kende højere. Han tænkte over det hun sagde og pirkede lidt i chinaboksen med sine pinde "Hmm..jeg kan ikke lide tanken om det, jeg kan slet ikke holde ud at være i det.. det er ikke sådan at jeg ikke kan gå i bad, det kan jeg godt, ikke at det siger mig så meget, men det er mere havet.. eller bassiner.. alt med en dybde, og med vand" sagde han og trak på skuldrene "og så svømmer jeg ret dårligt, du ved.. det kommer sig jo af at jeg ikke rigtig.. går i store bassiner" grinede han og så på sine pinde før han så på hende igen.
Han betragtede hende da hun drejede de brune øjne væk, eller man kunne næsten ikke se de var brune længere, mørket havde indtaget havnen og dermed også Silas lejlighed og havde gjort hendes øjne næsten sorte.. kun det hvide hår lyste intenst ligegyldigt om sollyset eller månelyset faldt på det.
Han smilede til hende og fulgte hendes blik da hun kommenterede hans udsigt og nikkede til hende "ja det er ikke så slemt endda" sagde han stille og så på hende igen. "Er du færdig?" spurgte han og nikkede mod kina maden... de havde ikke fået spist det hele, men så kunne de spise.. natmad... eller noget.. Han smilede ved tanken, det var længe siden han havde været oppe så længe, men med så godt selvskab var han ikke træt.

Audrey forstod et sted hans skræk. Det ikke at have noget at gøre i en vis situation. Så hun sagde ikke rigtig mere til det. Hun nikkede bare bekræftende for at vise at hun var med. Og smilet voksede skam også efter bare at se han smile og høre hans latter igen. Hun havde ikke løjet det mindste. Den var virkelig dejlig. Så ægte og behagelig at lytte på. Ikke skingert som sirener over vand.
Hurtigt fik hun rettet sit blik mod Silas igen. Så først lidt forvirret ud men forstod så hvad han havde sagt. ”Åh.. Ehm..Ja. Jeg kan ikke spise mere.” svarede hun forsigtigt stadig med det enormt søde smil på de bløde rosa læber. Hun var ikke specielt meget sulten. Men en anden grund var også den måde hun var begyndt at føle sig noget handicappet. Hun følte stadig ikke hun helt kunne bruge sin venstre arm. Også selvom det ikke var den der dominerede ville det her være meget nemmere hvis hun havde kunnet bruge den ordentligt. ”Åh!.. Og.. behøver ikke at vaske mine bukser..men.. Det der med at låne et par lyder fristende” fik hun så endelig sagt med et lille forsigtigt smil. Hun var ikke helt så vant til at blive spurgt om den slags. Dem her på landjorden var en hel del mere venlige en hun havde fået at vide at dem hun havde levet med siden hun var født. Hun kunne sagtens vænne sige til at bo her sammen med landkrabberne. Her var meget mere spændende. Igen tillod hun sig at tage de brune bambi øjne væk fra ham men kun for at se mod bordet og så mod ham igen. ”Øh.. Jeg skal nok tage af bordet. Det er det mindste jeg kan gøre.” Og inden at han kunne nå at sige hende imod stod hun op og havde allerede travlt med at prøve og stable nogle ting så hun, på en eller anden måde, kunne bære flest ting ud i køkkenet på samme tid. Hun havde dog hurtigt opdaget at hun ikke helt havde evnen til at kunne klare det hele. Ikke på en gang. Hun undlod derfor glassene med den friske bærfarvede væske. Det kunne altid drikkes. Hun fik balanceret hvad hun nu kunne holde og bevægede sig efterfølgende mod hans køkken. Om hun følte sig alt for meget hjemme var hun ikke helt sikker på men hun håbede inderligt at han ikke havde noget imod hendes hjælp.

Silas nikkede "hvis du bliver sulten er der jo mere til natmad.." mumlede han smilende og nikkede til de andre bokse, og betragtede så Audrey. Det søde smil skar igennem alt hvad man kunne kalde mure og forsvarsmekanismer hos Silas.. han blev jo helt blød af at se på hende, det gik jo slet ikke..
Han smilede skævt til hende og rejste sig og rodede hende let i håret da han gik forbi hende, inden han samlede en af boksene op. "Nejnej, jeg hjælper til" sagde han hurtigt da hun tilbød at rydde op. Han kunne ikke lade hende bære det hele ud.. slet ikke med den arm der. Den nagede ham, og den ville nok nage ham til den dag han døde, men sådan var det, sådan var Silas. Han grinede "Du må gere låne et par bukser" sagde han og samlede de småting sammen som stod tilbage inden han fulgte efter hende ud i køkkenet og læssede tingene af. Han lod dog, som hun glassene stå, for hvis de skulle have mere at drikke..
Han satte tingene i køleskabet, og så lidt på hende og tænkte sig lidt om.. "Hør.. har du overhovedet smagt vin?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå.. han havde en halv flaske hvidvin i køleskabet, og tre flasker rød i skabet.. chianti vidst nok... det kunne også være han havde en enkelt chablis et eller andet sted. Who knew.. Han smilede skævt, og vendte tilbage til det velformede ansigt med de store brune øjne.

Natmad? Betød det ikke mad senere på aftenen. Hun prøvede desperat at skjule den forvirrelse der havde opstået men som hun kunne mærke lykkede. For som altid blev udtrykket hurtigt vendt om til det lille smilende ansigt som hun var så god til. Man skulle tro hun var født direkte med det siddende fast. Men hun syntes stadig at få andre tanker. Forventede han mon at hun blev? Ikke at hun egentlig havde noget imod det. Det var sikkert sent og hvad hun havde hørt fra aviser vidste hun at det område hun boede i måske ikke var det allerbedste sted at bo. Men hun havde jo gået turen gå mange gange på denne tid. Så der ville nok ikke ske noget. Og hun var jo ikke en person som skilte så særlig meget ud. Hun skulle nok overleve.

Audrey tillod ham hjælpe til med at få ryddet af. Også selvom at hun nok ville have ønsket hun kunne gøre det selv. Men var beæret over hjælpen. Han virkede hele tiden så… så ubeskrivelig i den måde han var på. Hans personlighed var unik. Ikke bare som andre flinke mænd. Hun tog sig lidt i at stirre på ham et kort øjeblik. Hun vidste ikke om hun bare havde stået og set fjoget ud eller hvad. Det var en underlig ting men nok også en ting der skete okay tit for hende. Og hun vågnede heldigvis op fra den lille trance lige i tide til at høre hans stemme igen. Og hendes smil voksede betydeligt. ”Åh! Tusind tak!” sagde hun muntert og fik roligt lagt tingene fra sig igen.
Hun stillede sig igen som før med ryggen mod køkkenbordet og sine albuer lænet tilbage. Og igen så hun bare mod ham som han atter talte. ”Øh. Nej.. Det har jeg ikke. Jeg kender jo slet ikke til vin udover hvad jeg har hørt.” svarede hun ham med den hjertevarme latter hun havde. ”Men.. Måske tør jeg smage.” afsluttede hun og sendte ham et mere afslappet blik. Man kunne virkelig se at hun i hvert fald havde det godt i hans selskab. Hun kunne godt lide ham. Han var en speciel ven.

Silas lagde hovedet bagover og kiggede bort fra køleskabet og istedet på hende "ja for du skal vel ikke hjem i det buldermørke? Du er velkommen til at sove her, jeg er en gentleman" drillede han. Han fortsatte med at kigge ind i køleskabet.. mens han overvjede hvilken vin der ville være bedst at starte på hvis man skulle starte med noget. Han ville nok helst lade hende smage hvid, før rød.. de fleste foretrak den mildere hvidvin end den dybe, overvældene rødvin.. selvfølgelig var der også dessert vin, den fandtes i en mildere rød udgave.. men den var måske også lidt overvældene..
Han stod der i køleskabsåbningen og filosoferede halvt inde i køleskabet, til han lagde mærke til der var meget stille og kiggede om på hende igen og grinede så lidt da hun vågnede op fra en trance tilstand hun åbenbart havde været i "så lidt" sagde han roligt og trak hvidvinen ud af køleskabet og satte den på bordet, inden han lukkede køleskabet.
Han så på hende og lyttede til hendes bekendelser om vin "ja okay" grinede han lidt, og lyttede til hendes varme latter, mens han gik i knæ, og rodede i et af sine skabe "ja det bliver du da nød til" drillede han "du kan da ikke kalde dig voksen hvis ikke du har smagt vin!" sagde han overdrevent og fandt den flaske rødvin som han ledte efter. Han stilte den på bordet og rettede sig op, og så på hende "hvis du har mod på det, har jeg to slags her... de mest udbredte, der er også andre vine som rosé, portvin, dessertvin, kirsebærvin og alt den slags halløj" sagde han og fandt fire vinglas, to store, og to lidt mindre.
"De store er til rødvinen, de små er til hvid" sagde han og så på hende, for at se om hun forstod et muk af hvad han snakkede om, men det gjorde hun jo nok, hun virkede langt fra dum. Han hældte lidt hvidvin op i de mindre glas og rakte hende et. Der var ikke så meget i, men nok til hun lige kunne smage. "Skal vi skåle..tør du?" drillede han, og smilede skævt til hende.

Der var da ikke noget galt i at overnatte. Han havde ret i at der var blevet ufattelig mørkt. Også selvom der endnu var en masse lugter der var tændt på hendes vej hjem. Og sjovt nok følte hun ikke helt at hun gad til at gå turen tilbage til sin egen lejlighed. Ikke nu i hvert fald. ”Gentleman, siger du. Det får vi jo at se.” drillede hun ham videre. Med et kort lille grin og et smil siddende fast som ville det aldrig kunne falde af og forsvinde nogensinde. Hun tillod sig at puffe ganske let til hans skulder mens han stod og rode rundt inde i køleskabet med røven højt hævet i luften eller hvad man sagde.
Stille og roligt lod hun bare Silas gøre hvad han ville mens hun selv bare stod og holdt øje med hvad han lavede. Et sted var det her underligt for Audrey. Hun var godt nok van til at have venner der hvor hun rent faktisk kom fra. Men det her var anderledes. Dette var ikke et barndomsforhold det her var nyt og det gik hurtigere frem end hvad hun ellers plejede at blive udsat for. Hvad ville hendes far ikke tænke hvis han fik hele historien? Det ville meget muligt ikke rage hende en bønnespire men stadig var det en smule ukendt. Ukendt, men spændende. Og det var jo heller ikke hver dag man stødte på en der kunne få hende til at le som hun gjorde eller en som ikke bare så underligt på en når man spurgte om ting der ellers lå til den normale paratviden. ”Jamen. Hvad nu hvis jeg ikke ønsker at blive voksen..” sagde hun nærmest undvigende men igen med den drillende undertone. Hun betragtede hvordan han fandt glassene frem og gjorde det helt store ud af hendes første vinsmagning. Og hun nikkede blot bekræftende. Selvfølgelig turde hun.
Hun lyttede godt efter hvad han havde at fortælle hende. Hun blev en smule kulret over alt den information som bare havde startet fra et enkelt lille spørgsmål. Man kunne godt se forvirrelsen i hendes ansigt. Men det lignede bare en fortvivlet unge med de store brune øjne. En sand lille hvalp. ”Tak.” mumlede hun svagt imens hun elegant tog fat i glasset med den klare væske der havde et specielt grønt skær. ”Hey! Jeg tør godt…tror jeg.. Jeg skal bare lige have..” Hun løftede glasset op foran sit ansigt og fik på en måde gjort så vinen lavede en hvirvel i glasset. ”..taget mig sammen.” Hun fugtede forsigtigt sine læber og havde endnu blikket mod vinen. Som om den pludselig kunne forvandle sig til et rumvæsen eller noget. ”Skål..” mumlede hun og fik endelig sat glasset mod sine rosa læber. Og hældte let, åbnede munden en lille smule idet vinden ramte hendes læber og tog et sip. Det havde hun da lært fra film. Vin skulle ikke drikkes i store slurke. Og så så hun helt overrasket ud i hovedet. Hun stillede hurtigt glasset fra sig på køkkenbordet og fik ført sin ene hånd op foran sin mund. ”Bittert..” fik hun så frem med et grin gemt i stemmen. ”Godt.. Men underligt.” Hun slikkede det sidste druesaft af sine læber og så atter mod Silas alt imens hun igen fik fingrene i glasset. ”Hvordan kan noget så sødt som vindruer ende med at smage sådan? Alkohol har da normalt ikke nogen smag. Altså.. Alkohol er jo faktisk lavet af sukker og alt muligt and…” Hun stoppede brat med at tale. Hun talte for meget. Og af og til kom det helt ud af kontrol. Som en lille komfort tog hun omkring glasset med begge sine hænder og satte det mod sine læber igen. Som gemte hun sig bag det. Men et lille uskyldigt smil kunne nu stadig ses i hendes øjne som hun stod og ventede på hans reaktion på hendes lille nørdede udbrud.

Silas grinede af hendes skepsis, og rakte tunge af hende, mens han prøvede at se fornærmet ud "tænk at du kan være skeptisk overfor min ære!" sagde han og lod som om han skulle dåne, men kunne ikke helt holde masken. Han lod sig falde lidt til siden da hun puffede til hans skulder "skal du slå?" drillede han og prikkede hende i siden da han var kommet op og stå.
"Såså Peter Pan, alle skal jo blive voksne en dag" mumlede han og smilede til hende, men et eller andet sted kunne han godt følge hende i at det ikke var sjovt at blive voksen. Han betragtede hende mens hun stod med glasset, hun virkede ikke direkte lykkelig, måske en smule ængstelig for vinen? Aj.. "Skål" sagde han og så hende tage en tår, han tog selv en tår, måske en lidt større tår end hun, men han var jo også van til smagen, og nød nok bitterheden på en anden måde. Han nikkede og lyttede til hendes fornemmelser omkring vinen og smilede skævt da hun sagde at det var bittert "Ja den er lidt syrlig, men det er godt til f.eks pasta" fortalte han og stilte glasset fra sig. "Det er godt du kan lide det" sagde han så, og tog rødvinen op og åbnede den let. Han hældte lidt op i de store vinglas. Han kunne godt lide at se hvordan den meget mørke farve faldt i det ellers gennemsigtige og næsten kunstfærdige glas. Han så overrasket på hende da hendes tunge pludselig stak af med hende og hun spurgte til hun pludselig stoppede op. Han rakte hende det andet glas så hun kunne prøve den røde vin mens han tænkte over hendes spørgsmål "Jeg tror det er gæringsprocessen der gør den bitter" sagde han og tænkte lidt over det "Jeg ved ikke om de tilsætter lidt syre til deres vine" sagde han og trak på skuldrende mens han selv løftede sit rødvinsglas "jeg tror du vil blive overrasket over forskellen.." drillede han og nikkede mod rødvinen.

”Selvfølgelig! Jeg er da altid klar en om kamp.” løj hun sig frem med et drillende smil på læberne. Og efterfølgende røg hendes hænder let knytter op foran sig. Som stod hun i en boksering og prøve sig parat til at slå til. Men samtidig så hun ikke specielt hård i på noget som helst punkt. Det søde udseende og den lave højde gjorde det bare til et morsomt syn. Og det at hun bare stod og smilede gjorde det ikke mere alvorligt. Samt da han fik prikket hende i siden reagerede hun blot som altid. Et kort svagt hvin kom fra hende og derefter kom den hjertevarme latter. Hun vidste alt for godt hvordan hun så ud når folk prikkede til hende. Eller i det hele taget kildede hende. Det at hun var ufattelig kilden var egentlig en ting hun først have opdaget da hun var kommet til overfladen. Underligt men sandt.

Audrey nikkede bekræftende. Det han sagde lød rigtig nok. Og i det hele taget virkede han ikke påvirket af den pludselige viden der var kommet af sporet. Hun betragtede hvordan han fik hældt den røde vin op og tog med det samme imod glasset da det blev rakt til hende. Det andet blev igen sat tilbage på køkkenbordet. Hun kunne ikke lade være med at se en smule forundret på farve. Det lignede på et punkt blod. Bare i en mere fortyndet udgave. Det så næsten helt farligt ud. Men dog fik hun taget sig sammen til at føre glasset op mod sine læber og hælde den kønne væske ind i sin mund. Reaktionen var dog rimelig anderledes en før. Hun så helt overrasket ud og nærmest i samme bevægelse blev glasset sat fra sig på køkkenbordet inden et langt skridt førte hende hen og stå foran vasken. Hun fik hurtigt spyttet resten af vinen, der ikke have sat sig fast på hendes tunge, ud. Hun tørrede roligt sin mund med bagsiden af sin hånd og vendte så igen Bambi øjnene mod Silas igen. ”Jeg undskylder. Men jeg tror ikke den røde vin er noget for mig.” sagde hun undskyldende og forsigtigt men da hun atter stod med fronten til ham fik hun nu et smil frem. ”Forskellen kan jeg dog sagtens smage. Den røde var en hel del mere bitter og jeg forventede slet ikke den smag. Mens den hvide var mere syrlig som var der tilsat en form for citrus essens.” Hun tvang sig nu til at sluge resterne af vinen der befandt sig i hendes mund.

Silas rystede på hovedet af hende "du er en tosse... har du fået det at vide?" spurgte han drillende, og rodede hende lidt i det hvide hår. Han kunne godt lide den hjertevarme latter, og hendes finurlige opførsel.. der var vidst ingen andre end hende der kunne præstere noget lignende. Han fulgte hendes eksempel da hun tog en tår af vinen og betragtede hende nøje da hun havde... sunket,hvilket hun så ikke gjorde. Hendes ansigt blev anderledes og og fortrak sig i en næsten pinefuld grimasse.
Han kunne ikke lade være med at smile skævt, og lod hende spytte det ud. Det var jo også en anden slags vin, end den hvide... meget anderledes, faktisk hans favorit, men det tiede han lidt med.
"Du skal ikke undskylde, det er jo noget helt andet end den hvide vin" grinede han og rakte ud efter en vaskeklud der lå på bordet, stilte glasset fra sig og gjorde kluden våd inden han rakte den til hende, så hun kunne tørre sin mund uden at det ville smitte af på hendes tøj. Han nikkede "der findes virkelig mange udgaver af begge vine" sagde han, og så på hende og sendte hende et smil, mens han fandt et normalt vandglas frem og hældte vand i, mens han rakte hende glasset og gik tilbage til køkkenbordet hvor vinglassene stod og drak resten af sin rødvin, og resten af sin hvidvin, og fjernede resterne på sin overlæbe med tungespidsen. "Men så kan du ikke kalde dig Peter Pan længere" drillede han smilende, og stilte sine vinglas ned i vasken.

Automatisk kom der en let knurrende lyd fra hende, da han fik kørt sin hånd gennem hendes store fyldige manke af hvide totter. Bare let som en kat der blev strøget over pelsen. Alt imens hun selv stod og smilede til. Hun elskede det han gjorde. Af en eller anden grund var det helt anderledes end hvad hun ellers havde prøvet men nu var hun var på fastlandet virkede det at folk rodede rundt i ens hår slet ikke så værst. Det var nok derfor hun ikke andet end bare stå og nyde det når han nu engang tillod sig at gøre det. ”Tosset? Selvfølgelig. Min far plejer altid at kalde mig en tosse.” svarede hun blot stille og roligt og fik strøget en vildfaren tot, der havde fundet sin vej tvær ned over hendes ansigt, væk.
Meget forsigtigt tog Audrey fat i den fugtede klud hun fik rakt til sig. Kun lige ned fingerspidserne. Dog fandt hun hurtigt ud af at kluden sjovt nok ikke var specielt farlig for hende. Som han nok havde forventet tørrede hun den røde væske væk fra sine læber og den smule der var løbet ned af hendes hage. Og alt imens han snakkede videre om vin stod hun blot og så sød ud med det lille smil på læberne. Det var dejligt at bare høre ham snakke. Og han virkede interesseret i vin. Det var skønt at se folk være sådan. Hun fik jo både information omkring de forskellige ting men også en fantastisk samtale. Om det var emnet eller om det bare var Silas kendte hun godt selv svaret på. Hun tog en kort slurk af vandet og meget diskret fik hun gurglet munden fri fra den bitre smag.
Hendes ansigts udtruk ændrede sig dog som han fik lagt lå på hun ikke bare var den berømte disney figur. Den overdrevende skuffelse blev sat sammen med et par uskyldige bedende øjne og hovedet på skrå. Samt underlæben der meget svagt blev skubbet ud. ”Jamen..” lød det kort fra hende inden hun i en hurtigt bevægelse fik taget det ene skridt hen til ham. Rejste sig elegant op på sine tær og fik kort efter placeret et kort lille kys på hans kind. ”I’ll always be young! I promise!” forsikrede hun ham med en drillende latter inden hun igen tog en slurk af det kedelige vand. "Og det er en ting Kaptajn Klo ikke kan gøre om på.." Hun blinkede kort til ham og glasset blev blidt stillet ned i vasken med alt det andet inden hun blot drejede om og spankulerede med let trippende skridt hen mod den sofa hun endnu ikke havde fået taget sig tid til at prøve.

"Miiiiissøøøhkat" sagde han og trak med vilje ord og vokaler i langdrag. Han nikkede forstående "din far må være en klog mand" grinede han drillende, Audreys far... ikke en han kunne forestille sig, Audrey var jo... lille, net, kvindelig, kær, på sin vis mærkelig, at hun skulle have en portion af sin far i sig... hvordan skulle han dog se ud? Nej, Silas mente nok at pigebarnet måtte slægte sin mor på. Det ville han vædde sin egen mor på. Eller måske ikke helt.. kun i omtale.
Silas smilede lettere drilsk da han fik øje på den bævrende underlæbe og de bedene øjne. Han var fristet til at sige at det altså ikke kunne lade sig gøre for hende at vænne om nu, det var slut, men så hjerteløs var han dog ikke. Og det var jo bare for sjov... ikke? Han blev lidt overrasket af det lille kys på kinden, det havde han ikke forventet, men det var en sød gæstus. Audrey var sød, helt ind til marven, man blev glad af hende, og man kunne helt sikkert også blive dybt afhængig af hende.. lidt som slik. "Jeg tror du er mere vingummibamse end Peter Pan" grinede han så, men forventede ikke at hun forstod..Hans tanker kunne hun jo nok ikke læse. Han så efter hende da hun trissede ind til sofaen og fulgte hendes eksempel, i hvertfald halvejs... Han stoppede op og lænede skulderen mod en af de søjler der var med til at holde køkkenøens øverste skabe oppe og grublede lidt. "Vil du forresten have noget andet end vand? Jeg har vidst mere saft" sagde han og skævede mod køleskabet, vandet var jo nok... en smule kedsommeligt i længden i hvertfald. Han rettede sig op og gik over til sofaen og satte sig ved siden af hende, han kunne jo godt rejse sig hvis der blev brug for det, og hun ville have noget at drikke. "Eller jeg kan tænde for tv'et?" sagde han så og smilede. Nogen mennesker var afhængige af boksen der konstant sendte billeder og lyd ud.. selv var han meget optaget af at læse, og så helst nyheder når det bød sig til. Ellers lod han det stå tændt hvis han foretog sig noget andet i lejligheden... det kunne blive ensomt at bo helt alene, det måtte selv han, en garvet enspænder erkende.

”Jamen hvis jeg så er en vingummibamse må du love mig du ikke ender med at spise mig.” forsatte hun drillende på deres lille snak. Hun blev stort set aldrig træt af at forsætte på den slags. Ting og sager der kunne sammenlignes eller sige poppede altid op i hovedet på hende. Ikke at hun ikke vidste hvornår hun skulle holde sin mund men hun talte meget uden at tænke over det i hundred år. Information kom og satte sig fast og hun sagde dem videre til andre. Hvor samme proces startede igen.
Ganske forsigtigt satte hun sig ned i sofaen. Hun fik med det samme følelsen af at hun sank mere ned i den eftersom den tydeligvis var blødere og mere komfortabel end den hun selv havde det sted hun var begyndt at lade hjem. Måske skulle hun prøve og bruge penge, som hun faktisk havde. Hvad hun ikke havde opdaget helt selv var det muntre smil der med det samme var kommet frem, som havde hun sat sig på en madras med fantastiske fjedre. Ikke at hun ville kunne hoppe rundt i sofaen men bare samme lykkelige ansigt. Utroligt hvordan hun kunne få humøret op bare ved sådan en lille ting. Hun havde sjovt nok stadig det dejlige smil på læberne da hun så hen mod Silas der placerede sig ved siden af hende i sofaen. Og med det samme trak hun sine ben op til sig. Og det så slet ikke ud til at være noget problem for hende at have plads til dem. Hun behøvede ikke engang at have sine arme omkring benene. ”Nej tak. Jeg er ikke ligefrem tørstig. Men tak for tilbuddet.” sagde hun stille og roligt til ham. Det var sandt nok. Han havde allerede tilbudt hende en masse ting. Og det var samtidig første gang de havde mødtes. Eller første dag. Utroligt! Efter et sekund tog hun sig sammen til at ligge hovedet på hans skulder og lyttede igen til hans stemme. Lukkede øjne men fik dem hurtigt åbnet igen lidt efter. ”Hør! Må jeg ikke tegne dig?” Det kom noget pludseligt men blikket hun så på ham med var noget ivrigt. Og der var ingen tvivl om at hun virkelig mente det. ”Altså.. Jeg mener.. må jeg prøve og tegne dig?” spurgte hun lidt mindre overgearet og smilede lidt mere forlegent og afventede tålmodigt et svar med fingerne krydset i hovedet.