Sådan virker magi jo slet ikke i virkeligheden - Sophia

Sted: i en lejlighed ved havnen
Tid: 23:50 nytårsaften
Omgivelser: nytårspynt ud over hele huset, og krænsekage på bordet, ingen andre end Elijah og hendes slange.
Vejr: stjerneklart, selvom man ikke kan se stjernerne for fyrværkeri

Elijah sad alene hjemme, som hun havde gjort de sidste mange nytårsaftner, og læste i en bog. Hun havde taget den, fordi den virkede gammel og spænende, fyldt med løfter om dæmonisk hjælp og mørke kræfter, men var langsomt blevet mere og mere skuffet.
"Det er jo noget sluder" sagde hun højt, "tydeligvis ikke skrevet af en magiker" hun kiggede over på slangen Sebastian, "alle ægte magikere ved at dæmoner ikke har horn, og at de ikke er spor interesseret i sjæle ... og så alt det pjat med at skulle sige hendes navn?" hun rystede på hovedet, "sådan fungere magi altså ikke ... se selv". Bare for at bevise sin påstand sagde hun, højt og lettere irriteret "Aeezhal the Dark Shadow!".

En mørk kugle dannede sig pludselig i lokalet. En port åbnede sig fra den og langsomt, meget langsom kom en hånd ud "who dares summon me?" blev der hvisket. Ud af portalen trådte en kvinde, iført en skræmmende sort, dæmonisk gedemaske. Store sorte vinger, øjne der lyste rødt. I hendes hånd bar hun et sværd sort som natten og i det flød en levende, rød væske....

Elijah spærrede overraskede sine øjne op og stirrede på den mørke portal. Hun blinkede forvirret et par gange og rejste sig så, "Aeezhal?" spurgte hun kvinden, "dæmonen der køber sjæle?" tilføjede hun, bare for at være helt sikker på, at hun havde fået fat i den rigtige.
Elijah havde i år haft langt, rødgyldent hår og blå øjne. hun var rimelig høj af en kvinde og være, spinkelt bygget og lignede en på omkring de 20. Hendes hår var i dag sat op i en løs hestehale og hun havde en rød t-shirt og et par cowboybukser på.

"Det er korrekt" hviskede hun hæst "hvorfor har du tilkaldt mig?" hun trådte helt ud af portalen og så på hende med glødene øjne.

Elijah betragtede hende lidt, "uhm ... " hun tøvede, hun havde jo faktisk ikke planlagt at tilkalde hende, men det var ikke sikkert hun fik sådan en chance her igen, "jo ser du" begyndte hun, "jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for informationer, en udkigspost og en der kan åbne døre og komme forbi alarmer, er det noget du kan klare?".

Sophia nikkede dramatisk "ja dødelige, der er intet sted jeg ikke kan træde"

Elijah nikkede, "godt ..." hun kiggede lidt på hende, svagt provokeret af hendes tonefald, "af os to ... tror jeg ikke jeg er den mest dødelige"

"Hrmf?" Sophias øjne glødede kraftigere "ikke deeet? Hvilket væsen er jeg stødt på?" spurgte hun og bevægede sig tættere på Elijah med langsomme bevægelser.

Elijah blev stående og foldede sine vinger ud. De var store gyldne sommerfuglevinger, med et rødt mønster.

Sophia så overrasket på hendes store vinger, de var utroligt smukke. Hun prøvede ikke at vise sin overraskelse og sniffede istedet til hende "hhhhrmmm... en feeeeeeeee..."

Elijah rynkede brynene lidt og trak sig væk fra hende, "hvad laver du?" spurgte hun.

"Jeg undersøger hvad du er" svarede Sophia lettere irriteret, men prøvede fortsat at lyde dramatisk "en sådan vil opgave vil koste dig mindst 100 år af dit liv fe.."

Hun så lidt på hende, "og i hvor lang tid kan jeg så forvente din hjælp? lige til opgaven er fuldført?" spurgte hun. 100 år lød ikke så slemt ... de fleste feer blev omkring tusinde, 100 år fra eller til ....

Sophia nikkede langsomt "fortæl om denne opgave fe, og jeg skal fortælle dig præcis hvordan jeg kan være til assistance"

Hun nikkede, og begyndte at fortælle, "jeg skal have samlet fire skarabæer, magen til denne her" hun fandt en lille gylden skarabæ frem, "da jeg skal have fem i alt. Jeg ved hvor de tre befinder sig, og skal have fundet den fjerde. De er alle sammen godt bevogtet, og beskyttes af ..." hun blev afbrudt, af den svage lyd af kirkeklokker. Hun fandt sit ur frem, "shit!" udbrød hun, "vent her" sagde hun panisk, og løb ind i rummet ved siden af.

"..?" Sophia så forvirret efter hende

Elijah nåede ligepræcis ind i det andet rum, før forvandlingen begyndte. Hendes vinger, hud og krop begyndte at ændre sig. Det var en underlig fornemmelse, hun aldrig rigtig ville vænne sig til. Det gjorde ikke rigtig ondt, men det var heller ikke ligefrem behageligt. Efter fem minutter, var forvandlingen færdig, og hun kiggede ned af sig selv. Hun blinkede overraskede og løftede ud i blusen, så hun kunne kigge ned på sin brystkasse, sin brystløse brystkasse. Elijah bandede svagt, det havde hun ... eller nok nærmere han, ikke vist kunne lade sig gøre ... det ville blive svært at forklare dæmonen. Med et suk åbnede hun døren og trådte ind i stuen, stadig iført det samme tøj som tidligere, men nu som en grønhuddet mand med gule øjne.

Sophia lå i sofaen og så op i loftet med et kedsommeligt blik. Da døren gik op skyndte hun at rejste sig, og så så forvirret på den grønne mand

"uhm ... hey, så er jeg tilbage" sagde Elijah, "så ... altså de der skarabæer ..."

"........." Sophia løftede en hånd "du er ikke kvinden der hidkaldte mig, hvad er dette for et nummer?"

"Jo jo, jeg er!" skyndte Elijah sig at sige, "ja .. jo, jeg se lidt anderledes ud, men det er stadig mig".

"..." Sophia så ikke overbevidst ud "hør.. hvad sker der?" spurgte hun og glemte lidt at lave stemmen

"jo ... ser du ... jeg har lidt en ... forbandelse af en slags, der gør jeg skifter udseende hvert år på slaget tolv" forklarede Elijah, næsten helt sandfærdigt.

"..." Sophia sukkede, det lød besværligt "ok så, anyway, du ville lave en aftale?" spurgte hun

Elijah blev lidt overraskede over at det havde virket, "øh ... ja, det vil jeg" sagde han, "jeg skal have hjælp til at samle alle skarabæerne, og ... hvor kom jeg til, jo, lige nu er dem der er i besidelse af dem, en samling af magisk begavede arkæologer"