En tur i skoven - Sean

Sean lagde hovedet på skrå, havde han skræmt hende så meget at hendes ben ikke længere virkede?? Han gik hen til hende, og satte sig ned på hug og så på hendes ben.. måske var hun bare stadig en smule forsrkæmt. "Her, hold den" sagde han og rakte hende den sammenfoldede skjorte, og arbejede sin arm ind under hendes ryg og hendes knæhaser og rettede sig op. "Så må du sige hvor vi skal hen" sagde han, og så lidt på hende. Skindet kunne bedrage med de fleste vampyrer, selv Sean lignede heller ikke en der trænede, men Arissa vejede ingenting, hun kunne have vejet 300 kg mere, og så ville han måske have kunnet mærke en forskel, men ligenu mindede hun mere om en fjer. Han gik ind mellem træerne med Arissa i armene, og så sig lidt omkring "Her er ret mørkt mellem træerne..." kommenterede han tørt.

Arissas hjerte bankede igen nervøst da Sean løftede hende. Hun holdt forsigtigt hans blodplettede skjorte og så tøvende op på ham. Det havde nok været en af de mærkeligste aftener i hendes liv. Hun nikkede lidt og så sig om efter det sted hvor det var nemmest af komme til hendes by ”jeg synes her er smukt..” sagde hun bare til hans kommentar om mørket.

Sean så sig lidt om "Her er vel meget hyggeligt... på stedets egen... rå.. beskidte måde" mumlede han nok mest til sig selv, og så sig lidt om. Han ville aldrig kunne bo sådan et sted.. aldrig nogensinde. Han brummede et eller andet, han kunne mærke Arissas puls og han kunne mærke varmen fra hende. Det var næsten uvant at kunne mærke den varme hud, uden at der egentlig var modstridene følelser. Han kunne dog godt tænke sig til at Arissa måske ikke var den tryggeste person lige nu, i armene på en vampyr. Sean sukkede, han forstod ikke hvorfor han var så sød ved elveren, kunne han ikke bare... argh! Ambivalente følelser omkring tingesten, hvad skulle han dog gøre med hende? Indtil videre blev det bare til at han gik igennem den bløde skovbund med Arissa i armene, til en eller anden elverlandsby som han ikke havde set, og ikke vidste hvor var.

Arissa så op på ham imens de gik. Hun kunne ikke tyde hans ansigt, men noget fortalt hende at han grublede. ”Hvad tænker du på?” spurgte hun forsigtigt uden at tage øjnene fra ham. Det var underligt at blive båret rundt, især af et.. køligt væsen. Det var ikke ubehageligt bare meget anderledes fra alt andet hun havde rørt ved før. Hun så sig om efter det rigtige sted imens.

Sean skævede lidt til hende og rystede på hovedet "ikke noget særligt" sagde han og smilede let, men lod smilet forsvinde igen så hurtigt som det var kommet. Han så sig lidt omkring "er vi på rette vej?" spurgte han undrende, og så sig omkring. Måske var det under jorden ligesom sortelvernes, eller måske var det inde i træerne? Han rystede på hovedet, aj nu gik hans tanker da for vidt.. Som om der var nogen der boede inde i træerne. Han rykkede hende lidt bedre på plads i sine arme ved kort at stoppe op "undskyld, det føltedes som om du var ved at falde af" grinede han, inden han fortsatte.

Arissa så på ham og nikkede.. ”jo vi er der om lidt.. i dette her tempo vil jeg gætte på 6-7 minutter endnu” sagde hun og genkendte rigtigt nok nogle af træerne. Hun kiggede på vampyren og kunne ikke bestemme sig for hvilket humør han var i. ”Er du i dårligt humør pågrund af mig?” spurgte hun tøvende. Han havde været under (og mindre blodtørstig) siden han havde ladet være med at skræmme hende. Måske gik det ham på ikke at skræmme sine medvæsner fra vid og sans.

Sean så lidt skeptisk på hende "ligeud?" sagde han så, han kunne vel ligeså godt skrue lidt op for tempoet, det kunne Arissa sagtens klare han skulle bare holde lidt anderledes på hende så hun ikke... faldt af... han lød næsten som et pakæsel. Han så lidt overrasket på hende og stoppede op "Mig? Dårligt humør?" han kunne ikke lade være med at grine lidt af det, var han så seriøs? "Nej, jeg er bare sulten det er nok det" sagde han og smilede lidt. Han vidste godt han havde nogen mærkelige følelsesudsving, men hun satte ham lidt i en penibel situation.. han anede ikke hvad han skulle stille op med hende, han kunne ikke være ond ved hende, og han kunne heller ikke være god.. for det føltedes... bare forkert på en sær måde. Han var ikke van til at være venlig ved andre individer medmindre det var på grund af jagt "jeg tror bare jeg har lidt underligt ved at opføre mig venskabeligt når venner er... længe siden" mumlede han og trak på skuldrende.

”Oh.. ok” sagde Arissa og mærkede frygten i maven da han påpegede at han var sulten. Hun så sig lidt omkring ”ok, stop her” sagde hun. Umiddelbart så stedet ikke anderledes ud en resten af skoven. Arissa bevægede benene lidt.. jo, hun burde godt kunne stå på dem. Sådan en nærdødsoplevelse kunne vel heller ikke sidde i kroppen hele natten.

"Her?" mumlede han og så sig omkring, inden han satte hende ned langsomt så hun kunne finde frem med fødderne til bunden under dem. Han blev stående og så sig kort om før han slap hende helt. Der virkede ikke til at være noget, men det kunne jo være at hun var bevidst om at hun ikke skulle føre ham direkte til hendes hjem, og at det måske ville være lidt dumt.

Arissa nikkede lidt og så sig omkring. Jo, benene virkede bedre nu. ”Hrm, for resten.. tak for jakken” sagde hun og så lidt på ham. Hun havde den liggende på sit værelse, og selvom den var lidt for stor til hende, havde hun stadig set nogle muligheder i den. ”Oh, din bluse..” sagde hun og rakte ham skjorten. Det var helt underligt at stå der ved siden af ham og vente på at tage afsked. Hun havde meget blandede følelser for ham..

Sean så lidt undrende på hende et par sekunder mens han tænkte.. jakken.. "Nå ja, den! Det var så lidt" sagde han og trak på skuldrende "det er jo ikke fordi jeg bliver varmere" mumlede han og så lidt på hende da hun endelig stod på jorden alene. Han tog imod blusen, den måtte hun for den sags skyld også godt have beholdt, men den var blodstænket og nok ikke til at få ren igen, og det ville være underligt og hun ville bare ende op med hele hans garderobe... og.. ja.. Han så sig lidt om "nå.." sagde han med en smule skeptisk stemme "er det så her du bor eller er vi lige ved siden af... for lige nu er den eneste seng som jeg kunne forestille mig den gren deroppe" sagde han og pegede op og så undrende på hende.

Arissa kiggede over på grenen og smilede svagt. Hun gik hen til træet, og med en let bevægelse fik hun svunget sig op på den nævnte gren. Hun kastede et blik på ham og satte sig ned. ”Jeg har sover på denne her gren mange gange.. men nej min by er ikke langt her fra” forklarede hun og smilede svagt. Det var også her hun havde mødt en varulv.. en flink varulv oveni købet. Det var nok ikke den bedste historie at dele med Sean, det havde næsten fået hende dræbt første gang.

Sean fulgte hende med øjnene da hun forsvandt op i træet, og blev stående under det og så p på hende og smilede lidt "du er sær.. ved du godt det?" sagde han drillende og så sig lidt om. Det var et sært sted at sove... sære elver. Han så sig ldt omkring igen "Nå men så må jeg vel hellere gå" grinede han lidt op til hende "I hvertfald inden solen kommer på himlen.. du ved vel ikke tilfældigvis hvad klokken er?" spurgtehan undrende og så op på hende igen. Han synes det var små underholdene at hun havde sat sig op i træet, det mindede ham lidt om egern... Elver-egern... aj, det dyreblod måtte have været dårligt, han kunne ikke rigtig kende sine tanker ordentligt længere, eller også trængte han bare til hvile.

"Jeg vil tro den er ved at være 2 om natten.." sagde Arissa og lænede sig lidt op af stammen. "Og jeg er ikke den eneste der er mærkelig her du.. underlige vampyr. Prøver at spise en der ene øjeblik, hjælper en hjem det næste.. det er svært at regne ud hvad du egentlig gerne vil" sagde hun og så undersøgende på ham. "Hvis din plan var at forvirre en stakkels elver, du har du bestået med pil op og glad smiley.."

Sean nikkede lidt til det hun sagde, så var det ikke så slemt.. så havde han ikke så travlt, solen stod som regel op ved en 6 tiden om morgenen. Han grinede lidt da hun drillede ham lidt med at være en særling. "Jeg har da også altid fået gode karakterer" sagde han og blinkede op til hende, og smilede skævt inden han kravlede op på grenen under hende og så sig lidt om. "Fin udsigt du har.. ellers" sagde han, og så sig lidt om.

"Mange tak.. en hver elvers drøm er en smuk skovudsigt" sagde hun og kiggede ud over skoven. Hun lukkede øjnene og nød vinden der køligt blæste forbi dem og fik træerne til at danse.. hun overvejede om denne tryghed kom fra vampyren selv.. Sean. Kunne de få en til at føle sig godt tilpas, selvom man udemærket vidste man var i livsfare? Hvis det var tilfældet.. var det meget farlig evne.

Sean smilede kort op til hende, og rystede på hovedet af hende. Fjollede Elver.. Han så kort ud over de andre træer, og ned på skovbunden.. der var så meget at kigge på, men det var der selvfølgelig også inde i storbyen. Han strakte sig kort.. hans nærmest døde krop... han så lidt på skoven, egentlig var den dødelig for ham i den rette form, den rette knækkede kvist igennem hans brystkasse, og så ville han dø. Han sank kort ved tanken og fandt sine cigaretter frem "bor du så i flere forskellige træer?" spurgte han, og betragtede de andre træer.

”Ja jeg bor i et bestemt ’træ’” sagde Arissa og smilede svagt. Han fik det til at lyde så primitivt.. men nu kom andre end elvere normalt heller ikke til byen i trækronerne, så det var svært at forklare. Det ville heller ikke være godt at fortælle en vampyr for meget om byen.. han havde trods alt virker truende, hun var ikke sikker på han var til at stole på.

Sean grinede lidt og rystede på hovedet, det lød næsten som at snakke med et egern... at bo i et træ... Han sukkede og klatrede helt op til hende, der var udsigten også bedre. Han løftede sig op på grenen og satte sig bedre til rette op af stammen "Du minder mig lidt om et egern... ikke en kritik" sagde han og vippede lidt med sin fod ud i det tomme rum der bredte sig ud fra træet omkring dem.. det ville gøre nas at falde ned, men det havde han nu heller ikke planer om. Han betragtede hende lidt som hun sad der... og blev i sin behørige afstand, han havde ikke planer om at skræmme hende mere den aften.

Arissa så lidt på ham, og følte sig nu alligevel en smule fornærmet. ”Et egern?” mumlede hun vantro og så ud over skoven. Mange ting var hun blevet sammenlignet med.. og selvom de var meget nuttede, var det stadige små gnavere med store haler som samlede nødder. Han havde vidst ikke mange forventninger til hende, men så igen.. hvor mange havde egentlig det om deres frokost? Hun skævede lidt imod ham, og så ikke helt tilfreds ud.

Sean smilede lidt til hende med et djævelsk glimt i øjet "Nu ikke så fornærmet, tag det som en kompliment!" sagde han positivt, og ville række ud efter hende, men fortrød.. det var nok det dummeste han kunne gøre. Han rejste sig "undskyld" grinede han "du er ikke noget egern" sagde han venligt, det var hun jo ikke, det var bare.. nogen ting hun gjorde, som mindede ham om egern.. f.eks når hun kravlede i træer, det blev gjort smidigt, uden egentlig omtanke for jorden der var nedenunder hende og ville suge hende i døden, hvis hun pludselig missede en gren.

Arissa kiggede lidt på ham, og overvejede sandheden i hans ord. Hun synes i hvert fald ikke selv hun lignede et egern.. hun rørte fraværende ved en lok af sit hår, imens hun betragtede Sean.. ”hvis jeg minder om et egern.. hvilket dyr ville du så sammenligne dig selv med?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kiggede selv på ham og prøvede at finde et dyr noget lignende.. men det var ikke så nemt.

Sean rejste sig med støtte fra selve træstammen og så ud over de mange trætoppe. Lidt som grønne skyer i mørket.. Skoven var et mærkværdigt sted. Han vendte blikket mod Arissa endnu engang og lyttede. "Hvilket dyr?" mumlede han for sig selv, og så lidt op mens han tænkte over det "det er svært.." mumlede han så og kløede sig i nakken, og trak så på skuldrende "jeg ved det ikke" grinede han så let, og så mod himlen. Han var en smule påpasselig, han burde tage hjemad.. solen kunne dukke op snart. Han vendte sig mod hende igen "du.. jeg er nok nødt til at komme afsted nu, man ved aldrig.. jeg har ikke tjekket hvornår solen står op" sagde han.

Arissa sukkede en smule skuffet. Hun kunne nu godt have tænkt sig at høre hvilket dyr vampyren ville sammenligne sig selv med. Hun overvejede kort om det var fordi han hævede sig selv over den slags, eller om han virkelig bare var blank. Hun havde i hvert fald aldrig selv valgt egern som sit dyr.. ”ok, det er forståeligt” sagde hun og kastede et blik imod himmelen. Det var faktisk ikke langt fra morgen, og hun var efterhånden også klar til at komme hjemad.. hendes nerver skreg efter en kop te.