Forglem mig ej //Thomas

"Selvfølgelig kan han det, minder er ikke noget der bare forsvinder." Thomas pustede ud mens han talte, så den hvide røg stod om hovedet på ham. "Men hvis vi skal finde en løsning, så skal jeg nok ha' min gamle research tilbage." Sagde han.

"Hvor er din gamle Research?" Anna Rose lagde stille hoved på skrå, holde røgen fra sit ansigt med magi uden at vise det.

Thomas sukkede. "Den ligger højst sandsynligt på min gamle computer, enten er den stadig i min gamle lejlighed, eller også ligger den i en eller anden sikret boks, det kommer an på hvad de gjorde ved den da, de raidede min lejlighed." Sagde han.

"... Du må nok forklare fra begyndelsen af hvis jeg skal følge med" sagde hun stille og skænkede mere vin op

Thomas niggede "Kan du huske dengang der blev valgt en ny pave?" Spurte han. "Han besluttede at få samlet op på de ting hans forløbere ikke helt magtede." Fortsatte han. Han sugede endnu engang på sin cigaret og pustede ud. "Han sendte en masse vampyrjægere til Aterswell, de har jo altid ment at vi helst ikke skulle være der - for at sige det pænt. De fik taget en hel del af os, og vi dræbte mange af dem, men de fik alligevel presset os op i en krog." Thomas rettede sig i stolen. "De fandt ud af hvor jeg boede efter at jeg havde satporeret en hel del af deres planer, og jeg måtte flygte fra mit hjem, og jeg tog til Berlin for at ordne nogle ting. Så hvidt jeg ved overvåger de stadig min lejlighed og jeg vil helst ikke fortælle dem at jeg er tilbage så de kan gentage succesen. Når de først for alvor er på tilbage tog, så kan jeg flytte ind igen, men jeg tvivler på at de har ladet alle min artifakter og magiske genstande ligge hvor jeg efterlod dem."

Anna Rose så på ham tænkene og nikkede, var det grunden til vampyrene var påvej tilbage til aterswell? At vampyr jærgerne var på vej ud. "Så må vi vel vene til da, hvis de lader din compputer være og ikke har bugget stedet"

"Hør, jeg havde foretrukket at de ikke viste at jeg var tilbage endnu, men det finder de nok ud af om ikke ret længe alligevel, så det gør ikke så meget, hvis de finder ud af det, men jeg tvivler på at den stadig står i lejligheden, men det gør serveren højst sandsynligt, den er godt gemt." Sagde Thomas. De er helt sikkert ikke kommet ind i maskinen, det er ikke så let."

Anna Rose nikkede stille og satte sit glas ned "Så hvad har du tænkt dig at gøre?"

"Ikke noget jeg ikke havde tænkt mig at gøre alligevel." Sagde Thomas. "Jeg vil gerne hjælpe dig, men det er dig der styre slagets gang. Jeg vil anbefale at vi får hentet min maskine, og får indfanget din kæreste - undskyld, din forlovede. Han er muligvis i fare, for dem der har vækket ham har ikke gjort det for sjovs skyld."

Anna Rose rynkede på næsen og så stille på ham "Jeg har ikke lyst til at "Indfange" ham, jeg ville nok mere snakke med ham..."

"Nu siger jeg ikke at du skal binde ham til en stol i et tomt fabriks lokale. Det har jeg prøvet, det gør folk meget lidt samarbejdsvillige." Thomas skådede sin cigaret på en tallerken. "Tag ham med hjem, mind ham om hvorfor han kunne lide dig før. Sørg for han er i sikkerhed."

Anna Rose så stille på ham og nikkede "Jeg har prøvet at tale med ham mere og mere, og... jeg ved værtfald jeg har følt det igen... men har jeg rart til det her? Jeg kunne ikke beskytte ham før, hvorfor har jeg fortjent at være med ham..." hun så ned

Thomas var ufoståene. "Du var jo ikke tilstede da han døde, det sagde du." Sagde Thomas. "Havde du været det så havde du vel lavet et af dine små skjolde, og ha standset ulykken... ik' sandt. Jeg husker også meget bestemt at du arbejdede som sygplejske, så du kunne ha standset hans sår, kunne du ikke? Jeg skulle mene at du var rigeligt i stand til at beskytte ham." Thomas tog vinflasken og det ødelagte glas, og fyldte det op igen. "Mange ville mene at det burde være hans job at beskytte dig. Men siden han har glemt hvem du er, må det gå den anden vej. Han sagde selv at han ville giftes med dig, du har alt mulig ret."

Anna Rose så på ham med tåre i øjne "Tro du virkelig?" hun holde lidt om sig selv "Jah... jeg... jeg tro jeg vil invetere ham over... og snakke med ham om det..."

"...Jah, sådan kunne du da også gribe det an." Sagde Thomas. Anna havde reageret meget mere følelses ladet end han var vandt til at nogen gjorde. "Hvor bor du henne, lige nu?" Spurte Thomas. "Det ville være en god ide at finde et godt sted at holde det hele skjult."

Anna Rose så ned "Siden Jayden døde og jeg mistede lejligheden har jeg boet på hotel" svaret hun stille og sukkede "Jeg har mest bare skulle studere magi der hjemme, jeg har heler ikke noget job"

"Hvor får du så penge fra til at bo på hotel, det er ikke helt billigt." Sagde Thomas. "Hvis du både har mistet dit job, dit hjem og din kæreste, så kan det vel ikke blive meget værre."

Anna Rose så på ham "Jeg har nok penge i banker til at holde mig igang"

"Udemærket, så har du jo også tiden til at dedikere alt for at få din kommene ægtemand tilbage." Sagde Thomas, og tømte sit glas. Han blev også enig med sig selv om ikke at drikke mere end dette. "Hvad hedder hotellet, det er bedst hvis jeg kan finde dig, når det bliver nødvendigt."

Anna Rose tog hotellets viset kort op og gav ham, så lænede hun sig tilbage og lukkede øjne ".. .jeg vil ikke lade mig selv håbe på noget... men... jeg skal nok fortælle ham det"

"Du har nok ikke rigtig kontrol over hvad du håber på." Sagde Thomas. "Jeg vil hente den server, hvis du vil med så bare sig til. Ellers kan vi mødes når du har fanget ham."

"Please hold op med at bruge ordet fanget, og har du brug for min hjælp når du er der?" hun så stille på ham.

Thomas tænkte sig om. "Det ved jeg ikke om jeg gør, hvis jægerne stadig er der eller holder øje med stedet, men jeg kan godt klare det hvis du ikke er i topform."

Anna Rose så ned "Jeg ikke i top form... jeg sover ikke så godt for tiden og spiser ikke rigtigt" hun så på vin glasset

"Udemærket, så gør jeg det selv." Sagde Thomas smilene. "Det skal blive interessant at se min gamle lejlighed efter halvandet år. Du bør finde dig et sted at bo, det er billigere end et hotel, medmindre det er meget luset."