av -

sted: hospitalet
tid: 24:00
omgivelser: hospitalsstue
vejr: koldt

Sabrina lå og rystede, hendes feber var stadig høj, og hun havde kastede op flere gange i løbet af natten, men lægerne sagde at hun var i bedring. Hun sukkede, hun burde nok ikke have spist kødet efter det var blevet for gammelt, men hun havde været sulten og ikke i humør til at tigge Azreal om mad, nu havde han så skulle betale for hendes sygehusophold i stedet, hvilket ikke var meget bedre. Det var nærmest komisk, at det der fik hende på sygehuset ikke var et overfald i en mørk gyde, men et dårligt måltid. Hun fniste svagt, ikke ligefrem det hun havde gået og frygtet de sidste uger.

Mathias skulle se til en ny patient, han havde ikke haft tid til at se journalen, så han var ikke sikker på hvem eller hvorfor personen var der.
Mathias bankede høfligt på døren, før han gik ind, det var en ung kvinde som lå i sengen, han smilede til hende og gik over "nå hvordan har du det så?" Han trak en stol der over til sengen, så han kom på samme højde med ansigtet som hende, det plejede at gøre det nemmere at snakke.

Sabrina sp op, da der blev bankede på døren, og en utrolig smuk mand kom ind, først troede hun at det var en af hendes egne, en elver kommet for at se til hende, men så fik hun øje på de afrundede øre, bare et normalt menneske altså. hun følte et svagt stik af skuffelse. "Jeg tror stadig jeg har feber" sagde hun en smule usikkert, "og jeg har også lidt kvalme" fortsatte hun, "men ellers har jeg fået det bedre, de andre læger siger også min feber er faldet". Hun håbede ikke det ville blive for dyrt for Azreal.

Kvinden var smuk ingen tvivl om det, "det jeg ked af at høre,men vil du have noget i mod feberen?"
Mathias var ikke normalt den helt vilde rare læge, men i det her tilfælde var det noget andet, hun så jo ganske godt ud. Og sulten var også begyndt at komme, så den havde også noget at sige.
Han tog hånden ind i sin lomme for at finde et lille pille glas frem, med feber lindring.
Selv havde han aldrig nogensinde fået feber, og han kunne ikke lade hver med at grine i sig selv af det.

Hun overvejedet det, hun havde ikke hørt gode ting om menneskenes medicin, hendes mor havde fortalt, at dengang hun havde besøgt dem, havde deres læger lige så stor sandsynlighed for at slå dig ihjel som at helbrede dig, godt nok skulle det være blevet bedre u, men man vidste aldrig. Hun rystede på hovedet, "nej ellers ta" sagde hun og smilte lidt undskyldende, hun ville helst ikke virke uhøflig.

Mathias kiggede på hende, så hun ville alså ikke have noget medicin, typisk... Elvere, det var først nu han havde kiggede på hendes øre, de var lange og spidse, *nå så hun er alså elver.. Så det derfor hun er så tiltrækkende*
Mathias smilte og svarede så "det da bare i orden, oh en anden ting.., jeg skal huske at infomere mine patienter om at jeg er vampyr... Håber ikke det gør noget?" Han var ikke helt sikker på hvordan hun ville reagere, han havde været ude for at en patient bare var gået fra sin seng
Han var ikke helt sikker på hvad huk ville gøre, hun var jo trods alt elver.

Sabrina så overraskede på ham, "øh ... vampyr?" spurgte hun, først lidt forvirret. Selvfølgelig havde hun hørt om vampyrer, men hun havde aldrig før mødt en, og en hospitalsseng havde været det sidste sted hun forventede sådan et møde ville finde sted.

Mathias smilte så man kunne se hans hvide blanke spidse tænder, "ja, vampyr. Jeg ved godt man normalt ikke finder en læge som vampyr, men det er jeg."
Mathias rejste sig op, og gik hurtigt ud af lokalet og var næsten med det samme tilbage igen.
Han havde en stor gul spand i hånden, "til hvid du skal brække dig" der var lidt vand i spanden.
Mathias satte den ned på hendes venstre sidd og gik tilbage og satte sig på stolen på den højre sidet.
"Nå, har du nogen ideer, om hvorfor du er blevet så syg?"

Hun smilede lidt usikkert til ham, hun havde tit fået at vide, at man ikke kunne stole på vampyrer, men der kunne selvfølgelig være undtagelser, "nej, jeg havde faktisk heller ikke regnet med at møde en her" sagde hun med et svagt fnis. Hun nikkede taknemligt over spanden, "tak, jeg tror godt nok jeg er færdig med at kaste op for i dag, men man ved aldrig". Hun overvejede hans næste spørgsmål lidt, selvfølgelig vidste hun, hvad der havde gjort hende syg, men var det noget han skulle vide? "... jeg tror jeg kom til at spise noget dårligt kød" bekendte hun.

Mathias lod blikket køre på hendes øjne, de var ret smukke.
"Hmm, det var jo ik godt, du bliver nok nød til at blive her natten over, hvis du er madforgiftede. Men heldigvis for dig har jeg vagt i nat, så jeg kan holde dig lidt ved selvskab"
Mathias havde kun fået jobbet fordi han kunne arbejdet om natten, til samme pris som hvis han arbejdet om dagen. Det var selvfølgelig en smule øv, men han var bare heldig at have fået et job.
Han var altid blevet forfuldt, uden enligt at havr gjordt noget som sådan ihvertfald.
Det værste han gjorde var nogle gange, at tage lidt blod med hjem fra blodbanken.
Men ellers holdte han sig til dyreblod.

Hun smilede igen lidt usikkert til ham, "mange tak" sagde hun, "men du behøver altså ikke, jeg kan sagtens være alenene" fortsatte hun, hun ønskede ikke at være til besvær for ham, og hun kunne heller ikke helt skubbe tanken væk, at han måske ville forsøge at bide hende, ikke at hun rigtig troede på det, for de ville vel næppe ansætte en ond vampyr på et hospital? men alligevel.

Mathias grinede lidt, "du tror vel ikke jeg bider dig vel?" Han lænede sig forsigtigt ind mod hende, og lod en tiltrækkende duft strømme ud fra ham, han var næsten helt henne ved hendes hals, da han stoppede og trak sig tilbage.
"Som du kan se, kunne jeg havde bidt dig for længst"
Han satte sig på stolen igen og smilede til hende.
"Jeg bliver her og holder dig med selvskab, ellers har jeg intet at lave"
Han lod en hånd køre igennem sit hår og rettede en smule.

Hun smilede en smule forlegent, "nej, det regnede jeg heller ikke med at du ville gøre" sagde hun, men følte sig alligevel lidt utryg, da han kom tættere på. Selvom han havde en tiltrækkende lugt, og så godt ud, kunne hun ikke glemme de historier hun havde hørt om vampyrer. "mange tak" sagde hun og smilede til ham.

"Så lidt svarede han"
Mathias kunne stadig se på hende, hun var lidt bange, *men det er måske heller ikke så slemt* tænkte han og trak så sin kittel af, den var der ingen grund til han havde på.
Mathias, spurgte så igen "er der noget jeg kan friste med? Noget mad, drikke eller noget helt tredje?"

(Ps bliver nød til at sove nu skriver i morgen når jeg vågner, godnat og sov godt)

Hun smilede svagt. Hun tænkte lidt over det, hun var faktisk lidt sulten, og under alle omstændigheder skulle man bruge energi for at blive rask, og energi kunne man få af mad. "Jeg vil gerne have noget at spise, tak" sagde hun med et nyt smil.

"Okay jeg henter det" han rejste sig og begyndte at gå han åbnede døren og gik ud i det lille køkken han fandt noget mad og lavede det.
Mathias kom ind igen og satte sig, ved sidden af hede og sagde "her der er noget mad" og gav hende det, deres hænder rørte svagt hinanden.

Hun smilede svagt da han kom ind med maden og kiggede sultent på den.
"tak" sagde hun og tog imod maden. Hun mærkede hans hånd mod sin og blev overraskede over, hvor kold den var, havde han ikke allerede været død, var hun blevret bekymret for ham. Hun begyndte at spise maden.

"Det dejligt at se du kan lide maden, jeg selv spiser ikke den slags..."
Han kiggede på hende og smilede og lagde så sine ben op på en stol, så han kunne sætte sig bedre til rette.
Mathias kiggede på hende, hun var god til at håndtere en kniv og gafel, selv var det ikke noget han var særligt god til men det gik.

Hun nikkede og smilede svagt, men sagde ikke noget, da hun havde mad i munden. Hun fik spist den hurtigt og smilte kort til ham, "tak for mad" sagde hun, da hun havde fået tygget af munden efter den sidste bid, ".. nej i spiser slet ikke mad, vel?" spurgte hun, hun havde lært i sin skole, at vampyrer levede af blod, men hun havde før erfaret, at alt hun havde lært ikke altid stemte helt overens med sandheden.